lDenne artikel blev oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA.
Hvis du nogensinde har besøgt en fastfood-restaurant sent om aftenen for at få en dosis livsnødvendig salt og ost, har du måske fornemmet spændingen i luften.
Videos by VICE
Og hvis du har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, har du måske oplevet spændingen kamme over og blive til åben konflikt i kraft af angreb med vaskebjørne, tidsrejsende røvere, skoldhed ost brugt som ammunition, pulverslukker-overfald og knuste vinduer takket være vrede kunder.
En McDonald’s i Glasgow, der er kendt for sine mange slagsmål, er for nyligt begyndt at spille klassisk musik i restauranten for at “opmuntre til en roligere stemning” blandt kunderne, der kommer ind sent om aftenen. Over de sidste 14 måneder er politiet blevet tilkaldt omkring 200 gange. Den subtile måde at berolige masserne på er blevet populær blandt andre McDonald’s-restauranter i England og Australien, og en enkelt Burger King har haft held med at bruge metoden til at slippe af med folk, der hang ud i restauranten uden at bestille noget.
Hvis man søger på “fast food fight” på YouTube, præsenteres man for en veritabel gejser af fastfood-inspireret videovold, der spænder fra det absurde til det foruroligende. I kraft af at fastfood-vold opnår så meget dækning via virale videoer og indslag på lokal-tv, fjernes fokus fra den egentlige fare ved at spise fastfood.
Men hvorfor danner fastfood-restauranter så ofte ramme om voldelige sammenstød?
Ifølge Chris McGoey skal svaret findes ved at evaluere hver hændelse individuelt. McGoey, der også er kendt som the Crime Doctor, er en sikkerhedsekspert og konsulent, der har arbejdet med adskillige fastfood-kæder for at minimere de voldelige optrin.
“Det gælder ikke flertallet, men nogle restauranter er decideret farlige at besøge,” forklarer han. “De steder, hvor der er problemer, opleves det som oftest i et bestemt tidsrum. På den måde kan det administreres.”
LÆS MERE: Vi testede lokale McDonald’s specialiteter rundt omkring i Europa
Med andre ord så er det en lang række faktorer – fra logistik til økonomi – der gør en restaurant mere farlig end en anden.
“Når jeg laver en evaluering, så skal jeg have alle faktorer med,” siger McGoey. “Når en restauratør, der ikke ved, hvordan han skal løse sine problemer, ansætter mig, så tager jeg ud til restauranten og observerer dagligdagen derude. Jeg interviewer personalet, læser politirapporterne og sætter mig ind i, hvad der tidligere er sket.”
Ifølge McGoey giver det et godt billede af, hvad der kan ske i fremtiden.
David D. Van Fleet er professor ved Arizona State Universitys Morrison School of Agribusiness og forfatter til bogen The Violence Volcano: Reducing the Threat of Workplace Violence, der skal hjælpe forretningsindehavere, politikere og politiet med at forstå, hvordan vold på arbejdspladsen opstår.
Van Fleet er enig i, at vold på fastfood-restauranter er et komplekst problem. Det skyldes til dels den manglende forskning på området. “Der er en masse årsager til vold på fastfood-restauranter,” siger han. “Men vi har ikke nok forskning til at pege på afgørende faktorer.”
Ifølge tal fra det amerikanske arbejdsministerium blev 229 medarbejdere ved fastfood-restauranter – såkaldte “limited-service eating places” – dræbt på jobbet mellem 1997 og 2010, modsat 173 medarbejdere ved almindelige restauranter. Statistikken viser, at dødelighedsraten er højere blandt medarbejdere på fastfood-restauranter, men det er ikke nok til at konkludere, at fastfood-restauranter er farlige steder at arbejde.
Van Fleet er dog villig til at nævne et par af faktorerne, der teoretisk set gør, at fastfood-restauranter er hyppigere ofre for voldsepisoder. “De ligger tit inde med store kontante summer, og personalet består af unge mennesker, der ikke er trænet til at håndtere de forskellige situationer,” siger han. “Restauranterne åbner tidligt og lukker sent, og så er det ofte let at komme ind og ud i en fart.”
LÆS MERE: Skaberne af ‘Rick and Morty’ får McDonald’s til at genoplive sichuansauce
Chris McGoey har set mange af de samme faktorer i praksis i sit konsulentvirke, og nogle af de største problemer er strukturelle og logistiske – fra restaurantens inddeling i forhold til siddepladser til restaurantens beliggenhed og det faktum, at kunder ofte er berusede eller påvirkede af stoffer.
“De fleste fastfood-restauranter er indrettet med siddepladser indenfor,” siger McGoey. “En restaurant, hvor man kan sætte sig, hvor man vil, der har sent åbent og er velbelyst, vil altid tiltrække folk, der bare hænger ud. Visse grupper af folk bliver hængende i lang tid af gangen, og når først restauranten er blevet et hang-out for visse folk, opstår der problemer, fordi man så risikerer konflikter med andre grupper.”
Det, der gør fastfood-restauranter bekvemme, er ironisk nok også det, der gør dem til lette mål for kriminelle, som man også ser det med tankstationer og kiosker. “De fastfood-restauranter, der er hårdest ramt, befinder sig oftest i tætbefolkede byområder, har åbent døgnet rundt, og ligger tæt på store hovedveje eller ved motorvejsafkørsler. Det gør dem til lette mål for røvere,” siger han. Forbryderne kan være over alle bjerge på få minutter.
Når man tilføjer stoffer og alkohol til den blanding, får man en farlig cocktail. “Nogle af de værste restauranter, jeg har set, blev til rene narkobuler på grund af den massive trafik af folk. Det er det perfekte sted for en pusher at hænge ud og sælge stoffer.”
Som du måske selv har oplevet, så er alkohol ofte hovedårsagen til, at man går på jagt efter et hurtigt og billigt måltid, og, som McGoey slår fast: “Man kan bare løbe ind og hente noget hurtigt til at stoppe i ansigtet og modvirke al sprutten i systemet.”
Det er formodentlig grunden til, at de fleste fastfood-relaterede slagsmål, man ser online, udkæmpes af en hær af stangstive folk på udkig efter mad, efter baren er lukket. “Klokken to om morgenen er restauranterne fulde af folk, der er påvirkede på den ene eller anden måde, og det kan være en farlig kombination. Det tilspidser situationen.”
Tidspunktet på dagen, hvor “uønskede personer” hænger ud i restauranter, er et tilbagevendende motiv i McGoeys arbejde. “De fleste mennesker er aktive om dagen. Når klokken først passerer 22, falder trafikken drastisk. Men der er stadig mange personer oppe. Folk, der er arbejdsløse for eksempel. Det er der, de dukker op.”
McGoey anbefaler visse fastfood-restauranter at lukke ved midnat for at undgå en flodbølge af fulde kunder, når først barerne lukker. Men han bemærker dog, at nogle restauranter også oplever store indtog af kunder omkring frokosttid eller efter fodboldkampe. Med andre ord må hver restaurant evalueres individuelt.
LÆS MERE: Sådan overlever man et barslagsmål
“Jeg kunne fortsætte i en evighed,” siger McGoey. “Listen over ting, der kan øge risikoen, er enorm.”
I sidste ende er det personalet, der skal håndtere den uforudsigelige og ofte brutale vold, og det kræver mere end bare lidt klassisk musik at klare problemerne.
“Fastfood-restauranter har ikke lige så højt et sikkerhedsniveau, som så mange andre forretninger har,” siger David Van Fleet. “Der er også hyppig udskiftning blandt personalet, så det er ikke helt let at se, hvor vigtig træning er.” Derfor er restauranterne ofte mere sårbare overfor voldelige hændelser.
McGoey er enig. “Når jeg besøger restauranter, der er helt ude af kontrol, møder jeg medarbejdere og bestyrer, der er rædselsslagne. De vil blive indenfor. De har ikke lyst til at gå udenfor eller prøve på at mægle i farlige situationer. Folk i det erhverv føler ikke de får nok i løn til at kaste sig ud i den slags.”
Men det løser heller ikke problemet at ansætte en sikkerhedsvagt. Restauratører, der vil problemet til livs, må tænke udenfor den brune papirpose.
“Medarbejderne er sjældent særligt gode til at håndhæve reglerne,” siger han. “De er ikke sikkerhedsvagter, de er ikke trænet til at håndtere store folkemængder, og de er fanget i en lille kasse af en bygning. I køkkenet kan de bogstaveligt talt ikke se ud. Man må finde en måde, hvorpå man kan overvåge, hvad der sker udenfor bygningen og på parkeringspladsen og sørge for, at folk ikke bryder loven. Men hvis man ansætter en vagt uden at have reglerne på plads, har det ingen effekt.”
Van Fleet og McGoey er enige i, at det der gør fastfood-restauranter lette og bekvemme også er det, der gør mere udsatte. Det kan være, at det er en god forretning at tilbyde billig mad døgnet rundt, men det kan også skabe grobund for kriminalitet.
Mere
fra VICE
-
JBL Charge 5 – Credit: JBL -
Google Photos app – Credit: Google -
Screenshot: Playstack -
Screenshot: Megabit Publishing, rokaplay