Denne artikel er oprindeligt udgivet af Motherboard
En avanceret tablet-PC er nok ikke det første, du tænker på, når du tænker på Nordkorea. Alligevel var det præcis det, forskere på Chaos Communication Congress løftede sløret for i tirsdags.
Videos by VICE
Den hedder Woolim og er designet med det formål at indskrænke distributionen af forbudt medieindhold, spore brugere og generelt fungere som propaganda-platform for Den Demokratiske Folkerepublik Korea.
“Det er en ret begrænset brugeroplevelse,” forklarer forskeren Florian Grunow. Grunow præsenterede på kongressen sin research sammen med kollegerne Niklaus Schiess og Manuel Lubetzki.
Woolim er en lille, hvid Android-anordning, der ligner en standard tablet ved første øjekast. Selve hardwaren er fremstillet af den kinesiske producent Hoozo, men den nordkoreanske regering har pillet nogle dele ud – for eksempel dem, der ellers ville forsyne enheden med bluetooth og wi-fi – og har tilføjet deres eget skræddersyede software.
Efter researcherne præsenterede et forskningsprojekt, der beskæftigede sig med RedStar OS, der er Nordkoreas Linux-baserede styresystem, blev gruppen skænket den nordkoreanske tablet af en sydkoreansk NGO. Woolim er blot en af flere tablets, der er blevet designet til Nordkorea. Den er formentligt fremstillet i 2015 og lader til at være den nyeste.
Med den nordkoreanske tablet følger PDF-filer, der beskriver, hvordan den skal bruges, diverse propagandatekster, som brugerne kan læse, såvel som evnen til at afspille lokale fjernsynsudsendelser og tilslutte sig landets eget internet, og den fås også med en skov af informative apps – for eksempel franske, russiske og kinesiske ordbøger. Der er endda en app til børn, der lærer dem at skrive på tastatur og lettere tilpassede versioner af spil som Angry Birds.
Men lad være med at grave dybere i Woolims funktioner – det får du ikke lov til.
Det er kun særlige filtyper, der kan bruges eller afspilles på en Woolim-tablet. Brugere kan ikke bare fylde enheden med hvad som helst.
“Det gælder samtlige filer, også HTML-filer og tekstfiler,” siger Grunow. Når en bruger forsøger at åbne en fil, tjekker Woolim filens kryptografiske signatur. Med mindre det er en fil, som den selv har genereret – for eksempel et billede, som brugeren har taget, eller en fil, der er godkendt af regeringen – så bliver den ikke åbnet. Grunow demonstrerer dette ved at forsøge at åbne en .APK-fil fra en tredjepart, men uden held.
“For den gennemsnitlige bruger i Nordkorea ville jeg nok sige, at det nærmest er umuligt at slippe udenom signaturalgoritmen,” siger Grunow.
Woolim holder også konstant øje med, hvad dens brugere foretager sig. Hver gang en bruger åbner en app, tager den nordkoreanske tablet et skærmbillede. Disse skærmbilleder kan så ses via en anden app, men de kan ikke slettes.
“Det er et meget tydeligt budskab; vi kan se, hvad du laver lige her,” siger Grunow.
Det er dog uvist, hvem i Nordkorea der har adgang til en tablet som den her. Grunow siger, at selve hardwaren ville koste et sted mellem 1200-1500 kroner hos den kinesiske producent, så den er formentlig en smule dyrere i selve Nordkorea.
“Målgruppen er helt klart nogen med penge, så jeg går ikke ligefrem ud fra, at det er arbejderklassen,” tilføjer han.
Topfoto: Joseph Cox/Motherboard