Først en hurtig disclaimer: hvis du er et traditionsbundet metalhoved; typen, der nærmest har din battlevest tatoveret på kroppen, under et flere centimeter tykt lag af Copenhell-støv fra de første to dage på Danmarks hyggeligste festival, vil det være svært for dig at udforske fænomenet Zeal & Ardor fordomsfrit. Fordi ja, det hele er ret internet-agtigt: En fyr fra Schweiz af alle steder – landet, der er kendt for praktiske lommeknive, ishockey og skattely for den økonomiske elite – der fusionerer blues, slave-spirituals og en snert af electronica med sortmetal. En idé, han i øvrigt fik fra et 4chan-forum.
Og fair, vi kan godt følge dig. Men før du afskriver Zeal & Ardor: Hvad er alternativet for en spirende metalmusiker flere årtier efter genrens guldalder? Hvordan skal man ellers kunne få sig en original start inden for metal i 2018, hvis man ikke ligger inde med en tidsmaskine eller har en legitimt forhold til Satan himself?
Videos by VICE
Manuel Gagneux’s mesterlige enmands-mash-up-projekt indtog Copenhells Pandæmonium-scene i går aftes, og det var kort sagt fucking fedt. Det var der flere årsager til:
Gagneux er ekstremt sej
Manuel Gagneux sang ikke ind i mikrofonen, men med ansigtet ved siden af den, og hans vokal var klokkeklar. Og så var han generelt bare uretfærdigt sej at se på. Øjne brænder med et nihilistisk blik, der gør selv Iceage-Elias’ humørforladte forsanger-stirren til skamme.
Dude can sing
Blues, gospel-agtige spirituals, komplet uanstrengt growling og metalskrig…Gagneux kan fucking synge. Godt. Bandet spillede helt lufttæt, og ud af de 6 mennesker, der i alt befandt sig på scenen under det her sataniske bastardorgie, var tre af dem sangere. Vokal intensitet bliver kun forstærket af, at du har en makker på hver side, der supplerer dine hårrejsende skrig med deres egne hårrejsende skrig.
Z&A lod det overvældende lydbillede tale for sig selv
“We’re not gonna talk much. This is pretty much it,” sagde Manuel Gagneux til publikum efter et par numre. Og han bullshittede ikke. Det eneste andet, han sagde resten af koncerten, var: “DO YOU WANT ONE MORE FUCKIN’ SONG?” før sidste nummer – hvortil publikum svarede igen med et overvældende helvedeshyl.
En strid strøm af crowdsurfere på Copenhells mindste scene
Metalpublikummets svar på at logre voldsomt med halen.
Intensiteten var mere rå og håndgribelig i virkeligheden end på albummet
Det er en ting at nørde Z&A på Spotify eller Apple Music, men der var mange ting, der sagtens kunne være blevet corny eller akavet i liveudførslen af noget så hjemmebrændt som blues-gospel-sortmetal. Det var ikke tilfældet.
Du vil ikke have lyst til at kunne lide det, aldrende metalhoved, men det vil du kunne
I nogle af de bluesede indløb til Zeal & Ardors sætliste, vil man næsten gerne have, at de skal være et malplaceret soulband. Men de efterfølgende metal-detonationer binder det hele sammen. Der skabes en smuk harmoni i ting, der på ingen måde ikke passer sammen: “Down by the River” møder sort speedmetal og eminent sangskrivning, og det fungerer, fordi det er godt. Kontraster mødes i et vovet mash-up, men det lyder ikke sådan. Faktisk kunne det ikke lyde mere naturligt.
