Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Italien
Efter min mening er det mest tragiske offer for den digitale revolution pladeomslaget og det visuelle udtryk, der traditionelt har prydet det. Det er svært at komme på en klassisk plade uden automatisk at tænke på omslaget. På mange måder er det med til at skabe historien om en plade. Artwork på internettet svæver rundt i en vægtløs tilstand – man kan ikke røre ved det eller lugte til det. Man får intet indtryk af størrelsen. Man kan ikke kigge bag på det. Det er en af grundene til, at vinylen har oplevet en renæssance – selve designet og det fysiske aspekt ved en plade er næsten lige så vigtigt, som selve musikken. Derfor synes jeg, det er på tide, at vi taler lidt om Hipgnosis, en London-baseret gruppe af designere og pionere inden for avantgarde coverkunst. I år kan kunstnerkollektivet fejre 50-års jubilæum for det første pladecover, de designede.
Videos by VICE
Hipgnosis blev grundlagt af Storm Thorgerson og Aubrey Powell, Syd Barretts roommates, mens musikeren spillede med Pink Floyd. Den ene læste filmkundskab, mens den anden studerede fotografi ved London Royal College of Art, og som studerende havde de mulighed for at bruge skolens faciliteter – for eksempel mørkekammeret til at fremkalde film. En dag stødte parret på et stykke graffiti uden for deres lejlighed, hvor ordene ”hip” og ”gnosis” smeltede sammen i et surrealistisk spil Scrabble – Thorgerson og Powell besluttede sig for at bruge ordet som et kreativt opråb. Begge var sikre på, at Barrett havde lavet tagget, eftersom de var de eneste, der boede der, men det har ”Crazy Diamond” siden benægtet.
Det er sådan, omslag til plader som Saucerful of Secrets, Ummagumma og The Madcap Laughs kom til verden. Det gik lynhurtigt for gruppen med at få succes, og hele foretagendet kulminerede i det nu ikoniske prismeomslag til Pink Floyds Dark Side of the Moon. Hipgnosis’ æstetik trak på en innovativ tilgang til fotografiteknikker og resulterede i surrealistiske, små pandoraæsker, der åbenbarede en verden af musikalsk vanvid og frisind for lytteren. I 1974 begyndte kollektivet at arbejde sammen med Peter Christopherson, en kommerciel kunstner og designer, der senere var med til at danne ikoniske grupper som Throbbing Gristle, Psychic TV og Coil. Hans erfaring gik godt i spænd med Thorgerson og Powells visioner, og gruppen var nu rustet til at tjene en formue på musikindustrien.
Udover Pink Floyd, Peter Gabriel, Black Sabbath, Led Zeppelin og Yes har Hipgnosis også stået bag værker til mindre berømte grupper, som historien siden har glemt, men Hipgnosis’ designs præsenterer kontroversielle motiver og visuelle eksperimenter, der den dag i dag er helt unikke. Vi har samlet en håndfuld af dem herunder:
Quatermass – S/T (1970)
Temaet er storhed og fald. Det her værk prydede omslaget til det første Quatermass-album tilbage i 1970. Skyskrabere og flyveøgler står i skærende kontrast til musikken, der var en del af post-rock-bølgen og spiller spændstige synthesizer-licks op imod progressive metalflader. Omslaget ligner noget, der kunne have været lavet i dag i kraft af det dystopiske billedsprog, der både kan referere til terror og miljøkatastrofer.
Toe Fat – Toe Fat Two (1971)
Uidentificerbart, organisk materiale og harske madvarer er det altoverskyggende visuelle trækplaster på omslaget til Toe Fats anden plade. Det britiske psykedeliske rockband er mest kendt på grund af grundlæggerne, leadguitarist og keyboardmand Ken Hensley og trommeslager Lee Kerslake, der senere havnede i Uriah Heep. Bandmedlemmerne optræder som legetøjsfigurer rundt omkring i det frastødende landskab af rådnende kød. Nogle af dem har en ‘antropomorfisk tå’ i stedet for et hoved, hvilket også figurerer på bandets første plade, som Hipgnosis også designede omslag til. Pladen var en kommerciel fiasko, men kunsten på omslaget foregreb anti-art – junk-kulturen, der skulle slå igennem i 90’erne og de tidlige 00’ere.
Renaissance – Prologue (1972)
Renaissance – et band, der blev stiftet af to af medlemmerne fra Yardbirds, og havde en forkærlighed for prog og symfonisk rock med folktendenser såvel som inspiration fra klassisk musik – hyrede Hipgnosis til at kreere omslaget til deres tredje plade. Det trippede design byder på UFO-agtige figurer, der svæver over det Arktiske Hav, som var det stentavlerne med de ti bud på (udgør de små sorte prikker et ukendt skriftsprog? Er den orange kugle øverst en eller anden version af gud?) og minder på mange måder om et værk af René Magritte. Halvtreds år efter er pladen utroligt sjælden og svær at få fat i.
UFO – Force It (1975)
Omslaget til UFOs fjerde plade prydes af to mennesker, som storsnaver i et badekar og er omringet af vandhaner. Da pladen først kom ud, var skikkelserne censurerede, og derfor var det svært at bestemme deres køn – men nøgenhed og tvetydige signaler i forhold til seksuel identitet gjorde pladen til en kultklassiker, der solgte godt i USA (de to mennesker på omslaget er faktisk Genesis P. Orridge og Cosey Fanni Tutti, som senere skulle danne Throbbing Gristle med Christopherson). Omslaget kombinerer industrial-æstetik med popbravur i et udtryk, hvor selv vandhaner bliver til seksualiserede objekter. UFO var et indflydelsesrigt band, der på mange måder bygger bro mellem hård rock og heavy metal, men det er meget muligt, at deres succes i USA primært udsprang af det her omslag.
Golden Earring – To The Hilt (1976)
Thorgerson og co. blev berømte for at tage billeder af de mest jordnære objekter for så, på paradoksal vis, at forvandle dem til surrealistiske værker (se for eksempel Wish You Were Here og den stakkels stuntman, der blev overtalt til at sætte ild til sig selv). I tilfældet To The Hilt kan man passende prøve at forestille sig, hvilke tanker der farer gennem hovedet på den stakkels mand i lænkerne, der ligger med hovedet på sporet, mens toget i baggrunden hastigt nærmer sig. Det er et makabert omslag, men det fanger helt perfekt den progrock-stil, som hollænderne lagde for dagen.
Hawkwind – Quark Strangeness and Charm (1977)
Hawkwind har ikke brug for nogen introduktion. I 1977 var Lemmy ikke kommet med i bandet endnu, men man kan alligevel spore den her plades indflydelse i blandt andre Gary Numans musik såvel som postpunk-genren generelt. Man ser tydeligt bandets forkærlighed for science fiction i Hipgnosis’ omslag, der forestiller en futuristisk reaktor, som udspyr mærkelige stråler til videnskabsmandens store forbavselse. På bagsiden af omslaget er forbrydelsen begået. Videnskabsmanden ligger bevidstløs på gulvet, og reaktoren godter sig over sin sejr.
Strawbs – Deadlines (1977)
Deadlines er konceptalbum, som man aldrig kommer sig over efter at have lyttet til det første gang. Omslaget skaber en tilstand af uundgåelig tragedie. Det surrealistiske tableau er omkranset af et øde landskab og en smuk solnedgang. Strawbs startede som et bluegrassband i 60’erne, men med Deadlines begyndte gruppen at eksperimentere med en lyd, der var påvirket af synthpop, Supertramp og prog, som minder om Genesis i årene efter Peter Gabriel forlod bandet. De anlagde en punket stil med den her plade, men brød desværre op kort tid efter udgivelsen.
Synergy – Cords (1978)
Når man tager i betragtning, hvor vilde Hipgnosis var med science fiction-æstetikken, er det ingen overraskelse, at gruppen arbejdede sammen med Larry Fast på den her plade, som er fuld af mesterlige synthesizere-numre og forestillinger af verden i år 3000. Værkets omdrejningspunkt er den nøgne menneskekrop, som en stråle af lys slanger sig om. Det neo-primitive, urbane landskab er præget af tomhed og tab.
Ashra – Correlation (1979)
Det her album markerer Ashras overgang fra at være solokunstner (tidligere var han kendt under navnet Manuel Göttsching, manden bag det tyske krautrock-fænomen Ash Ra Tempel) til at optræde i bandsammenhæng med en lyd, der brød gennem på sin særegenhed og seksuelt provokerende visuelle æstetik. På bagsiden af omslaget ser man en penis formet af et vandløb. Man kan selvfølgelig mene om det, hvad man vil, men det er under alle omstændigheder ret imponerende fanget. Det passer også helt perfekt til musikken på pladen, der ligger et sted mellem det ydre rum, ”space kraut” og übersexet.
UK – Danger Money (1979)
Efter det engelske progrockband King Crimson gik i opløsning, dannede bassist John Wetton og trommeslager Bill Bruford supergruppen med det patriotiske navn. UK var et atypisk band i kraft af deres evne til at blande hård progrock med fusion, bevidsthedsudvidende synthesizerlyde og strygerarrangementer. Hipgnosis tog afsæt i titlen fremfor bandet. Omslaget viser en mand, der er i gang med at vaske sin velplejede hænder over en håndvask – et øjebliks luksus efter det beskidte arbejde med at vaske penge. Det er et af de bedste eksempler på, hvordan Hipgnosis formår at fange og opsummere et helt koncept i et enkelt og udtryksfuldt billede.
Wishbone Ash – Just Testing (1980)
I begyndelsen af 1980’erne neddroslede Hipgnosis deres aktivitet og gik endegyldigt i opløsning i 1983. Efter punken brød igennem, virkede ideen om at lave stort anlagte og omkostningsfulde omslag ikke som en god ide, hvis man ville overleve i en pladebranche, der i forvejen var under pres fra forbrugerne, som var ivrige efter en ny lyd og æstetik. Wishbone Ash-pladen er Hipgnosis’ forsøg på at tilpasse deres kreative udtryk til et nyt musikalsk landskab, der var i konstant forandring. På omslaget kanaliseres bandets storladne lyd ved at designe et omslag, der viser en gruppe videnskabsfolk, som observerer udviklingen af en ny elektrisk guitar i laboratoriet. Det ligner en smule rumskibet fra Daft Punks Interstella 5555 og signalerer et skift i retning af den videospilæstetik, der skulle blive ikonisk for tidsalderen.
Yumi Matsutoya – Sakuban Oaishimasho (1981)
Hipgnosis tog også designopgaver fra kunstnere i Japan, nærmere bestemt citypop-pioneren Yumi Matsutoya. Coveret fanger sangeren og pianistens tvetydige humør – i et øde landskab står hun med ryggen til i en lyskegle i skærende kontrast til omgivelserne, der er badet i et rødt skær. Det er japansk techno-fantasy kombineret med et Mars-lignende landskab, der skænker billedet ro og ensomhed på samme tid. Omslaget blev offentliggjort i 1981 og markerede enden på Hipgnosis’ kreative virke.
