Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien
Om morgenen den 6 august, 1945, lettede Enola Gay et Boeing B-29 Superfortress-bombefly fra sin base på Tinian Island med kurs mod Hiroshima. Efter at have fået grønt lys smed flyet sin last, en 64 kilo tung uranium-235 bombe døbt “Little Boy.” Klokken 8:15, 600 meter over det centrale Hiroshima, blev Little Boy detoneret i en eksplosion, der i kraft svarer til 16 tons dynamit. Alt indenfor en to-kilometers radius blev udslettet. Mindst 70.000 indbyggere blev dræbt på stedet. I slutningen af 1945 var 140.000 omkommet som følge af strålingen.
Videos by VICE
De, som overlevede Hiroshima-bombningen, er i dag kendt som hibakusha i Japan. Hvert år, den 6. august, afholdes en mindehøjtidelighed i Hiroshimas Fredspark. Dagen indledes med et minuts stilhed klokken 8:15 til ære for ofrene og de overlevende. Ved højtideligheden i 2017 understregede byens borgmester vigtigheden i at mindes ofrene. De overlevendes gennemsnitsalder er i dag 81.
Jeg deltog ved højtideligheden i Fredsparken og talte med tre overlevere fra Hiroshima-bombningen. Via en tolk fortalte de deres historier om den skæbnesvangre morgen den 6. august, 1945.
Hiroko Watanabe, 83
Hiroko var 13 år gammel, da atombomben eksploderede over Hiroshima. Hun arbejdede på daværende tidspunkt i studenterkorpset med at nedrive bygninger, der var blevet bombet under krigen, omkring Tsururimi-cho, 1,5 kilometer fra eksplosionen. Hun rødmer, da jeg tager billedet af hende og siger noget på japansk, jeg ikke forstår. Tolken griner og forklarer, “Hun siger, hun har et smukt ansigt, bare ikke på billeder, og hun ser bedre ud iført en kimono.”
Om morgenen den 6. august gik jeg hjemmefra klokken 7:30 for at nå på arbejde. På et tidspunkt så jeg et fly flyve henover byen, og jeg så også, at noget blev kastet ud fra den. Pludselig kom et voldsomt lysglimt, og jeg besvimede på stedet. Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg var bevidstløs. Da jeg åbnede øjnene, var der helt mørkt, og folk løb omkring på gaden rundt om mig. Jeg lå fortsat på jorden, men så gik det op for mig, at jeg lå oven på en menneskekrop. Jeg kunne ikke se, om det var en kvinde eller en mand. Vedkommende var død.
Jeg begyndte at løbe. Jeg var næsten helt nøgen, min krop var slemt forbrændt, og jeg havde flænger over alt. Selv mit undertøj var revet fra hinanden, men jeg blev ved med at løbe i retning af mit hjem. Da jeg kom til Tsurumi-broen, var en stor folkemængde samlet langs flodens breder. En efter en gik de tilskadekomne ned i vandet. Jeg skreg, “Kom tilbage! Kom tilbage! I drukner! Der er højvande!” Jeg råbte alt, hvad jeg kunne, men ingen lyttede. En efter en gik de ud i vandet og kom aldrig tilbage.
Jeg fortsatte og stødte så på en af mine klassekammerater. Hun græd og kaldte på sin mor. Hun kunne ikke røre sig. På vej hjem var der mange, som kaldte på mig. “Hiroko! Hiroko!” så jeg gik ud fra, at mit ansigt ikke var så slemt forbrændt, men jeg kunne ikke se, hvem de var, fordi deres hår var brændt væk og deres ansigter var hævede. Hvorfor var mit ansigt gået frit? Jeg tror, det er, fordi jeg dækkede det til med venstre hånd, lige da bomben eksploderede over byen. Det er nok derfor, min hånd blev så slemt forbrændt!
Da jeg endelig nåede hjem, lå mit hus i ruiner. “Mor! Far!” råbte jeg. Min far dukkede op fra et sted bag murbrokkerne. Så så jeg min mor. Hun havde glas- og porcelænsskår siddende i sin højre hånd. Hun blødte kraftigt fra et sår på brystet. Min far havde også et stor sår på ryggen, men han havde travlt med at hjælpe min mor.
Senere begyndte militæret at uddele forsyninger, så mine forældre tiggede dem om medicin til deres døtre. De fortalte, at de kun måtte uddele medicin til patienter, der så ud til at ville overleve. Åh, nej, tænkte jeg. Jeg skal snart dø. Der var en, som spurgte min far, om jeg var en dreng. Det gik op for mig, at jeg ikke havde noget hår tilbage på hovedet. Min far viklede et håndklæde om mit hoved og lagde mig i seng. Jeg kunne slet ikke bevæge mig. I dag er jeg stadig i live og har det godt takket være min far. Jeg ville ikke være i live, hvis ikke det var for ham.
Kazuhiko Futagawa, 71
Kazuhiro blev født otte måneder efter bombningen af Hiroshima. Mens hans gravide mor gik rundt mellem ruinerne og ledte efter sin mand og datter, blev han formodentlig udsat for store mængder radioaktiv stråling. Han er i dag medlem af Hibakusha In-Utero-netværket. Kazuhiko er varm og imødekommende, da han går med til at blive interviewet.
Jeg er født den 1. april 1946, otte måneder efter atombomben faldt, så jeg er blandt de yngste Hibakusha. Min far og min storesøster omkom begge to, men min mor har aldrig fortalt mig om den dag, så min historie er stykket sammen, af det jeg har fået at vide gennem mine slægtninge. Min families hus lå 8,8 kilometer fra hypocentrum, men eksplosionen var kraftig nok, til at døren og alle ruderne blev blæst ud af huset.
Før bombningen arbejdede min far på posthuset, der lå omkring 300 meter fra hypocentrum. Han var lige mødt på arbejde, da bomben faldt. Han blev formodentlig dræbt omgående. Han var 47 år gammel. Min storesøster blev også dræbt. Hun var kun 13 år gammel. Henimod slutningen af krigen blev japanske storbyer bombet med brandbomber, så i Hiroshima hjalp mange af de større børn til med at rive de udbrændte bygninger ned. Det var det, min søster var i gang med, da hun døde. Hun arbejdede omkring 600 meter fra bombens hypocentrum. Omkring 8.400 skolebørn deltog i nedrivningsarbejdet over hele byen, og op mod 6.300 af dem blev dræbt. Min søster var en af dem.
Den centrale del af byen blev fuldstændigt udraderet af atombomben, hele byen brændte, så man kunne hverken komme ind eller ud. Det var først dagen efter, min mor nåede ind til centrum, hvor min far og storesøster havde opholdt sig. Hun gik langs flodens bredder gennem hele byen, dag efter dag, og ledte efter dem. Men hun fandt dem aldrig. Hun var 32 år gammel og gravid i anden måned med mig.
Keiko Ogura, 80
Keiko, der på daværende tidspunkt var otte år gammel og gik i skole, stod på vejen uden for sit hjem i Ushita, 2,4 kilometer fra bombens hypocentrum. I dag er hun leder af organisationen Hiroshima Interpreters for Peace. Keiko er venlig og veltalende og har ikke brug for en tolk til interviewet.
Den dag, bomben faldt, sagde min far til mig, “Keiko, du skal ikke i skole i dag, jeg har en dårlig fornemmelse.” Det var nærmest, som om han havde modtaget et varsel. Da bomben faldt, stod jeg på vejen udenfor vores hus og pludselig blev himlen oplyst, og alt blev hvidt. Så mistede jeg bevidstheden. Da jeg åbnede mine øjne, troede jeg det var aften, fordi der var helt mørkt. Himlen var fyldt med aske. Det brændte tæt på mit hus, og jeg var meget bange. Det første, jeg hørte, var lyden af min lillebrors gråd. Jeg begyndte at lede efter ham og så, at glasdørene var blæst ind. Tusindvis af glasskår havde kilet sig ind i væggene og i loftet. Jeg gik ud af huset, og så begyndte en sort regn at falde.
Før Hiroshima banegård er der en bakke, som jeg boede bag ved. Der var mange, der blev ramt i det område. Jeg overlevede kun, fordi jeg ikke var gået i skole den dag. Men alle de folk, der kom for at hjælpe, vidste ikke, at det var farligt at gå ind i byen. Mange af dem blev syge og døde senere. Jo yngre de var, jo hårdere ramte strålingen dem. Vi har lidt i så mange år – folk helt uden ar døde også.
Min svogers hus stod lige midt i det, der i dag er Fredsparken. Han prøvede i lang tid at finde ud af, hvad der var sket med familien. Først prøvede de overlevende at finde ud af, om deres familiemedlemmer var i live. Efter de havde indset, de var døde, prøvede de at finde deres jordiske rester. Jeg har mødt mange overlevende, der har set deres familiemedlemmer få øjeblikke, inden de blev kremeret, og skreget, “Stop! Det er min datter!” Folk sagde, “Du er heldig, at du har fundet din datter.” Det er svært at leve med uvisheden. Folk søgte desperat efter vidner til deres familiemedlemmers død. Min svoger fortsatte sin eftersøgning gennem 60 år, før han til sidst gav op.
