Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA
I fredags åbnede israelske soldater ild mod tusindvis af mennesker, der var forsamlet tæt på grænsen mellem Israel og Gaza. 19 demonstranter blev dræbt og eftersigende blev over 700 såret. Demonstrationen var arrangeret i forbindelse med ‘haq al-awda’, som betyder “retten til at vende tilbage,” hvilket er en årlig palæstinensisk protestdag. Videooptagelser viser, at mange af demonstranterne, der blev skudt ned fredag, ikke have nogle våben og aktivt var i gang med at flygte derfra.
Videos by VICE
Angrebet har mødt voldsom kritik fra NGO’er som Human Rights Watch, der kalder det både “ulovligt” og “kalkuleret,” og fra politikere som Bernie Sanders, der tweetede: “Drabene på palæstinensiske demonstranter af den israelske hær er tragiske. Alle folk har ret til at demonstrere for en bedre fremtid uden at blive mødt med vold.” Adskillige danske politikere mener også, at Danmark skal støtte FN og EUs krav om en uvildig undersøgelse af fredagens hændelser.
Den israelske regering har forsøgt at forklare, at det hele var selvforsvar, og påstår, at demonstranterne kastede med molotovcocktails og sten og havde forbindelse til Hamas. Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahus, udenrigsordfører, Eli Hazan, gik skridtet videre og mente, at “alle 30.000” demonstranter var “legitime mål”. Allerede inden fredagens demonstration havde en officer fra den israelske hær tweetet en temmelig direkte video med optagelser af israelske soldater, der lader og affyrer sniperrifler, mens formaninger om at blive væk fra grænsen, kører hen over skærmen på arabisk.
På grund af den ufattelige vold fik ‘haq al-awda’-protesterne kortvarigt lov til at få spalteplads i de vestlige mediers dækning af den mangeårige konflikt, men for palæstinenserne er dagen meget mere end det – det er en fejring af deres modstandskamp og civile ulydighed. For at forstå mere om, hvad dagen betyder, og hvilken historisk betydning det har, når vi nu ser den værste vold i regionen i årevis, har vi talt med Noura Erakat, som er en palæstinensisk-amerikansk menneskeretsadvokat og professor ved George Mason University. Hun er også forfatter til en kommende bog, der hedder Justice for Some: Law as Politics in the Question of Palestine.
Kan du fortælle lidt om de omstændigheder, der har banet vejen for ‘haq al-awda’? For det er ikke noget, der kun hører 2018 til, vel?
Man skal helt tilbage til den arabisk-israelske krig i 1948 og se på, hvad Israel satte i værk. 80 procent af den indfødte palæstinensiske befolkning blev fjernet med magt fra det, der skulle blive til Israel, og fik derefter hverken lov til at komme tilbage eller blive rehabiliteret. De palæstinensere, som ikke blev forvist – der var omkring 160.000, der blev tilbage i Israel – blev internt fordrevet og placeret under militær kontrol i 18 år – fra 1948 til 1966. Selvom de ikke udgjorde en demografisk trussel, blev de stadig set som en trussel mod Israels påstand om, at den jødiske suverænitet, der var etableret, ville vare ved og sprede sig – og for at det kan ske, skal man være i stand til at formindske, udslette og benægte eksistensen af en oprindelig befolkning, der havde ret til landet, inden man kom.
Efter 18 år under militær undtagelsestilstand fik palæstinensere i Israel teknisk set israelsk statsborgerskab og begyndte at lave politiske partier. Er det, hvad der førte til den moderne version af protesterne?
I 1976 udråbte Abnaa’ al Balad (Jordens Sønner) dagen som årlig markering af indtagelsen af deres land. De er et politisk parti, der som en del af deres officielle politik nægter at anerkende Israel. På den dag blev seks ubevæbnede demonstranter – som var borgere i landet – skudt ned og dræbt. Det er den hændelse, som er blevet markeret hvert år siden.
Hvad betyder haq al-awda i dag, når man ser på den brutale blokade af Gaza fra både israelsk og egyptisk side?
Haq al-awda er en af mange dage med ekstrem vold for palæstinenserne, men dagen sætter også fokus på det faktum, at palæstinenserne ikke anerkender de her arbitrære grænsedragninger, som Israel har fundet på for at adskille Vestbredden, Gaza, de mange flygtninge og de israelske indbyggere.
Hvad fik årets protester til at ende så voldeligt?
I år har palæstinensere i Gaza – som en del af en græsrodsindsats – besluttet, at de vil arrangere store marcher, der går fra 30. marts til 15. maj. Det handler om at mindes dagen i 1976, men også Nakba og den palæstinensiske katastrofe 15. maj 1948. Det er hele konteksten – det er ikke bare opstået ud af det blå. Palæstinensere over hele verden demonstrerer altid på denne dag, men i år var det anderledes, fordi protesterne var langt større end normalt (30.000 mennesker), og fordi der bliver arrangeret protester over hele Gaza, selvom Israel holder området under belejring fra landsiden og blokerer al adgang fra havet.
Den israelske regering nægter at have gjort noget forkert, selvom der er overvældende beviser for, at langt de fleste demonstranter var ubevæbnede. De peger på, at Hamas organiserede demonstrationerne. Giver den begrundelse nogen mening?
Den israelske regerings diskurs giver kun mening, hvis man anerkender, at palæstinenserne er voldelige – alene i kraft af deres eksistens. Alle andre fornuftige mennesker kan ikke acceptere det udlæg. Det er ligesom at forsøge, at skubbe en firkant gennem et rundt hul – det passer bare ikke sammen, for der var ingen juridiske problemer, og der var ingen trussel mod israelerne. Det her var en græsrodsbevægelse, som var blevet overtaget af politiske partier, men som holdt fast i deres ikke-voldelige udgangspunkt, fordi de har langt mere at vinde på den måde, end hvis protesterne skulle ende med vold.
Medierne har faktisk for en gangs skyld dækket volden, men sker meget af dækningen ikke ude af kontekst?
Mainstreammedierne kan hverken reagere på eller forstå store folkelige protester, fordi de er vant til en volds-diskurs. Det er især svært at skelne mellem legitim og illegitim vold, når det kommer til Palæstina, for vi lever ikke længere i en tid, hvor anti-kolonialisme er særlig udbredt. Området står tilbage som en af de sidste tilbageværende kolonier, og det er blevet opslugt i hele rammefortællingen om krigen mod terror. Det er med til at skjule hele den lange historie, der sætter palæstinensernes kamp i en kontekst, hvor det bliver set som en kamp mod en kolonial besættelsesmagt.
De israelske myndigheder fastholder, at Gaza ikke er besat – det er vel stadig en del af stridens kerne, er det ikke?
Prøv at høre, det er ganske simpelt: Der er fem steder, hvor man kan komme ind og ud af Gaza, og så er der kysten ud til Middelhavet. Israel kontrollerer fire af de fem udgange plus hele kystlinjen og fastholder, at palæstinenserne ikke må svømme længere ud end tre sømil. Egypten kontrollerer den sidste grænseovergang, men det sker i samarbejde med Israel. Siden 2007 er alle de ind- og udgange blevet lukket fuldstændig ned, og det samme er kysten, så de er blokeret fra alle sider, og Israel kontrollerer bogstaveligt talt alt, der kommer ind og ud – de bestemmer så meget, at de kan regulere, hvor mange kalorier palæstinenserne kan indtage [omkring 2000], så de lige præcis ikke sulter.
Hvis det ikke er en besættelse, så ved jeg ikke, hvad der er. Israels påstande svarer til folk, der siger, at ned er op, op er ned, og krig er fred.
