Musik er en utaknemmelig branche. Salgstal og streams er så håndgribelige måder at måle succes på, at vi nogle gange kan glemme, at der bliver lavet geniale udgivelser, der ender med at blive forbigået af masserne. Også selv om de har været med til at lægge grundstenene for en del af den musikalske kultur, der dominerer hitlisterne i dag.
Tænk, for eksempel, hvis der eksisterede et mixtape, der var centralt i opblomstringen af den moderne aalborgensiske rapscene og var forud for sin tid både i lyd og lyrik. Og tænk, hvis den plade aldrig rigtigt kom ud til folk, fordi rapperen, der lavede det, ikke kunne overskue at give koncerter eller interviews.
Videos by VICE
Du er jo ikke dum, så du har nok regnet ud, hvor jeg er på vej hen med det her. Det mixtape, jeg lige har beskrevet, eksisterer i virkeligheden; Bulut LOCs 2012-udgivelse Skandaløst er det mixtape.
For syv år siden startede der et opsving i dansk rap, der ændrede scenen. Pludselig kom rapkollektiver frem i de fleste danske storbyer. Cheff Records og B.O.C. i København, Hukaos i Aarhus og HvadEvigt i Aalborg. Sidstnævnte var et kollektiv, der talte blandt andre Danni Toma, Lord Siva og produceren Noodle. Og Bulut LOC.
Skandaløst var den tyrkisk-danske rappers første udgivelse. Mixtapet var produceret af Noodle og havde tre features: Danni Toma, Ttrauma og TopGunn (under sit alter ego Shaq Boosie). Det indeholdt 14 tracks med mørke beats, der trak tråde til både New Yorks og sydstaternes rapkultur, blandet med lange, nærmest stream of consciousness-agtige vers gennemsyret af systemkritik, stoffer og hjerteskærende selvindsigt.
For nogle kan Bulut LOCs karriere virke som en døgnflue, der ikke er nogen grund til at tage sig af i dag. Men de personligheder, der var helt tæt på pladen i sin tid, så en ægte kunstner lave en revolutionerende plade.
Vi har snakket med nogle af dem for at finde ud af, hvorfor Skandaløst var så banebrydende, og om pladen fortjener at blive set som en dansk rap-klassiker.

KILDERNE
Bulut LOC
Manden bag Skandaløst har ikke verdens stærkeste historik, når det kommer til at lade sig interviewe, men heldigvis fik vi ham overtalt til at svare på nogle spørgsmål over Facebook.
Lord Siva
Aalborg-rapperen, der har for vane at udgive overdrevet seje plader og singler, var en central del af samme crew som Bulut LOC.
Noodle
Produceren bag Skandaløst -mixtapet er barndomsvenner med Bulut LOC og har også produceret for blandt andre Lord Siva og Danni Toma.
Pelle Peter Jensen
Før han blev vært på radio- og tv-programmer som Lågsus på P3 og LIVE på DR1, etablerede Pelle sig som en af de primære bannerførere for ny, dansk hiphop med sit eget program på P6 Beat, BAS, hvor han blandt andet fortalte sine lyttere om Skandaløst.
TopGunn
I 2012 var hitmageren en central del af Cheff Records. Han er også én af de tre features på Skandaløst-mixtapet, hvor han synger omkvædet på “Baba”.
BEGYNDELSEN I AALBORG
Noodle: Jeg har gået i parallelklasse med Bulut siden børnehaveklassen, så jeg har kendt ham hele mit liv. Men jeg begyndte først at tale ordentligt med ham, da de var nogle, der begyndte at lave musik sammen. De åbnede bare Windows Media Player, havde nogle beats og rappede direkte over dem.
Lord Siva: Han er syg til at rappe, Bulut.
Noodle: Vores crew startede med, at jeg lavede et beattape, der hed BluntsRecords&Dust. Så lavede vi Ung&Forskruet, og efter det lavede vi HvadEvigt. Det var mig, Brian Siva (Lord Siva, red.), Danni Toma, Cissé, Intensiv MC, Bulut, et par filmgutter og sygt mange hangarounds.

Lord Siva: Altså, det var ikke sådan en konservatorie-vibe i vores crew.
Noodle: Og så lavede vi en blog. Navnet startede med, at Danni sagde ’whatever’, og så sagde jeg, at det skulle være dansk, så det blev HvadEvigt. Det var en blog, alle havde adgang til.
Lord Siva: Jeg var pissedårlig til computere, så først vidste jeg ikke, hvad jeg skulle lave.
Noodle: Bloggen gik i stå, men Danni og jeg holdt sådan en månedlig klubaften, hvor alle selvfølgelig fik lov til at spille.
Lord Siva: Det var det eneste fede, der skete i Aalborg. Marwan og Hans Philip spillede der for eksempel.
Noodle: Vi bookede også Lukas Graham, før de blev store. Og hele Cheff.
TopGunn: Nogle af de første shows, vi spillede, var i Aalborg. Hiphop-scenen var stor deroppe, så vi var der ret meget, og hver gang vi var der, blev vi der efter. Vi havde ikke nogen penge, så vi boede bare hos hiphop-drengene og drak.
“Gin og pills var en del af opskriften på noget rigtigt beskidt lyd.”
-Bulut LOC
Pelle Peter Jensen: Jeg kan huske, at jeg hørte om Danni Toma gennem Pato, som lavede meget musik med de nye drenge på det tidspunkt. Danni havde et crew, der hed HvadEvigt, og det var vildt fedt, syntes jeg. Jeg mødte dem første gang i 2009 eller 2010, da jeg skulle dj’e alene i Aalborg, og der var en ret speciel stemning backstage, fordi nogle af dem var helt skæve og rolige, og andre var helt oppe at køre. De havde en meget tåget stil. Både i deres beats, tekster og følelser. Selv når de prøvede at sige, at de var de bedste, gjorde de det på en tåget måde. Og så var det en tidslomme. I København var det meget de nye hiphop-genrer, man blev inspireret af. I Aalborg var det, som om de havde hørt D’Angelo og Gang Starr og aldrig opdaget, at der var blevet lavet noget andet musik.
Lord Siva: Folk begyndte at finde ud af, hvem Noodle var, og begyndte at lave ting, der havde noget af den samme lyd. Og det var især med Bulut, at den lyd startede. Med Danni var det mere ren hiphop og boom bap, men det her var meget mere trill.
Se også:
ARBEJDSPROCESSEN
Noodle: Skandaløst tog måske et halvt år at lave. Vi gik rimelig intenst ind. Jeg havde lige lavet Rige Mænds Jakkesæt, og nu havde jeg brug for at bruge noget tid på det her. Vi gik ind i en periode, hvor det bare var mig og Bulut i virkelig intense, hårde sessions.
Bulut LOC: Jeg husker vores sessions som sjove. Det var sjovt at forberede materiale, og vi brugte lang tid på det. Gin og pills var en del af opskriften på noget rigtigt beskidt lyd.
Lord Siva: Jeg kom tit forbi studiet, når de mødtes hver dag klokken seks.
Noodle: Når jeg havde fri fra arbejde i en butik, fik jeg noget at spise, gik hjem, brugte en time eller sådan noget på et beat, og tit var Bulut så blevet for skæv til at skrive og rappe, fordi han havde røget hele dagen. Det var rigtig mange sessions, der gik sådan. Jeg kan høre i første nummer på pladen, at der er noget, der ikke bliver sagt helt ordentligt, og det kunne man godt have taget igen, men det var det sidste nummer, vi lavede, så der skulle pladen bare laves færdig. Studiet var bare hjemme hos mig i min et-værelses.
Lord Siva: Han er perfektionist, Bulut. Og det er Noodle også.
Pelle Peter Jensen: Nogle gange er et beat bare et stykke musik, der fungerer som underlægning til en rapper, men her talte musikken og teksten samme sprog. Det var en meget skæv, nærmest psykisk syg fornemmelse at lytte til det. Det var, som om musikken havde røget rigtig stærk hash. Den slappede helt af, men den var også vildt intens.
TopGunn: Engang blev jeg deroppe i en uge i en lejlighed, hvor Bulut også boede. Der var et studie-setup i stuen, hvor vi lavede musik. Og så gik vi ellers bare på druk og tog damer med hjem.
Noodle: Når Bulut var klar i hovedet, lagde han de der ting. Alle vers på pladen er taget ud i ét. Han kunne ikke slette linjer og fylde dem ud efter. Jeg har prøvet nogle gange, men det bliver for svært at få det til at lyde naturligt.
Lord Siva: Der kommer også mere stemning i det, når man lægger 16 bars ud i ét.
Noodle: Der er ikke noget vers under 16 bars på pladen, og jeg skulle virkelig stoppe ham tit. ”Okay, nu kommer hooket, for du har lige rappet 24 bars – vi har næsten to vers her.” Og så blev han virkelig overrasket over, at jeg stoppede ham, men kunne godt se, at vi blev nødt til at få et hook ind.
“Musikken lugtede bare af stoffer. Men uden at det blev specielt ulækkert. Det var moderne syrerock.”
-TopGunn
Pelle Peter Jensen: Når man har lyttet til noget i omkring tre og et halvt minut, mister man koncentrationsevnen. Det er derfor, de fleste sange varer tre minutter. Det er også derfor, man skal se den her plade som et samlet værk og ikke bare en samling sange, hvis man skal nyde den. Det er sådan en plade, man kan høre, når man er på ferie, er vildt skæv eller kører bil. Man skal give den et rum, hvor den kan leve. Ellers bliver den røvsyg og kan virke som uorganiseret larm. Men hvis man giver den tid, kan man få virkelig meget ud af det.
Noodle: Jeg vidste godt fra start af, at vi lavede en plade. Jeg tror ikke, at Bulut var klar over det, og han har også sagt bagefter, at pludselig var den der bare.
Lord Siva: Noodle lavede også hele coveret.
Noodle: Vi lavede faktisk også en video og nogle små trailers, men for et par år siden syntes Bulut, det var irriterende, at pladen lå på YouTube. Han fik den også taget ned. Men Spotify kunne han ikke få den ned fra. Dér havde jeg det sådan: ”Rolig nu, lad den lige leve bare lidt!”
INSPIRATIONEN
Bulut: Jeg fik inspirationen fra Dirty South- og West Coast-artister blandet med min egen hverdag.
Noodle: Bulut hang meget i den tøjbutik, jeg arbejdede i. Så hang han lidt med mig, røg nogle smøger og spillede nogle numre, og så tog han måske over til Brian (Siva, Lord Siva, red.) bagefter. Han vidste rigtig meget om musik. Han havde en sindssyg iTunes, kan jeg huske. På et tidspunkt, da vi havde udgivet pladen, sagde Pelle alle mulige syge ting med, at det var første gang, den der trill-lyd virkelig fungerede i Danmark. Jeg havde ikke tænkt, at vi var de første. Men jeg tænkte da, at der var en masse, der ville komme lige efter. Og det var der også.

Pelle Peter Jensen: Det var newyorker-samples blandet med en Dirty South-æstetik. Det lægger sig også lidt i stil med det, man kaldte cloud-rap, der kom ud på det tidspunkt.
TopGunn: Det var wavy. Og det lød anderledes. Det lå bare så tæt op af hele den der Dirty South-, chopped and screwed-lyd. Musikken lugtede bare af stoffer. Men uden at det blev specielt ulækkert. Det var moderne syrerock.
Lord Siva: Bulut har læst på lektien med Three 6 Mafia og alt det der Dirty South-shit. Han har virkelig studeret hiphop. Noodle fandt ud af, hvordan de skulle sætte det sammen – Bulut var bare sindssygt vidende om hiphop. Han introducerede os for eksempel til Too Short. Det er også derfor, han er sådan lidt nasty.
Noodle: ”Porno På Lydspor” er superklamt, hvor vi har sat sådan nogle pornolyde ind.
Lord Siva: Nogle gange sad jeg i sofaen i studiet og kiggede på Bulut og havde det sygt over ham. Da de var tæt på slutningen af pladen, begyndte jeg at fatte, hvad det egentlig var, de havde gang i. Og så begyndte jeg at have det sygt over det. Han er meget teknisk og klog i sine rim. Og politisk. Han har meget på hjerte, og jeg syntes, det var fedt at blande det med den kogte lyd, som Noodle havde.
Pelle Peter Jensen: Hvis den her plade kom ud i morgen, ville den stadig være sindssyg. Det kan godt være, at alle mulige nye kunstnere snakker om at være deprimerede, fordi det er trenden i dag, men med ham var man ikke i tvivl om, hvor ægte den der ligegyldighed over hans egen skæbne var. Det er en fyr, der har det presset, uden at det er en sørgelig plade. Samtidig er den lavet i en tid, hvor dansk rap handlede om at snakke om at være den bedste, og det er ikke en opløftende plade. Det er et virkelig flot portræt af hans sind.
Noodle: Jeg kan huske et tidspunkt, hvor han fortalte, at der var en pige, der havde beskyldt ham for at have gjort hende gravid. Men det var ikke rigtigt. Så han var helt oppe at køre og sagde, at hun skulle skride. Da vi så kom i studiet senere, rappede han om det. Det bed jeg virkelig mærke i. ”Du har lige genfortalt hele din dag og faktisk gjort det interessant at høre på.” Det vers, han lagde til ”Rige Mænd” på Dannis plade, lagde han også i tredje take eller sådan noget.
Lord Siva: Jeg kan godt lide hans vers på “Baba”. Jeg får faktisk gåsehud bare af at snakke om det lige nu.
Pelle Peter Jensen: “Popper min tid” havde jeg det helt vildt over. Og førstesinglen, “Pas På”. Man kunne høre, at det her var nogen, der godt kunne lave musik, og at det var et æstetisk greb, at det skulle lyde sådan her. Det lød nærmest, som om de var fucked, da de lavede det.
Noodle: Da Bulut havde lavet første vers på ”Popper min tid”, kom Danni forbi. Og han syntes direkte, det lød af lort, og spurgte, hvad ‘popper min tid’ betyder. Så blev Bulut sur, sagde ‘fuck dig’, og så gik Danni. Efter det gik Bulut ind og lagde andet vers på sangen, hvor han forklarer, hvad det betyder. Han skærer lige det hele ud for Danni. Det er også derfor, han er så syg, fordi han med de sidste linjer får det hele til at give mening.
Bulut LOC: Mit yndlingstrack er helt sikkert “Sæt dig ned, slap af, bliv ramt”. Jeg synes, det har en syret og fed vibe. Specielt Dannis vers.

EFTER UDGIVELSEN
Noodle: Jeg har altid lavet musik med Bulut, men det var det, der skete bagefter, der stoppede det hele. Han blev booket nogle steder, og Pelle ville lave et radiointerview med ham, og han gad egentlig godt, men når der var to uger til noget, aflyste han, fordi det blev for meget for ham. Som helt ny kunstner skal man jo sige ja til alting. Han spillede ét job, hvor vi alle sammen optrådte sammen på Studenterhuset i Aalborg. Og han var skarp! Carl Barsk kendte os ikke dengang, men tog toget op fra Aarhus for at se det.
Lord Siva: Øverne kunne han næsten ikke engang komme igennem. Han var ikke en performer, han ville hellere bare lægge det i studiet. Han var mere en studie-kat. Og man kan ikke tvinge folk ud i sådan noget, som de ikke har lyst til.
Bulut LOC: Jeg har været ret tung i bagen. Noodle har forsøgt at lave musik med mig efterfølgende og tage mig med ud og spille – blandt andet Roskilde, som jeg afslog, da jeg ikke følte, jeg havde et dope nok show sat op. Jeg har spillet nogle koncerter, men er ikke særlig sikker i mit show og har aldrig rigtigt øvet det med nogen.
Lord Siva: Men der var mange, der var klar på det. Pelle bakkede op og spillede det i radioen.
Noodle: Modtagelsen var god. Men der blev ikke fulgt op i forhold til shows og interviews, så der døde det ligesom. Til hans første job, i Silkeborg, aflyste han pludselig. Han kunne ikke overskue det, når det kom tæt på. Og så var der Pelle-interviewet…
Pelle: Både Bulut og Danni havde det ret vildt til tider dengang, men Noodle var ligesom ham, der tog telefonen, når man ringede, og man kunne godt snakke med ham, uden der gik kunstnersnak i den. Jeg husker det, som om vi snakkede i 25 minutter eller sådan noget.
Noodle: Bulut gad ikke tage interviewet, så Danni ringede til mig og sagde, at det var fucking vigtigt, og at jeg skulle tage det. Jeg var heller ikke den store taler på det tidspunkt og havde heller ikke rigtig lyst, men jeg kunne jo godt se, at jeg var nødt til det. Hvis der var nogen, der skulle snakke om det, ud over ham, var det jo mig. Så sad jeg hjemme hos mig og blev interviewet over telefonen, mens Bulut sad lige ved siden af og røg joints.
Bulut LOC: Big up til Bitchslap og Pelle. Han spillede et par tracks fra pladen på radioen, og det var en fed oplevelse.
Pelle Peter Jensen: Hvis jeg hørte noget fedt dengang, skulle det bare med i programmet. Nogle ting tog fart, andre gjorde ikke. Og Bulut LOC var en af de ting, hvor det ikke tog fart. I det hele taget var HvadEvigt et crew, der ikke fik den kærlighed, man kunne have håbet på. Både fordi de var mere alternative, og fordi de var fra Aalborg.
Noodle: Så begyndte vi at rykke til København, men det kunne Bulut ikke lige overskue, så han blev i Aalborg. Men vi blev ved med at høre mixtapet rigtig meget. Især i bilen.
Lord Siva: Altid på vej hjem fra gigs. Det varer alligevel en time, og der er mange stykker, hvor der bare kører en syg lyd, uden vokal. Det hang virkelig sammen.
Noodle: Vi har snakket om at tage nogle sessions sidenhen, men det er ikke lige kommet i stand. Der er også flere etablerede producere, der har spurgt, om de kunne få en session med ham.
Lord Siva: Uanset om de gjorde, tror jeg ikke, de kunne få den samme vibe, for Noodle kendte ham siden børnehaveklassen. Man kan ikke bare gå ind og gøre det, Noodle gjorde med ham.

TopGunn: Jeg vidste ikke engang, der var nogen, der kendte den plade. Jeg har ikke hørt det i fucking mange år. Jeg fandt et fysisk eksemplar for nylig, da jeg ryddede op. Jeg tror, jeg skal ned og høre det igen i min bil.
Bulut LOC: Siden mixtapet har jeg lavet en del kreative ting, og jeg laver stadig musik. Jeg har arbejdet med den en del aliasser og har kaldt mig Fattig Silke en periode, men er tilbage til at kalde mig Bulut LOC. Jeg har lavet to mixtapes under Fattig Silke, men har tænkt mig at samle de bedste tracks og udgive det under Bulut LOC. Jeg vil gerne give et shout out til Noodle, Brian, min homie My og et special shout out til HvadEvigt-klik.
Pelle Peter Jensen: Det var et luksusproblem, at der var langt flere spændende strømninger herhjemme med flere dygtige unge kunstnere, end der egentlig var publikum til.
Lord Siva: Det er ikke views, der gør, at Skandaløst er fedt. Man kan ikke tælle det på den måde. Det er totalt underrated. For folk vidste ikke, at det kom ud.
Noodle: Lytterne så aldrig manden.
Mere
fra VICE
-
Credit: Roku -
Screenshot: Top Hat Studios -
Photo: elenabs / Getty Images -
Screenshot: Amazon Studios