Norman Ohlers nye bog, Der totale Rausch (Den Totale Rus), handler om nazisternes kæmpe forbrug af stoffer. Alle i Det Tredje Rige – fra Hitlers øverste stab til Wermachten – lader kort sagt til at have været pjattede med rusmidler. Vi tog en snak med Norman for at finde ud af, hvad nazisterne var høje på, og hvorfor deres forbrug ikke er bedre beskrevet i historiebøgerne.
VICE: Mener du virkeligt, at der Führer og alle de andre store nazi-kanoner var skæve hele tiden?
Norman Ohler: Ifølge min forskning, så ja. Men man er nødt til at differentiere. De havde hver især deres egne yndlingsstoffer og deres egne forbrugsmønstre. Nogen tog mere end andre. Og nogen var på metamfetamin som for eksempel Ernst Udet, der var forsyningschef for flyvevåbnet, mens andre var på stærkt bedøvende stoffer, som f.eks. Göring, hvis kælenavn var Möring som i morfin. Og når det kommer til Hitler, kan man bevise, at han tog Eukodal – et stof beslægtet med heroin – intravenøst.
Videos by VICE
Hvordan kan du bevise, hvad Hitler var høj på dengang?
Alt blev noteret og skrevet ned i Det Tredje Rige. Hitlers personlige læge, Dr. Theo Morell, skrev det hele ned i sine meget detaljerede journaler. Jeg fik muligheden for at se dem igennem i Bundesarkivet i Koblenz, på instituttet for samtidshistorie i München og i USA’s nationalarkiver i Washington D.C. Der beskrives alle de indsprøjtninger, Hitler fik, sort på hvidt. Det er fascinerende læsestof.
Læs også: Hitler oplever en rennæssance som teenage-idol på Tumblr
Du skriver at Hitlers personlige læge var overvægtig, grim og åd som en gris – ikke ligefrem noget, der harmonerer med det ariske ideal. Hvordan fik Morell og Hitler så nært et forhold?
Alle omkring Hitler var frastødt af Morell – undtagen Hitler selv. De udviklede et symbiotisk forhold på grund af stofferne. Morell fik ikke lov til at tage til sin brors begravelse, fordi han så ville have været væk fra Hitler i to dage. Og Hitler skulle jo have sine indsprøjtninger hver dag… Alle ved, hvor træls det er, når ens pusher tager på ferie.
Bogen har været meget polariserende indtil videre. Spiegel kritiserede dig for ikke at være historiker, men du fik en ret positiv anmeldelse i Süddeutsche Zeitung. Hvorfor føler folk sig provokeret af det her emne?
Emnet beskæftiger sig med et kapitel i verdenshistorien, der ikke lige frem er ubetydeligt. Så selvfølgelig er der folk, der ikke vil acceptere nye perspektiver. Det har meget at gøre med frygt og fortolkningsmæssig suverænitet: hvem der må sige noget om et bestemt emne. Der er for eksempel mange, der frygter, at min bog vil gøre nazisternes ansvar og skyld relativ. Det er selvfølgelig det store spørgsmål. Og det er der brug for et svar på.
Mener du, at nazisternes stofforbrug kan undskylde deres handlinger?
Bestemt ikke. Det fundamentale juridiske dogme “actio libera in causa” gør sig gældende her. Det betyder, at hvis du beruser dig selv for at gennemføre en forseelse, som du allerede har planlagt, mindsker det ikke din skyldighed. Naziregimets kriminelle planer udfoldede sig allerede i Hitlers provokerende tekst Mein Kampf – og så begyndte de at blive ført ud i livet i 30’erne, før stofferne spillede en rolle for de nazistiske gerningsmænd.
Nationalsocialisme er et mørkt kapitel i tysk historie. Du beskriver ikke alene ledelsens forbrug i din bog, men også eksperimenter med stoffer i kz-lejrer. Hvad skete der helt præcist? Hvilke eksperimenter blev der foretaget på mennesker?
I Sachsenhausen blev fanger tvunget på såkaldt “pillepatrulje”. De blev tvunget til at teste et nyt “wonderdrug”, der indeholdt store mængder kokain, metamfetamin og Eukodal, og så løbe i cirkler med rygsæk på hele natten lang. Flåden udførte disse forsøg sammen med SS. I Dachau blev fanger pumpet fuld af meskalin uden at de vidste det. Man prøvede at udvikle nye forhørsteknikker. Amerikanerne faldt også over resultaterne af det eksperiment, da de befriede Dachau. Amerikanske efterretningstjenester brugte senere materialet til deres “Project Artichoke”, der havde til formål at afsløre formodede sovjetiske spioner.
Den dopede Wehrmacht invaderede Polen og Frankrig så hurtigt, at folk kaldte det Blitzkrieg. Var alle soldaterne i virkeligheden på stoffer?
Der blev stillet 35 millioner doser Pervitin til rådighed til kampagnen i Frankrig. Det aktive stof i Pervitin er metamfetamin, som vi kalder crystal meth i dag. Især kampvognsenhederne var heftigt dopede. General Rommel blev kaldt “Krystalræven” før han fik øgenavnet Ørkenræven. Luftwaffe piloter tog også metamfetamin. Man kunne godt kalde Blitzkrieg’en for en metamfetaminkrieg.
Blev crystal meth nogensinde anvendt af militæret efter 1945?
Nazisterne var pionerer inden for brugen af stoffer i krigsførelse. Men de allierede fulgte hurtigt efter. De brugte speed (amfetamin). Og det er amerikanerne for eksempel aldrig holdt op med. De gav massive mængder speed til deres piloter i Koreakrigen. Og i dag får dronepiloter også lov at tage den såkaldte Go-Pill, når de jagter folk på deres skærme.
Hvad med tyske styrker?
De har brugt modafinil i Afghanistan. Det holder dig vågen og har angiveligt ingen bivirkninger. Den militærmedicinske rådgivningskomite drøfter i øjeblikket, om såkaldte præstationsfremmende midler fortsat skal distribueres i store mængder.
Hvilket stof ville nazitidens Pervitin svare til i dag?
Modafinil lader til at være populært nu om dage. Men mange mennesker bruger stadig metamfetamin fra det sorte marked, hvilket betyder at produktionen stadig er uren. Jeg har den holdning, at vores samfund bør være meget mere åbent, når det kommer til diskussion om stoffer.
Apropos: Hvordan er dit eget forhold til stoffer?
Jeg har ikke prøvet alle de stoffer, jeg skriver om i Den Totale Rus. Og hvis jeg bare havde nærmet mig den mængde, Hitler indtog, ville jeg ikke have været i stand til at skrive bogen. Han tog seriøst meget.
Den Totale Rus er propfyldt med spændende fakta. Hvorfor er de ikke til at finde nogen steder i skolebøgerne?
Afdækning af stofbrug burde være et obligatorisk emne i historieskrivningen. Så på den måde burde vi omskrive alle historiebøgerne.
Mere om stoffer og nazister:
Videoen til ‘Smack My Bitch Up’ er inspireret af en stripklub i København