‘Hjemmelavet’ betyder ikke altid det, du tror, det betyder

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES Holland.

---

De siger, at man kommer længst med ærlighed, men det er ikke altid tilfældet i serviceindustrien. Nogle gange ryger kokken i køkkenet, den ‘friske’ lasagne er fra frys, og frikadeller ruller rundt på gulvet, inden de bliver serveret. I hvert fald på nogle restauranter. Samtidig er det tjenernes opgave at sørge for, at gæsterne er glade og tilfredse. Det betyder, at der er en gylden regel: Lyv, så vandet driver, og lige meget hvad der sker, så må du aldrig indrømme, at det ikke er helt korrekt, når du taler om jeres ‘hjemmelavede’ tomatsuppe.

Jeg har arbejdet for restauranter i omkring to år, og heldigvis var jeg aldrig nødt til at lyve for kunderne. Derfor blev jeg chokeret, da nogle af mine venner afslørede de løgne, de fortalte deres kunder. Nogle af deres historier ville få selv Gordon Ramsay til at bryde grædende sammen. Vi har samlet nogle af de mest rystende fortællinger:

Charlotte*
Jeg arbejdede på en café i den hollandske region Zeeland. Vi havde tre supper på menuen: Bisque, tomat med kødboller og fransk løgsuppe. Løgsuppen var lavet med oksefond. Vi fik besked på, at vi skulle fortælle vegetarer, at der ikke var kød i hverken løg- eller tomatsuppen, men det eneste kokken gjorde, var at fjerne kødbollerne. Jeg er selv vegetar og nægtede at spille med på den. Jeg fortalte i stedet vegetarerne, at vi ikke havde en suppe uden kød, og anbefalede noget andet. Heldigvis fulgte restauranten mit råd, så der også kom en vegetarisk suppe på menuen. Vores friskpressede appelsinjuice var færdiglavet juice købt hos en grossist og fortyndet med vand. Jeg har set croquetter falde på gulvet og ryge på panden alligevel. De sagde, at det var lige meget. Jeg er kommet frem til, at billige restauranter generelt er lidt ulækre, så nu kan jeg bedst lide at komme steder, hvor de har et åbent køkken. Jeg læser også altid anmeldelser. I dag arbejder jeg på en restaurant, der er en del renere, og generelt bare bedre. Jeg elsker at være der, fordi jeg ikke skal lyve om noget som helst.

Amy
Da jeg var 15, arbejdede jeg på en restaurant, der var tilknyttet et plejehjem. De fleste af beboerne var demente. Restauranten løj om, at alting var hjemmelavet, så de kunne kræve en højere pris. Vores ‘hjemmelavede’ budding kostede €3 per portion, men blev hældt op fra en spand med færdiglavet budding, som kun havde kostet €1. Det blev serveret med et enkelt tragisk kirsebær på toppen. Jeg synes, det var så deprimerende – gæsterne anede ikke, hvad der foregik omkring dem, og det udnyttede restauranten. Jeg var meget ung, og alle mine kollegaer var i 40’erne, så jeg turde ikke sige noget. Vi fik aldrig nogle klager fra dem, der boede der. Ingen vidste, hvad der foregik ude i køkkenet, så ingen brokkede sig over, at de gamle blev snydt.

Elise
I den restaurant, jeg arbejdede på, var menuen én lang løgnhistorie. Vores uitsmijter (et stykke smørrebrød med skinke og ost) blev tilberedt i mikroovnen på en tallerken penslet med smør. Der var engang en gæst, der bad om, at blommen i hans æg var smilende, men det kunne jeg ikke klare. Det forstod han ikke, og jeg skyndte mig ud i køkkenet, så jeg ikke skulle forklare. De løj også om ‘hjemmelavet’ suppe og frikadeller. Frikadeller kom direkte fra slagteren. Jeg hadede at lyve om maden, så jeg tog det op med min chef. “Det fungerer, så hvorfor skal vi lave det om,” sagde han. De fleste af gæsterne var alligevel turister, som aldrig kom tilbage. Jeg havde det stadig ikke fedt med det, så jeg kunne ikke lade være med at fortælle folk, at omeletten blev lavet i mikroovn. De ansatte vidste alt, hvad der foregik, og spiste også nogle gange maden, hvilket jeg slet ikke forstår. Jeg ved, at der bliver løjet meget i serviceindustrien, især i de billige restauranter, men jeg synes stadig, det er nederen, at jeg var en del af den kultur.

Séverine
Mit første arbejde i den industri var på en café og restaurant, der lå på en stor plads i centrum. Vi betjente både familier og turister, og stedet gik ikke synderligt op i hygiejne. Det fandt jeg ud af, da jeg tabte en portion rejecroquetter på gulvet en dag, da vi havde virkelig travlt. De bad mig samle maden op og lægge den tilbage på tallerkenen. Den ‘hjemmelavede’ lasagne var alligevel det værste. Chefen insisterede på, at den var hjemmelavet, men i køkkenet så jeg store bunker af billig, færdiglavet lasagne fra Lidl. Da jeg konfronterede kokken, sagde han, at ingen alligevel kunne smage forskel. “Teoretisk set lyver vi ikke. Vi tager halvdelen af portionen fra pakken og lægger i et lille ovnfast fad, og tilføjer krydderurter, fløde og ekstra ost, inden den får en tur i ovnen. Så den er hjemmelavet!” Siden den dag anbefalede jeg aldrig mere vores “fantastiske” lasagne. Når folk spurgte ind til den, blev jeg rød i hovedet og begyndte at stamme. Men jeg løj stadig, for at gøre min chef glad.

Lisa (19)
Jeg arbejde for en wok-restaurant og de betalte mig sort. Mange af produkterne kom direkte fra supermarkedet. Vores gæster gik nok ud fra, at det, vi serverede, var hjemmelavet, men det kom mest fra store baljer, vi havde købt ude fra. Vi blev ikke rigtig opfordret til renlighed. Jeg kan huske, at min chef engang samlede en pomfrit op fra gulvet og lagde den tilbage på tallerkenen. Det var så pinligt. I køkkenet blev brødet bagt i store fade med olie. Ikke kun for at give dem mere smag, men også så de holdt længere. Det smagte ret godt, men når man klemte brødet, løb olien ud. I dag er jeg meget opmærksom, når jeg er ude at spise. Jeg tjekker, om der er hår i maden, holder øje med tjenerens opførsel og smager godt efter. Jeg har for nylig spist på en restaurant, hvor maden smagte umådelig meget som den færdiglavede version fra supermarkedet.

*Visse navne er blevet ændret. Redaktionen er bekendt med kildernes identitet.