Historien om den skabshomoseksuelle stripklubejer, der blev FBI-stikker

Illustration: Petra Eriksson

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

“Jeg tror ikke, du kan komme i tanker om en anden homoseksuel mand, som gik undercover og afslørede lederen af en magtfuld mafiafamilie,” siger Michael Blutrich, da jeg får fat på ham i telefonen. Og han har ret – det kan jeg ikke.

Videos by VICE

Scores er titlen på hans nye bog, men det er undertitlen, der opsummerer Blutrichs vilde karriere: “Hvordan jeg åbnede den hotteste stripklub i New York City, blev afpresset for millioner af Gambino-familien og blev en af de meste succesfulde mafia-informanter i FBI’s historie.”

Blutrich, som for nylig er kommet ud af fængsel, har levet et utroligt liv fyldt med hemmeligheder og modsætninger. På toppen af sin karriere var han en homoseksuel mand, der arbejdede i den mest heteroseksuelle verden, man kan forestille sig. Hans drift af million-stripklubben Scores på 
Manhattan betød, at han havde med mafiaen at gøre, hvilket fangede FBI’s opmærksomhed. Blutrich var splittet imellem sin virksomhed, mafiaen og FBI-agenterne, som havde opdaget en anden af hans hemmeligheder: Han var involveret i omfattende forsikringssvindel. Med trusler om retsforfølgelse pressede efterforskerne Blutrich til hemmeligt at optage sine krimineller forbindelser. Efter de blev dømt, blev Blutrich selv spærret inde i en særlig vidnebeskyttelsesafdeling i fængslet i 13 år.

Blutrichs bog er både fyldt med bekendelser, advarsler og humor. Men det, der står tilbage, er mest af alt et lettelsens suk fra en mand, som har båret på flere hemmeligheder, end noget menneske bør, og som nu er fri til at afsløre næsten hvad som helst.

Det hele begyndte på et advokatkontor. I 1980’erne var Blutrich en succesfuld advokat på Manhattan, hvor han arbejdede på et kontor på Park Avenue sammen med den fremtidige guvernør Andrew Cuomo. En dag kom en klient til ham med et forslag, som dengang lød meget radikalt: At være med til at åbne en stripklub på Manhattan. Klienten forestillede sig et stilet og dyrt alternativ til de luskede steder på Times Square, som dengang var standarden i branchen. Han spurgte Blutrich, om han ville være medejer. 

“Det sidste, jeg ønsker mig i livet, er en klub fyldt med nøgne kvinder, som servicerer et homofobisk klientel,” fortalte han mig, at han tænkte dengang. Men de gik alligevel videre med idéen og åbnede Scores i begyndelsen af 1990’erne. Selv New York Times skrev, at topløse barer havde vristet sig fri af deres smudsige ry og kunne tilbyde noget, der var i nærheden af stilfuldt.

Det blev hurtigt en utroligt lukrativ branche, men Blutrich følte sig som et rumvæsen i den. Hans seksualitet havde altid været en kilde til stress for ham: “Det meste af mit liv kunne jeg ikke være mig selv,” fortæller han. “Som teenager tænkte jeg, at jeg var den eneste, der havde de her følelser. Jeg undertrykte dem og blev gift.”

Det holdt ikke. “Hun blev træt af mig,” siger han. Hans ægteskab gik i vasken, samtidig med at AIDS-epidemien ramte, og selvom han talte med nogle få venner om at være åben om sin seksualitet, “så flygtede jeg tilbage ind i skabet. Det var så skræmmende,” fortsætter han. “Ingen vidste, hvordan sygdommen smittede. Det blev bare omtalt som en homoseksuel sygdom.”

Selvom han havde affærer med mænd, tillod han dem aldrig at udvikle sig romantisk, og han undgik endda homoseksuelle kvarterer. Og til sin overraskelse blev hans seksuelle orientering en fordel i den ekstremt heteroseksuelle branche. Danserne på Scores tilbød ham seksuelle tjenester mod at få tildelt de mest lukrative vagter – de kunne forvente at tjene 5000 dollars på en torsdag aften sammenlignet med 1500 på en mandag – hvilket han afslog. Han modstod de fysiske fristelser og fokuserede i stedet på forretningen, hvor han indkøbte øl for 15 cents per flaske og solgte dem videre for 17 dollars.

Men det var danserne, der i sidste ende regnede ud, at han var homoseksuel, hvorefter rygterne begyndte at sprede sig. “Til sidst sagde jeg ‘fuck det her, hvad er det, jeg laver? Jeg har kun et liv. Pigerne ved det, folk på klubben ved det og ingen generer mig. Jeg er færdig.” Han besluttede at springe ud i 1998 – syv år efter åbningen af Scores.

Det var til hans lettelse ikke ligeså svært at springe ud, som han havde frygtet, og det skadede ikke, at han var både rig og magtfuld. Han dannede sig en cirkel af homoseksuelle venner og husker endda at være blevet så tilpas med sin seksualitet, at han kunne besøge en homostripklub i Montreal, hvilket var en åbenbaring for ham. For første gang forstod han, hvad der tiltrak det heteroseksuelle klientel på den klub, han havde været med til at starte.

Men presset voksede hjemme i New York. I takt med at mafiaen blev uløseligt involveret i hans forretning, voksede Blutrichs forsikringssvindel sig større. Efter at have hjulpet tre af sine klienter med at købe et forsikringsselskab i Florida med en falsk check, slog mafiaen kløerne i Scores og begyndte at bruge stedet til at begå underslæb, bedrageri og skattesnyd for enorme summer. Jorden begyndte at brænde under Blutrich, så FBI kontaktede ham med ønsket om, at han skulle bære skjult mikrofon for at hjælpe dem med at opbygge en sag mod mafiaen. I frygt for at komme i fængsel gik Blutrich med til det og udsatte sig for en ekstrem risiko i processen.

“Jeg er ikke modig! Jeg er ikke en modig fyr,” sagde han. “Jeg gjorde bare, hvad der blev sagt.” Ved mere end en lejlighed blev han kropsvisiteret inden mafiamøderne og lykkedes kun lige akkurat at skjule optageudstyret i folderne på sit tøj. “Den første gang, jeg næsten blev taget, var på min anden mission,” fortæller han. Personen insisterede på at kropsvisitere ham og tog ham med ud på badeværelset for at tage tøjet af. Blutrich puttede omhyggeligt optageren ned i buksebenet, mens han tog tøjet af, hvorefter han “slentrede over og begyndte at give ham en lapdance. Han skreg af mig, ‘tag dit fucking tøj på!’ og jeg svarede ‘nej, hvorfor gør du mig til grin på den her måde? Du giver mig stiv pik.’” Så vidste han, at han aldrig ville visitere ham igen.

Ved en anden lejlighed kom en mafiaadvokat tæt på optageren i skridtet på Blutrich, mens han visiterede ham, hvorefter han tog advokaten i skridtet, hvilket chokerede ham tilstrækkeligt til at sætte en stopper for visiteringen.

Blutrich levede i konstant frygt i over et år, mens han indsamlede beviser for FBI. Til sidst hjalp optagelserne med at få dømt 35 tiltalte for forskellige forbrydelser relateret til organiseret kriminalitet. Blutrich blev dengang idømt 16 års fængsel for sin rolle i forsikringssvindlen, hvilket var blevet sat ned fra 25 år – længere tid bag tremmer end mange af dem, han havde hjulpet med at få idømt.

“Jeg gik fra at være kommet ud af skabet og have det godt og have homoseksuelle venner til et miljø, hvor jeg skulle tilbage i skabet,” siger han. “Når man er højtprofileret ligesom mig, kan man ikke rigtig involvere sig, få en kæreste i fængslet eller gå i seng med nogen.”

Da han blev løsladt, befandt Blutrich sig pludselig i en forvandlet verden. “Den åbenhed, homoseksuelle mennesker har opnået, var fortryllende,” siger han. “Det var på mange måder et mareridt at være homoseksuel i fængslet, men det var fantastisk, da jeg kom ud. For første gang i mit liv behøvede jeg ikke tænke på, hvordan folk ville reagere på min seksualitet.”

I dag er Scores stadig åben men med nye ejere. Den har dog ikke mistet sit ry. I 2004 blev det afsløret, at danserne kørte et koordineret svindelnetværk med kreditkort på stedet. Blutrich er stadig ved at lappe sit liv sammen og lider under vægten af de mange hemmeligheder, han måtte bære på i så lang tid. Han bruger et dæknavn i sin hverdag og har kun en lille omgangkreds for at undgå hævnaktioner.

Men af alt det, han har udholdt, så lader det til at være skabet, der har gjort mest ondt på Blutrich. Der var kun et enkelt øjeblik under vores timelange samtale, hvor hans stemme knækkede, og det var da han reflekterede over, hvor lang tid det tog ham at springe ud. “Jeg ville ønske, jeg var blevet født i en tid som i dag,” siger han, “hvor jeg kunne have skabt et liv for mig selv.”