Hun var glødende feminist og ville domineres i soveværelset. Lad os huske Maria Marcus

“Kvindebevægelsen betød ikke for mig, at jeg tog afstand fra mænd eller bekæmpede mænd. Jeg bekæmpede uligestillingen, og jeg gjorde, hvad jeg kunne for at gøre kvinder opmærksomme på deres eget værd.”

Sådan sagde Maria Marcus i en samtale med forfatter Martin Kongstad på Det Kongelige Bibliotek, godt fire år før sin død den 20. januar 2017.

Som eksempel på dét – at gøre kvinder opmærksomme på deres eget værd – fortæller Maria Marcus, at hun var primus motor for en smilestrejke på Danmarks Radio, hvor hun fra 1961 og 18 år frem arbejdede som programsekretær og producer i kulturafdelingen. Her var hun en del af en tværfaglig kvindegruppe, som alle deltog i smilestrejken. Den gik i alt sin enkelthed ud på, at kvinderne ikke skulle smile til mændene.

”Fordi jeg havde opdaget, at vi kvinder altid gik og smilede til alle mændene. Vi mente ikke noget med det, men dét skulle man altså bare. Man skulle nærmest, du ved, sådan her…”, siger hun og fremprovokerer i interviewet med Martin Kongstad et lettere akavet smil som billede på den overflade og uskrevne norm, som kvindegruppen på Danmarks Radio forsøgte at gøre sig fri af.

Smilestrejken er blot ét eksempel på, hvordan Maria Marcus brugte sin aktivisme, energi og kunstneriske opmærksomhed på at skabe frihed. For ønsket om frihed synes at være kendetegnende for alt det, som hun rørte i sit lange liv – og næsten lige så lange karriere – som både journalist, debattør, forfatter, sexolog og gestalt- og kropsterapeut.

Hun ville det fri. Den frie kultur, den frie kærlighed, den frie seksualitet og en kvindebevægelse helt fri for maskulin undertrykkelse, dominans og fastgroede tabuer.

Maria Marcus blev født i Hamborg i 1926 og flyttede som syvårig til København med sin tysk/jødiske familie. Her boede de kun kort, for under tyskernes besættelse af Danmark måtte hun flygte til Sverige med sin familie. I Sverige tog hun sin studentereksamen og flyttede tilbage til Danmark, da krigen var ovre. Her blev hun i 1953 Mag.art i litteraturhistorie fra Københavns Universitet, hvorefter hun i et årti arbejdede som kunstanmelder og teaterreporter på en lang række dagblade, blandt andet Dagbladet Information.

Gennem hele sin karriere virkede hun sideløbende som forfatter og debattør og bidrog med både fag- og skønlitteratur og opinionsstof, hovedsageligt om krop, seksualitet, dating, feminisme og alderdom.

Min egen rødstrømpe abc – en personlig opslagsbog om rødstrømpebevægelsen – er en af Maria Marcus’ sidste bogudgivelser, hvor hun med afsæt i egne erfaringer indfører læseren i en alfabetisk gennemgang af kvindebevægelsens store som små spørgsmål og begreber.

Fælles for næsten alle hendes udgivelser og utallige interviews er, at Maria Marcus aldrig var bange for inddrage sig selv, også når det gjaldt de mere intime detaljer fra sit eget sex og følelsesliv – alt sammen for at understøtte den større fortælling. En fortælling, som havde til formål at afmystificere kvindekroppen, seksualiteten og den kvindebevægelse, som hun selv var en del af. For der skulle ikke være dét, som kvindebevægelsen ikke kunne tale om, nej, debatten skulle også være fri, og Maria Marcus gik gerne i front for at tage hul på de svære emner.

Det gjorde hun blandt andet i 1974, hvor hun udkom med et af sine mest banebrydende og – på det tidspunkt – noget kontroversielle værker. Med Den frygtelige sandhed, en brugsbog om kvinder og masochisme, undersøger Maria Marcus, om og hvordan kvindebevægelsens idealer om løsrivelse, ligestilling og kvinden som selvbestemmende subjekt kan forenes med masochisme og seksuelle fantasier om at blive fysisk og psykisk underkuet af en mand i soveværelset.

I bogen bliver læseren klogere på masochismens udtryk. Den giver et både videnskabeligt, historisk og kulturelt indblik i masochismens DNA gennem psykologien, kunsten og litteraturen, og Maria Marcus binder med egne detaljerede erfaringer fra sit køns- og seksualliv teksten sammen. I scenerne overlader hun intet til fantasien og fortæller frit om, hvordan masochisme har præget hendes fantasier, siden hun var barn. Også før hun vidste, at det havde noget med seksualitet at gøre.

Fra skolegården kunne hun huske den – med egne ord – ”kildende fornemmelse”, det gav hende, når hun som barn legede straffelege med sig selv og andre børn. I alle legene skulle hun straffes for at gøre noget bestemt, for eksempel når hun kastede sig over den største, stærkeste og mest utilnærmelige dreng i tagfat.

”Jeg nød at mærke, at jeg var stærkere, end han havde troet, at jeg var – men jeg nød alligevel mest, at jeg ikke var nær så stærk som han, og selvfølgelig endte det altid med, at det var ham der fik mig ned med nakken, og det var også det, der var meningen fra min side,” skriver hun i Den frygtelige sandhed.

I bogen fortæller hun også om at blive fascineret af grufulde detaljer om torturmetoder i historiebøgerne, og hvordan hun i det skjulte fantaserede om sine mest autoritære og ubarmhjertige lærere, som hun senere i livet fandt ud af var blevet nazister. Og hvordan hun senere i sit voksenliv blev klar over, at hun blev nødt til at føle sig som et objekt for at blive forelsket i en mand.

For dele af kvindebevægelsen var det kontroversielt at underkaste sig en mand og frivilligt gøre sig selv til mandens objekt, også selvom det blot var i soveværelset og ikke på samfundsniveau. For det flugtede ikke med feminismens idealer om ligestilling og frigørelse. Masochismen udgjorde i sig selv ikke et problem for Maria Marcus og stod derfor ikke som modsætning til feminismen. Den var blot mere udbredt, end hvad kvindebevægelsen havde lyst til at indrømme.

Derfor kommer hun også med en klar opfordring til bevægelsen i bogens afslutning: ”Vi må holde op med at stikke hovedet i busken. Vi må lægge kortene på bordet for hinanden også på dette punkt, som vi synes er så fantastisk pinligt og kompromitterende, at vi knap nok tør tage ordet i vores mund.”

Og sådan brød hun et stort tabu i sin egen bevægelse. Temaet og paradokset om masochisme og feminisme bliver desuden stadig taget op i den moderne feminismedebat med jævne mellemrum, hvor debatindlæg, brevkasser og artikler behandler emnet, om man er en mindre stærk kvinde, hvis man vil domineres i sengen. Bogen er siden dens første udgivelse i 1974 udkommet på syv forskellige sprog og i flere udgaver.

Seks år inden sin død blev Maria Marcus på grund af en lægefejl lammet fra livet og ned, og selvom det for hende betød et liv i rullestol, betød det ikke, at samfundet så eller hørte mindre til hende. Efter ulykken fortsatte hun sit virke som parterapeut og sexolog og deltog også jævnligt i den offentlige debat frem til sin død.

For et år siden, den 20. januar 2017, sov hun fredeligt ind, 90 år gammel.