Mand vågner og finder en selfie, der viser, at politiet puttede ham i seng

I USA er beskyldninger om politibrutalitet en konstant del af nyhedernes sendeflade, og debatten omkring nødvendigheden af overvågning af betjentenes færden raser stadig.

I Tasmanien er det åbenbart ikke helt sådan, det hænger sammen. Der har to repræsentanter for ordensmagten godt nok også sørget for at overvåge deres egen adfærd, men af knap så alvorlige grunde. To betjente tog for nylig en storsmilende selfie efter at have puttet en beruset mand i seng, og de brugte den stive fyrs egen telefon. Eftersigende var det så manden kunne se, hvad der var sket aftenen før, når han engang vågnede med tømmermænd så store som solen.

Videos by VICE

Det hele begyndte, da Reece Park tog i byen i Launceston i Tasmanien, og derfra stak det af. Manden formåede at kravle ind i en taxa, men chaufføren blev nødt til at ringe til politiet og bede om hjælp. Betjentene Natalie Siggins og Jeremy Blyth kom til undsætning.

Som overbetjent Craig Fox forklarede i et facebookopslag, er det ikke normal procedure hos det tasmanske politi, at de ligefrem bærer stive folk op til deres soveværelse og sørger for, at de ligger godt og trygt i deres seng, men i det her tilfælde var det præcis, hvad der skete: “I den her situation blev politiet kontaktet af taxaselskabet, som bad om hjælp til at få manden hjem. Da politiet ankom, fandt de hans adresse, kørte ham hjem og ventede på, at en ven kunne holde øje med ham.”

Når nu de ligefrem havde puttet ham i hans egen seng, kunne de vel ligeså godt dokumentere den gode gerning med en selfie?

Park opdagede billedet på sin telefon, da han vågnede, og han lagde det straks på Facebook med følgende kommentar: “Jeg kiggede lige mine billeder igennem, og det ser ud til, at de røvhuller her tog nogle fede selfies efter at have kørt mig hjem i går, da jeg var stiv. De er nogle fucking legender.”

Det tasmanske politi var åbenbart glade for den lille hilsen, for de delte også billedet på Facebook og brugte anledningen til at komme med et godt råd til os alle sammen. Som Fox udtalte: “Politiet gør altid deres bedste for at sørge for, at alle, der er påvirket af alkohol, kan være et sikkert sted.”

Og der er ingen steder, der er bedre end ens egen bløde seng. Du skal bare huske at smile til kameraet og sige godnat til de søde pansere.