Hvad dit yndlings-spillested siger om dig

Metalfans i Copenhells Biergarten rock on the shocker

Der er intet som livemusik. Når det er godt, får du en totaloplevelse af en anden verden. Når det er dårligt, er du klemt sammen med en flok irriterende mennesker for at høre på et uengageret amatørorkester, der synes, at det er vildt Pete Doherty-agtigt at være ligeglade med deres egen præstation. Derfor er det også en personlig sejr, når man finder sit personlige yndlings-spillested, og med tiden udvikler spillestederne deres egen demografi. På godt og ondt.

Faktisk er det næsten en mere præcis videnskab end stjernetegn. Med andre ord: Fortæl mig dit foretrukne koncertsted, og jeg skal fortælle dig, hvem du er:

Videos by VICE

Parken, København

Dit største koncertøjeblik nogensinde er stadig, da Coldplay havde glowstick-armbånd med til alle publikummer i Parken, og der var “Paradise”-fællessang. Generelt er Instagram-øjeblikke lige så vigtige for dig som selve oplevelserne – og det gælder især til koncerter. Dine posts på Instagram er jo for evigt. De kan ses af alle, du kender, mens den “reelle” oplevelse kun er for dig selv og et par venner og hurtigt forsvinder igen.

Jyske Bank Boxen, Herning

Du kan ikke rigtig kende forskel på en bas og guitar. Men er det ikke også lige meget? Prøv bare at se, hvor blæret det der lysshow er. Og wow, pyroteknik! Jeg mener bare, ild… indenfor?! Men du har faktisk også kun været på et “rigtigt” spillested sidste jul, da Infernal spillede i Vega.

Sko på Vegas ternede gulv
Blotlagte ankler på Vegas ternede gulv. Arkivfoto: Emil Vinther

Store Vega, København

Når du har taget sneakerselfies sammen med dine venner på det flotte ternede gulv, går du op på balkonen, hvor en fascinerende stor del af stampublikummet ynder at benytte sig af siddepladserne. Så kan du observere de andre 1.450 koncertgæster slå sig løs, mens du sidder og ser en dejlig The Minds of 99-koncert i ro og mag, inden du skal have regionaltoget hjem.

Alternativt er du et 15-årigt københavnerbarn, der tager til rapkoncert for at moshpitte med dine skatervenner, som du selvfølgelig spiser den obligatoriske shawarma på Kebabistan med efter koncerten, mens I snakker om, hvorfor Lil Peep var bedre, end Lil Uzi Vert nogensinde bliver.

Voxhall, Aarhus

Du kommer her af samme grund, som du kommer på Northside Festival hvert år. Fordi du er en del af de absolutte musikalske firstmovers. Eller, du hører i hvert fald P6 Beat (hvad mener du, “P6 bliver lukket“??) og din Discover Weekly-playliste på Spotify nogle gange. Dit yndlingsband er Arctic Monkeys, og når et optrædende band virkelig imponerer på scenen, ser du et skrålende Seven-Nation-Army-lålålå som den største ære, du overhovedet kan tildele dem.

Ideal Bar, København

Det, du sætter mest pris på ved at komme på Ideal Bar, er, at stedet er finurligt klemt ind mellem Store Vega og Lille Vega, hvor pøblen kommer og ser mainstream koncerter. Når du står og ryger i pausen mellem det ukendte opvarmningsnavn og det ukendte hovednavn, kan du lade masserne betragte dig, mens du ser cool ud med din hjemmekrøllede cigaret. Gad vide, om der kommer til at være en bod, hvor man kan købe merch efter koncerten.

Koncert i Pumperhusets Byhave
Koncert med et band, du aldrig har hørt om, i Pumpehusets Byhave. Arkivfoto: Peter Troest

Pumpehuset, København

Du går til koncert på dit favorit-venue med den målsætning at være så lidt inde i koncertsalen som overhovedet muligt. I stedet foretrækker du en smøg i rygecontaineren før, efter og egentlig også under koncerten. Og så er du vild med den uendelige række koncerter i den tilstødende “Byhave”, hvor bands, du aldrig har hørt om, fungerer som baggrundsmusik til dine Tuborg Rå med vennerne.

Gimle, Roskilde

Du har 358 dage om året, hvor du savner Roskilde Festival. Så meget, at du før er taget på Roskilde Dyrskue ud af ren længsel og bare vandret formålsløst rundt. Gimle, dit tilflugtssted som stamgæst og frivillig, er den eneste grund til, at du klarer dig gennem resten året. Her sætter du pris på at se de bands, der ikke følte, at der manglede en generalprøve til deres koncert i København på deres danmarksturné.

Crazy Daisy, diverse (hele landet)

Du synes, at en koncert, der er længere end tre numre, bliver trættende. Forudsigelighed og komfort er nøgleord, når du er til koncert. Det er helt fint for dig, hvis den optrædende mest af alt bare mimer til den samme sang, som dj’en også spillede for en time siden. Du følte, at det der soloprojekt, som Amalie fra Paradise udgav, var ret nice, men ikke helt så godt som den der single, Paris Hilton lavede engang.

Heldigvis er du i stand til at ignorere, at du hver uge bærer vidne til det absolutte lavpunkt i den optrædende artists karriere, mens du hamrer Mokaï og diskuterer med dine venner, om den her optræden med Pattesutter var federe end sidste uges torsdagsstrip.

Pissoir på Bakken i Kødbyen
Bakkens legendariske herretoilet. Arkivfoto: João Botelho

Bakken, København

Koncertoplevelser skal gerne lugte af urin, cigaretrøg og angst-sved og smage af halvvarm dåseøl og dark and stormy i plastikbæger. Og endnu bedre, hvis koncerten kan blive afholdt et sted i Kødbyen, hvor man har en undskyldning for at blive hængende i fem-seks timer bagefter og drikke sig ned. Du er helt vild med rygegårdens sjove ordspil af et navn, ”I Hegnet”. Det er fedt at checke ind på Facebook på – I HEGNET – hvilket du morer dig over med dine udspilede venner, når de kommer tilbage fra at have været på toilettet sammen.

Amager Bio, København

Spillestedet med Danmarks mest misvisende navn. For Amager Bio er mere tidsmaskine end biograf. Du kommer her stadig med stor iver, for du har for længst erkendt, at du nyder at opleve fordums storhed i form af Queen Machine, 10cc, The B-52’s, Tower of Power og Led Zeppelin Jam. Du tror fejlagtigt, at Beta bare er en form for biograf-café og ikke et overraskende godt lillebror-spillested til Amager Bio med et seriøst program for hård rock. Det finder du desværre nok aldrig ud af.

Kansas City, Odense

Du er en rigtig rockfan med læderjakke og nitter. Du siger til dine venner, at du godt kan lide Iceage og Lower, men du har i virkeligheden et soft spot for Volbeat og Go Go Berlin.

Tape, Aarhus / Mayhem, København

Du lader, som om du er fuldstændig ligeglad med, hvilket tøj du har taget på, men dit gennemførte normcore-outfit er i virkeligheden koordineret ned til mindste detalje. Du værdsætter for øvrigt også, at oplevelserne på dit yndlingsspillested snarere kan betegnes som installationskunst frem for reelle koncertoplevelser. Alle dine venner har selvfølgelig optrådt her.

1000Fryd, Aalborg

Primært et sted du kommer, fordi du ser for alternativ ud til at gå i Jomfru Ane Gade uden at få tæsk. (Egentlig består din alternative beklædning i en helt ren Iron Maiden-t-shirt på fra H&M, men Gaden er ikke for sarte sjæle). Du identificerer dig egentlig mere med spillestedets venstreorienterede atmosfære og rockede image end kunstnerne på plakaten.

Chorus Grant på Loppen på Christiania
Chorus Grant på Loppen. Arkivfoto: Thilde Mørup Christensen

Loppen, Christiania

Her er alle koncerter sene, fordi man først kan spille musik, når Spiseloppen nedenunder er færdig med dagens servering. Man skulle tænke, at det var lidt problematisk at skulle til koncerter, der først starter efter klokken 22 på en hverdag, men det passer dig faktisk fint, for du har alligevel et relativt ustadigt liv. Du mente faktisk, at koncerten startede klokken 21, og bliver først forvirret og derefter glædeligt overrasket, når du finder ud af, at du lige er kommet til tiden for første gang i årevis. But time is just a construct we’ve created for ourselves, som ham forskeren sagde, i det der YouTube-deep dive om “the meaning of life”, som du lige kom til at bruge fem timer på. Tænk, at vi ikke har gjort noget ved chemtrails endnu.

Hotel Cecil, København

Du gik fra Montmartre, fordi du ikke gad betale 300 kroner i entré og tænkte, at det kunne gøres billigere på Jazzhouse, men du bliver forvirret, da du kommer ind, og det hele ligner en miniudgave af Bremen Teaters Natbar.

Mojo, København

Du er så ude af trit med samtiden, at du stadig tror, at det sagnomspundne 80’er-sted er det hotteste i byen. Men du elsker blues, jazz-jam og indendørs rygning så meget, at du aldrig finder ud af, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen.