Hvad er vores generations “Stairway to Heaven”?

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey Canada

Led Zeppelins ”Stairway to Heaven” er en af de hyppigst refererede sange i rockmusikken, men det er meget få numre, der når samme højder. I de tre første årtier, efter sangen først så dagens lys i 1971, var der ingen, der kom tæt på. Hverken Guns N’ Roses’ “November Rain” eller Journeys “Don’t Stop Believing” eller Lives “Lightning Crashes”. Det var først i løbet af nullerne, at rockbands begyndte at tage sig sammen og producere en række kandidater til den glorværdige placering ved siden af ”Stairway”. Men ligesom Highlander så kan der kun være én. Venner, i dag er dagen, vi endegyldigt får svar på, hvilken 00’er alt-rock-banger, der er millennial-generationens pendant til den klassiske slager (live-versionerne er i øvrigt de bedste).

Videos by VICE

Nu er det selvfølgelig ikke, fordi vi mangler sange, man kan råbe med på. De nye stadionklassikere kommer bare i form af rap, trap og popsingler, og det er helt fint! Men en ”Black Beatles” er pr. definition noget helt andet end en ”Stairway” eller andre sange i den stil, som vi måske aldrig rigtigt får at høre igen. Det er sange, der er skrevet af hovedsageligt heteroseksuelle, hvide mænd, der bare så forfærdeligt gerne vil ud med deres følelser og til det formål tager de samtlige våben i rockarsenalet i brug. Der er noget rent, uskyldigt og smukt over den gennemgribende naivitet, og det er magien deri, som vi prøver at sætte på en kedelig formel i dag. Eftersom sport og konkurrence generelt er målestokken for alt, så sætter vi jagten på en ny klassiker op som en knockout-turnering.

Nu spørger du måske dig selv: ”Hvad giver en sang ’Stairway’-format”? Det er et godt spørgsmål, så lad os finde ud af, hvad en ”Stairway”-sang er.

En “Stairway”-sang er…

1. Næsten altid en rocksang, helst en ballade
2. En sang, man kender to sekunder inde
3. En sand, der er gennemvædet af følelser lige fra starten, men når et klimaks, hvor alle levende væsener ender med at stortude

Selv om der helt sikkert er masse af eksempler på storladne og følelsestunge rocksange fra det sidste årti, så er det de færreste, der kender dem, men en sang af ”Stairway”-format skal være allemandseje (netop derfor tæller ”All My Friends” og andre indieklassikere ikke). Og ja, de sange, vi skal se på, kommer mere eller mindre alle sammen fra det sidste årti, fordi nostalgien helst ikke skal have haft tid til at kvæle vores kritiske indstilling og analytiske evner. Okay? Okay. Så lad os møde deltagerne fra de amerikanske og britiske ligaer.

stairway to heaven gara millennial

Jeg er canadier, så lad os starte med Nordamerika. Sangen er seedet efter længde – fra længste til korteste.

USA: MATCH 1
KANYE WEST – RUNAWAY VS. MY CHEMICAL ROMANCE – THE BLACK PARADE
Begge sange byder på legendariske klaverintroer og episk schwung, hvilket gør dem til mastodonter på nærværende liste. Både Kanye og MCR kan lægge billet ind på titlen som årtiets kunstner. ”Black Parade” er emoens højdepunkt, men ”Runaway” gjorde genren spiselig for et mainstream-publikum, og det er den største bedrift. Kanye vinder!

USA: MATCH 2
GREEN DAY – BOULEVARD OF BROKEN DREAMS VS. MAROON 5 – SHE WILL BE LOVED
“Boulevard” er det nummer, der sparkede emogenren ud for alvor i mainstreamen i 00’erne, og det skete, til trods for at Green Day ikke havde noget som helst med den genre at gøre. “She Will Be Loved” når kun lige akkurat de samme højder ved at introducere verden for Adam Levine (læg mærke til, hvordan han er helt blød og uden hår som et spædbarn i videoen). Det kan godt virke som en svær konkurrence at afgøre, men den er faktisk ret enkel. Den ene sang plagierer ”Wonderwall”, og den anden er skrevet af Adam Levine, vor tids Robert Plant. Maroon 5 vinder!

USA: MATCH 3
THE KILLERS – MR. BRIGHTSIDE VS. YEAH YEAH YEAHS – MAPS
“Maps” er en af de få sange i musikhistorien, der starter med en let genkendelig trommeintro, der på mange måder henleder tankerne på mesteren John Bonham selv. Det, kombineret bandets øvrige Zeppelin-agtige aura og vilde koncerter, gør nummeret til en oplagt kandidat. Desværre er sangen oppe imod ”Mr. Brightside”, der besidder et langt mere komplekst riff, som amatørguitarister i musikforretninger verden over hver dag forsøger at tage livtag med i prøvelokalet med meget lidt succes. The Killers vinder!

USA: MATCH 4
LINKIN PARK – IN THE END VS. KELLY CLARKSON – SINCE U BEEN GONE
Soundtracket til tusindvis af anime-musikvideoer er oppe imod soundtracket til den jævne mands livserfaring. “Since U Been Gone” er væsentlig kortere end ”Stairway”, men den stiger til gengæld i lignende crescendoer intet mindre end tre gange på tre minutter, hvilket overgår Zeppelin selv, der kun når himmelske højder en enkelt gang på hele otte minutter. Det gør den også bedre end Linkin Parks nummer, der ikke engang havde mod nok til at inkludere en guitarsolo på tracket. Ved I, hvem der havde mod til det? Det havde Kelly. Kelly Clarkson vinder!

Nu rykker vi over Atlanten…

STORBRITANNIEN: MATCH 1
MUSE – KNIGHTS OF CYDONIA VS. COLDPLAY – FIX YOU
Det er godt at være tilbage i vante europæiske rammer, hvor en forsanger har uglet hår og synger så højt, at det næsten er i falset. “Knights of Cydonia” er muligvis den bedste sang, der nogensinde er optaget, men det giver overhovedet ingen mening. ”Fix You” har den mest ekstreme og langsomme optakt til et musikalsk klimaks af nogle sangene på listen. Den kulminerer, da teksten rent faktisk handler om at græde, hvor ”Knights” ender med tre dudes, der hyler om chemtrails. Coldplay vinder!

STORBRITANNIEN: MATCH 2
SNOW PATROL – CHASING CARS VS. FLORENCE + THE MACHINE – DOG DAYS ARE OVER
Den her er svær. Hvem iblandt os kan sige, at de ikke omgående bryder ud i gråd, når Gary Lightbodys guitarmelodier og stemme fører os på en langsom, smertefuld rejse dybt ind i hjertet og ned i tegnebogen? På samme måde gør Florence Welchs rungende røst og hendes evne til at skrive fede sange om hedenske ritualer også hende til en oplagt Zeppelin-tronarving. Sagen er bare den, at “Chasing Cars” er mere selvhøjtidelig end ”Dog Days”, og det er jo egentlig det, rock’n’roll handler om. Snow Patrol vinder!

STORBRITANNIEN: MATCH 3
FRANZ FERDINAND – TAKE ME OUT VS. KEANE – SOMEWHERE ONLY WE KNOW
”Take Me Out” byder helt sikkert på et monstersejt riff, men sangen er også lidt for cool og selvoptaget til at klare sig godt på den her liste. Tom Chaplin er så fjollet, at han tog en taxa ud i skoven for din skyld. Men du er allerede skredet, og nu sidder han bare der og græder hos en eller anden skovtrold. Alex Kapranos og hans velkomponerede Sovjet-kitsch har ikke en chance. Keane vinder!

STORBRITANNIEN: MATCH 4
GORILLAZ – FEEL GOOD INC. VS. M.I.A. – PAPER PLANES
Vores britiske afdeling af konkurrencen byder på langt mere rap, end den amerikanske gør. Rappen blev ellers født i USA, men det er ikke en stor overraskelse, hvis man tager i betragtning, hvordan briterne har raffineret genren gennem grime. Begge sange er fuldstændigt perfekte, men den frygtløse Maya Arulpragasam er en større rockstjerne end Damon Albarn, en mand, der ikke bare har gemt sin sangstemme bag Graham Coxons fremragende guitarspil i Blur, men også tegneseriefigurer i Gorillaz. M.I.A. vinder!

Nu hopper vi tilbage over Atlanten for at afgøre semifinalen i den amerikanske liga.

USA SEMIFINALE: MATCH 1
RUNAWAY VS. SHE WILL BE LOVED
Ye fik Adam Levine til at synge hooket på “Heard ‘Em Say“, hvilket teknisk set betyder, at han ejer ham. Kanye vinder!

USA SEMIFINALE: MATCH 2
MR. BRIGHTSIDE VS. SINCE U BEEN GONE
Hvad ”Brightside” mangler i forhold til den dynamik, man hører på “Since U Been Gone”, har den til fulde i manglen på samme. Den begynder på 10 og når så op på 15, da hele bandet kommer med og transcenderer i sidste ende den menneskelige fatteevne, når den når til omkvædet. Alle ansigter i verden er det der ”when u nut”-meme på samme tid. Killers vinder!

USA FINALE

RUNAWAY VS. MR. BRIGHTSIDE
Tænk på alle de store kampe i amerikansk historie. Ali mod Frazier, Yankees mod Red Sox, Moonlight mod La La Land. Det her matchup er bestemt i samme liga, og vi er ikke engang nået til den endegyldige finale endnu. Det er simpelthen så nervepirrende! Den ene sang er en smuk ode til, hvordan du ødelægger dit liv ved at være et røvhul, den anden… handler mere eller mindre om det samme. ”Runaway” følger ”Stairway”-modellen minutiøst, og så er der også et vers fra Pusha T., der er lige så fed til at rappe, som Jimmy Page er til at spille guitar. Men “Mr. Brightside” undgår brugen af Auto-Tune, og det samme kan ikke ligefrem siges om ”Runaway”. Auto-Tune er bare sådan, musik lyder i dag, og dens genkomst som et populært musikalsk redskab er Kanyes fortjeneste. Men det er ikke en rocksang, og det er det eneste, der tæller i den her by. Og hvilken by er det så? Sam’s Town selvfølgelig. Killers vinder!

Tillykke til The Killers og deres evigt muterende frisurer. Nu skal vi have fundet ud af, hvem de bedste briter er. Det bliver formodentlig en trist og melankolsk fyr.

STORBRITANNIEN SEMIFINALE: MATCH 1
FIX YOU VS. CHASING CARS
Hold da fast, det er dybest set den samme sang og det samme band, hva’? ”Chasing Cars” er et af de sidste kulturelle fodaftryk, som serien Greys hvide verden har efterladt. Den blev brugt i en scene, hvor Komikeren fra Vogterne dør. ”Fix You” har ikke bare optrådt i flere forskellige sammenhænge, den blev også spillet som en hyldest til Steve Jobs, da techguruen døde. Spøgelset af manden, der har designet den ting, du sidder og læser nærværende artikel på, sagde: ”OK, den er fin,” og gav bandet en gennemsigtig thumbs-up før den forsvandt ind i det flashdrive, den er opbevaret på. Stærke sager. Coldplay vinder!

STORBRITANNIEN SEMIFINALE: MATCH 2
SOMEWHERE ONLY WE KNOW VS. PAPER PLANES
”Paper Planes” er en ekstremt kreativ sang, der stadigvæk er en af de underligste hitsingler fra det forgangne årti. Men ”underlig” er ikke ligefrem et succeskriterium i den her konkurrence. Vi leder derimod efter en sang, der er enkel og banal og går lige i hjertet, som en rigtig tuderocksang skal. Der ingen, der passer til den beskrivelse bedre end Keane, og det er det, der gør dem store. Keane vinder!

STORBRITANNIEN FINALE

SOMEWHERE ONLY WE KNOW VS. PAPER PLANES
Klaverpassager, synths og orgelstykker vælter over banen i en lind strøm i den her kamp, og derfor må det være op til guitarriffsene at tage den afgørende duel. ”Fix You” byder på en mesterlig Jonny Buckland, der rundsmadrer dine øre med sin Telecaster, men overraskende nok er det Chris Martins bløde, englerøst, der supplerer ham og ikke en eller anden storgrowlende helvedesdæmon. Keane har i mange år spillet uden en guitarist – de tog sig simpelthen aldrig sammen til at erstatte den oprindelige – og det er derfor, de for altid vil være et middelmådigt band. Coldplay vinder!

*Suk* Jeg sagde jo, det blev en trist og melankolsk fyr. Men giv en hånd til Coldplay! Så er øjeblikket, vi alle har ventet på, endelig kommet…

DEN STORE TVÆRATLANTISKE FINALE

MR BRIGHTSIDE VS. FIX YOU
Den her afgørelse er langt sværere end nogen af de foregående, så lad os bryde den ned i nogle kategorier – hele vejen ned til de centrale komponenter – for at finde ud af, hvem der skal bære ”Stairway”-faklen ind i det nye årtusinde.

KONGERIFFET: Begge introer fremprovokerer den der ”Åh, for helvede, ikke den igen,” som jo er følelsen, vi leder efter. Men ”Brightside” er den eneste kandidat, hvor den følelse afløses af jubelglæde, når Brandon Flowers forestiller sig, at kvinden rører ved fyrens brystkasse. ”Fix You” er ligesom at være i kirke, men ikke på en særlig fed måde. Hvis vi dykker nærmere ned i den fængende kvalitet i hvert guitariff, ser vi hurtigt, at ”Brightside” præsenterer et langt mere mindeværdigt et af slagsen, selv om man ikke kan nynne med uden at lyde som R2D2. Nåh ja, så åbner den også med: “When you try your best but you don’t succeed” – klassisk ynk fra den søde fyr, pigerne overser. Men der er ingen, der kan tale om at have det fint uden først at træde ud af buret i dag. 1 point til The Killers!

FØLELSER: Det svært at nævne følelser, der ikke optræder i ”Brightside”. Den har hele pakken – fra begær og anger til sorg og triumf, og så er der en fin sløjfe på toppen i form af et magisk kys fra en mand ved navn Flowers. ”Fix You” er mere sådan: ”Du har det af helvede til, meeeeeen nu er det OKAY IGEN!” Det er noget lort. Det er også helt vildt upersonligt. ”Brightside” er fortalt i førsteperson, og på den måde ser vi verden gennem Flowers’ øjne, og han ser den gennem vores. ”Hvis man stirrer The Killers i øjnene for længe, så stirrer de tilbage i dine.” Det har Jesus selv sagt. 1 point til The Killers!

DET EPISKE FORMAT: Her er det lige omvendt! ”Fix You” dominerer helt sygt. Sangen er fem minutter lang, og den gør god brug af tiden. Lytteren har masser af tid til at blive vant med situationen, før guitarriffet sparker i, og så står man pludselig med en helt ny og episk side af sangen, som man skal prøve at overleve uden at udvikle et følelsesmæssigt traume. Coldplay har skruet en metafysisk rejse sammen, og The Killers’ sang, der teknisk set er en popsingle, kan slet ikke følge med. London-drengene får et ekstra point for så tydeligt at imitere ”Stairway”. 2 point til Coldplay!

Kampen er indtil videre uafgjort. Men vi har stadigvæk det bedste til gode…

ER DEN OVERHOVEDET NOGET VÆRD?
Problemet med ”Fix You” er, at den i sidste ende ikke er særligt oprigtig. Ja, Chris Martin skrev den for at trøste Gwyneth Paltrow, der var i sorg, men den prøver så hårdt på at være vigtig, at det kammer over i ren stiløvelse. Man ved, at det er meningen, at man skal synes, den er følelsesladet, man ved, at det er meningen, man skal græde til sidst, man kan nærmest høre Martins klamme smil i baggrunden, mens han tænker: ”Nu har jeg dem fandeme lige, hvor jeg vil have dem.” Man kan ikke værdsætte ”Fix you” uden samtidigt at føle sig som et fjols.

Den skyldfølelse sidder man ikke tilbage med, når man har lyttet til ”Brightside”. Hvert sekund af sangen føles som det første sekund i et nyt liv. Det er et af de første numre, The Killers skrev sammen, og deres oprigtige entusiasme skinner i samtlige slag på highhatten, toner fra guitarens strenge og Flowers’ vidunderlige vokalpræstation. Den var faktisk allerede perfekt på demoen fra 2001, så hvorfor ændre på den? Flowers tror virkelig på de floromvundne fraser, han lirer af på samme måde, som Robert Plant troede på det, når han sang nonsens som “if there’s a bustle in your hedgerow, don’t be alarmed now” på “Stairway”. Det er sange, der forener lyttere, fordi de hverken er fortænkte eller bornerte. De er kun interesserede i at give lytteren en underholdende, mindeværdig og dybt følelsesladet oplevelse.

En logisk parallel at drage her er The Fast and the Furious-serien, der er filmverdenens svar på ”Stairway”. Det spiller som sådan ikke nogen rolle. Som en meget årvågen YouTube-kommentator har skrevet: ”Det eneste, alle amerikanere har tilfælles, er, at de kan teksten til “Mr. Brightside””, og selv om det bare er én ubetydelig kommentar i et internethav fuld af holdninger, så rammer den sømmet lige på hovedet. Hvis ”Brightside” ikke gør noget for dig, så er du et dybt kynisk menneske. Så lad os få den endeligt afgjort. 100 point til The Killers!

”MR. BRIGHTSIDE” ER MILLENNIAL-GENERATIONENS ”STAIRWAY TO HEAVEN”

Så ved vi det.