Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.
Vi har alle sammen været der. Man spiser et par vindruer ud af pakken eller tager sig en håndfuld M&Ms, mens man vader rundt i supermarkedet med kurven under armen. Men en person i Devon i England har hævet indsatsen for indkøbs-snacking til helt nye højder.
Videos by VICE
Da Adam Williams forleden kom hjem med sine varer, deriblandt en frysepizza fra det britiske supermarked Sainsbury’s, bemærkede han, at noget var grueligt galt. Ifølge mediet Metro havde han knap nok nået at pakken pizzaen ud, før han kunne konstatere, at nogen (ELLER … NOGET) havde taget en ordentlig bid af den frosne skorpe. Adam Williams gjorde, hvad ethvert voksent, rationelt menneske ville gøre i den situation og loggede straks på Facebook, hvor han oploadede et billede af sin lemlæstede pizza.
”Hvis I ser på billedet, bemærker du, at en særdeles sulten medarbejder (med et ordentligt tandsæt) tilsyneladende har taget en bid af min rå, ja, RÅ, pizza,” kommenterede han efterfølgende på Sainsbury’s Facebook-side. ”Jeg har gjort, hvad enhver i min situation ville gøre og skåret uden om delen, vedkommende har spist af, men jeg vil alligevel lige høre: er alle jeres medarbejdere testede for hundegalskab? Det vil jeg nemlig helst ikke smittes med, og jeg er ret sikker på, det overføres gennem mundvand.”
Adam Williams langede også ud efter Sainsbury’s konkurrent Tesco (”Jeg ved, at jeg før har set [zombier] hos Tesco”) og gik så i forbøn for kædens ansatte, hvis ledelsen nogensinde skulle tage en medarbejder i at gnaske på en rå pizza. Hele historien er klam nok i sig selv, men som om det ikke er nok, kommenterede en anden kunde senere, at vedkommende havde fundet bidemærke i sin barbecuekylling-pizza, som han havde købt i sin lokale forretning. ”Jeg spiste pizzaen alligevel,” skrev Harry Hoy. ”Det er meget muligt, at jeg dør, fordi en af de inficerede har bidt af den allerede.”
Ærligt talt, Sainsbury’s! Der kan umuligt være tale om den samme gerningsmand. Den anden frysepizza-entusiast hærgede efter sigende frysedisken i en forretning i Norfolk, som ligger 482 kilometer fra Devon. Hvorom alting er, så har Sainsbury’s forsøgt at overbevise kunderne om, at det (formodentlig) ikke var en af deres ansatte, der stod bag. ”Produktet fremstilles on-site, og vi kan forsikre vores kunder om, at vores medarbejdere ikke spiser rå pizzaer,” udtalte en talsmand for kæden.
Til pizzatyvens forsvar så kan det være, vedkommende kun havde råd til den ene, sølle bid. I marts fik en kunde i en Sainsbury’s i Birmingham nemlig en ubehagelig overraskelse, da han på sin kvittering kunne konstatere, at kæden havde forsøgt at tage 1,900 kroner for en margheritapizza, der ellers koster 22 kroner. ”Altså, der er dyre pizzaer, og så er der Sainsbury’s pizzaer,” sagde han efterfølgende til Birmingham Live.
Men Sainsbury’s pizza er åbenbart så god, at folk slet ikke kan vente til den er færdigbagt med at spise den. Eller pakket ud. Eller har forladt frysedisken.