Hvem fanden er Basim egentlig?

Hvem fanden er Basim? Hvis du bor i Danmark og ejer et fjernsyn, er det sandsynligvis et spørgsmål, du har kendt svaret på i et stykke tid. For længe, længe siden, da musik var noget, man købte på CD, og ideen om et interaktivt tv-talentshow var ny og frisk i Danmarks kollektive bevidsthed, dukkede Basim for første gang op på skærmen. Han var charmerende, ydmyg, havde en sympatisk baggrundshistorie og vigtigst af alt, en stemme som Michael Jackson og Bruno Mars’ hidtil ukendte lovechild, og blev hurtigt danmarkskendt som 15-årig.

Basim er stadig sanger, men i dag er han også verdensomrejsende sangskriver. Han har for nylig grebet mikrofonen igen for alvor og taget danske hitlister med storm med et par singleudgivelser. Det marokkansk-inspirerede track ” Comme Ci Comme Ça“, der har Gilli med som feature, samt en video fyldt med blåt blink og romerlys, er allerede set over to millioner gange på YouTube – på under to måneder.

Dagene som X Factor-darling er for længst forsvundet i bakspejlet, hvilket betyder, at man nu igen er nødt til at spørge sig selv: hvem fanden er Basim egentlig? Melodi Grand Prix-vinder? Succesfuld sangskriver og ung musikindustri-magnat? Det nyeste medlem af Molo? All of the above? For at finde ud af, om vi nu skal forberede os på at se Basim gennemgå en tåkrummende Justin Bieber-agtig, hyper-offentlig udvikling til voksen kunstner, aftalte vi at mødes med den nu-25-årige pop-prins til en snak i hans foretrukne barbersalon i Brønshøj. Han skulle alligevel klippes.

“Du ryster for meget på hovedet, bror,” siger frisøren, lettere irriteret, mens Basim ivrigt og gestikulerende er ved at svare på et spørgsmål fra frisørstolen. Han nynner med på et Bruno Mars-track, der spiller i radioen og pingponger med frisøren. Der er ingen tvivl om, at Basim er en mand med selvtillid og en solid tro på sine evner (men ville du ikke også have det, hvis hele landet havde vidst, hvem du var, siden du var 15?). Overraskelsen er til gengæld, hvor åben, ærlig og ægte , han virker, trods de mange år i rampelyset.

I sidste ende bliver vi enige om at vente med snakken, til Basim har fået sin fade.

Noisey: Hey Basim. Hvad har du haft gang i over de sidste par år?
Basim: Jeg var med i Dansk Melodi Grand Prix i 2014, som jeg vandt. Så spillede jeg en masse koncerter og dygtiggjorde mig ved at skrive rigtig mange dårlige sange og rigtig mange gode sange. Og så fik jeg min sangskriver-aftale med Warner/Chappell for nogle år tilbage, som gjorde, at jeg fokuserede meget på min sangskrivning. Jeg har udviklet mig rigtig meget, og er blevet god til at skrive popsange. Jeg har været meget i Japan, der er verdens største fysiske musikmarked, og skrevet meget for kunstnere herhjemme. Jeg har også arbejdet med mange amerikanske producere og sangskrivere. Jeg har været artist i ti år nu og var meget ung, da jeg blev kastet ud i den her sjove verden. Men jeg har et sindssygt talent, som jeg gerne vil vedligeholde.

Fedt. Kan du bedst lide at skrive sange til dig selv eller andre?
Jeg elsker at skrive sange til mig selv, udforske mine egne følelser og tanker, men jeg elsker også at skrive sange til andre. Der kan man være mere upersonlig. Nu skrev jeg det der “Hvor Er Du Bro” sidste år, som blev et ret stort sommerhit. Og der er jo ikke noget personligt i det. Det er konceptuelt. Man sidder og designer et stykke musik til en skare af mennesker. Når jeg laver musik til mig selv, designer jeg ikke musikken – jeg føler den. Det er sværere at skrive sange til mig selv. Der bliver man mere ærekær. Man tvivler mere på, om det, man laver, er godt nok. Men jo ældre, jeg er blevet, jo mere hviler jeg i mig selv som menneske og artist. Jeg tænker ikke så meget over, at folk skal synes, jeg er fed. Jeg har fundet ud af, at det, der fungerer bedst for mig, er, når jeg er ægte. Når jeg er ærlig. Og når jeg tør at stå ved, hvem jeg er som menneske. Du kan kun skrive ting, du har oplevet eller kan relatere til.

Hvordan ser en standard uge ud for dig?
Det er aldrig to uger, der er ens, men jeg er meget i studiet. Det er mega nørdet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg brugte tid på at tage i byen, for det gør jeg ikke. Jeg er meget fokuseret. Jeg tager typisk i studiet omkring klokken 11, og så sidder jeg der til en 22-tiden. Det er også derfor, jeg har styr på min biz nu, fordi jeg har investeret så meget tid i det.

Har det været en anderledes arbejdsproces for dig at lave dine nyere udgivelser, “Comme Ci Comme Ça” for eksempel?
Jeg skrev “Comme Ci Comme Ça” i maj. Det kom ud af det blå. Jeg sad i studiet og skulle skrive en sang og tænkte, at jeg for en gangs skyld gerne ville prøve at lave noget, der var marokkansk inspireret. For mig skulle det bare være endnu en popsang, jeg kunne have i mit bagkatalog. Men så spillede jeg den for min kusine. Og da jeg fortalte hende, at jeg bare skulle finde nogen, der kunne synge den, sagde hun: “Øh, nej. Du skal selv synge den der.” På det tidspunkt følte jeg ikke, at jeg var klar til at være artist igen. Mine rammer i studiet som sangskriveren Basim var det, jeg havde vænnet mig til. Men så hørte Kian (Gilli) det og sagde: “Det der skal vi lave sammen.”

I ser ud til at have det vildt nok i videoen. Er du så affilieret med Molo nu?
Overhovedet ikke. Gilli kunne lide tracket og ville gerne være med på den, og det, tænkte jeg, kunne være pissesjovt. Det var ligesom det. Sangen var egentlig ikke skrevet som en feature. Videoen var meget hyggelig at lave. Det var vigtigt for mig at lave en musikvideo, hvor jeg kunne vise, hvem jeg er nu.

Som teenager var jeg rigtig bange for, at folk ville dømme mig, og putte mig i en kasse. Når ja, Basim, det er ham, der laver det der perkermusik.

Tror du altid, at du vil lave popmusik?
Pop er jo populært. Jeg har altid hørt pop, urban, trap eller R’n’B – Usher, Ne-Yo, Stevie, Musiq Soulchild, Craig David…jeg skriver bare de sange, jeg gerne vil. Jeg gider ikke at kalkulere og designe musik til mig selv mere. Det er der mange, der gør – det har jeg også gjort. Men hvis jeg havde hørt death metal havde det været en anden lyd, jeg havde lavet. Og så havde jeg nok ikke været i Top-50 på Spotify.

Hvordan har musikindustrien herhjemme ændret sig, siden du startede ud?
Det er en ekstremt mærkelig måde, man udgiver musik på i 2017. Der kommer så meget musik – og rigtig meget lortemusik. Alle vil lige pludselig være popstjerner. Ligesom der er McDonald’s, er der også Michelin-restauranter. Og der er et publikum for det hele. Men der er åbnet rigtig mange McDonald’s her på det sidste. Virkelig meget fastfoodmusik. Det er lidt synd, faktisk, fordi til sidst kan folk ikke høre forskel på talent. Du kan sagtens ligge nummer et uden at være dygtig. Definitionen af “hit” har også ændret sig. Men den gode sang er ikke død, heller ikke herhjemme i Danmark.

Hvordan er det at udgive nye tracks, når alle herhjemme allerede har en forudbestemt ide om, hvem du er?
Det er lidt anderledes, fordi jeg er blevet ældre. Musikbranchen har ændret sig sindssygt meget, siden jeg startede. Dengang var det jo albums, man solgte. Da mit første album gik guld – folk var nede i butikken, du ved. I dag er det leakede sange og Dropbox-links og så videre. Det er meget sjovere for mig nu at gå nummer et. Fordi det er mig. Folk kan jo godt gennemskue, hvad der er ægte, og hvad der ikke er ægte. Hvis du prøver at konstruere noget, så holder det ikke i lang tid. Og det, der er vigtigst for mig nu, er at være tro mod mig selv. Jeg har fundet min motivation til at lave musik. Før i tiden var det nok, at jeg havde et talent, jeg kunne synge, pigerne syntes, jeg var sød – men nu har jeg faktisk har nogle ting, jeg gerne vil fortælle.

Hvis du kigger på charten, og tager de første 20 danske sange, så er det meget få, der kan synge. Og jeg vil gerne lære den unge generation, at man også godt kan synge og have nogle andre ting på hjerte. For eksempel min seneste single “Aji Aji” – den har klaret sig super godt. Det havde jeg ikke forventet. Jeg havde bare nogle episoder fra mit liv, som jeg gerne ville have ud. Og så er der de hårdeste drenge, der skriver til mig direct på Instagram, Bro, jeg relaterer. Det for sindssygt. Du varm. Og det er følelser, vi har med at gøre. Det er vildt nok. Alt, hvad der er real, rammer.

Men ser du det som en fordel eller en ulempe, at langt de fleste, der hører dine nye tracks, allerede ved, hvem du er?
Jeg er bare glad for, at jeg har fundet min lyd. Nu er jeg kommet til et sted i mit liv, hvor jeg faktisk også er ligeglad med, hvordan folk ser mig. Da jeg var yngre, tænkte jeg meget på, at jeg skulle være sød på tv, så folk ville synes, jeg var rar. Nu, hvis du ikke kan lide mig, er det ærgerligt for dig. Jeg ved, hvad jeg kan, men mit liv er for kort til at skulle imponere andre.

Skal vi forvente at se dig lave en Justin Bieber – altså gennemgå en super offentlig re-branding af dit image som kunstner, mens du finder dig selv i start-20’erne?
Hvis det sker, så sker det. Der er ikke noget, der er planlagt. Det er vigtigt for mig, at jeg kan se folk i øjnene. Det nemmeste, jeg kunne gøre, ville være at gå ned i træningscentret, tage nogle steroider, blive lidt markeret, få nogle tatoveringer, være sådan: “Hey Euroman, skal vi lave noget sjov – fucke det hele lidt up?” Tage nogle billeder på staden, hvor jeg har noget i hånden – og så er det det. Sygt nok, nu er Basim blevet hård. Det er nemt. Alle kan ændre image på den der måde. Men jeg ved bare, at jeg laver god musik, og at det, jeg gør, er i orden. Jeg har ikke behov for at få folk til at synes, at jeg er sej. Jeg fortæller tingene, som de er.

Har du overhovedet tid til at fucke up med al den tid, du bruger i studiet?
Jeg har tid til at fucke up. Men det er meget musik, det hele. Det er ikke et job, det her, det er en livsstil. Når jeg har fri, laver jeg musik. Når jeg er derhjemme, lytter jeg til demoer. Når jeg ligger i min seng og skal til at sove, tænker jeg på, hvad fanden jeg skal lave i morgen. Man bliver gak af det, hvis man ikke er i overskud. Der er altid pros and cons. Jeg er meget taknemmelig for det liv, jeg har fået skænket. Men folk kender mig ikke. De kender ham, de har set på TV. Det er ikke nemt at blive en offentlig person som 15-årig. Men jeg har været dygtig til at have den her maske på.

Hvordan nogle af de diehard fans, der har fulgt dig siden begyndelsen, reageret på dine seneste udgivelser?
Der er nogle af de helt gamle, der var der tilbage i “Jeg Vil“-tiden i 2008, der skriver: Endelig! Det er det, du skal lave! Det er faktisk ret personligt, og ikke noget, jeg har talt med nogen om før – men for otte-ni år siden sagde min mor til mig: “Kom nu Basim, kan du ikke lave en sang på marokkansk? Bare et ord, eller sådan noget. Fordi det er en del af dig.” Men som teenager var jeg rigtig bange for, at folk ville dømme mig, og putte mig i en kasse. Nåh ja, Basim, det er ham, der laver det der perkermusik. Fordi jeg ikke var grounded som menneske. Så jeg lyttede ikke til hende, men blev bare ved med at lave popmusik, der bare var popmusik. Det er meget begrænset, hvad man kan have på hjertet og hvor meget, man har oplevet som 15-årig. Jeg skubbede hende hele tiden væk, og sagde, Mor, du ved ikke noget om branchen. Jeg ved, hvad folk vil have, bare lad mig køre det her. Men så mistede jeg begge mine forældre.

Wow. Hvordan håndterede du det?
Jeg står bare tilbage og tænker, hvem fanden er jeg som menneske? Min marokkanske kultur er her ikke mere. Men jeg hørte marokkansk musik som barn – det har altid ligget i mig. Derfor var det så naturligt, da jeg skrev “Comme Ci Comme Ça”. Det var jo mig. For folk er det bare en popsang, som man kan danse til inde på Chateau Motel. Men for mig er den meget
personlig. Hele nummeret handler jo om længslen ved at blive efterladt alene, og selv skulle finde den person, man skal bygge resten af sit liv sammen med. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det har været nemt at blive forældreløs som 24-årig – det har været sindssygt hårdt. Men jeg er blevet klogere på mig selv. Det er super klichéagtigt, men jeg har indset, at der er en mening med alt. Man bliver nødt til at blive slået ud i sit liv, for at man kan rejse sig op.

Helt sikkert. Hvad skal der så ske nu? Er der flere singler og kollaborationer på vej?
Det var meget vigtigt for mig at lave “Aji Aji” som opfølgeren til “Comme Ci Comme Ça”, for ligesom at slå fast, at det er den her, jeg er nu. Benny Jamz har jeg meget respekt for, ham har jeg snakket lidt med på det sidste. Jeg synes, han er en sindssyg dygtig musiker. Vi ville kunne lave noget rigtig fedt. I forhold til min tredje single…jeg har en masse sange liggende, som er bangin’, men jeg ved det ikke. Når man ikke jager ting, så kommer de. Jeg ville lyve, hvis ikke jeg sagde, at det er vigtigt for mig at gøre mine forældre stolte. Jeg vil aldrig lave musik, som jeg ikke ville kunne spille for dem, hvis de var i live.

Tak for snakken, Basim.