“Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg være en maskulin, heteroseksuel dreng”

Bjarke Charlie Serritslev ligger på en lyserød sofa

En mand vi kan li’: I vores serie En mand vi kan li’ taler vi med mænd om maskulinitetsidealer. Den her gang med 32-årige Bjarke Charlie Serritslev, som er debattør, presserådgiver i Alternativet og vært på podcasten X-Factor – Dagen derpå. Her fortæller han til Maria Brus Pedersen.

Da jeg voksede op i Vejle, gik drengene til fodbold, og pigerne gik til alt muligt forskelligt. Det var også tydeligt, at dem, der var noget, gik til fodbold. Det var første gang, jeg stiftede bekendtskab med, at jeg var anderledes, og det var bare fodbold. Så hang jeg til gengæld ud med pigerne og havde en gruppe at være i der.

Videos by VICE

I børnehaveklassen delte vi skolegård med 1. klasserne, inden vi måtte komme over i den store skolegård. Jeg kan huske, at en af dem fra 1. klasse vrængede, “Er du dreng eller pige? Er du bøsse eller hvad?” Jeg vidste ikke rigtig, hvad bøsse var på det tidspunkt, for internettet var jo nærmest ikke opfundet.

De voksne kunne finde på at sige, “Bjarke, nu skal du også lege lidt med drengene.” Der var altid noget udefrakommende, der ville have mig til at gøre, som drenge gjorde.

Jeg forholdt mig ikke til, hvad der var maskulint og feminint dengang, men andre har forholdt sig til det for mig, siden jeg var helt lille. Især måden jeg gik på. Jeg har altid været kendt som “Bøssebjarke” i Vejle, og det siger jo en del. Der er mig, og så er der alle de andre, som bare er sig selv. Det er vildt privilegeret bare at kunne være sig selv.

Nogle af drengenes naturlige løsning på, at jeg var anderledes, var at banke mig og være ond ved mig og mobbe mig. Hold kæft, hvor ville jeg gerne sige til lille Bjarke, at det hele skal nok gå.

Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg være en maskulin, heteroseksuel dreng, for så havde mit liv været meget nemmere. Så var jeg aldrig blevet mobbet. Tror du selv, jeg har valgt den her løsning, hvor folk føler sig berettiget til at råbe af mig på gaden? Selvfølgelig ikke. Det er ikke, fordi jeg skammer mig, men hvis jeg kunne vælge, så havde jeg da taget den lette løsning.

Vi begyndte at gå til svømning med klassen over os i 5. eller 6. klasse, og der ville nogle af drengene ikke gå i bad med mig. Så ventede jeg ti minutter ude foran, inden jeg gik ind i omklædningsrummet, eller glemte mit badetøj, så jeg slap for svømning. Jeg ville ikke ydmyges på den måde. Der var sjældent nogen voksne, der brød ind, de lod bare tingene ske.

Bjarke Charlie Serritslev står i bar overkrop med armene over hovedet
Bjarke Charlie Serritslev voksede op i Vejle med sin mor, far og storebror og flyttede til København, da han var 17.

Da vi blev lidt ældre, var der meget den der, Det er fint, du er bøsse, men du skal ikke lægge an på mig. Det har jeg aldrig forstået. Jeg må da lægge an på, hvem jeg har lyst til, men hvis du afviser mig, skal jeg respektere det.

Da jeg ramte teenagealderen, begyndte jeg at have en følelse af at være udenfor, fordi folk omkring mig begyndte at blive kærester. Jeg tror, mange heteroseksuelle tager for givet, at I bare kan flirte og blive kærester overalt og hele tiden. Når jeg tænker tilbage, er jeg mega misundelig på, at folk har haft det. Vi andre skulle opsøge det på internettet, og det er en lidt kunstig måde at møde hinanden.

Min første seksuelle oplevelse endte i en voldtægt, og i mange år derefter havde jeg en underlig tilgang til sex og kærlighed. Jeg var i en passiv rolle, hvor jeg var den, der blev taget, uden at det havde værdi for mig, og jeg reflekterede ikke rigtig over det før senere i livet.

Når jeg bliver vred, bliver jeg virkelig vred, for jeg har været vant til at være på vagt og skubbe folk fra mig hele mit liv. Så tapper jeg ind i noget maskulint. Jeg føler mig også maskulin, når jeg dyrker sport. Jeg har trods alt testosteron i kroppen. Jeg er den, der råber højest, skubber hårdest og går benhårdt efter at vinde.

Mit drive og min evne til at køre på og ignorere mine følelser er nok også noget ret traditionelt maskulint. Jeg skubber ting væk, jeg ikke vil forholde mig til. Jeg fik en depression, og den var nok en kulmination af, at jeg havde skubbet ting væk i så mange år.

Andres maskulinitet kan godt virke skræmmende på mig. Drengerøvsagtig maskulinitet og bøvet pikhumor er noget af det mest forfærdelige i verden. Jeg tænker automatisk, at mænd, der er sådan, vil banke mig. Når du er deroppe og skal ramme den der energi, og når du bruger din maskulinitet til at kue andre, så bliver jeg bange.

Bjarke Charlie Serritslev ligger i en blå kjole på en lyserød sofa.
For tiden bor Bjarke Charlie Serritslev på Amager, men næste måned flytter han til Nørrebro sammen med en kammerat og en udstoppet glimmerand.

Jeg er egentlig ligeglad med, om andre opfatter mig som maskulin, bare de ikke udskammer mig for ikke at være det. Maskuliniteten i mig har nok været gemt lidt væk, fordi verden har forventet, at jeg var meget feminin. Folk har altid kommenteret på, at jeg går og taler feminint.

Når jeg har sex, går jeg ind i sådan en meget primitiv, cave man-maskulinitet. Det er maskulint for mig at være aggressiv under sex. I det seksuelle søger vi jo nogle gange det, vi ikke har i vores hverdag. Det bliver meget dyrisk. Hvis du er meget kontrolmenneske, så vil du have, at nogen andre har kontrol over dig og sådan noget. Jeg er crazy i sengen. Der giver jeg bare slip.

Jeg ser både mig selv som mand og som queer. For mig betyder det at være queer, at jeg har et rum, hvor jeg ikke skal leve op til idealer om at være “en rigtig mand”. Når jeg siger, jeg er queer, så ruller folk med øjnene og synes måske, jeg er lidt mærkelig. Det er, som om folk forventer, at jeg er halvt menneske, halvt hest.

Nogle gange tænker jeg på, om queerbevægelsen i virkeligheden handler om, at “mand” og “kvinde” er så snævre betegnelser, at vi opfinder en masse nyt for at komme ud af dem. Jeg ved heller ikke, om det at være queer er en konstant følelse, jeg har, eller om det primært er noget, der står i kontrast til at være enten mand eller kvinde. Queerboksen er en frihedsboks for mig, et frit space, hvor jeg er god nok.

Bjarke Charlie Serritslev ligger på sofa og sidder på sofa og griner
Bjarke Charlie Serritslev er til dagligt presserådgiver for Alternativet og har en sidebeskæftigelse som podcast-vært for TV 2.

Jeg synes, det er vildt interessant at tale om homofobi, fordi det ikke altid er homofobi, men had til femininitet. Femininitet bliver set som værende mindre værd end maskulinitet, så hvis du er en feminin mand, er du mindre værd. Det vil også altid være de feminine bøsser, dem, der ser ud, som om de har en anden seksualitet, der bliver angrebet, og det er også dem, der bliver set ned på internt i homomiljøet.

Det er jo også derfor ordet “bøsse” betyder så ufatteligt meget i min selvopfattelse, fordi det hele tiden bliver brugt til at shame mænd, der ikke er “rigtige mænd”. I dag reagerer min krop stadig på ordet bøsse. Alt fryser i mig, min krop spænder, og min mave trækker sig sammen. Hvis der stod nogen derhenne og snakkede og brugte ordet bøsse, så ville jeg tro, det var mig, de snakkede om. Jeg ville tænke, Åh nej, vil de banke mig nu? I virkeligheden beskriver det ord jo bare, at du er en mand, der er til mænd, men det bliver brugt til at beskrive, at du ikke er en rigtig mand.

Jeg er en mand, på en eller anden måde, men det kan jeg ikke få lov til at være, fordi jeg hele tiden bliver gjort opmærksom på, at jeg ikke er det på den rigtige måde.

Når folk siger, du ikke er en rigtig mand, er det, som om folk siger, du ikke er et rigtigt menneske. Som om du er produceret forkert. Rendyrket maskulinitet er for mig også manglende selvindsigt. Hvis du har et touch af femininitet, kender du godt dine egne begrænsninger.

Hvis jeg bliver afvist, fordi jeg er feminin, kan jeg da godt ønske mig, at jeg ikke var så feminin. Jeg ved også, at det er jeg bare, og jeg går ikke og synes, det er svært at være mand. Ikke mere. Jeg er ovre det med at skulle være “en rigtig mand”. Men jeg kan stadig synes, det er svært at være menneske.

Bjarke Serritslev kigger seriøst ind i kameraet
Bjarke Charlie Serritslev har altid spillet FIFA, og i dag er det stadig det, han tyer til, når han rigtig skal slappe af.