Photo via
Ved 11-tiden om aftenen banker din ven på døren med alle sine ting i en deprimerende sportstaske. Det regner, og han har alt det ekstra tøj på, som tasken ikke kunne rumme. Det er grumt. Han er blevet droppet, og du ser dybt ind i hans forgrædte ansigt med de bittesmå, røde øjne, og ved, at det eneste, han vil, er at blive rakt en enkelt øl i stilhed – og høre dig sige “FIFA?” i et behageligt toneleje. Han vil altid svare ja.
De fleste mænd ved ikke, hvad fanden de skal stille op med deres følelser. Enten er de aktivt undertrykte, på randen af komplet udryddelse, ellers er de der bare, føjelige, med synapserne ubrugeligt klumpet sammen som en cerebral sækkestol. Denne manglende evne til at få emotionelt styr på lortet betyder, at vores følelser er anspændte, mærkelige og skræmmende. Når de så endelig, en sjælden gang imellem, bruser op til overfladen, bliver de spyttet ud som overvældende, impressionistiske skildringer af menneskelige følelser, uden nogen bagvedliggende tankeproces. Særligt, når det handler om at snakke med vores venner.
Videos by VICE
Et velfortjent shout-out går ud til den anonymitet og tryghed, der ligger i at have en falsk Twitter eller Facebook-profil, og alle de uendeligt kærlige og omsorgsfulde bedre halvdele, der forsøger at hjælpe deres idiotiske mandebørn gennem dette, men vi er stadig ufatteligt langt fra målet. Ikke at lære at acceptere vores egne følelser er ikke alene frustrerende for alle involverede parter, men det kan også være decideret farligt. Og for millioner af mænd, er det netop der, hvor FIFA kommer ind i billedet.
For mig har det at spille FIFA altid været hævet over de kække bemærkninger, de vage tilsvininger og den hyggeracisme, som man normalt forbinder med spillet og dets spillere. Det er også et sted, hvor man endelig føler sig tilpas, når man taler om følelser med sine venner. Det er kilden, hvorfra alle mine venskaber udspringer. Jeg lærte tidligt, at svaret på spørgsmålet, Pro Evo eller FIFA?” er mere skudsikkert end nogen anden metode, der er designet til at styre udenom idioter.
Mine teenageår handlede om to ting: isolation og fodbold. Efter at være flyttet fra East London til Essex som 11-årig, var jeg på bar bund. Jeg havde udskiftet mit behagelige storbyliv med forstadens græssede banaliteter, og følte mig som en outsider. Jeg vidste ikke længere, hvordan jeg skulle få venner. Før i tiden handlede det bare om at gå hen til andre tilfældige unge, der spillede bold, og spørge dem om jeg måtte spille med, men det var udelukket nu. Potentielle kammerater gloede bare på mig, med åben mund, som om jeg var sindssyg, fordi jeg vovede at tale til nogen, jeg ikke kendte. Efter jeg var nået op på et tocifret antal afslag, begyndte jeg at trække mig tilbage, hvilket egentlig passede mig glimrende. Jeg blev ret god til at spille FIFA.
Og så, da jeg blev virkelig god til spillet, begyndte tingene at se lysere ud. Det krævede stadig, at jeg uopfordret brød ind i samtaler uden invitation, men at prale højrystet med mine FIFA-fortræffeligheder lod til at være ret effektivt. Da jeg først havde bevist mine evner på den virtuelle bane, blev det samlingspunktet, der gjorde alle lige; noget, der bragte alle skolegårdens uforenelige kliker sammen. De seje typer, der røg smøger og gav pigerne finger, og resten af os – endelig samlet. Min sociale status var ret ligegyldig, så længe jeg bare kunne sparke røv med Inter Milan.
En tårevædet David Beckham forlader banen efter sin allersidste professionelle kamp. Via YouTube)
I denne vage tilstand, der betegnes som voksenlivet, er FIFA et helle. Et frirum, hvor man kan krænge sine følelser ud til skærmbilledets virvar af kolliderende et-taller og nuller, uden det hele bliver “for seriøst”. Øjnene er limet til skærmen, og ordene strømmer fra din underbevidsthed, mens du lulles ind i en blid trance hjulpet på vej af det elskværdige kommentatorspor fuld af indholdsløse klichéer. Du rammer zen-punktet, mens du dribler mod målet med Andrés Iniesta, og nu kan du sige, lige hvad der passer dig. Gå amok. Ud med sproget. Endelig er du fri.
På samme måde som mange af mine professionelle højdepunkter har udspillet sig på barer, så har næsten alle de dybe samtaler, jeg har haft med mine venner, fundet sted under et spil FIFA. Et sted mellem udligninger i sidste øjeblik og småjusteringer i holdopstillingen finder man åbenbart det, der er nødvendigt for alle hankønsvæsner for at kunne opføre sig som voksne mennesker. Der vil måske forekomme en velplaceret pause eller et passiv/aggressivt udråb for virkelig at understrege en pointe, men ellers flyder samtalen og spillet frit. Plus, der er noget ved kampens længde, der bare harmonerer perfekt med korte udbrud af ufiltreret sandhed.
Sådan fungerer det bedst. Medmindre du er den type sociopat, der ændrer kampens længde i indstillingerne, skal du regne med, at et spil tager cirka tyve minutter. At være fanget i en dybtfølt samtale længere end det kan give enhver lysten til at stikke en gaffel i øjet, og halvlegen byder på endnu en nødvendig hvilepause. Det er i halvlegen, at “fuck det, jeg tager en smøg udenfor”-pauserne opstår, hvis det hele bliver for følelsesladet. Gudskelov.
Over en øl og en intens Chelsea vs. Barcelona-kamp taler man endelig på et niveau, hvor man kan lufte frustrationer og sige, hvad man virkelig mener. Undervejs i alle de emotionelle udstrømninger bliver pointerne klare og tydelige. Mens du banker tre kasser ind med Neymar, sorterer du alt dit personlige, akavede rod. Det er smukt. I snakker om, hvordan I blev venner til at begynde med, og hvorfor. Hvor det gik galt, og hvad der skal til for at rette op på det igen. I fixer det. Det er den slags ting, du normalt ville forsøge på i en brandert med et kram og en sløret hvisken midt under sidste omgang: “Jeg elsker dig fandeme, mand”. Men det her er langt bedre – en billigere form for kognitiv terapi – med næsten ingen risiko for en uheldig kebabinvestering på hjemturen.
“Skal vi tage en kamp til?” er det eneste, du har brug for at høre for at rette op på det hele.
