Hvorfor kan jeg ikke lade være med at tænke på en person, som jeg kun har datet lidt?

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Scenariet
Din “ven” har været på nogle få dates, og nu har han det ret Frank Ocean-agtigt over den person, han har mødt. Han får drømmende øjne og tror, at det måske er tid til at slette Tinder. Men så får han den frygtede sms om, at “der ikke er kemi”, eller noget andet høflig jeg-slår-op-snak.

Videos by VICE

Din ven er helt ødelagt og ikke klar til at kaste sig over den næste Tinder-match. Han bliver ved med at tjekke hans udkårnes Instagram og Facebook for at finde ud af, hvad der gik galt. Det føles værre end et brud med en kæreste gennem flere år, for der er vennerne forstående, og man kan forholde sig til til sorgen. Flere måneder senere er “din ven” stadig besat af den her person, og du kan ikke lade være med at frygte, at han ender med at blive en stalker eller i hvert fald en sørgelig taber.

Virkeligheden
Kærlighed, som ikke er gengældt, har en lang, romantiseret historie i musik og litteratur – lige fra Dantes digte om Beatrice til Goethes Unge Werthers Lidelser. Og der er George Jones “He Stopped Loving Her Today” og Taylor Swifts “Love Story.” Der er få emner, der er lige så dramatiske som en lidenskabelig ild, der brænder ubønhørligt til trods for alle udefrakommende kræfter – selv den elskedes afvisning – og til trods for al den lidelse, som de udsætter sig selv for.

Når man bliver afvist af en person, som kunne være den eneste ene, kan det føles som en knusende og eviggyldig tragedie, der er en roman eller et episk digt værdigt. Men psykologerne siger, at det er helt normalt.

Roy Baumeister og Sara Wotman, der dengang arbejdede på Case Western Reserve University, foretog en af de mest anerkendte undersøgelser om ugengældt kærlighed i 1993. Ud af 155 adspurgte mænd og kvinder sagde 98 procent, at de på et eller andet tidspunkt havde kastet deres intense kærlighed efter en anden person, som ikke gengældte den.

Grunden til, at det er så normalt, er et fænomen, som godt kan gøre lidt ondt: “De fleste af os synes selv, vi er dejligere end andre ser os,” fortalte Baumeister til The New York Times. “Så hvis vi betragter en person som lige så dejlig som os selv, er det ikke sikkert, de deler den opfattelse.” Det er den videnskabelige måde at sige, at vi ikke fatter, når en person er for lækker til os.

Kliniske psykologer siger, at det er normalt at føle chok og smerte, når vi bliver afvist af en person, vi godt kan lide. “Det er ikke mærkeligt, hvis man bliver ved med at tænke på en person, man kun har haft et kort forhold til, lang tid efter det er slut,” siger Shani Graves, der er rådgiver i psykisk sygdom i New York. “Det sker faktisk oftere, end folk har lyst til at indrømme,” tilføjer Graves, “nogle gange lægger vi alle vore æg i den samme kurv og håber, at den person kan være virkelig betydningsfuld i vores liv.” Det kan skævvride vores opfattelse af, hvor godt det går under det korte forhold og “hindre os i at lære personen rigtigt at kende,” siger Graves. “Så når det ikke går godt, bliver vi både forvirrede og sårede.”

“Når noget er vildt og voldsomt, selv hvis det kun står på et øjeblik, har det ændret på de kemikalier, som hjernen godt kan lide, og den er ikke fan af at få fjernet dem igen.”

Tanisha M. Ranger er en klinisk psykolog fra Nevada, og hun tilføjer, at “mennesker har noget med uafsluttede situationer. Vi husker det, som ikke er gjort færdigt, langt mere end det, som har fået en slutning.” Ranger lægger mærke til Zeigarnik-effekten, som er en kognitiv tilbøjelighed til at huske og jagte de væsentlige opgaver, som ikke er løst, og det kan overføres på større følelsesmæssige opgaver, som at beholde en potentiel partners opmærksomhed.

Desuden ændrer nye forhold bogstaveligt talt kemien i hjernen. Serotoninen begynder at flyde, og hjernen rider på en bølge. “Når noget er vildt og voldsomt, selv hvis det kun står på et øjeblik, har det ændret på de kemikalier, som hjernen godt kan lide, og den er ikke fan af at få fjernet dem igen,” siger Ranger. “Når det sker, opstår følelser af ensomhed og længsel.”

Lange parforhold ender normalt med at falde sammen over en periode på nogle måneder. Så selvom det gør ondt, så sker det gradvist, når det slutter. Men når et nyt parforhold slutter, og der bliver lukket for al den eufori og energi, der følger med, så er det ligesom ikke at have adgang til et godt stof længere. Og så rammer abstinenserne.

Det værste, der kan ske
Først og fremmest skal du huske, at det faktisk tit er den, der afviser, som har det værre end personen, der bliver afvist. Det var en af de overraskende opdagelser i den undersøgelse fra Case Western, som vi nævner herover. En af grundene er, at en person som har fået et nej, kan finde så meget støtte i kulturen.

“Den håbefulde elsker har så mange anvisninger, de kan følge: Hvad man skal sige, hvordan man kan kommunikere sin kærlighed, og hvorfor man skal være vedholdende, selvom man er blevet afvist,” fortalte Baumeister til The Times.

“Der findes tusindvis af B-film, hvor pigen først afviser helten, men han bliver ved og vinder hende til sidst. Så den håbefulde bliver bare ved med at prøve ligesom i filmene. Mens den, som jagter, har alle mulige metoder til rådighed, kan det være sværere at være i den modsatte situation, hvor mange udtalte: ‘Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg har aldrig såret nogen før.’”

Ideen om den afviste elsker virkede måske ærefuld dengang Dante, Goethe eller Dickes levede, men en manglende evne til at forstå et nej er mildt sagt problematisk i det 21. århundrede.

Der kan også opstå negative reaktioner, hvis den afviste person ikke har en vis ukuelighed. “Hvis et sår ikke bliver helet, kan det blive værre og gå i betændelse,” siger Graves, “og så ender det med, at man stalker den anden på sociale medier for at få svar og for at finde ud af, om han eller hun er kommet videre.”

De ubehagelige følelser kan være et symptom på dybereliggende problemer. “Patologisk fiksering, som bunder i parforholdstraumer, kan komme til udtryk som en besættelse af en person, som man kun har datet kortvarigt,” siger Sheri Heller, der er socialrådgiver i New York. Hun siger, at “kærlighedsafhængighed” er en “frygteligt smertefuld lidelse, der bliver styrket af traumatisk ensomhed og en mangel på trygge forhold i løbet af ens liv.”

Dem, som er ramt af det, ser hvert nyt forhold som en “løsning” og går helt ned, når det ikke fungerer. Efter at blive afvist ender kærlighedsnarkomanen i en knusende afvænning,” siger Heller. “Under den afvænning er der en panisk angst for at blive forladt, blandet med uforløste, traumatiske minder og selvhad.”

Hvad der sandsynligvis sker
De fleste mennesker kommer sig over det. Det fandt Baumeister i hvert fald ud af. Den afviste tænker, at de “aldrig kan blive glad igen,” sagde han i en artikel til Chicago Tribune. “Men for det meste tager de fejl.”

“Der er ingen fastlagte regler for, hvor lang tid man skal bruge på at hele sine sår, især ikke når det gælder følelser,” siger Racine R. Henry, der er grundlægger af Sankofa Marriage and Family Therapy i New York. Men din ven kan lade være med at gøre de ting, der fastholder ham eller hende i smerten. “Slet kontakten fra din telefon,” siger Henry, “slet billeder af dem, lad være med at følge dem og bloker dem måske endda fra sociale medier. Fortæl dine venner, at du ikke har lyst til at snakke om den person længere. Du kan selvfølgelig ikke slette mindet om personen, men du kan skabe plads mellem dig selv og den anden person.”

Adskillige psykologer, som vi udspurgte i forbindelse med den her artikel, anbefalede en periode, hvor man gør noget ekstra godt for sig selv og får støtte fra sine venner. Efter et stykke tid (også selvom den periode virker længere, end hvad godt er for så kort en affære) skal din ven nok have det normalt og være klar til at date igen.

Hvad du skal fortælle din ven
Du er ikke mærkelig, med mindre du allerede har gjort nogle klamme eller stalker-agtige ting. Du er heller ikke Dante Alighieri eller Cyrano de Bergerac. Du mærkede bare et håb og en kemisk rus, som en helt naturlig reaktion på et lovende nyt forhold, og det er normalt at være ked af det, når det er slut. Du må forstå, at det heller ikke var nemt for modparten. Tag dig den tid, du har behov for, men hvis du bliver ved med at have det elendigt, så kan det være, at du har nogle underliggende problemer med ensomhed og forhold til andre mennesker, som du skal tale med en psykolog om.

Thank for your puchase!
You have successfully purchased.