Denne artikel blev oprindelig udgivet af Broadly og bringes her med bidrag af VICE Danmark
I dag går briterne til stemmeurnerne for at beslutte, om de fortsat vil være med i EU-fællesskabet, og fredag finder vi formentlig ud af, om det virkelig ender med et Brexit (et ordspil på “Britain” og “exit”, hvis ikke du skulle have fanget det). Et britisk farvel til EU kan ende med at have stor betydning for Danmark og EU, og derfor vil mangt en dansker nok følge med. Måske ender vi selv med at skulle en sådan kampagne igennem – går briterne, ønsker Dansk Folkeparti i hvert fald, at danskerne også skal have muligheden, og 40,7 procent af danskerne bakker op om en folkeafstemning.
Videos by VICE
Ligesom vi i Danmark kappes om, hvem der kan nå længst ud på højrefløjen – en fjerdedel af danskerne angiver nu, at de mener, der mangler et parti til højre for Dansk Folkeparti – har valget i Storbritannien også båret præg af en politisk højredrejning, både fra partier til højre og venstre for midten. Valgkampen er ligefrem blevet betegnet som den europæiske udgave af Trump: En altomfattende debat, fyldt med giftige påstande fra overvægtige, hvide mænd med grimt hår.
Retorikken op til afstemningen har ligget på den forkerte side af “lad os bygge en mur”-agtig racisme og apokalyptiske skræmmebilleder, repræsenteret af kampagnerne Vote Leave og Leave.EU på den ene side og Britain Stronger in Europe på den anden. Begge sider har kastet mudder og løse påstande om økonomi, indvandrerrettigheder og suverænitet mod den anden. Så sent som sidste uge blev formand for UK Independence Party (UKIP – højrenationalistisk parti) og leder af Leave-kampagnen, Nigel Farage, anklaget for at “opildne til racehad” med en indvandrerorienteret reklame, der er blevet sammenlignet med nazistisk propaganda.
Brexit har overtaget diskurs og kultur i Storbritannien som barbarer, der forcerer Hadrians mur.
Students for Britain, en organisation, der er forbundet med Vote Leave-kampagnen tog skridtet fuldt ud og lavede Brexit-kondomer med teksten “It’s riskier to stay in”. Sidste uge lagde Themsen vand til en bizar duel mellem Leave- og Remain-kampagnerne, som sejlede rundt med hver deres propagandaflåde. Sangeren Bob Geldof fra Remain-siden afspillede Chicagos If You Leave Me Now for fuld hammer, møntet på Leave-bådene.
Folk spurgte sig selv; ‘Hvor er kvinderne, hvor er de farvede?’ Det så virkelig ud til at være en klub for gamle mænd.
Kondomer og søslag er i bedste fald underholdende, i værste fald dårlig smag. Mens politiske problemstillinger som økonomisk regulering og indvandring har været de centrale temaer i overskrifterne, er kvinders rettigheder gledet helt i baggrunden. En undersøgelse fra Loughborough Universitet viste, at kun én ud af ti kommentatorer, der talte om Brexit i medierne, var kvinder. Men manglen på kvindelige stemmer i debatten tog en chokerende drejning den 16. juni, da medlem af parlamentet for Labour Jo Cox blev skudt og dræbt for sin støtte til Remain-kampagnen af en mand, som råbte “Britain First” under angrebet – navnet på en højreekstrem organisation, der har en militant modstand mod EU og indvandring.
Jean Lambert er medlem af Europaparlamentet og kommer fra London. Hun siger, at hun er skuffet over, hvordan afstemningen er blevet fremstillet i medierne. “Folk spurgte sig selv; ‘Hvor er kvinderne, hvor er de farvede?’” siger hun til Broadly. “Det så virkelig ud til at være en klub for gamle mænd. For mange mennesker er det meget fremmedgørende.”
Det siger sig selv, at kvindernes stemme tæller, men begge kampagner har stødt en demografi, der udgør 50,9% af den britiske befolkning, fra sig. The Fawcett Foundation, Storbritanniens største organisation for kvinders rettigheder, offentliggjorde for nylig en uafhængig rapport, der viser, at dobbelt så mange kvinder ikke har besluttet sig for, hvad de vil stemme, i forhold til deres mandlige medborgere, hvilket betyder, at kvindernes stemme kan komme til at gøre udslaget.
“Det er dog vigtigt at bemærke, at selvom man henviser til statistikker, der viser, at kvinder er mere tilbøjelige til ikke at have besluttet sig, så viser undersøgelser også, at der ikke er nogen forskel mellem kønnene, når det kommer til, hvor mange der møder op og stemmer,” siger Kymberly Loeb, seniorforsker ved Britain Thinks, en uafhængig strategikonsulentvirksomhed. “Ingen af de to sider i debatten har formået at formidle, hvad den individuelle konsekvens af folkeafstemningen er på områder som hjemlige finanser, jobsikkerhed og den offentlige sektor – de lokale problemstillinger, som vores forskning viser, betyder mest for kvinderne.”
Der er ingen, der præcist kan forudse, hvad der kommer til at ske, hvis Storbritannien forlader EU, men kvinder kan måske se frem til, at det er dem, det kommer til at gå ud over. “Jeg tror, det er meget sandsynligt, at hvis Storbritannien forlader EU, vil det samtidig betyde, at en langt mere konservativ regering vil tage magten. De vil være fjendtlig stillet overfor ligestillingslovgivning,” siger Christopher McCrudden, professor i menneskerettigheder og ligestilling ved Queens Universitet i Belfast.
“Store dele af den nuværende ligestillingslovgivning beskæftiger sig eksempelvis med pensioner, med lige løn for lige arbejde og med at udrydde aktuarielle overvejelser i forsikring. Alle de tiltag stammer fra Storbritanniens medlemskab af EU, og det er meget sandsynligt, at de vil komme under beskydning.”
Ligestillingslovgivningen vil ikke kun være truet i Storbritannien. “Det er tydeligt, at der er bekymring i europæiske hovedstæder som Berlin eller Paris om, at hvis Storbritannien forlader EU, vil det give vind i sejlene til andre anti-EU-bevægelser,” forklarer McCrudden. “For eksempel vil Marine Le Pen [fra det højrenationalistiske Front National] blive vild efter at få en lignende afstemning i Frankrig.”
“EU vil stå svagere, hvis Storbritannien forlader det. Den svaghed kommer til udtryk gennem mindre aggressive ligestillingstiltag,” tilføjer han. “I mange lande er ligestillingslovgivningen under pres. En af grundene til, at den ikke er mere presset, er, at EU har gennemtvunget disse love. Hvis man fjerner eller svækker den håndhævelse, for eksempel ved at svække EU’s kapacitet helt overordnet, så vil man også svække håndhævelsen af ligestillingslovene.” For de 260 millioner kvinder, der bor og arbejder i EU, burde det give en brat opvågning.
Tidligere talsmand for UKIP og medlem af Leave-kampagnen Suzanne Evans tror ikke på, at det vil ske. “Den første lov om ligeløn i Storbritannien blev underskrevet, tre år før vi overhovedet var med i EU,” skrev hun i The Express. “På det tidspunkt havde de allerede gennemført abortloven og reformen af skilsmisseloven, samt gjort p-piller gratis gennem sundhedsforsikringen.”
Leder af Get Britain Out, Jayne Adye, er enig. “Kvinder såvel som mænd vil have større indflydelse på de love, der påvirker dem, efter et Brexit. Deres love vil være udformet af 650 medlemmer af parlamentet i Westminster i stedet for af 28 ikke-valgte EU-kommisærer,” siger hun til Broadly.
Evans har teknisk set ret i, at visse dele af lovgivningen blev indført før, men det var først med en juridisk bindende afgørelse fra EU-domstolen i 1982, at Storbritannien sørgede for, at “kvinders arbejde” blev vurderet på lige fod med “mænds arbejde”, når der var tale om de samme kompetencer, indsats eller ansvar – og at de fik samme løn.
De britiske domstole betragtede ikke diskrimination på grund af graviditet som kønsdiskrimination, før EU-domstolen slog det fast.
Hvis Storbritannien forlod EU, ville “fortolkningen af lovgivningen ikke nødvendigvis følge den fortolkning, EU-domstolen har lagt for dagen,” forklarer Kenneth Armstrong, professor i europæisk lov ved Universitetet i Cambridge. Selvom Leave-kampagnen argumenterer for, at lovgivningen omkring kvinders rettigheder ville gå endnu længere, hvis de blev udformet i den hyggelige Westminster-boble, så “betragtede de britiske domstole ikke diskrimination på grund af graviditet som kønsdiskrimination, før EU-domstolen slog det fast,” tilføjer han. Det er også takket være EU-lovgivning, at deltidsarbejdere har ret til den samme løn som fuldtidsarbejere – en problemstilling, der rammer kvinder uforholdsmæssigt meget, eftersom 42% er ansat i deltidsstillinger mod kun 12% af mændene.
Men når briterne går til stemmeurnerne i dag, ser det ud til, at god gammeldags apati har sejret, som et tungt, gråt regnvejr, der hænger over en britisk sommerdag. “Det interessante er,” siger Loeb, “at når vi spørger folk direkte, hvad de tror, konsekvensen bliver for dem personligt, forudser de, at livet vil fortsætte præcis som før. De er mest bare lettede over, at de lige meget hvad kan ‘komme videre med de ting, der virkelig betyder noget.’”
Læs mere på VICE:
Sex, sladder og studehandler: Sådan er hverdagen i EUs osteklokke
Fire grunde til at du bør give en fuck for sessionslogning
Her de danske toppolitikeres reaktioner på terrorangrebet i Bruxelles