I to år troede jeg, at jeg havde herpes

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE CANADA

Jeg boede engang ovenpå en bar på Dundas Street i Ontario.

En aften kom jeg sent hjem – lidt fuld og meget trist. Jeg var midt i et mini-break-up, led af akut ensomhed og smed derfor om mig med fordrukne bønner til alverdens guder for at få syndsforladelse.

Mens jeg var ved at låse min cykel, kom en cigaretrygende kvinde klædt i læder hen til mig og begyndte at flirte. Okay, flirte er måske et lidt for pænt ord. Hun gnubbede sig brysk op ad mit forhjul, mens hun overtalte mig til at give en drink, før sidste omgang er ovre. Men for en bondeknold fra Northern Ontario, som mistede sin mødom efter en perfekt karaokeudgave af ”Rebel Yell,” var denne brutale form for parringsdans en sikker vinder.

Vi gik i seng sammen den aften – og det var noget af en omsorgsløs transaktion. På et tidspunkt spurgte hun kryptisk: ”Åh skat, du ved ikke, hvad det her egentligt er, gør du?” til hvilket jeg kun søvnigt kunne ryste på hovedet. Hun havde ret. Jeg følte, at jeg var snublet ind i en seksuel parallelvirkelighed med regler og manerer, som jeg for altid ville være for snerpet og uncool til at forstå, og hvor kun velolierede mænd som Billy Idol kunne leve et liv i velbehag. Hun gik før solopgang. Vi sås aldrig igen.

Få dage senere var jeg ude at cykle, da jeg pludselig følte et vist ubehag og – ved en senere undersøgelse – også opdagede nogle hævede områder i de nedre regioner. Da jeg ikke var tilknyttet en læge, lavede jeg en aftale på en lokal klinik og blev der tilset af to kvinder. Den ene var en erfaren sygeplejerske og den anden en sygeplejerskeelev. Eleven, som tog teten i konsultationen, var på en gang fuld af ungdommelig sødme og fuldstændig fastlåst på at bevise, at hun var rustet til det her job, uanset hvad det måtte byde hende.

”Og Mr. Foisy, hvorfor er du så kommet her i dag?”

Jeg svarede genert, “jeg, øhh, har nogle buler forneden, som jeg gerne vil have kigget på.”

Roligt og uden at tøve spurgte hun: ”Er det på din penis? På skaftet af din penis?”

”Nej, det er på, øhh…” min stemme døede hen, og jeg lavede en vag gestus.

”Testiklerne? Er det på testiklerne?”

Problemet var, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvad jeg skulle kalde det område, som jeg var der for at få kigget på. Selvfølgelig kendte jeg slangordene, det gør vi alle. Vi ved alle, hvad vi taler om, når vi taler om det her sted. Men jeg havde altid tænkt på det som et sted uden et officielt navn, en stribe kød i de nedre regioner, som de høje herrer indenfor ordklassificering ville fortrække ikke eksisterede og derfor ikke ville navngive. Men jeg indså, at eftersom præcision var påkrævet, måtte et slangord række.

”Det er min bufferzone. Jeg har brug for, at I kigger på min bufferzone.”

”Åh okay, dit perineum.”

Nå, så det er dét, det hedder.

Jeg tog tøjet af i et blåt lokale, trak i den patetiske lille kittel og hoppede op på bordet på alle fire, hvor de begyndte at lyse på og prikke til området i fokus. Efter få minutter havde de en diagnose.

”Mr. Foisy,” hver stavelse blev tynget af vægten af en forfærdelig, livsomvæltende nyhed: ”Du har herpes.”

Ordene for rundt i mit hoved. Herpes. Herpes. Herpes. De flød rundt i alle kringelkroge af min hjerne. Alle minder, drømme, reaktioner, planer og rationaler blev erstattet af det her ord i forfærdende versaler.

”HERPES.”

De tog en prøve for at være helt sikre. I en døs tog jeg tøj på og satte mig ned, mens de trøstede mig og forklarede situationen. Vigtigst af alt fortalte de mig, hvor almindeligt det var. At mange mennesker havde fået den samme diagnose og var fortsat med deres liv. De forklarede, hvordan udbruddene ville være og hvilken medicin, jeg kunne tage. De gav mig nogle papirer med flere informationer og henviste mig til et website for det tilfælde, at jeg havde flere spørgsmål, men det eneste spørgsmål, jeg var interesseret i at få besvaret, var, hvordan jeg mest smertefrit kunne begå selvmord.

Dét, du føler allermest, når du får herpes, er skam. Jeg forstår godt, hvorfor sygeplejersken understregede, hvor almindelig virussen er. Da jeg forlod klinikken, følte jeg mig straks afskåret fra resten af menneskeheden. Jeg bar en skamfuld, forfærdelig hemmelighed, som, hvis den blev opdaget, ville betyde, at ingen – uanset hvor fremmede eller familiære, de måtte være – ville tolerere min eksistens fremover. Jeg ville blive udelukket fra alle sociale sammenhænge.; uelsket og hjemløs ville jeg konstant være på flugt fra mystiske mænd med anonyme frisurer og anonyme biler, som håbede at finde og fange mig. Herpes er en abstrakt skræk for mange. Det er en punchline, en fornærmelse – det er noget, du kun ønsker for din værste fjende. Det er samlejets sengelus.

Kort tid efter, jeg havde fået diagnosen, talte jeg med en bekendt, som lige var blevet diagnosticeret med testikelkræft. Jeg spurgte ham, hvad han helst ville have: herpes eller kræft. Det tog ham lang tid at beslutte sig. Så stærkt er stigmaet. Selvfølgelig vil kræften muligvis slå dig ihjel, og selv om den ikke gør, er behandlingen nogle gange være værre end døden. Men i det mindste vil folk kalde dig en helt, når du fortæller, hvad du fejler. Når du fortæller folk, at du har herpes, er du heldig, hvis det værste, de kalder dig, er en ugudelig, pervers stodder, inden de tager dig i kraven og kyler dig ud af salondørene.

Skammen er frustrerende, fordi sex er cool. Du får herpes af at dyrke sex. Og derfor burde herpes også være cool – jeg mener, du får det jo ikke af at binge-watche anime. Vi lever i en tid med kun tilsyneladende seksuel frigørelse. Det er en tid med hurtige flirts, engangsknald, Tinder, Grindr, fuckbois, åbne forhold og røvslikkeri. Og alligevel er der stadig denne afsky overfor herpes. Måske dens allestedsnærvær er grunden til stigmaets styrke. Herpes er den ydre påmindelse om den anden side af sex. Virkelighedens sex versus fantasiens. At sex aldrig er så enkelt eller så afslappet, som vi godt kunne tænke os, at det kommer med konsekvenser og forpligtelser. Herpes er den fortrydelse, der sætter ind, efter du har været i seng med din kollega, herpes er pornosettets udbredte arbejdesskade.

Stigmaet er også så vildt provokerende, fordi det er så fandens almindeligt. Hver syvende canadier har herpes på kønsorganerne. Tænk lige engang – der er flere canadiere, der har herpes, end der er canadiere, der ser Canadian Football League. Og hvad er mest skamfuldt af de to ting, egentligt?

Den skæbnesvangre dag på klinikken fandt sted for over to år siden. I den tid blev min værste frygt aldrig til virkelighed. Jeg blev ikke udstødt eller uelsket. Jeg fandt sammen med min eks, en forstående og modig kvinde. Efter, vi slog op igen i fred og fordragelighed, fortsatte jeg et passede kærlighedsliv, hvor min diagnose ikke gjorde skade på nogen. Den største forskel mellem mit liv før og efter diagnosen var, at når en date gik rigtigt godt, ville jeg blive nødt til at stoppe op og sige noget i retningen af ”hey det her går rigtigt godt, men bare lige hurtigt, øhm, jeg har sandsynligvis herpes.”

Vent, hvorfor ”sandsynligvis”, spørger du?

Altså, i løbet af de to år efter diagnosen udviklede der sig et mønster. Hver gang, jeg var nervøs for, om der var kommet et udbrud, slæbte jeg mit ulækre ingenmandsland hen på en klinik for at få det tjekket. (Jeg er mest stolt af, hvordan jeg i løbet af de to år udviklede en nonchalant selvtillid omkring det at vise min bufferzone til stakkels, nedslidte offentligt ansatte sundhedspersoner. Hvordan jeg hev bukserne af og viste den frem, inden de overhovedet havde sat sig ned). I løbet af den tid var der ingen anden læge, der sagde til mig, at det var herpes – i stedet opdagede jeg, at min bufferzone havde tendens til indgroede hår.

Der findes en herpesspecifik blodprøve, men læger er tilbageholdende med at anbefale den. Det er fordi, de fleste testresultater er negative, og halleluja, du er okay. Men hvis testen viser sig at være positiv, betyder det bare, at din krop har spor af antistoffer mod virussen. Det kan betyde, at du har herpes på kønsorganerne, eller at du havde forkølelsessår som 16-årig. Herpes på kønsorganerne og den mere almindelig orale herpes er to forskellige afarter af den samme virus, selvom min personlige (og sikkert ikke sandfærdige) teori er, at det bare er fordi, læger ikke vil have, at vi flipper totalt ud over det faktum, at hele verden er oversvømmet af herpes i alle mulige afskygninger.

Jeg havde bedt om testen før, men havde fået en variation af ikke-forpligtende svar fra sundhedspersonalet, som jeg til deres forsvar heller aldrig ihærdigt fulgte op på. I sidste uge, efter endnu en afslappet fremvisning af testiklernes dansegulv, holdt jeg endelig op med at gå rundt om den varme grød og fik arrangeret en test. Det var let, og jeg følte mig lidt som en idiot, fordi jeg havde udsat det så længe.

Jeg følte mig som en endnu større idiot, da det negative testresultatet kom.

Negativ.

INGEN HERPES.

I al den forbandede tid havde jeg været bekymret over ingenting. Alle de afslappede fremvisninger af min bufferzone, alle de dage, jeg havde brugt på at bekymre mig om, om en øm hals var et forvarsel om et full-blown herpesudbrud. Skammen, de ubehagelige samtaler, det sammenbidte smil som svar på herpes-vittigheder. Det hele havde bare været noget, jeg havde forestillet mig.

Det underlige er, at resultatet ikke medførte nogen form for lettelse. Ikke en umiddelbar trang til at knalde uden kondom med den vilde hengivelse, som jeg forestillede mig, at andre ikke-herpesbefængte lagde for dagen. I stedet følte jeg mig bare forvirret. Hvorfor havde jeg ventet så længe? Hvorfor havde jeg affundet mig med sandsynligvis at have herpes?

Måske det er fordi, det passer til den forestilling, jeg har om mit liv. Jeg er et klassisk offer. Jeg fikser ikke problemer. I stedet vænner jeg mig til dem og tilføjer dem til min narcissistiske fortælling fyldt med sorger og kvaler. Det er derfor, jeg ikke havde et gardin i to år. Jeg kunne bruge skammen. Den kom på listen over usikkerheder og utilstrækkeligheder, som jeg brugte til at definere mig selv ud fra. At jeg er dårlig til sex, at jeg aldrig rigtigt kan tilfredsstille en elsker, at jeg er en dårlig partner. Hvorfor skulle herpes ikke også være på den liste? Bare endnu en mørk, forskruet fantasi, som jeg kan vælte mig rundt i, i stedet for at indse det faktum, at jeg kan være bedre, at jeg kan være den kærlighed værd, som folk viser mig, og at jeg kan holde op med at være den selvdestruktive person, som hopper i seng med den første den bedste kvinde, som gnubber sig op af forhjulet på min cykel.

Og så vil jeg gerne gentage: Herpes er ikke en stor ting, og ingen skal skamme sig over at have det. Du har kun fået det, fordi du har været pissecool.

Follow Jordan Foisy on Twitter.