Jeg er blevet skudt ni gange og ender snart i rendestenen

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US og i samarbejde med the Trace.

De ni kugler, der næsten slog Derrick Strong ihjel, kom uden varsel, mens han stod og snakkede med en af sine venner i en carport i New Orleans november sidste år. Kuglerne rev sig gennem hans mave, blære, rektum, en lunge, hans højre arm og begge ben. Han overlevede, men hans liv er for altid forandret.

Over 80.000 amerikanere overlever hvert år at blive skudt. Tidligere i år udsendte the Trace et spørgeskema til ofre for skyderier for bedre at kunne forstå, hvilke konsekvenser det har for den enkelte, deres familier og lokalsamfundet. Derrick var én af de første, der svarede. Det her er hans historie.

Efter skyderiet lå jeg på hospitalet i to uger. Siden jeg blev udskrevet, har jeg været ind og ud af hospitalet for at blive opereret – syv gange indtil videre, og jeg skal snart under kniven igen.

I de første par måneder sad jeg i kørestol, men nu har har fået krykker. Nogle dage føles min krop stærk. Andre dage ryster mine knæ af smerte, og jeg skal have støtte for at stå op. Det er svært at gå, stå og løbe. Jeg kan ikke bevæge min arm, som jeg plejer. Hvis jeg bukker mig ned for at samle noget op, gør det ondt i min ryg. Hvis jeg bøjer mit knæ for meget, gør det ondt. Hvis jeg sidder ned for længe, gør det ondt. Jeg kan ikke røre min skulder med min højre hånd. Jeg kan ikke spænde min biceps.

Hver gang jeg er inde til operation, kommer en fysioterapeut og arbejder med mig. Men udenfor hospitalet er der ikke meget hjælp i New Orleans. Jeg blev henvist til et par steder, men når jeg dukkede op, ville de ikke acceptere folk med Medicaid, som er den forsikring, jeg har. På en af klinikerne spurgte jeg, om de kendte nogen, der kunne give mig behandling. De sagde, at der ikke var nogen klinikker i centrum af byen, så jeg har forsøgt at lave min egen fysioterapi og træne mig selv op igen. Jeg har dyrket kampsport, siden jeg var lille, så nogle gange tager jeg ned til Mississippis bredder og får en af mine venner til at sparre med mig. Eller jeg tager til en afsides park for at lave vejrtrækningsøvelser, yoga og tai chi. Det har hjulpet mig en del. Jeg går meget rundt – selvom det er hårdt bare at gå rundt om blokken. Mine ben gør ondt, og jeg bliver hurtigt træt.

Noget andet er, at jeg ikke har noget transportmiddel. Nogle måneder inden skyderiet boede jeg i en lejlighed med min kæreste, men da vi var oppe at skændes, slog jeg et hul i væggen. Udlejeren smed os ud. Jeg har boet på hotel, mens jeg ledte efter en ny lejlighed. Efter jeg blev skudt, flyttede jeg ud til min søster, som bor i en lille landsby ved navn Luling, der ligger omkring 50 minutter fra New Orleans. Jeg ville gerne være væk fra byen, mens jeg kom mig – jeg havde ikke lyst til, at folk skulle se mig i den forfatning. Efterhånden som jeg fik det lidt bedre, flyttede jeg ind til min bror i Chalmette, som er tættere på byen.

Jeg blev ret deprimeret af ikke længere at kunne klare mig selv. Før kunne jeg altid klare mig selv. Nu bor jeg hos andre mennesker og er afhængige af dem både i forhold til at komme rundt og rent økonomisk. Selvom min familie har det fint med det, er det stadig nederen. Tit henter min bror eller søster mig, men hvis min bror er på arbejde, og jeg har en aftale klokken 20, så kan jeg ikke få et lift.

Efter at være blevet skudt ni gange kan jeg ikke rigtig arbejde. Jeg plejede at arbejde for en velgørenhedsorganisation i området omkring St. Rock Park – tæt på, hvor jeg blev skudt. Jeg har ingen penge længere. For at tjene lidt har jeg været ude og holde foredrag, solgt CD’er med min egen musik og solgt kunst i latinerkvarteret. Nogle gange er det malerier af superhelte, landskaber eller portrætter. Jeg har tegnet en del blomster på det seneste. Men det gør ondt, når jeg bøjer min arm for længe.

Jeg er stadig ret ung. Jeg er kun 28 år gammel, men jeg har det som om jeg er 50. Hvordan skal jeg komme tilbage på arbejdsmarkedet, når jeg er handicappet? Jeg har virkelig været bekymret for, hvordan jeg skal få et arbejde, og jeg venter stadig på at få understøttelse. Det var i forvejen svært, for da jeg var i starten af 20’erne, blev jeg fængslet for forskellige ting – besiddelse af stoffer, ildspåsættelse, indbrud. Nu er jeg en handicappet forbryder, så mine muligheder er meget begrænsede. Hvad bliver jeg tvunget ud i, hvis jeg ikke har nogen indtægt? Det føles, som om jeg aldrig vil kunne det samme, som jeg kunne før. Men jeg kan stadig gå. Jeg er stadig i live. Mit efternavn er Strong – det er med til at motivere mig til at få det bedre.

En udgave af denne artikel blev udgivet af the Trace , som er et nonprofit nyhedsmedie, der beskæftiger sig med våben i USA.