Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK
Engang imellem lægger indsatte nogle ret sjove billeder på Facebook. Ofte er det billeder af en telefon, som producenten selv påstår, er den mindste i verden. Zanco Fly er kun 7 centimeter lang og 2 centimeter bred, og fordi den er lavet stort set udelukkende af plastik, kan den som oftest ikke spores af politiets scannere, når den smugles ind i fængslet. “Røvtelefonen,” som den kendes blandt de indsatte, bliver solgt for omkring 200 kroner på ydersiden, men den kan gå for op mod 4000 kroner bag tremmerne.
Videos by VICE
Jeg underviser i et fængsel, og jeg har længe været bevidst om, at de indsatte betaler opskruede priser for produkter, men den her pris overraskede mig alligevel. Jeg besluttede mig for at spørge mine studerende, om de nogensinde har betalt voldsom overpris for nogle “importvarer” – og om det var pengene værd.
Skodtelefonen
Adam er 27 år gammel og anklaget for at sælge hårde stoffer. Hvis han bliver dømt, vil det være hans anden narkodom og hans fjerde dom i alt. Han er en rolig mand, og han fortæller afslappet om, hvad der skal ske, hvis han bliver kendt skyldig, men han er samtidig ret overbevist om, at han godt kan undgå at blive dømt.
Jeg spørger Adam, om han nogensinde har betalt for meget for noget i fængslet. “Ja, selvfølgelig,” siger han. “Sidste gang, jeg sad inde, endte jeg i et fængsel i en lille by, hvor jeg ikke kendte nogen. Det var vigtigt, at jeg fik fat i en telefon, så jeg kunne klare nogle forretninger på ydersiden. Bare få styr på nogle løse ender, hvis du forstår. Det var en totalt skodtelefon med smadret skærm – det tog en halv time at sende en fucking WhatsApp-besked. Den virkede, men det er for vanvittigt at betale 2000 kroner for sådan noget lort, som man skulle give pantelånerne penge for at tage imod på ydersiden.”
Jeg spørger Adam, om det er dem, der er alene i fængslet, der er mest tilbøjelige til at betale overpris. “Ja, som jeg sagde, så blev jeg taget i røven, fordi jeg ikke kendte nogen i fængslet. Sælgerne går efter de nye – hele den første uge fortæller de dem om alle de ting, de kan få, og lover altid, at de kan betale på afbetaling og alt sådan noget pis. De nævner aldrig de renter, der kommer på, før de giver dig telefonen eller stofferne. Der er det for sent. Jeg siger ikke, at jeg ikke selv har solgt smøger til dobbeltpris, men jeg har aldrig forsøgt at snyde folk.”
Øl i skabet
Christopher er 29 år gammel og ved at være færdig med en dom på fem år for røveri. Han er blevet overført her til fra et åbent fængsel, fordi han blev taget for at have en kasse øl i sit skab, og han er ret åben om sin vilje til at løbe en risiko og manipulere systemet, hvis muligheden byder sig. “Min plan var at have nogle få dåser til mig selv og sælge resten for 40 kroner stykket,” siger han. “Alle i de åbne fængsler tjener mere end rigeligt til at have råd til det, og hvem vil ikke gerne have en kold efter en lang arbejdsdag?”
Han tilføjer: “Jeg har selv været der i starten af min dom. Jeg var helt i kulkælderen de første par måneder, og alle var fucked på piller, men jeg vidste, at det ikke var noget, jeg havde lyst til. Jeg endte med at ryge rigtig meget weed, og jeg købte engang en færdigrullet joint for 500 fucking kroner. Jeg havde ikke nogle penge, så jeg spurgte ham bare, om jeg kunne tæske nogen for ham. Det fik gælden ud af verden, men det er et hårdt spil.”
‘Det er jo bare penge’
36-årige Robert har erkendt sig skyldig i at overfalde sin svoger og regner med at få en dom på et sted mellem halvandet og to år. Han kommer nok kun til at sidde inde halvdelen af tiden, hvis han ellers kan undgå at ende i problemer og kan passe det adfærdsregulerende forløb, han er blevet tilbudt. Det er første gang, Robert er i fængsel, men han har været på kostskole, siden han var 12, så på en måde er han forberedt på at leve uden kontakt til sin familie i længere perioder. Det har også formet hans holdning til ulovlige genstande og deres markedsværdi.
“Et produkts værdi er, hvor meget den enkelte er villig til at betale for det. Jeg betalte engang en af mine venner 120 kroner for et stykke pizza i skolen, så hvordan kan det komme som en overraskelse, at folk herinde kan finde på at betale seks gange så meget som gadeprisen for et par Reebok Classics?” siger han. Jeg spørger, om han selv har kastet penge efter noget i fængslet. “Nej, det har jeg ikke. Men jeg hjalp min cellekammerat med et lån på en telefon, så han kunne ringe til sin mor. Det var den stakkels fyrs første gang, og han håndterede det ikke særlig godt, så jeg hjalp ham. 300 kroner for 15 minutters samtale er latterligt, men jeg kommer snart ud igen, og det er jo bare penge.”
Et par meget dyre sneaks
44-årige Bob afsoner en dom på fire måneder for hustruvold og for at køre bil uden gyldigt kørekort. Han har været inde og ude af fængslet, siden han var teenager, og han har ikke længere tal på, hvor mange gange han har siddet inde. Jeg spørger ham, om inflationen, der kan få en 200-kroners telefon til at koste 4000, altid har eksisteret i fængslet.
“Man har altid skulle betale dobbelt pris for smøger, men det har aldrig været så vildt som nu. Det bliver værre, fordi panserne ikke har tid til at gennemsøge alle cellerne, så de opdager ikke, alle de ting der kommer ind. De fleste af dem er så stressede, at hvis de ser en indsat bytte trøje med sin bror, når han er på besøg, så lukker de øjnene for det. Det er sgu ikke for sjov længere. Jeg delte celle med en ung fyr, som var en rigtig Scarface-wannabe – han betalte 8000 kroner for et par Nike Huaraches. Tre dage senere blev han rullet af fire gutter, og de tog skoene. Han havde betalt en formue og havde nu ingen sko, men et smadret øje. Tumpen rendte rundt i et par af mine gamle klipklappere i to uger – og nej, jeg tog ikke penge for dem.”