Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Rumænien
Tatoveringer er efterhånden allestedsnærværende, og på trods af dine forældres formaninger er det sjældent, folk fortryder dem. En undersøgelse foretaget af YouGov konkluderer, at kun 14 procent af de amerikanere og englændere, der har fået en tatovering, fortryder deres valg senere i livet. Men at få lavet en tatovering hos en professionel er en helt anden oplevelse, end når din cellekammerat udfører et kunstværk på din krop kun ved hjælp af fjederen fra en kuglepen, hjemmelavet blæk og et batteri fra en elektrisk tandbørste.
Videos by VICE
Jeg besøgte en håndfuld fængsler i Rumænien for at finde ud af, hvordan det føles at få en fængselstatovering, om det er en overlevelsesmekanisme og hvorvidt de nogensinde fortryder deres valg. Jeg lærte om den overhængende fare for, at der går betændelse i såret, og hvordan metoderne har udviklet sig over de sidste par årtier.
Marius, 35, Jilava-fængslet
Efter vi har hilst på hinanden, tager Marius sin trøje af og udpeger tre navne, han har tatoveret på brystet. Det første er hans nevøs navn, Claudiu, så datterens, Larisa, og til sidst hans bror, Ady. Han fortæller, at han gerne ville have deres navne tæt på hjertet. “Jeg fik dem lavet på et tidspunkt, hvor jeg virkelig havde det svært i fængslet,” fortæller han. Han er også tatoveret på armene og har i alt otte – alle fortæller de en historie om forhold, han har haft gennem livet.
Marius, der fik sin første tatovering, da han var 12, har været ud og ind af fængsler gennem hele sit liv. Han har konstateret, at der findes to forskellige retninger inden for fængselstatoveringer. Den første går helt tilbage til 1990’erne. “Dengang lavede vi blæk af hælen fra fængselsinspektørens støvler,” forklarer han. Det var, da han sad i et fængsel for ungdomsforbrydere, hvor han arbejdede som skopudser. “Vi skrabede stykker af hælen af med et barberblad – lidt af gangen, så det aldrig blev opdaget. Så brændte vi det ned under glas og opløste materien i pis, så det kom til at ligne blæk. Så dyppede vi en synål med en tråd fra et håndklæde i blandingen. Tatoveringer blev optegnet ved at rive huden op.” Det var en utroligt risikabel fremgangsmåde, og mange indsatte døjede med betændte sår. “Efter et stykke tid kan huden ikke holde til det længere,” siger han. “Men jeg blev ved, for det gjorde alle de andre.”
Den anden metode, som er udbredt i fængslerne i dag, er lidt mere avanceret. De indsatte laver et improviseret tatoveringsapparat ved at bruge en elektrisk tandbørste og fjederen fra en kuglepen.
Mens Marius sad i fængsel i 2010, fik han tatoveret “Elena” på skulderen. Det er navnet på en pige, han var begyndt at date over telefonen, selvom han stadig var gift. For at vise deres kærlighed fik de hinandens navne tatoveret.
På daværende tidspunkt havde Marius’ kone mistet sin besøgsret i seks måneder, fordi hun var blevet taget i at smugle en telefonoplader ind til ham. Da hun opdagede den nye tatovering, blev hun rasende, så Marius fik lavet en cover-up, så der nu står “Blondie” – hans kælenavn til konen.
Mădălina, 28, Ploiești – Târgșorul Nou-kvindefængslet
Mădălina har en enkelt tatovering, som hun fik lavet på sit ben, da hun var 24. Hun ville have den lavet tidligere, men så fandt hun ud af, at hun var gravid og blev nødt til at udskyde det. Mădălina udvalgte den efter at have set en stak kataloger igennem. “For mig symboliserer sommerfuglen, hvor kort og flygtigt livet er.”
Corneliu, 62, Ploiești-fængslet
Corneliu fik sin første tatovering – en boksehandske – da han var 14 år. Han elskede at bokse og drømte om at blive professionel. Han fortæller, at en af hans storebrødre blev ved med at presse ham til at få den lavet. Så da han var hjemme en dag, fandt han to nåle og noget blæk frem og begyndte selv at udsmykke sin hud.
“Jeg gjorde det for at vise, at jeg var modig. De fleste fanger får deres tatoveringer af samme årsag,” siger han. “Efter jeg havde gjort det, blev det et stort problem i min familie. Mine forældre blev meget vrede.”
Da Corneliu indså, at han aldrig ville blive professionel bokser, lagde han boksehandskerne på hylden og blev skovhugger i stedet for. Hans nye passion inspirerede hans næste tatovering, et fyrretræ, fordi det er stort træ, “som ingen kan hugge ned.” I 1992, mens han sad i fængsel, dækkede han tatoveringen af træet med en krone. “Det er let at blive tatoveret i fængsel,” siger han. “Man skal bare bruge en nål, blæk og lidt mod.” I dag fortryder han dem alle sammen. “Hvis jeg kunne, havde jeg skåret dem af med en kniv.”
Vaile, 60, Ploiești-fængslet
Vaile forstår ikke folk, der får lavet tatoveringer, der kan dækkes med tøj. “Man skal vise dem frem, ellers skal man ikke få dem lavet,” insisterer han. Han fik sin første tatovering i 1978, efter han havde været i hæren. Han fik sin kærestes navn, Marianna, tatoveret på brystet, fordi “hvis man bærer sin elskedes navn på huden, så er de altid en nær.”
Vaile og Marianna endte dog med at slå op. Hans næste kæreste var ikke super begejstret over, at han havde en anden kvindes navn på sin arm. “Jeg blev nødt til at lyve og sige, at Marianna var død,” indrømmer han.
Han ville også helst være fri for sine tatoveringer. “Hvis man laver ballade, kan politiet identificerer én på tatoveringerne,” siger han. “Det kræver ikke den store analyse, man kan bare se på kroppen. Hvis de napper dig, så kan du ikke gøre noget.”
Cristian, 30, Ploiești-fængslet
Da jeg spørger Cristian om, hvor mange tatoveringer han har, og hvad de betyder for ham, sukker han dybt. Han har så mange, at han ikke ved, hvor han skal begynde. Til sidst fortæller han mig, at han fik sin første tatovering “udenfor fængslet,” men de fleste af de andre er lavet i fængslet. “Det er en livsstil for mig, det er noget, jeg nyder,” tilføjer han.
Hans yndlingstatovering er et portræt af hans bedstemor, som opfostrede ham. Det enorme billede blev lavet med et apparat lavet af batteriet fra en discman, skæftet fra en ske, en nål og blæk.
Iulian, 28, Ploiești-fængslet
Iulians tatovering er både udtryk for en livsstil, samt en liste over de mennesker han har elsket. Han fik sin første tatovering i fængslet. “Jeg var bare en knægt, der prøvede at virke hård, så jeg kunne overleve i det her miljø.” Siden da har han føjet flere til samlingen. De er alle lavet bag tremmer.
Når Iulian kommer ud, vil han have dem alle lavet om, så de ser bedre ud. Han kan godt lide sorte tatoveringer, men det er begrænset, hvor “artsy” de bliver i fængslet, når man kun har et hjemmelavet apparat og en nål til rådighed. “Man må være forsigtig,” siger han. Iulian har aldrig fået betændelse i såret, fordi han altid laver sit eget apparat og aldrig genbruger nåle.
Sofica, 21, The Ploiești – Târgșorul Nou-kvindefængslet
Sofica har i alt 12 tatoveringer – de fleste er navnene på gamle kærester. Hun fik sin første, da hun lige var fyldt 15, men størstedelen af de øvrige er lavet bag tremmer. Hun fortryder i dag sine tatoveringer, og hun overvejer at få dem fjernet, når hun kommer ud. Der hvor hun kommer fra, har kvinder sjældent tatoveringer, selvom hendes mor har et par stykker.
George, 34, Jilava-fængslet
George har adskillige tatoveringer, men ingen af dem er lavet i fængsel. Han ved godt, at de fleste af hans medfanger får tatoveringer lavet, mens de sidder inde, men han bryder sig hverken om helbredsrisikoen eller æstetikken. I 2010 fik han tatoveret Maori-symboler på sin højre arm for at dække over en mislykket tatovering, han havde fået lavet tidligere. Han har også en rugbyspiller på sin højre arm, som minder ham om gamle dage, hvor han selv spillede.
I 2013 fik han en tatovering af sin nyfødte søn sammen med sønnens fødselsdag og fødselstidspunkt. Efterfølgende fik han et billede af en due, der svæver over portrætter af hans kone, mor, bedstemor og far. “Det repræsenterer den fred og ro i livet, som jeg ønsker for dem alle,” forklarer han.
Bogdan, 32, Jilava-fængslet
Bogdan fik sin første tatovering som niårig. Den blev lavet af en ven, der var lidt ældre. Han lavede den med et apparat, de selv havde skruet sammen. “Jeg var alene, min mor var død, og min far sad i fængsel, så jeg vidste ikke rigtigt, hvad det var, jeg lavede,” fortæller Bogdan. Siden dengang har han fået flere: Hans kones ansigt, hans døtres navne og et billede af Gud.
Ingen af tatoveringerne er lavet i fængsel, men tatovøren, der lavede dem, var en tidligere indsat, der havde lært faget bag tremmer. I dag siger Bogdan, at han ville få dem alle fjernet, hvis han kunne, fordi “de minder om fortiden.”
