Da min ven forsvandt efter en bytur, fotograferede jeg alt fra eftersøgning til begravelse

15. august 2017 tidligt om morgenen modtog den 21-årige norske fotograf Dev Dhunsi en sms, der ændrede hans tilværelse fra det ene øjeblik til det andet. Hans gode ven Rakavan Jeevaharan, som han i forbindelse med studiestart havde været til fest med dagen forinden, var aldrig kommet hjem fra byen og var derfor blevet meldt savnet til politiet. "Jeg havde sovet hos en ven, da vi fik en besked om, at han var forsvundet. Raka (Rakavan, red.) var en ekstremt pålidelig person, så han ville aldrig blive væk uden at give besked," fortæller Dev.

Dev fotograferede hele processen – fra få dage inde i eftersøgningen til mange måneder efter begravelsen. Han havde ikke noget formål med det, da han begyndte at tage billeder. Men i månederne efter Rakavans forsvinden og død tog projektet form. Det skildrer med en en blanding af dokumentariske og konstruerede billeder hele processen

Alt, man vidste om den unge mands forsvinden, var, at han omkring klokken 01 havde sendt sin søster, som han boede med, en besked, hvor han skrev, han var på vej hjem. "Turen fra festen og hjem til Raka er en gåtur på omkring ti minutter, så da han ikke var hjemme efter et par timer, slog hans søster alarm. Vi vidste ikke, hvad der var sket, men man skal krydse en flod for at komme ud af midtbyen, så vi var virkelig bekymrede," fortæller Dev.

Han fortæller, at der allerede om morgenen blev etableret en gruppe af venner og familie, der på egen hånd ledte efter ham. "Til at starte med var vi måske 10-15 mennesker, der kendte ham rigtig godt, men som dagene gik, blev vi flere og flere. Mit bud er, at vi var omkring 200, da det var på sit højeste. Det var både folk, der kendte ham og fremmede folk fra byen, der gerne ville hjælpe," fortæller han.

Men på trods af den massive eftersøgning, gik dagene uden det mindste spor af Raka. "På dag syv begyndte jeg ligeså stille at miste modet. Jeg mistede aldrig håbet, men jeg havde brug for, at der skete noget. Det var så frustrerende ikke at vide en skid. Og uden at tænke videre over det, tog jeg bare mit kamera med," siger Dev og holder en kort pause, før han fortsætter: "Jeg tog aldrig en beslutning om at begynde at fotografere – det skete bare."

Og fra Dev havde taget det første billede, var der ingen vej tilbage. De næste ti måneder fotograferede han processen omkring Rakavans forsvinding.

"Jeg har altid dokumenteret alt med billeder. Både de gode og de dårlige ting, så det var faktisk helt naturligt for mig, at jeg også tog billeder der. Jeg havde ingen ide om, at det skulle bruges som andet end min egen dokumentation for, at det virkelig var sket. Jeg brugte det mest bare til at gøre det uvirkelige virkeligt," siger han.

I de følgende dage fotograferede han først og fremmest vennernes eftersøgning, men begyndte så sideløbende at lave konstruerede billeder, hvor han instruerede sine venner og bekendte til at agere motiv i opstillede billeder.

"De billeder viser, hvordan jeg eller vi havde det. De er ikke dokumentariske, da de jo ikke viser rigtige situationer, men de virker for mig mere virkelige end mange af de dokumentariske billeder, fordi virkeligheden var så ekstrem, at jeg ikke rigtig kunne forstå det. Og det er de følelser, de konstruerede billeder fanger. Så man kan måske sige, de konstruerede fungererede som en slags dagbog, hvor man ikke vidste, hvad der virkeligt, og hvad der var fantasi," fortæller han.

Efter 16 dage fandt nogle tilfældigt forbipasserende Rakas lig. "Jeg sad på en bar med nogle venner, da der pludselig var en i lokalet, der råbte, at der var blevet fundet et lig i floden. Ham, der råbte, kendte ikke selv Rakavan og havde glemt, jeg sad der. Han havde bare fået en snap fra nogle, der boede i nærheden af det sted, Raka blev fundet, og som havde set politiet i aktion. Det var ikke officielt endnu, så jeg var en af de første, der fik det at vide," fortæller Dev og fortsætter:

"Jeg husker at føle chok, og så husker jeg, at jeg mødtes med Rakas svoger, som er en af mine bedste venner. Vi besluttede af en eller anden grund at gå den rute, Raka formentlig også var gået hjem. Det tog halvanden time, fordi vi hele tiden måtte stoppe og kaste op. Det var så sindssygt."

Han husker ikke meget fra de følgende dage, men efter en uge, hvor en obduktionsrapport havde fastslået, at intet tydede på hverken forbrydelse eller selvmord, kunne familien og vennerne afholde begravelsesceremoni for Rakavan. "Vi vidste jo stadig ikke, hvad der var sket. Det eneste, vi ved, er, at der højest sandsynligt er sket en ulykke, og at han havnede i floden," fortæller Dev.

Uden at have et egentligt mål med det fortsatte Dev med at fotografere processen i ugerne og måneder efter Rakavans død. "Jeg tog billeder til begravelsen, men faktisk kan jeg slet ikke huske det. Ceremonien er nærmest et langt blackout for mig. Jeg kan kun huske glimt at folk, der taler sammen og enkelte ansigter, men alle de situationer, jeg har taget billeder af, husker jeg ikke. Så det var ret syret at se dem bagefter," fortæller Dev.

Billederne fra begravelsen var de sidste egentlig dokumentariske billeder, Dev tog. Men de næste ti måneder fortsatte han med at lave konstruerede billeder, der skildrer forskellige dele af sorgprocessen.

"De konstruerede billeder er ligesom inddelt i forskellige faser. Først følelsen af at lede efter noget, der ikke findes. Så frustrationen over utilgængeligheden – hvorfor kunne man ikke bare ringe til ham? Den næste skildrer følelsen af isolation for omverdenen og støjen fra samfundet – jeg kunne f.eks. pludselig blive vred, når nogen talte om almindelige ting som vejret. Og den sidste del har jeg kaldt Terms & Conditions, og den handler om at acceptere tingenes tilstand."

De mange billeder har han samlet i en personlig fotobog, som var færdig i sin første udgave i juni.

"Jeg ser ikke bogen som et dokumentarisk projekt, men mere som en form for dagbog, der nu har udviklet sig til at være en hyldest til Raka. Og han var sådan en, der omfavnede alle typer mennesker, så det håber jeg også, bogen gør. Uanset hvad folk så forstår, når de ser billederne."