natur

Sjælden video af tørstigt møl, der drikker en sovende fugls tårer

Det var en forsker, der fangede det tørstige lille dyr i aktion - og det ser for vildt ud.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MOTHERBOARD USA

En værdig kandidat til Årets Mest Uhyggelige Naturvideo er netop kommet, og den er lige dele ubehagelig og utrolig.

I videoen ser man et møl drikke en tår fra en slumrende fugls øje. På et tidspunkt åbner fuglen – som er en sorthaget myrefugl – sit ene øje, mens det lille møl føler sig frem med sin snabel.

De fantastiske optagelser blev fanget sidste år dybt inde i Amazonas af miljøbiolog Leandro Moraes. På det tidspunkt arbejdede han for National Institute of Amazonian Research i Manaus i Brasilien. Moraes beskrev fænomenet i en videnskabelig artikel, der blev offentliggjort i Ecology i denne måned og delt i sidste uge af Science Magazine.

Annoncering

Ifølge artiklen drikker møl de sovende fugles tårer, "som en metode til at skaffe næringsstoffer, især natrium og proteiner." Det er de færreste, der har set det i virkeligheden – de eneste andre dokumentationer af møl, der slubrer tårer i sig, er fra Madagascar i 2007 og Colombia i 2015.

Natrium har en stor ernæringsmæssig betydning for visse møl, og derfor spiller det også en rolle i deres adfærd. For eksempel har hannerne en tilbøjelighed til at dykke ned i mudder for at udvinde natrium fra den våde jord og aflevere det til deres ventende mage.

Selv om det måske virker lidt underligt, er tilbøjeligheden til at drikke tårer ikke unormalt blandt møl og sommerfugle. Sommerfuglearten Dryas Iulia blev for eksempel fotograferet i 2013 i færd med at drikke af en alligators øje. Andre dyr – blandt andre skildpadder, elefanter og endda mennesker – er også blevet ofre for tørstige insekter.

Forskerne ved endnu ikke helt, hvordan insekterne vælger, hvem de vil drikke fra. De ved ikke, om der er forskel på den kemiske sammensætning af tårer fra dyr til dyr, eller om noget andet gør sig gældende. Men når de skal drikke, kan de finde på at stikke snablen ind under øjenlåget, og så er det nok værd at foretrække en vært, som ikke er ved bevidsthed.

Ud fra videoen virker fuglen i hvert fald ret ligeglad.