Feminisme

"Tre og tre"-reglen om afføring fortæller dig, om du skider normalt

Fem eksperter fortæller os, hvad der er sundt og normalt, når det kommer til afføringsfrekvens.

Artiklen er oprindeligt udgivet af Tonic USA

Nogle dage er man på toilettet hvert femte minut, og andre gange går man rundt og er forstoppet hele dagen. Er det et problem?

Vi har konsulteret fem eksperter og spurgt dem, om det er vigtigt at skide hver dag. Og. Tadah. Fem ud af fem eksperter svarer nej.

Her er detaljerne:

Afføringsekspert nummer 1

Christopher Hair, gastroenterolog, Deakin University

"Menneskekroppen er en kompleks størrelse, og derfor er der ingen ”normal” standard, som passer til alle kroppe. Det gælder søvn, vandladning og defækation. Det, der er normalt for én, er unormalt for en anden. Defækation er helt klart individuelt. Vi har ret brede rammer for, hvad der er normalt. I mange undersøgelser af normal og ”sund” afføring siger man, at defækation mellem tre gange om dagen og tre gange om ugen er passende. Under 40 procent af raske mennesker defækerer én gang om dagen."

Annoncering

"Hvis man defækerer mere eller mindre end normalt, kan det være tegn på et sundhedsproblem eller en infektion (hvis man defækerer hyppigere) eller kræft (hvis man har blod i afføringen). Forstoppelse kan også være et tegn på sygdom, for eksempel et problem med stofskiftet."

Afføringsekspert nummer 2

Damien Belobrajdic, forskningsassistent ved CSIRO, Australiens videnskabsagentur

"Det er ikke nødvendigt at åbne tarmen hver dag for at have et sundt og velfungerende fordøjelsessystem. Men længere perioder uden afføring (mindre end tre om ugen) kan forårsage et væld af problemer som hæmorider, analfissur og fækulit. Forstoppelse kan opstå af forskellige grunde, herunder helbredsproblemer og medicinering (det kan være på grund af forbrug af opiater eller antacidum), kosttilskud (som jern) og selvfølgelig fiberfattig kost."

"Den bedste måde at opretholde et sundt fordøjelsessystem og regelmæssig afføring er ved at drikke masser af vand og spise fiberholdig mad ved hvert måltid. Det kan opnås ved en alsidig kost herunder fuldkornsbrød og morgenmadsprodukter, bønner, nødder og frø, grøntsager og frisk frugt."

Afføringsekspert nummer 3

Dan Worthley, gastroenterolog, South Australian Health & Medical Research Institute

"I en ny, stor undersøgelse foretaget blandt 4.775 deltagere, som rapporterede, at de havde regelmæssig afføring, viste svarene, at 95 procent defækerede mellem tre og 21 gange om ugen. Så et eller andet sted imellem tre gange om dagen og tre gange om ugen finder man det, jeg kalder 'Guldlok-zonen'."

Annoncering

"Men konsistens er lige så vigtigt, som frekvens er. Vi vurderer afføringskonsistens ud fra Bristol Stool Form-skalaen, hvor man benytter en syvpunktsskala. Punkterne rangerer fra Type 1, som er 'hårde, separate klumper, som nødder' til Type 7, 'tyndt uden faste stykker'. Type 4 ('Som en pølse eller en slange, blød og glat') er afføringskonsistensens Nirvana, men 50 procent af alle normale patienter rapporterer varierende grader."

Afføringsekspert nummer 4

Jakob Begun, gastroenterolog, University of Queensland

"Afføring er det endelige produkt af den proces, maven og stofskiftet foretager, når vi indtager mad, og det består af ikke-absorberet materiale, mikrober og vand. På ugentlig basis producerer et menneske mellem 500 og 1.110 gram afføring. Defækationsfrekvensen afgøres af forskellige faktorer, som kost, mavens aktivitetsniveau, endetarmens kapacitet, adfærdsfaktorer såvel som tarmflora. Den meste forskning bekræfter generelt 'tre og tre-reglen' – altså at en normal frekvensen ligger et sted mellem tre gange om dagen og tre gange om ugen."

"Når vi skal vurdere, om folk lider af forstoppelse, lægges der vægt på andre symptomer udover afføringsfrekvens. En person, der defækerer mindre end én gang om dagen, men ikke føler ubehag ved det, kan sagtens have et normalt fordøjelsessystem."

Afføringsekspert nummer 5

Vincent Ho, gastroenterolog, Western Sydney University

"Forskning fra Storbritannien og Sverige konkluderer, at næsten samtlige patienter defækerer mellem tre gange om ugen og tre gange om dagen. Det er det, man anser for at være standardraten. Det er helt normalt at opleve udsving i forhold til frekvens og konsistens. Der er også mange ikke-sygdomsrelaterede faktorer, der spiller ind på frekvens, så som væskeindtag, fysisk aktivitetsniveau, kost, alder og sociale faktorer, hvis man for eksempel er pinligt berørt over at gå på toilettet på arbejde."