stoffer

En fyr skrev sit navn og telefonnummer på sin pose med mdma, hvis nu han skulle tabe det

Til alles overraskelse blev han anholdt
7.9.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

I weekenden stoppede politiet en mand på en australsk festival, fordi deres narkohund kunne lugte mdma i hans lomme. Da han blev arresteret, fandt betjentene hans stoffer, som lå i en stor pose med en mærkat, hvor han havde skrevet navn, telefonnummer og "MDMA" med store bogstaver.

Ja. Han skrev sit navn og telefonnummer på sin pose, hvis nu han skulle tabe den. Seriøst. Han skrev sit navn og telefonnummer, og krydrede det med bogstavskombinationen "mdma", hvis nu han skulle tabe den.

Okay. Vi har alle oplevet, hvordan maven suger sig sammen til en klump af desperation, hvis man mister sit stash. Det er en følelse, som ikke kan sammenlignes med noget andet. Man begynder først anspændt og derefter desperat, at mærke efter i alle lommerne, mens man spørger alle i nærheden, om de har det. Man begraver sine svedige fingre i sokkerne, man stikker hele hånden ned i underbukserne, og i løbet af et øjeblik har man mobiliseret en flok på 15 mennesker til at stå og lyse på jorden med deres telefoner og gennemsøge hele området. "Det er løgn," bliver du ved med at sige, mens du river små totter af dit hår ud. "Det var 500 kroner." Folk forsøger at overbevise dig om, at du sagtens kan have en god aften uden stoffer – men det har intet med sagen at gøre, forklarer du dem skingert. Ja, jo, man kan da godt have en dejlig aften uden stoffer, men kun hvis det var planen fra starten. Du troede, at du skulle være på narko, og nu er det ikke længere en mulighed, og alt er ødelagt, og kan vi ikke bare ringe til en taxa, for jeg vil hjem.

Men – og det her er et kæmpestort men – lige meget, hvor irriterende det er, så skal du ikke skrive dit telefonnummer på posen. Lad være med at skrive dit navn på dine stoffer. Lad være med at skrive "hvis du finder posen…" Og lad for helvede være med at skrive "mdma" på posen. Er det virkelig så fucking svært at huske, hvad du har i posen? Det er vel ikke flagesalt fra Himalaya. Hvor mange forskellige typer krystaller render du rundt med?

Som jeg ser det, er der to mulige scenarier. Måske ved manden seriøst ikke, at mdma er ulovligt. Måske er det første gang, han er ude, og han har aldrig været på nettet eller talt med et andet menneske før. Han tænker bare, at det er en fornuftig metode til at sikre sig, at hans dyre poser med glitrende tryllepulver ikke bliver væk. Det scenarie er dog forholdsvis usandsynligt, og det leder os til det andet mulige scenarie: Hans mor har pakket tasken for ham.
Hun har i årevis lavet mærkater til hans madpakke, syet små navneskilte ind i hans tøj og printet ark med kontaktinformation til hans skolebøger. Hun kom ned i køkkenet og så ham stå og rode med sølvpapir, himlede med øjnene og sagde: "Giv den til mig, min dreng." Hun hældte pulveret ned i en sandwichpose (så det holder sig friskt) og skrev "hvis du finder posen, så ring…" på siden. Efter at have tjekket hvad det var ("nu er det ikke hest, vel skat?") skrev hun M-D-M-A med store bogstaver, som om det var et glas med hjemmelavet syltetøj.

Bare tjek hvor stor den pose er. Kun en mor ville sende dig på festival med en pose på den størrelse. Det er ligesom, når man blev sendt til svømning i sin fars gamle badebukser. Når man ønskede sig en North Face-jakke, men fik en anorak fra Føtex. Hvorfor er jeg den eneste dreng, der skal gå i brune lædersandaler? Hvorfor skal jeg have cykelhjelm på? Hvorfor går vores bil altid i stykker, når du henter mig fra fester?