Sådan dater man, når man er blind
[Fotobeskrivelse: En kvinde i tanktop putter sig ind til en mands bryst. Han har en langærmet trøje på. Hendes hånd ligger på hans hjerte, og hans hånd ligger på hendes. Der er blomster overalt omkring dem. Baggrunden er sort og billedet er meget farverigt.]

FYI.

This story is over 5 years old.

Dating

Sådan dater man, når man er blind

YouTuberen og aktivisten Molly Burke fortæller, hvordan man bliver tiltrukket af andre, når man ikke kan se dem.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Det er ikke nemt at navigere på kødmarkedet, selv ikke når jeg har min førerhund med.

Bare lige for at slå det fast med det samme, så er jeg blind. Jeg er også en 24 år gammel YouTuber og foredragsholder. Jeg er ikke bare super-single, jeg oplever også fysisk tiltrækning anderledes end de fleste andre.

Jeg mistede det meste af mit syn på grund af retinitis pigmentosa [øjensygdom] tilbage i 2008, da jeg var bare 14 år gammel. Ligesom så mange andre på min alder, var det på samme tid, at jeg blev interesseret i det modsatte køn. Samme år fortalte en klassekammerat mig, at "ingen mand nogensinde vil gifte sig med en blind pige." Hans forklaring? "At gifte sig med en blind kvinde er ligesom at købe noget, man på forhånd ved, er i stykker, og det er ingen mand dum nok til." Han blev noget overrasket, da jeg mødte min første kæreste et par måneder senere.

Annoncering

Da vi mødte hinanden første gang i et musikstudie, kan jeg huske, at jeg stirrede i retning af hans stemme og missede med øjnene. Jeg ville have dem til at se, hvordan han så ud.

Det lykkedes selvfølgelig ikke. Men det var lige meget. Jeg vidste, at han så godt ud. Jeg kunne høre det på hans stemme og mærke det på hans selvtillid. Jeg kunne endda dufte det… Ja, dufte det. Selvom der ikke gik mere end otte måneder, før vores tid sammen endte med masser af drama og tårer i hans forældres kælder, så lærte jeg meget af forholdet. Han lærte mig, at betingelsesløs kærlighed er en meget ægte ting, som alle fortjener, at jeg er god nok, som jeg er, og at alle mennesker har fejl - nogle skavanker er bare tydeligere end andre.

Ti år senere har jeg været igennem en håndfuld kærester og en lang liste med fyre, som aldrig kom videre fra anden eller tredje date, og så har jeg også haft et enkelt langt forhold på to år, så jeg skulle mene, at jeg efterhånden har lidt erfaring.

[Fotobeskrivelse: En kvinde ligger på sin seng med hovedet på puden. Hun taler i telefon. Hun holder telefonen med sin højre hånd. Hun bruger den venstre hånd til at lege med sin halskæde, som har et hjertevedhæng. Der er abstrakte, rektangulære stråler, der lyser ud af telefonen. Baggrunden er sort og billedet er meget farverigt.]

Hvad er så den største misforståelse omkring blindes kærlighedsliv? At blinde ikke kan være lige så overfladiske, som dem der kan se. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg har hørt folk sige sådan noget som "når du ikke kan se den du dater, er du sikkert kun sammen med folk på grund af deres personlighed." Blinde mennesker bliver placeret på en piedestal, og mange tror, at vi hverken kan være overfladiske eller fordømmende!

Annoncering

Jeg er ligesom alle andre: Jeg har bestemte præferencer i forhold til, hvordan dem, jeg er sammen med, ser ud, og det mener jeg ikke er en dårlig ting. Jeg foretrækker mænd, som er mellem 170 og 180 centimeter, tynde, men veltrænede og med så lidt kropsbehåring og skæg som muligt. Og så skal de have god stil. Og når det gælder de ting, jeg ikke tænder på, er det mere eller mindre det modsatte: Man-buns, langt hår, skaldede hoveder og meget høje eller brede kroppe.

Bevidst eller ubevidst har vi alle sammen bestemte ting, vi går efter i vores partners udseende, og jeg oplever også fysisk tiltrækning. Det foregår bare ikke på samme måde, som for jer med en synssans. De ting, jeg er tiltrukket af, er ting, som man også kan opleve med sine andre sanser. Sådan noget som hud- og hårfarve er lige gyldigt, for det kan jeg alligevel ikke se, men duft og stemme betyder noget.

(Det er klart, at jeg kun dater mænd, der lever op til alle de krav jeg har i forhold til personlighed, livsstil, og alle de andre vigtige ting - for et stykke tid siden lavede jeg en video på min YouTube-kanal for at forklare mere om, hvad jeg er tiltrukket af.)

Før du begynder at forestille dig den scene fra Family Guy, hvor den blinde piger mærker på Rocky fra filmen Masks ansigt, så vil jeg gerne lige slå fast, at de færreste blinde mennesker føler på andres ansigt. Jeg kender mange blinde mennesker, og der er ikke en eneste af dem, der gør det! Det er en af de irriterende fordomme, der hænger ved. Det kan vi takke Helen Keller for.

Annoncering

…Ej, det er bare for sjov. Men hele stereotypen omkring det der med at føle på folks ansigter begyndte med hende. Hvis man har mange handicap, kan det godt give mening at mærke på et andet menneskes ansigt for at forstå deres følelser og kommunikere dem tydeligere. Men for velfungerende blinde mennesker som mig, er det normalt hverken noget, vi har lyst til eller brug for. Hvis jeg mærker bestemte ansigtstræk ude af kontekst fra resten af ansigtet - for slet ikke at tale om personligheden - så er det ikke med til at skabe et "billede" af personens ansigt. (Jeg er blevet spurgt om jeg ville gøre det flere gange, blandt andet af min første kærestes bedstemor. Tro mig, det var så meget værre, end hvis jeg bare havde sagt nej.) Det, jeg prøver at sige, er, at hvis vi to tager på date, så vær sød ikke at bede mig mærke dit ansigt.

Jeg lærer rigeligt om et andet menneske ved at være sammen med dem. Bare se på min seneste kæreste: Første gang jeg kyssede ham, fandt jeg ud af, at han ikke havde skæg, men jeg vidste, at han var veltrænet inden da. Han talte så meget om, hvor meget sport og træning betød for ham. Da jeg tog fat i hans venstre arm, så han kunne føre mig (det er sådan man fører en blind person rigtigt), blev det bekræftet: Han var ret trimmet. Selvfølgelig kan jeg også bare få venner eller familie til at beskrive nogens udseende, og det hjælper også nogle gange.

På den anden side: Hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af. Det vil jeg som blind pige gerne bekræfte. Jeg kan ikke blive øjeblikkeligt tiltrukket af en anden person på grund af deres udseende - for eksempel ved at se deres ansigt på Skype eller stalke dem på Instagram. Jeg har brug for et menneske af kød og blod, ellers forsvinder tiltrækningskraften. Selv da vi havde været sammen i to år, skulle jeg fysisk være i nærheden af min ekskæreste, tale med ham, holde ham i hånden, mærke hans energi, før jeg overhovedet havde lyst til at kysse ham. Et langdistanceforhold ville aldrig fungere for mig, og det er ærgerligt, for jeg rejser ret meget med mit arbejde… Måske er det derfor, jeg er single?

De fyre, jeg er sammen med, forstår ikke altid, hvorfor jeg ikke har lyst til at kysse på første date, eller hvorfor det hele skal gå så langsomt. De er ikke tilfredse med, at de altid skal køre, for det kan jeg af gode grunde ikke. De er måske ikke helt trygge ved at fungere som "spejl" og sige det helt ærligt, når jeg ikke ser godt ud. På en måde er min blindhed et godt filter, som holder røvhullerne på afstand.

Men det vigtigste, jeg har lært ved at date som handicappet i ti år, er, at man skal være forsigtig. De færreste tænker over, at en kvinde med et handicap er tre gange så tilbøjelig til at blive udsat for et seksuelt eller fysisk overfald i sin levetid. Samfundet har en tendens til at afseksualisere handicappede, men vi har større risiko for at blive voldtaget eller ende i et voldeligt forhold.

Derfor forsøger jeg at gøre tingene i mit eget tempo. Men sådan er jeg bare - jeg står overfor de samme udfordringer som alle andre, når jeg dater - plus lidt ekstra. Jeg mener, at alle skal være frie til at gøre, hvad de har lyst til med deres krop - om det så er at vente på den rette, knalde i flæng, kysse på første date eller noget andet. Gør, hvad der gør dig glad, men først og fremmest skal du føle dig sikker.

Jeg har lært at acceptere, at det ikke bliver nemt. En person kan være den rette på ét tidspunkt, og den helt forkerte på et andet. Vi har alle styrker og svagheder. Vi giver og tager alle sammen. Derfor er de bedste parforhold et partnerskab. Hvis du kan leve med, at jeg ikke kan køre bil, og at det tager sin tid, før jeg er klar til at være intim, så skal jeg nok leve med, at du har sure tæer, og måske endda at du snorker.