Hvorfor er mad det eneste, vi kan finde ud af at integrere i Danmark?

Integrationen har trange kår i Danmark.

Den ene fløj råber op om et racistisk system, som aktivt modarbejder integrationen af de indvandrere og flygtninge, som det burde hjælpe, mens den anden harcelerer mod både blåøjede humanister og de besværlige fremmede. Det er svært for os danskere: Religionen er farlig, og sproget er uforståeligt (og måske snakker de om os). Tøjet er for konservativt, og "deres musik” er noget underligt noget. Men der er dog et punkt, hvor vi næsten ukritisk – og med stor fornøjelse – kan enes og tage imod de fremmedes kultur.

Når det kommer til mad, er vi eventyrlystne.

Vi danskere kaster os over kebab, humus og falafel. Vi besøger Ahmeds grønthandel og fylder kurven med ukendte råvarer. Vi spiser baklava til kaffen, eller måske prøver vi endda en autentisk myntete i stedet. Selv Pia Kjærsgaard elsker græsk kylling, og vores fødevareminister, Esben Lunde Larsen, har i et debatindlæg i Fyens Stiftstidende proklameret, at vi bør have “fokus på de madhistorier, som nydanskere tager med sig og den diversitet, som det bringer med sig. (…) Fra politisk hold kan vi sætte initiativer i gang, der fremmer integration, men vi har også hver især et ansvar for at åbne samfundet op, så flere kan blive integreret igennem de fællesskaber, vi indgår i.”

Selvom de mest snæversynede vil tolke det som om, at muslimer bør kaste sig frådende over flæskestegen, handler det i bund og grund om, at mad ofte er det første skridt til at forstå en fremmed kultur.

“Forbindelsen til mad og gastronomi er en central del af integrationsindsatsen,” skrev fødevareministeren videre i sit debatindlæg. “Gastronomi og mad er i stand til at samle folk på tværs af sprog og baggrund, og kan således bære en kulturel udveksling.“

Det er noget Umut Sakarya, der er født i Tyrkiet og har boet i Danmark, siden han var 13, kan nikke genkendende til. Han driver Guldkroen i København, som udelukkende laver traditionel dansk mad.

”Vi mennesker er flokdyr og en af de få dyrearter, der deler sin mad,” forklarer han. ”Når man deler mad, viser man, at man kan lide et andet menneske, og det gør, at vi kommer tættere på hinanden og opbygger en form for troværdighed og tryghed. Jeg synes, mad er den nemmeste metode til at bringe mennesker tættere på hinanden og connecte.”

Det mærker jeg hver gang, jeg sidder en torsdag eftermiddag og gumler på en durum på Nørrebrogade. Høje stemmer omkring mig snakker et sprog, jeg ikke forstår, men alligevel forstår jeg, hvad de siger. Jeg forstår, at en ophidset stemme, der kan lyde arrig på afstand, i virkeligheden er begejstret, når man ser de milde øjne i ansigtet på afsenderen. Jeg forstår, at hvis ikke man kan lide lugten i bageriet, så skal man bare vende sig til den. Og jeg forstår, at Mahmout kan spise afsindigt meget mere chili på sin rulle, end jeg kan.

“Hvor der er mad, er der fred,” som SF’eren Özlem Cekiz plejer at sige.

Jeg skrev til udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, som jo om nogen bør vide, hvad der skal til for at skabe succesfuld integration. Hun er enig i, at mad spiller en central rolle i integrationen, og at vi lærer hinanden bedre at kende, når vi spiser sammen, men hun mener ikke, udvekslingen af mad behøver gå begge veje.

”Selvfølgelig er madkulturen en af de ting, som man skal lære at kende og i et vist omfang tage til sig, når man kommer til et nyt land,” skriver hun i en mail til MUNCHIES. “Men jeg tror ikke, at vi er i mål med integrationen, hvis vi bare spiser det samme. Jeg synes heller ikke, at danskere har nogen forpligtelse til at tage andre madvaner til sig, fordi vi for eksempel får indvandrere fra et bestemt land. Jeg tror derimod, at det at spise sammen kan spille en vigtig rolle i integrationen, fordi man så får lært hinanden at kende. Men der er det ikke så vigtigt for mig, om der er hakkebøf eller humus på tallerkenen.”

Kebabben, som vi kender den herhjemme, omfavnet af salat og cremefraiche-dressing i et brød, er et direkte produkt af indvandring. At kebabben kom til Europa krediteres ofte til den tyrkiske restauratør Kadir Nurman fra Berlin, der i starten af 1970erne tog kødet fra sit hjemland, lagde det i et brød og skabte döneren. Hvis grænserne havde været lukket dengang, havde vi måske været en midnatsnack fattigere i dag. Jeg spurgte Inger Støjberg, om hun ser "integrationen" af kebabben som et billede på, at muslimsk og dansk kultur godt kan forenes.

”Nej, jeg ser ikke kebab som et muslimsk fænomen,” svarede hun. “Mig bekendt er der også mange ikke-muslimer i Mellemøsten, der spiser kebab.”

Umut ser heller ikke kebab som integration; han ser det som “fusionering” af to kulturer.

”Jeg er imod integration. Jeg er heller ikke selv integreret, men fusioneret! Ingen mennesker skal tvinges til at glemme deres egen kultur i den livsstil, andre tvinger ned over hovedet på dem,” forklarer han. ”Men når det så er sagt, kan man - som jeg har gjort - tage de ting til sig, som giver mening i et forsøg på at forstå den fremmede kultur.”

Selvom danskerne ikke altid har taget godt imod niqab og indkaldelse til bøn, har de fleste spist kebab og humus med stor fornøjelse. Det ser Umut som et glimrende billede på, at mellemøstlig og dansk kultur sagtens kan forenes med et harmonisk og velsmagende resultat.

”Overordnet synes jeg, at man som indvandrer i Danmark skal prøve at sætte sig ind i dansk madkultur, som også har en masse lækre ting, som vi godt vil kunne lide. Mange indvandrere har fordomme om dansk madkultur og tror, at dansk mad udelukkende er frikadeller og flæskesteg.”

Integration handler om andet og mere end mad, men det vi putter i munden – og mødet omkring spisebordet – er et godt sted at starte. Mad vækker store og stærke følelser i os. Det kan være edderspændt raseri over, at vi ikke får risengrød til tiden. Eller det kan være den enorme glæde ved at have en kæmpe kage og selv vælge, hvem man vil dele med. Når først vi er blevet godt mætte, er det især mildhed og tålmodighed, der bliver de bærende følelser. Det er vigtige egenskaber, når man skal udfordre sine fordomme.

“Jeg tror, at mad er vejen frem til at forstå hinanden," siger Umut. "For vi kan ikke klare os uden hverken mad eller hinanden.”