Broadly

Morten Sabroe kalder sin nye roman satire, men det virker som en dårlig undskyldning

"32 cm" tager afsæt i debatten om seksuelle overgreb og chikane. Derfor spurgte jeg Morten Sabroe, hvad han mener om #MeToo, men det lader forfatteren ikke til at have tænkt så meget over.

af Theis Duelund
07 februar 2018, 9:09am

Foto: Petra Kleis

Jeg har altid beundret Morten Sabroe som journalist og forfatter, og da jeg modtog pressematerialet for hans nye satiriske roman 32 cm, der beskriver bogen som ”brandaktuel”, fordi den omhandler en magtfuld mediepersonlighed, der anklages for at have begået seksuelle overgreb, tænkte jeg, ’yes, mand! Nu kommer Morten Sabroe og vælter hele lortet!’ Jeg håbede, at ”historien om magtfulde mænd og deres egodrevne seksualliv” ville præsentere et frisk perspektiv på overgrebsdebatten leveret af Morten Sabroes fandenivoldske og knivskarpe pen, der i årevis har hudflettet politikere og kulturlivspampere i avisspalterne og dissekeret komplekse følelser på romanform gang på gang. Her var en lejlighed til at prøve at få babyboomerne – der er mange af dem, der læser Morten Sabroe – til at forstå, hvad det handler om, når vi taler om mandlige privilegier, fordækte magtstrukturer i samfundet og overgreb.

Men I stedet fortæller 32 cmden samme gamle historie om en dreven og succesfuld midaldrende mand, hans åh-så-komplicerede seksualitet og følelsesliv og de éndimensionelle, liderlige og forsmåede kvinder, der vil have ham, og når det ikke lykkes, stiller sig tilfredse med at ødelægge hans liv. Tilsæt så et 16-årigt begærobjekt, hvis funktion er at lokke den mandlige hovedperson i fordærv med sine strittende teenagebryster plus en bifigur i form af en mand, hvis 32 centimeter lange lem bogstaveligt talt er fiktionsuniversets omdrejningspunkt, og du har et rimeligt godt billede af, hvor nuanceret Morten Sabroes behandling af overgrebsdebatten er.

Til Morten Sabroes forsvar skal det siges, at han begyndte på romanen, inden Harvey Weinstein-sagen begyndte at rulle i oktober sidste år, og på den måde kan 32 cm ikke siges at være en decideret #MeToo-bog (det er også satire, som Morten Sabroe gør det klart for mig adskillige gange, da jeg mødes med ham for at tale om bogen). Men ikke desto mindre er romanen lanceret under PR-parolen ”Harvey Weinstein, Louis C. K., Kevin Spacey og nu: Alfred Andersen, den største og mest berømte danske tv-entertainer sigtet for sexovergreb og bragt til fald.”

Selv fortæller Morten Sabroe mig, da vi mødes, at han ville skrive en bestseller. ”Havde det ikke været for #MeToo, var bogen sikkert sejlet igennem de ikke særligt oprørte farvande,” siger han. ”Hvis ikke kampagnen var gået i gang, så havde der ikke været alle mulige tv-kanaler og aviser og radioprogrammer, der ville snakke med mig. På den ene side er jeg heldig. På den anden side føler jeg lidt, det ikke var den bog, jeg skrev. Det er lidt blevet til en anden bog i lyset af #MeToo.”

I al sin enkelthed handler romanen om den populære talkshowvært Alfred Andersen, hvis forestående 50-års fødselsdagsshow på tv, skal være kirsebærret på toppen af en glorværdig karriere. Men da Alfred Andersen forulemper tre af sine kvindelige kolleger (alle tre – inklusiv den lesbiske co-producer – er i øvrigt tiltrukket af hovedpersonen), ryger hans store planer i vasken, og et grotesk mediecirkus ændrer hans liv om til et surrealistisk mareridt, i hvilket konen forlader ham, han mister jobbet, og hans eneste ven og medsammensvorne bliver en kat iført fedora og solbriller.

Selv om kvinderne beskylder Alfred for seksuelle overgreb, er det tydeligt, hvem romanen har sympati for. Alfred har som sådan ikke begået overgreb, forstår man, han har bare opført sig upassende og taget så hårdt fat i sine kvindelige kolleger, at det har efterladt blå mærker på deres kroppe. Morten Sabroe siger, at Alfred Andersens handlinger ”ligger i en gråzone”.

”Det er et felt, hvor det er meget uklart, om der overhovedet er begået sexovergreb,” siger Morten Sabroe. Inspirationen til karakteren har han fundet i den amerikanske tv-vært Bill O’Reilly, der mistede sit job efter anklager om sexchikane, og andre lignende sager i USA.

”Det, synes jeg, passer utroligt godt ind i det klima, der er kommet efter #MeToo. Man går efter nogle mænd, hvor man egentlig ikke rigtigt ved, hvad der er sket. De bliver anklaget ti-tyve år efter det såkaldte overgreb er fundet sted, men hvis man anklager en mand for at have begået overgreb, så er han færdig,” siger Morten Sabroe. ”Så snart du er anklaget, er du også dømt skyldig. Der er ingen rettergang. Der synes jeg, bogen passer rigtig godt ind. Det er et felt, hvor det er meget uklart, om der overhovedet er begået sexovergreb.”

Men i realiteten er Alfreds opførsel ikke særligt uklar. Han udnytter sin magtposition til at indlede erotisk ladede forhold til sine kvindelige kolleger og udsætter dem også for fysisk vold. Det er Morten Sabroe også selv med på: ”Han er et dumt svin. Det er et kæmpeovergreb, og det er helt rimeligt, at de rotter sig sammen mod ham.”

Men så knækker filmen igen, for selv om Alfred er et røvhul, der fortjener alt det lort skæbnen smider i hans retning, så er det alligevel hans ofre, hans kone og hans datter, der udstilles som idioter. Konen, der vil have Alfred tilbage, efter hun først har forladt ham, må sove i skurret i baghaven. Datteren udvikler sig til et monster, der spytter på sin egen far og truer med at blive lesbisk, mens de kvindelige ofre udstilles i pressen som opportunister.

Én ting er bogen og Alfred Andersen, men jeg har svært ved helt at finde ud af, hvad Morten Sabroe selv mener om #MeToo. Han refererer meget til andres holdninger – blandt andet hans vens søn på 25, som har fortalt, at hans veninder synes, det er noget pis. Og det lyder også, som om Morten Sabroe egentlig synes det:

”I den generation, jeg hører til, er der folk, der siger, at det er kraftedeme ikke i orden, at man klynger folk op på baggrund af nogle historier, der er uklare. Enhver ved, at hvis man går ti år tilbage, så har man lavet den historie om. Du kan ikke huske den. Du kan ikke huske præcist, hvad der foregik. Den er jo helt gal. Hvis du kan gå ind og ødelægge folks karrierer på den baggrund, så er der fandeme rav i den.”

Mange afsløringer med #MeToo har været i filmbranchen, og især i andre lande har det haft konsekvenser. Da Morten Sabroe og jeg taler om det danske Time’s Up-manifest, som blev til på baggrund af afsløringer om overgreb og chikane i filmbranchen, og som mere end 1100 danske filmfolk har skrevet under på, giver han igen udtryk for, at tingene bliver blæst op.

”Der kommer en flokmentalitet i sådan en kæmpe bevægelse. Man må hellere marchere i takt, for hvis man ikke gør det, så er man virkelig ensom. Jeg tror ikke på det. Jeg tror, der har været rigtig mange… De kører en serie på Radio 24/7 om #MeToo. De havde interviewet nogle skuespillere til Robert Festen, og spurgt: ’Sig mig engang, du er medunderskriver på den her liste. Har du selv været udsat for det?’ Det var der ingen, der havde været selv. De havde hørt om, at nogen havde været det, og dem skal man selvfølgelig tage hensyn til, men når de, der bliver interviewet, direkte siger, de ikke selv har været udsat for det, så er det jo ikke sikkert, at der er så mange, som alle tror. Det er jo ikke hele Danmarks kvindebefolkning, der har været udsat for overgreb.”

Nej, men det er mange. Mørketallene skønner, at over 4.000 er ofre for overgreb eller forsøg på det om året.

”Man må graduere det,” siger Morten Sabroe. ”Der er nogen, der husker bittesmå ting. Så er der voldtægt og andre overskridelser, der er meget alvorlige. Men jeg tror også, der er nogen, der bliver grebet af euforien og den oppiskede stemning. De problemer er langt værre i Hollywood, end de er i Danmark, hvor vi dog har en nogenlunde rimelig ligestilling mellem kønnene. Der er jo ikke en påfaldende overgrebskultur i skuespillerkredse. Der er nogle tilfælde, og de skal selvfølgelig standses, og det er jo det fede ved kampagnen.”

Morten Sabroe mener faktisk, at #MeToo har haft en positiv effekt; på mange måder er #MeToo blevet et våben, der skræmmer magthaverne og måske forebygger overgreb og chikane, og det er godt. Og på den ene side lovpriser Morten Sabroe kvinder for at bruge ”et våben, de ikke har haft før”, men på den anden side, synes han stadig, det er noget pis.

”Hvis det går videre og demonterer mandens mulighed for at være sig selv på, så synes jeg, det er et problem. Hvordan skal man lægge an på den her kvinde, man er enormt tiltrukket af?”

Det kan man jo bare gøre i en passende sammenhæng. Handler det ikke bare om at tilpasse sin opførsel overfor andre mennesker?

”Det kan godt være. Jeg protesterer som sagt mod det der kampråb, som mænd, der er feminister, også udstøder. Det med, at nu skal mænd holde deres kæft. Der er mange mænd, som slet ikke vil tale om det her. Man får hurtigt ørerne i maskinen.”

Men har vi ikke også primært brug for at høre kvinders perspektiv på det?

”Jo, selvfølgelig. Men vil du så bare holde din kæft, når du har hørt det?”

Nej, men handler det ikke mere om at lytte?

”Jo, men det er jo heller ikke en modsigelse. Når de mandlige feminister siger, at mænd skal holde deres kæft, synes jeg, det er en drejning af ytringsfriheden, som jeg ikke kan holde ud. Man skal kunne diskutere. Kvinder har aldrig ytret sig, som de gør nu, og det er fedt. Men vi skal fandeme også have mulighed for at replicere. At sige, ’Hvad fanden mener du med det? Det er jo en fejltolkning af vi mænd.’ Jeg kan ikke holde ud, at der er nogen, der bliver tvunget til tavshed, og det må man sige, de er blevet i Hollywood.”

Men Alfred Andersen lever jo op til alle fordommene om mænd…

”Det er satire. Det er figurer, der er klippet ud i tykt pap. Jeg synes, der er noget ynkeligt ved den type maskulinitet, og det er interessant, fordi der sikkert er mange i min generation og andre generationer, der har kæmpet med problemer, der minder om det, jeg kommer ind på.”

Efter mit interview med Morten Sabroe sidder jeg med en fornemmelse af, at han har skrevet en roman, og så var han heldig, at den dumpede ned i ophedet debat. Og derfor spørger jeg (og mange andre) ham om alle de her ting disse dage, men Morten Sabroe virker ikke vildt interesseret i at debattere #MeToo, og han er hurtig til at smide satirekortet.

Men det er, som om kortet ikke virker. God satire holder virkeligheden op foran et spejl og afslører, hvor groteske de ting, vi til tider accepterer som indlysende sandheder, egentlig er. God satire er et slag i ansigtet på magthaverne. Det er Mortens Sabroes bog ikke. Desværre er 32 cm mere et klask i røven i kopirummet.