Københavns fængselsimam er træt af ‘gadeislam’ og bandemedlemmer med 2pac på hjernen

Waseem Hussain har skrevet en bog om, hvordan det er at prædike for dybt kriminelle unge.

|
okt 16 2017, 8:09am

Hjemme hos Waseem Hussain i Nordvest, inden lejligheden blev pakket ned. Foto: Sarah Buthmann

Igennem hele min folkeskoletid foregik idrætsundervisningen på fodboldbanerne bag Baunehøj på Vesterbro i København. Banerne var omkranset af et hegn så højt, at lige meget hvor høj en højder, man skød, så røg bolden aldrig over hegnet. På den anden side af hegnet ligger Vestre fængsel, der er Danmarks største arresthus. Her holder Waseem Hussain fredagsbøn for de indsatte, mens folkeskoleelever fra Vesterbro dribler rundt mellem keglerne.

Jeg møder hverken Waseem på fodboldbanen eller i fængslet, men er fulgt med bus 5C og politibilerne ud af Nørrebrogade og videre mod Tingbjerg, hvor Waseem Hussain bor i en lejlighed med sin kone og tre børn. Eller det vil sige, de bor her kun lidt endnu. "Vi synes, det har været fint at bo her, mens drengene var små, men det er ikke det bedste sted at vokse op, og vi vil gerne flytte, inden drengene starter i skole," siger Waseems kone, Hafsa, mens hun serverer pakistansk te og kage. Jeg får en gaffel. Waseem klarer den uden.

Det meste af lejligheden er pakket ned. Et af værelserne er fyldt med flyttekasser, bogreolen er ryddet, og tilbage står kun koranen og et splinternyt eksemplar af Waseems nye bog Imam bag tremmer, der handler om hans opvækst i Helsingør, ingeniørstudiet, hans religiøse vækkelse og ikke mindst det, der har gjort ham kendt i offentligheden: Hans arbejde som imam i Vestre Fængsel. Waseem fortæller, at han har skrevet bogen for at få 'Hr. og Fru Danmark til at reflektere over, hvordan det er at være muslim i Danmark', men også for at give et blik ind bag murene i Vestre fængsel. Det vil jeg gerne høre mere om.

VICE: Du nævner i bogen, at du engang imellem taler med indsatte, der er kendte i bandemiljøet. Hvordan forholder du dig som fængselsimam til den nuværende bandekonflikt?
Waseem Hussain: Vi kan lige så godt sige det, som det er. I de bander, der er lige nu, har de fleste anden etnisk baggrund. De medlemmer, jeg møder, ved godt, de ikke lever et islamisk liv, og at deres handlinger ikke bunder i islam. Min anke er, at hver gang en muslim udfører en handling, bliver den handling tilskrevet islam – om man kan lide det eller ej, så er det den virkelighed, vi lever i. Den almene muslim er enormt frustreret og føler, det er uretfærdigt, men sådan er det. i stedet for at sætte os ned og græde, må vi erkende, at det er sådan, og så tage konsekvensen af det. Jeg må tænke mig ti gange mere om, når jeg gør noget, for det falder ikke kun tilbage på mig selv, men på hele kollektivet af muslimer. Det er et uretfærdigt vilkår, men ikke desto mindre det vilkår, vi har.

Mange af dem har gangsterrappere som idoler – og det er et udtryk for hele den gangsterkultur, de har på hjernen

Er der en tendens til, at bandemedlemmer bliver religiøse for at slippe ud af miljøet?
Jeg ved ikke, om det er en tendens, men der er i hvert fald nogen, der gør det. Der en forståelse for, at hvis man gerne vil væk fra bandemiljøet for at lægge sit liv om, stifte familie og være mere religiøs, så accepterer bandemiljøet det, og man kommer ikke i bad standing. Men hvis selv samme person tager røven på de gamle kammerater og zigzagger på den religiøse kurs, så bliver de ikke alt for glade.

I bogen beskriver du en scene fra fængslet, hvor du stiller spørgsmålstegn ved, at en indsat har taget en 'Scarface' t-shirt på. Hvorfor synes du det er et problem?
De indsatte har ikke tænkt over, hvem deres forbilleder er. For virkelig at sætte det helt på spidsen, så tænker de fleste af dem ikke længere end til næste fredag, hvor de skal i byen og score en pige. Der er der masser andre unge etnisk danske, der har har den samme tanke. Forskellen er, at de etnisk danske unge har ressourcerne og pengene til at føre den livsstil. Dem, der ikke har ressourcerne, skaffer dem på en anden måde, så de også kan være med. De stjæler eller sælger hash. Den faktor skal man ikke underkende.
Det besynderlige er, at man kalder det dårlig integration, men tag nu det typiske 'bandemedlem' og se på hans idealer og tanker om næste weekend. Det er i hvert fald ikke islam, der lærer ham det. Hvor kommer det så fra? I virkeligheden er han grebet af den danske ungdomskultur. Han vil også i byen og have en kæreste. Men alligevel siger man, at han ikke er integreret. Mens den unge mand med anden etnisk baggrund, der går op i sin religion, og ikke drikker, ikke har en kæreste og ikke er kriminel, ikke er integreret, fordi han ikke lever efter de danske værdier.

Du nævner også, at flere af de muslimske unge i fængslet ofte ved alt om 2pac, men 'intet ved om profeten Muhammad'. Mener du ikke, der er plads til 2pac og Scarface, hvis man skal være en god muslim?
Nej.

Hvorfor ikke?
Det er idealer, som ikke stemmer overens med islams lære. Tony Montana fra Scarface dræber jo folk. Og 2pac, han var bare sur. Og så tog han også stoffer. Folk må jo selv vælge, hvem de ser op til, men du kan jo selv se resultatet af det. Mange af dem har gangsterrappere som idoler – og det er et udtryk for hele den gangsterkultur, de har på hjernen.

Men hvad siger de så, når du påpeger, at det er et problem? Giver de dig bare ret, sletter 2pac fra playlisten og tager Scarface t-shirten af?
Det handler om måden, du gør det på, og hvem du er. Hvis du gjorde det, så ville de nok ikke lytte til dig – men de lytter til mig. Du skal også sige det på den rigtige måde. 'Hvorfor har du den der på? – okay, så det, du siger til mig, er, at du godt kan lide ham, fordi han er narkohandler?'
Når man kaster det meget konfronterende i hovedet på dem, tvinger man dem til at forholde sig til det.
De er i et hårdt miljø, og den meget søde tilgang virker sjældent. Det skal selvfølgelig ikke gøres på en ondskabsfuld måde, men man skal forstå deres sprog, deres måde at tænke på og vide, hvordan man kan udfordre den. De hører efter i øjeblikket, men det er ikke sikkert, at de tager det med sig efterfølgende. Det gør de formentlig ikke. To dage efter er de tilbage til det gamle. Men hvis man kan plante et frø, kan man håbe på, at det spirer.

Hvis jeg taler med en, som er tæt på min alder, kan jeg ofte se på ham, at han tænker: 'Han er gift og har børn – hvor langt er jeg selv nået?' Det er ikke for at give ham nedtur på, men i virkeligheden kommer han i tanke om, at det godt kan lykkes, og at han godt kan nå det.

Hvad er forskellen på at prædike i et fængsel og i en almindelig moské – ud over det åbenlyse?
I fængslet bestemmer jeg ikke selv mit religiøse publikum. Der er dem, der er. Ude i friheden kommer dem fra nærområdet og andre, der tænker ligesom mig. Der taler man meget til sine egne. I fængslet kommer alle. En sufimuslim, en salafist, en shiamuslim, de meget religiøse og dem, der slet ikke er det: Folk med en viden om islam, der nærmer sig nul, eller har det, jeg kalder 'gadeislam'. Det betyder også, at jeg ikke kan agere missionerende, for så ville de ikke lytte. Jeg skal kunne rumme, at de har andre udlægninger af islam end mig.

Kan du forklare 'gadeislam' nærmere?
Den viden, de har om islam, har de lært på gaden og har ikke nødvendigvis det fjerneste med islam at gøre. Det er for eksempel en udbredt misforståelse blandt de indsatte, at islam tillader selvtægt. At det er øje for øje, tand for tand, og at deres tendens til at tage hævn kan være helt i orden. Når jeg spørger dem, hvor det har hørt det henne, ved de det typisk ikke.

Hvordan holder du så en prædiken for så mange forskellige mennesker?
Det er svært. For som jeg sagde, så har så forskellige udgangspunkter, og en del af de indsatte kommer ikke i moskéen, og det er ikke altid folk, der er vant til at tage deres religion alvorligt. Jeg taler også til ikke-muslimerne i fængslet, personalet og offentligheden, for det kan være, at de følger med. Det skal jeg også have i baghovedet. Det er ikke nemt. Det stiller store krav til, hvad jeg kan tillade mig at sige. Og så er der også udskiftning. Jeg kan ikke køre et tema og bygge et forløb op, for folk ryger jo ind og ud.

Hvad mener du med, at offentligheden 'følger med'? Betyder det, at du lægger beslag på dig selv i forhold til, hvis ingen udenforstående fulgte med?
Det betyder, at jeg skal tænke over, hvor indforstået jeg kan gøre tingene. Der er emner, begreber, oplevelser og andet, som nemt giver mening for muslimer, men det er langt fra sikkert, at det vil give mening for ikke-muslimer. Hvis jeg gør dele af indholdet i prædikenen for indspist eller underforstået for muslimer, så kan det skabe grundlag for misforståelser for ikke-muslimer. Det hensyn skal også tages.

Hvad kan du som fængselsimam tilbyde de indsatte?
En samtale. De har brug for én, der forstår dem, og en, de synes, gør det godt. Flere indsatte spørger, hvor gammel jeg er. Jeg er 33, og det er især, hvis ham, jeg taler med, er tæt på min alder, at jeg kan jeg se på ham, at han tænker: 'Han er gift og har børn – hvor langt er jeg selv nået?' Det er ikke for at give ham nedtur på, men i virkeligheden kommer han i tanke om, at det godt kan lykkes, og at han godt kan nå det. Det er vigtigt for mig at vise, at det godt kan lade sig gøre at være en muslim, der tager sin religion alvorligt og samtidig fungere ganske fint i det danske samfund.

Imam bag tremmer udkommer den 26. oktober.

Mere VICE
VICE kanaler