FYI.

This story is over 5 years old.

reklamefri zone

Det danske sukkerpoliti må aldrig få fingrene i min elskede Crüsli

Der er alt for meget sukker, og på pakken er en kvæker med puddelhår, men de chokolade-sprøde havreklumper udgør stadig hjørnestenen i min ubalancerede morgenmad.
Illustration af Hedda Rysstad.

Du befinder dig i ‘Reklamefri zone’, som er en artikelserie, hvor vi skriver fuldstændigt skamløst og uforbeholdent om ting, vi ikke kan holde os fra.

Jeg er ikke så meget til morgenmadsprodukter. Jeg synes Guldkorn har en underlig konsistens, Corn Flakes bliver bløde på to sekunder, og havregryn er lidt som at spise asbest. Men der er et produkt, der altid vil være tæt på mit hjerte: Crüsli med chokolade.

Annoncering

Det består af ”havregryn, hvede og ris, der bages gyldenbrunt i ovnen”. Det står der i hvert fald på æsken, men det er tilsætningen af kakao og mørk chokolade, der får de fede basunengle til at synge.

Det er knasende uden at krakelere, når man bider i de ukurante, sprødstegte havreklumper, og pludselig mærker man et tykt stykke mørk chokolade mellem tænderne, der falder fra hinanden som en lille sky af herlighed.

Det bliver først rigtig vildt, når man hælder det på A38, for syrligheden fra yoghurten spiller perfekt sammen med den mørke chokolade og sødmen fra de imponerende mængder sukker (30 procent). Der findes ikke bedre morgenmad i en snæver vending.

Når jeg går rundt i supermarkedet og får øje på den brune æske med den velkendte kvæker, der smiler til mig med sit puddelhår og sjove hat, får jeg et lille stik i hjertet. Ligesom duften af en mejetærsker, der høster korn, sender det mig tilbage til min barndom på landet. Crüsli er min pendant til Marcel Prousts madelinekage (eller en portion ratatouille i filmen af samme navn, til dem der er mere til Pixar end til fransk modernisme).

Hver sommer i min barndom tog jeg på ferie hos min farmor og farfar. De boede på en gård uden for Slagelse med sortbrogede malkekøer og en lille, hvid Netto-terrier, der hed Tenna. På morgenbordet stod Crüsli altid og tronede, og det var ikke engang fordi, barnebarnet skulle forkæles.

Min farfar var meget konservativ i sine madpræferencer. Han skulle have sin Crüsli til morgenmad, han skulle have marinerede sild til frokost, og han skulle have sovs og kartofler til aften. Hver eneste gang han holdt fødselsdag, skulle vi have citronfromage til dessert.

Annoncering

Men Crüsli fungerer i alle sammenhænge – også selvom det ikke er morgen.

Da jeg som punket teenager med tvivlsom tøjsmag rejste Europa rundt på interrail, købte jeg en pakke Crüsli, som jeg åd i én køre, da vi sad på en station i Málaga og ventede en hel nat, fordi vi var kommet for sent til toget. Jeg havde røget noget tvivlsom spansk slasker-hash og havde kun nogle få euro til forplejning i det lokale supermarked, og Crüsli virkede som den ideelle løsning på mine ernæringsmæssige udfordringer. Der var engang et billede, hvor jeg ligger og sover med åben mund og har den fine Crüsli liggende på maven. Billedet er heldigvis blevet væk, men jeg fortryder intet.

Det eneste problem med Crüsli er – udover de uhyrlige mængder sukker - at man ikke kan have det for sig selv. Det fik jeg bevist den dag, jeg tog en æske med på arbejde, fordi jeg ikke nåede at få morgenmad. I køkkenet var tre forskellige kollegaer henne og udtrykke deres store kærlighed til dette guddommelige morgenmadsprodukt, mens jeg hældte op i en skål. Knap havde jeg sat mig ved skrivebordet, før endnu en kollega kom listende. ”Jeg har hørt, du har Crüsli. Må jeg få noget?”

Han var ikke engang den eneste, der bad om en portion den dag. Alle rev og flåede i mig for at få noget af mit guf. Jeg tror jeg bliver nødt til at gemme det bedre fremadrettet – eller hælde det over i en tom pose med havregryn.

Måske skal jeg holde mig til frokostsilden som min farfar. Den kan jeg vel for helvede have for mig selv.