Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Grækenland
Om aftenen 6. juni 2006 landede en lille helikopter i gården i sikkerhedsfængslet, Korydallos, i havnebyen Piraeus i det sydlige Grækenland. Et øjeblik senere lettede den igen og havde foruden de to mænd, der havde bestilt og betalt turen og været med fra start, to fanger om bord — Vassilis Palaiokostas og Alket Rizai.
Det var første gang i græsk historie, at en helikopter blev brugt til at fragte fanger ud fra et fængsel. En uge senere fortalte piloten politiet, at ”to mænd havde bestilt en tur over Athen og betalt de 1400 Euro (10.000 kroner) på forhånd." Han forklarede videre: "Et par minutter efter vi lettede, truede de mig med en pistol og en håndgranat og tvang mig til at lande i fængslet."
Rizai endte med at blive anholdt fire måneder senere i en landsby i det sydlige Grækenland, mens det tog politiet yderligere tre måneder at fange Palaiokostas. Men lige meget hjalp det: For i 2009, mens de ventede på at blive dømt for deres første flugtforsøg, flygtede de igen. Palaiokostas blev aldrig fundet, men Rizai blev anholdt ni måneder senere og har aftjent en livstidsdom lige siden.
Deres historie minder utrolig meget om en anden forbryder, som er flygtet fra fængslet gentagende gange, nemlig Redoine Faids — en af de mest berygtede kriminelle i Frankrig. Han fløj ud af et fransk fængsel for et per uger siden og er stadig på fri fod.
Rizai: Jeg havde intet at gøre med de mord, jeg var anklaget for. Jeg påstår ikke, at jeg aldrig har gjort noget forkert, men jeg havde ikke noget at gøre med den pågældende forbrydelse. Den eneste grund til, at jeg blev dømt og fik livstid, er, at chefen for drabsafdelingen ville have mig ned med nakken. Det var først, da appeldomstolen afviste min sag, at jeg besluttede mig for at planlægge en flugt.Hvordan planlagde du det?
Jeg gjorde det sammen med min cellekammerat, Palaiokostas. Vi bad en ven på ydersiden om at tage en helikoptertur over fængslet for at kigge efter potentielle udveje og undersøge, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Da han fortalte, at der ikke var nogen sikkerhed, begyndte vi at planlægge. Den dag, vi ville flygte, var der et stort arrangement i nærheden, så der var allerede masser af helikoptere i luften i forvejen. Lige efter vores helikopter var lettet fra Athen, forklarede vores allierede piloten den rigtige plan om at lande i fængslet, og så slukkede de for radioen. Da de ankom, fandt de ud af, at de ikke kunne lande, fordi piloten var nødt til at slukke for motoren, så de svævede omkring en meter over jorden. Hvordan vidste de, hvor de skulle lande?
Vi havde koordineret det hele på forhånd, men vi stod også og vinkede med et rødt Che Guevara-flag, som kunne ses på lang afstand. Efter vi lettede, fløj vi til Schisto-kirkegården i Athen, hvor vi hentede to motorcykler, som var blevet gemt i den nærliggende skov. Jeg ville sætte ild til helikopteren, inden vi kørte væk, men piloten nægtede at gå ud. Jeg var bange for, at han ville flyve efter os med helikopteren, så jeg hev nogle forskellige kabler ud, så den ikke kunne lette, og så kørte vi væk på vores motorcykler. Hvordan havde du det?
Det er svært at forklare. Jeg var så fyldt med stoffer og adrenalin, at jeg knap nok kunne udvise følelser – jeg sad bare helt lamslået. Men da vi endelig skiftede over til biler, kørte jeg så hurtigt, jeg kunne, og vidste, at jeg ikke behøvede at tænke mere på fængslet. Det føltes som paradis. Havde du det fedt, mens du var på flugt?
Nej – der er ikke noget værre end at blive jagtet. Jeg var så stresset, at jeg stort set aldrig gik udenfor en dør. Hvis jeg talte med præsten, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at han var en forklædt politimand.Du kan måske snart få tilladelse til at forlade fængslet midlertidigt. Tror du dine to flugtforsøg er en hæmsko for dig?
Jeg har længe sagt, at jeg har lagt kriminaliteten på hylden og hellere vil have en familie og være en del af samfundet. Men de nævner altid mine flugtforsøg som en undskyldning for ikke at give mig tilladelse. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at vi flygtede på den sødeste måde, vi kunne – ingen kom til skade, heller ikke piloten. Vi flygtede som ægte gentlemen.
Men Rizai er som sagt bag tremmer igen, og nu — 12 år efter sin første flugt — er han gået med til at tale med mig om, hvordan de gjorde, og hvordan det var at blive jagtet af politiet.VICE: Hvad fik dig til at bryde ud af fængslet?
Rizai: Jeg havde intet at gøre med de mord, jeg var anklaget for. Jeg påstår ikke, at jeg aldrig har gjort noget forkert, men jeg havde ikke noget at gøre med den pågældende forbrydelse. Den eneste grund til, at jeg blev dømt og fik livstid, er, at chefen for drabsafdelingen ville have mig ned med nakken. Det var først, da appeldomstolen afviste min sag, at jeg besluttede mig for at planlægge en flugt.Hvordan planlagde du det?
Jeg gjorde det sammen med min cellekammerat, Palaiokostas. Vi bad en ven på ydersiden om at tage en helikoptertur over fængslet for at kigge efter potentielle udveje og undersøge, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Da han fortalte, at der ikke var nogen sikkerhed, begyndte vi at planlægge. Den dag, vi ville flygte, var der et stort arrangement i nærheden, så der var allerede masser af helikoptere i luften i forvejen. Lige efter vores helikopter var lettet fra Athen, forklarede vores allierede piloten den rigtige plan om at lande i fængslet, og så slukkede de for radioen. Da de ankom, fandt de ud af, at de ikke kunne lande, fordi piloten var nødt til at slukke for motoren, så de svævede omkring en meter over jorden. Hvordan vidste de, hvor de skulle lande?
Vi havde koordineret det hele på forhånd, men vi stod også og vinkede med et rødt Che Guevara-flag, som kunne ses på lang afstand. Efter vi lettede, fløj vi til Schisto-kirkegården i Athen, hvor vi hentede to motorcykler, som var blevet gemt i den nærliggende skov. Jeg ville sætte ild til helikopteren, inden vi kørte væk, men piloten nægtede at gå ud. Jeg var bange for, at han ville flyve efter os med helikopteren, så jeg hev nogle forskellige kabler ud, så den ikke kunne lette, og så kørte vi væk på vores motorcykler. Hvordan havde du det?
Det er svært at forklare. Jeg var så fyldt med stoffer og adrenalin, at jeg knap nok kunne udvise følelser – jeg sad bare helt lamslået. Men da vi endelig skiftede over til biler, kørte jeg så hurtigt, jeg kunne, og vidste, at jeg ikke behøvede at tænke mere på fængslet. Det føltes som paradis. Havde du det fedt, mens du var på flugt?
Nej – der er ikke noget værre end at blive jagtet. Jeg var så stresset, at jeg stort set aldrig gik udenfor en dør. Hvis jeg talte med præsten, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at han var en forklædt politimand.Du kan måske snart få tilladelse til at forlade fængslet midlertidigt. Tror du dine to flugtforsøg er en hæmsko for dig?
Jeg har længe sagt, at jeg har lagt kriminaliteten på hylden og hellere vil have en familie og være en del af samfundet. Men de nævner altid mine flugtforsøg som en undskyldning for ikke at give mig tilladelse. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at vi flygtede på den sødeste måde, vi kunne – ingen kom til skade, heller ikke piloten. Vi flygtede som ægte gentlemen.