Bag lukkede profiler taler kvinder i hijab åbent om sex, politik og stoffer
Illustration: Ellice Weaver.

FYI.

This story is over 5 years old.

Bag lukkede profiler taler kvinder i hijab åbent om sex, politik og stoffer

Jeg kender mange muslimske kvinder, inklusiv mig selv, som gør deres konto privat og skriver ‘kun for kvinder’ i bioen. Her poster de billeder af dem uden hijab og diskuterer penisstørrelser.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Jeg gik i sjette klasse, da jeg første gang oprettede en profil på et socialt medie, som krævede et profilbillede. Mine venner – en flok somaliske piger, som jeg gik i moske med – hjalp mig med at tage en selfie med et Sony snapshot-kamera, som jeg lagde ud på MySpace. Jeg anede ikke, hvordan man beskar billeder dengang, så jeg udsmykkede det ved hjælp af Blingee og Microsoft Paint.

Annoncering

Hele processen var nervepirrende. Jeg måtte egentlig ikke bruge MySpace, og jeg måtte slet ikke lægge billeder af mig selv ud på nettet, for min dybt religiøse mor var bange for, at nogle bekendte skulle falde over min profil og se ned på vores familie af den grund.

Efter skole læste mine venner og jeg altid lektier sammen, og når vores forældre ikke holdt øje med os, tjekkede vi vores MySpace-profiler. Vi gik intenst op i udvælgelsen af profilbilleder, for ligegyldig, hvor konservative de var, skulle vi stå skoleret for vores forældre, hvis vores hemmelighed blev afsløret. Derfor valgte vi altid kun at poste billeder, hvor vi var iført vores hijaber.

Da jeg migrerede fra MySpace til Facebook sammen med alle mine venner, var jeg ekstra forsigtig. Jeg udvalgte kun en håndfuld venner, som jeg tilføjede, og overfor min familie lod jeg, som om jeg slet ikke havde en konto. Når mine venner og jeg hviskede om Facebook, mens vores forældre eller tanter var til stede, oversatte vi navnene direkte til somali – waji (face), buug (book) – så de ikke bemærkede noget. Vi brugte heller ikke vores rigtige navne på siden, og det var derfor først, da vi langt om længe begyndte at dele billeder af os selv, at vi vidste, hvem der var hvem. Udenfor min vennegruppe var der ingen, der måtte vide besked.

I 2015 lavede Meredith Haggerty en af de første historier om fænomenet, der beskriver min tidlige brug af sociale medier. Hun kaldte det for alt-accounts. I sin radiohistorie beskriver hun alt-accounts på Twitter, som ”private konti, hvor brugere udvælger deres følgere nøje, hvor brugere føler, de kan tale frit og åbent.” Det er dybest set en form for privat socialt medie, der kører sideløbende med den offentlige profil, man har. Alt-accounts bruges til at beskytte og opretholde personlig frihed og privatliv i et hyper-offentlig og digital verden.

Annoncering

Men på det tidspunkt havde alt-accounts allerede været en realitet i lang tid for unge, muslimske piger som mig. Jeg havde mange venner, tanter og kusiner, som gik med hijab og lavede private Instagram-profiler, hvor de skrev ”KUN FOR KVINDER” i bioen og lagde billeder ud med håret nede. Det er en praksis, der minder mig om de fester og forsamlinger, jeg gik til som ung, der var forbeholdt kvinder. Her tog vi ofte vores hijaber af. Bryllupsreceptioner er normalt kønsadskilt. Vi ankom altid iført hijab og abaya-kjoler. Som aften skred frem, smed vi lagene af tøj og vores hæmninger med dem. Og så dansede vi uden at behøve at bekymre os om mænds lystne blikke.

Som sort, muslimsk kvinde har man en oplevelse af, at ens krop er bebyrdet med politiske holdninger, når man bevæger sig i offentligheden – vi er både hyperseksualiserede, fordi vi er sorte, og afseksualiserede i kraft af vores muslimske identitet. Men i de private rum – både online og i virkelighedens verden – kan vi leve frit. Her kan vi ikke alene viser vores kroppe frem, men også vores personligheder.

Da jeg var ung, var der flere emner, som var upassende for unge kvinder, og som jeg derfor ikke måtte bringe op i samtale. Under ramadanen for eksempel, når en kvinde menstruerer, behøver hun ikke holde fasten, og selv om det er almindeligt kendt, så var det aldrig noget, jeg talte om foran mine brødre eller min far. Og selv om jeg talte åbent om mit kærlighedsliv med mine venner, så var det aldrig noget, mine forældre vidste noget om.

Annoncering

I et mandefrit og forældrefrit rum online kan muslimske kvinder diskutere deres inderste tanker og følelser blandt venner. Man kan tale frit om sex, penisstørrelser, sexstillinger, vibratorer og prævention. Der er ingen af de emner, der er forkerte i forhold til Islam, men det ses ned på at tale om det i offentligheden, og det er generelt noget muslimske kvinder opfordres til at lade være med. Det er ikke et religiøst tabu, men et kulturelt tabu og et tegn på en generationskløft – det er et tabu, som man kun kan blive fri af i det private rum, som findes i krogene af de sociale medier. Ude af syne, ude af sind.

Da jeg var 15, havde jeg mere eller mindre mistet interessen for Facebook. Jeg begyndte at bruge Twitter, Tumblr og Instagram, og indimellem lavede jeg hemmelige konti, når jeg havde behov for at få afløb for politiske frustrationer eller, hvis jeg ville tale om sex og stoffer. Det havde jeg ikke lyst til, at resten af verden skulle få del i, fordi jeg var bange for, at mine forældre skulle vende mig ryggen. I deres øjne ville jeg ikke længere være den perfekte lille muslimske pige.

Men på samme tid havde jeg behov for at få afløb for frustrationerne. Jeg skrev lange posts på Tumblr om dem, jeg var forelsket i, mine lærere, skænderier med venner og dårlige oplevelser med stoffer. Tumblr føltes anonymt. Der var ingen, som brugte rigtige navne, og kun mine venner kendte til mit brugernavn. Det var nærmest en grundpille i min erfaring som teenager at skrive semianonymt, som om internettet var min dagbog.

I dag forstår jeg bedre, hvad der her behov for privatliv handlede om, nemlig identitet. Den måde, jeg præsenterer mig selv på online, giver folk et glimt af, hvem jeg er, og hvordan mit liv ser ud – heriblandt også indbildske fremmede, der ser mig som repræsentant for alle sorte, muslimske kvinder. Jeg prøver så vidt muligt at være bevidst om ikke at præsentere mig selv i forhold til andres forventninger i virkeligheden, men jeg er også klar over, at jeg ikke kan styre, hvordan folk opfatter mig som sort kvinde online. Vores allermest uskyldige diskussioner og småskænderier munder tit ud i overskrifter, der fremstiller os som vrede og forargede.

Men det ansigt, jeg viser på internettet, er også det ansigt, som mange af mine slægtninge følger og kender. Gennem de sidste tyve år er somaliere udvandret til andre dele af verden på grund af en voldsom borgerkrig, og derfor tilbringer vi meget tid online for at holde kontakt med slægtninge og venner. Hvis vi havde bedre kontakt med hinanden i virkeligheden, ville vi måske kunne tillade os at være et mere kompleks og folkefærd med vores egne fejl.

Jeg indså i en ung alder, at min identitet gjorde mig både usynlig og hypersynlig – jeg blev aldrig rigtig set, men på den anden side stak jeg altid ud, fordi mit ansigt ikke lignede alle andres. I dag har jeg ikke en alternativ Instagram-konto, men når jeg har brug for afløb, åbner jeg en gang imellem en privat Twitter-konto. Med noget så banalt som en lukket konto, kan jeg selv bestemme, hvordan jeg vil læses af andre – og på den måde finde et øjebliks fred og ro.