FYI.

This story is over 5 years old.

Film

Skuespilleren fra ‘Hereditary’ tror, han har fået PTSD af at filme årets mest skræmmende gyser

"Den blev hængende hos mig, efter vi var færdige med at filme. Når jeg snakkede om filmen, begyndte jeg at få flashbacks til virkelig uhyggelige scener, og det hele kom væltende ind over mig."
Billede til venstre via Instagram-konto @natandalex. Billede til højre via Elevation Pictures. 

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Takket være en hyggelig lille gyserfilm ved navn Hereditary lider skuespilleren Alex Wolff af PTSD – det tror han i hvert fald, han gør. For det første fortæller han, at der er en eller flere scener, han ikke kan huske at have filmet (hukommelsestab). For det andet indrømmer han at have haft nogle ret fucked up flashbacks fra optagelserne. For det tredje siger han det ligeud.

Annoncering

"Det er svært at forklare på en velformuleret måde, det er bare en følelse," siger han. "Jeg tror ikke, man kan gennemgå den slags uden at ende med en form for PTSD bagefter."

Hvis vi nu ser bort fra de officielle kriterier for, hvordan man får diagnosen, så burde den slags ikke ske af at filme eller se en gyser. Man burde højest få en prikkende følelse ned gennem rygsøjlen. Måske kan du huske det lille skrig du kom med, da du fik et chok undervejs. Men hvis følelserne bliver hængende længe efter? Det er en helt anden form for frygt – en frygt, der rammer på en meget rå, virkelig og ikke særlig filmisk måde.

Selv om den har fået enormt meget opmærksomhed og skulle være lige så skræmmende som Exorcisten, så er det ikke noget, man kan regne ud, hvis man bare hører handlingen i Ari Asters Hereditary. Umiddelbart er det bare en historie om en dysfunktionel familie, som tydeligvis er dårlige til at kommunikere med hinanden. Et dødsfald indtræffer, der sker nogle underlige ting, og så bliver seeren ellers taget med på en mærkelig og forstyrrende rejse. Rollerne er præget af en tung sorg, som hurtigt føles utrolig virkelig – så virkelig, at man begynder at føle, at det simpelthen er for meget.

Jeg har set den, og jeg forlod biografen både forvirret og forstyrret, så i den forstand holder sammenligningen med Exorcisten. Alex Wolf ser lidt boyband-agtig ud og har også lidt det image efter at havde været med i film som Jumanji: Welcome To The Jungle og Patriots Day, men Hereditary skiller sig ud som den slags film, hvor man husker Alex Wolffs masochistiske tilbøjeligheder og hans villighed til at gøre nogle seriøst hårde ting for at styrke sin karriere.

Annoncering

Jeg blev nødt til at snakke med ham for at finde ud af, hvorfor helvede han ville gøre det.

VICE: Jeg er næppe den eneste, der har stillet dig det her spørgsmål, men hvad er det, der gør Hereditary så skræmmende? Det er en svær film at beskrive.
Alex Wolff: I rigtig mange gyserfilm bliver der ikke brugt særlig lang tid på at udvikle karaktererne, og i stedet fokuseres der på at give publikum et chok. Men en film som den her bruger tid på at udvikle personerne, og i den forstand fungerer den mere som et familiedrama end en gyserfilm. Hvis du fjernede alle gyserelementerne fra den, ville den stadig være en rørende hyldest til familiekonflikter og alle de ting, der ligger under overfladen: Skyld, foragt og alle de ting, der bliver overdrevet. De følelser, en familie oplever, når alting falder fra hinanden, er en virkelighed, der sniger sig ind under huden på folk, og som i virkeligheden er langt mere forstyrrende end en mand med maske på, der render rundt og slår folk ihjel.

Toni Collette er fantastisk som den sørgende mor, og du gør det virkelig godt i den overgang fra typisk teenager til skræmt, lille dreng. Hvad var det, du så i karakteren Peter, som gjorde den interessant for dig?
Det var en god beskrivelse af hans udvikling. Han er nemlig en besværlig knægt, som forvandler sig til en bange, lille dreng. Det er lige præcis derfor, jeg synes, han var interessant. Når teenagere i gyserfilm og i stort set alt andet skal håndtere sorg, har de en tendens til at kigge mod Gud i stedet for at håndtere det som et menneske. Alle forventer, at en teenager ringer til politiet eller sin mor, hvis der sker noget frygteligt. Men i virkeligheden bliver den slags sorg alt for meget, og vi kan ikke håndtere det. Unge mennesker, især mænd, holder det hele inde, til der opstår en stor knude i maven, og det får ikke lov til at komme op til overfladen. Det er modigt, at Ari Aster har så stor tiltro til publikum, at han holder det hele råt og autentisk, for han risikerer, at publikum ikke har empati overfor karakteren, men han vil vise, hvad Peter undetrykker. Jeg havde aldrig set den slags reaktioner på film før, kun hos almindelige mennesker.

Annoncering

Det er et tungt mørke, som jeg forestiller mig, at du som skuespiller skal dykke ned i. Det er en meget anderledes form for mørke end de typiske gysere, et mere menneskeligt mørke. Ligesom nogle af de samtaler du og din mor har i filmen. Hvordan forstod du det mørke?
Jeg prøvede bare at leve mig ind i øjeblikket. Jeg brugte meget tid på at sikre mig, at jeg var et sårbart sted, mens vi filmede. Så da vi skulle lave den berygtede middagsscene, og jeg skulle skændes med Toni Collette, havde jeg allerede zonet ind på stemningen og var klar. Det føltes på en meget naturligt.

Jeg læste et interview om den effekt, Hereditary har haft på dig. Kan du uddybe det lidt?
Ja, klart. Den blev hængende hos mig, efter vi var færdige med at filme. Når jeg snakkede om filmen, begyndte jeg at få flashbacks til virkelig uhyggelige scener, og det hele kom væltende ind over mig. Det holdt mig vågen om natten, og jeg endte i en form for følelsesmæssig masochisme, hvor jeg forsøgte at dyrke hver eneste negativ impuls inde i mig. Det er det modsatte af, hvad man har lyst til. Det er svært at beskrive på en velformuleret måde, det er bare en følelse. Jeg tror ikke, man kan gennemgå den slags uden at ende med en eller anden form for PTSD.

Når du siger det, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, om det er hårdt at se Hereditary for dig?
Det er helt sikkert underligt. Da jeg så den første gang, tænkte jeg, hvor er det vildt, jeg kan slet ikke huske, at vi har filmet den scene (griner). Det er ikke engang for sjov, der var flere gange, hvor jeg seriøst ikke fattede, hvad der foregik. Jeg kan slet ikke huske det hele, og det er altså mærkeligt, at det kan lade sig gøre.

Annoncering

Jeg vil gerne snakke om scenen i klasseværelset, som er noget af det mere chokerende i traileren. Fortæl mig, hvordan du gjorde, hvordan du mentalt forberedte dig på at være stiv som en pind, banke hovedet ned i bordet og se så bange ud.
Jeg kan huske, jeg snakkede med Ari om det og ville have ham til at give mig et rigtigt bord. Jeg sagde til ham, at jeg virkelig gerne ville gøre det med et ægte bord, og han sagde: "Jeg er glad for, at du er så dedikeret, men jeg er ret sikker på, at jeg rent juridisk ikke må, for så kan du sagsøge mig." Så vi valgte et skumbord. Jeg havde ligesom vænnet mig til tanken om at skulle banke hovedet ned i et skumbord, men da jeg kom næste dag, så jeg, at der godt nok var et lag skum, men også et meget, meget hårdt bord nedenunder. Så ja, det gjorde meget ondt. Det er en ret speciel følelse at banke hovedet ned i noget, der er så hårdt.

Der er en scene i filmen Ordinary People, hvor en af karaktererne spørger: Hvordan føles det? Altså at være deprimeret og have den her overvældende sorg, og den anden karakter siger, at det er ligesom et sort hul. Man bliver suget ind i det, og til sidst er man selv blevet til det sorte hul. Jeg har altid syntes, at det var en interessant måde at formulere det på, så det har jeg forsøgt at bruge mentalt – at blive til et sort hul. Man bliver ét med følelserne, så jeg var ikke rigtig bange for at gøre det, fordi jeg allerede følte alle følelserne i øjeblikket. Jeg var til stede og kontrollerede al mørket på en underlig måde.

Der er virkelig nogle traumatiske øjeblikke i den her film for dig. Hvorfor har du valgt at tage imod sådan nogle mørke roller som Peter eller som bombemanden i Patriot’s Day ?
Jeg hader mig selv lidt, og det er nok derfor. Jeg vil gerne straffe mig selv og gøre det så svært som muligt for mig selv. Ej, jeg synes bare, de var virkelig gode og lækre roller. Det var hårdt på en helt anderledes måde sammenlignet med min rolle i Patriot’s Day. Den film handlede rigtig meget om en ung mand, som spillede smart og var usikker på sig selv. Han var i virkeligheden bare en bange lille dreng, men han havde en hel facade, hvor han fremstod som en rigtig rå fyr. Det unikke ved Hereditary var, at jeg var meget, meget isoleret på en måde, som jeg aldrig har oplevet før. Jeg følte bogstaveligt talt, at jeg var i en ødemark. Jeg var midt i Park City i Utah, og der var ingen andre end mig og en receptionist på hotellet, som mindede mig om ham fra Ondskabens Øjne. Det var virkelig uhyggeligt.

Nu er det slut, og du er blevet en del af den nye bølge af fremtrædende gys lige fra Get Out til The Witch. Hvordan er det?
Det er så spændende, mand. Jeg talte med en anden om det, hvordan forskellige genrer udvikler sig, når noget er vildt populært. I starten af 00'erne fyrede Judd Apatow alle de her komediefilm af, og i den periode blev komedier virkelig taget seriøst, og der kom mange anmelderroste, fantastiske og helt utrolige komedier ud. Indenfor musikbranchen er det rap, der besidder den samme fremtrædende plads i offentlighedens øjne med sådan noget som Kendrick Lamars Damn. og Kanyes nye album. Der sker noget lignende med gyserfilm, hvor gyserne bliver løftet op til et nyt niveau. Jeg er så lykkelig for at være med i en gyserfilm på et tidspunkt, hvor det er populært, og folk genfortolker en genre, der tidligere blev set lidt ned på.

Har du en yndlingsgyser, du vil dele med os?
Rosemary's Baby, uden tvivl. Jeg elsker gysere. Jeg har set alle gyserfilm, der nogensinde er lavet, men Rosemary's Baby er fuldstændig perfekt. Begyndelsen og slutningen på den film er simpelthen perfekte, hysterisk morsomme og dystre, og den har meget af den samme stemning som Hereditary. Den er simpelthen perfekt.