natteliv

Mintpastiller og mindreværdskomplekser: Min outsider-aften på Københavns nye ‘oase for de unge og smukke’

"Dorsia" er navnet på Københavns nye natklub, hvor sådan en som mig normalt aldrig ville sætte mine ben – men fordi jeg er nem at overtale, sagde jeg ja til en invitation.

af Kristian Ejlebæk Nielsen
11 maj 2018, 1:29pm

Alle billeder af Hedda Rysstad

På vej mod Indre By gruer jeg lidt for, hvad der skal ske.

Jeg er som den eneste journalist i landet blevet inviteret med på den nye fancy natklub ’Dorsia’ startet af festkongen Patrick Peitzsch. Trods sin alder på 28 har han allerede nået at åbne og lukke adskillige klubber, blandt andet Jupiter, LALA og Panama. Han har været god til at tiltrække sig opmærksomhed, for eksempel ved at snappe en "hed" aften med Nikita Klæstrup eller helt åbenlyst snakke om hvor mange stoffer, der var på hans klub.

Dorsia er opkaldt efter en eksklusiv restaurant i bogen (og filmen) American Psycho, som det er umuligt at få bord på, og det er en ret præcis indikation på, hvad der normalt afholder mig fra at komme de her steder. Jeg hader falsk uopnåelighed. Jeg hader at stå i kø. Jeg hader at betale 40 kroner for et shot tequila. Og jeg hader overdrevet selviscenesættelse.

Alligevel kunne jeg ikke stå for invitationen til Patrick Peitzschs nye flagskib, så nu sidder jeg på en japansk restaurant over klubben sammen med Patrick og omkring 30 gæster, hvoraf langt de fleste er smukke kvinder. Omkring bordet blinker blitzen fra iPhones som et stroboskop, og duckfaces bliver delt med de hungrende masser. Jeg føler mig gammel og underdressed.

Alle pigerne er højere end mig. En af dem har hvide, knæhøje lakstøvler. Der er et eller andet uhyggeligt ved piger på 1,80, som samtidig går i stejle stiletter. Det er ligesom en struds. Man ved aldrig, hvornår den pludselig finder på at komme med et dødsensfarligt spark.

Modeltyperne sender mig skeptiske blikke. De tænker nok: Hvorfor er han her? Det tænker jeg også selv.

Efter en håndfuld pindemadder og tre cocktails (som vi selv skulle betale for), er vi klar til at indtage de hellige haller. Her bliver vi mødt af et svævende, digitalt ansigt, der ligner et cover til en Björk-plade, som gentager ”Welcome – please leave your jacket” igen og igen med robotstemme. Jeg føler med de stakkels garderobepiger, som skal høre på det hele natten.

Vi går først ned af en trappe, og så en til, og synker længere ned i dybet, hvor vi bliver mødt af den dumpe lyd af bas, som folder sig ud til party-pop med obligatoriske house-elementer. Mørke vægge og rødlige nuancer går igen overalt. En rød neon-figur på væggen, små rislamper med rødligt skær, lyserøde blomster. De kvindelige bartendere er iført rødlige, asiatiske silkekjoler. Der er også rød laser og LED på dansegulvet, og pludselig vader en dame i rød kjole forbi med så store silikonebryster, at de ligner noget fra en 90’er-pornofilm.

”Det skal ikke være for posh,” siger Patrick om indretningen. ”Men vi forsøger at holde det stilet.”

Dj’en spiller Santana med lidt umf nedenunder, og mens jeg snakker med Patrick om visionerne for klubben (stedet skal være en “oase” for dem, som føler sig for gamle til at feste med gymnasieelever og for unge til at tage på Sunday), kommer en pige helt op i hovedet på mig med intense øjne og forsøger at danse med mig. Hendes ordforråd består mest af ”wuuuu!” og hun er frustreret over, at jeg ikke er mere oppe at køre. Jeg tror, hendes drink er stærkere end min, eller også bruger hun snydekoder.

Jeg kigger hen på fotografen, som også føler sig lidt angrebet. Hun sidder i en af de lækre båse, som omkranser dansegulvet på to sider, hvor en fyr med svømmende øjne læner sig ind over hende og forsøger at snige en arm om hendes skulder. Mens hun møver sig ud med et tak-men-nej-tak-smil fortæller han snøvlende, at der er masser af coke over det hele.

Jeg gætter på, at en stor del af coken befinder sig oppe i hans næse.

I journalistikkens hellige navn beslutter jeg mig for at undersøge, om manden har ret i, at det flyder med drugs, men selvom nogle af gæsterne gør store øjne, får jeg samme svar: ”Her er meget af det, men jeg gør ikke den slags.”

Jeg bliver inviteret om bag baren, hvor der er et VIP-område med store flasker Grey Goose, tranebærsaft og Red Bull. De fleste af folkene er den slags mennesker, som lever op til klichéen om at have solbriller på indenfor, fordi solen skinner så ulideligt skarpt på dem, uanset hvor de er. Patrick laver en drink til mig, og jeg husker at snappe udsigten over skulderen på dj’en.

Gæsterne på klubben er yngre end mig, men ikke meget. Det er ikke gymnasie-crowd, og det bliver bevist, da Eve-klassikeren ”Let me blow ya mind” fra 2001 brager ud af højtalerne og får dansegulvet til at koge over.

Midt i det hele kommer en mand klædt i motorcykelhjelm og lyskæder ind på dansegulvet med den største selvfølgelighed, og så bliver luften tyk af smartphones, som indfanger den tossede happening.

Min outsider-følelse forsvinder i takt med, at jeg er ved at blive stiv. Jeg deler en Red Bull med en knægt fra Zobel-familien (fik jeg at vide af tre forskellige mennesker) og dumper ned i en sofa med et smil. Vi er uendelig langt fra atomaftaler og overenskomstforhandlinger. Det her er carpe diem i overhalingssporet.

Patrick Peitzsch og hans homie Nicklas Stenfeldt, som også er entreprenør.

Bag pulten har Patrick en fest og kaster armen omkring mig, mens han hopper i takt til musikken med sin drink. En af mændene er iført Louis Vuitton-denim fra top til tå, og han går virkelig op i frisk ånde. Det kan være, det er særlig vigtigt, når man har grills – han bliver i hvert fald ved med at poppe Frisk-pastiller, som han stolt viser frem på tungen. Jeg må ikke få en.

Jeg ryger den sidste smøg i min pakke, mens jeg gnubber skuldre med en natklubejer og en mand, der enten er ”entreprenør” eller ”Bandidos” alt efter, hvem man spørger. Alle de vigtige mennesker er kommet nu, for der er helt proppet i VIP.

Cash rules everything around me

Klokken er et eller andet dumt, og stemningen er gået fra euforisk-på-den-fede-måde til euforisk-på-den-blæste-måde, så jeg hopper hjem.

Jeg får en sidste øl i baren, hvor en tjener klædt i stribet skjorte og seler serverer med et stivnet smil. Jeg gør status over, hvad aftenen har lært mig:

- Rihanna er en alsidig kunstner, som snildt kan udgøre halvdelen af et dj-set.

- Dyr vodka smager på samme måde som billig vodka.

- Modeller kan ikke lide at få taget billeder, medmindre de får penge for det.

- Folk er ikke lige så gavmilde med deres stoffer, som de har været.

- Den nye trend er åbenbart piger, der går i habitjakker med intet andet end BH indenunder.

Det sidste er det mest bemærkelsesværdige. Der er noget symbolsk ved den aparte påklædning, for det er både for lidt og for meget tøj på én gang, og i den forstand må der opstå en eller anden balance i vores meningsløse verden.

Tvetydigheden i habit-BH-kombinationen er et billede på hele den her aften, det her segment og det her sted. Det er både sexet og frastødende. Det er high class og sygt prol. Det er elitært og omfavnende. Og frem for alt giver det ingen mening, men føles alligevel helt rigtigt.

Da jeg cykler hjem, overvejer jeg, om jeg skal begynde at komme mere på de her natklubber. Jeg har jo haft det skide sjovt. Da jeg vågner næste dag konkluderer jeg, at tequila til 40 kroner giver præcis lige så grumme tømmermænd som billige bajere, og jeg skyder tanken ud af hovedet igen.