Annoncering
Butikskunder

Mit job som butiksassistent lærte mig at hade menneskeheden

”En kvinde rev forhænget i prøverummet til side og stod bare og så til, mens hendes unge brækkede sig udover det hele. Så tog hun en af trøjerne, hun havde prøvet, tørrede barnets ansigt og rakte den til mig.”

af Juli Katt
31 oktober 2018, 7:00am

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

”Undskyld mig,” sagde jeg. ”Der er kun én person tilladt i prøverummet af gangen”. Teenagepigen gloede på mig med foragt i blikket, mens hendes kæreste blev rødglødende i ansigtet af raseri. Så svarede hun: ”Er du bare jaloux, fordi jeg har en kæreste.”

Få timer efter kom en kunde med en kjole og forlangte at få at vide, om vi havde den i en anden størrelse. Jeg måtte desværre skuffe hende, hvorefter hun uden at sige et ord smed den på gulvet, drejede om på hælen og gik. Jeg bad hende om at hænge den tilbage på plads. ”Det var dér, jeg fandt den,” svarede hun.

Senere samme dag var der en fyr, som råbte af mig, fordi jeg havde fjernet posen, han havde glemt på øverste etage. Jeg prøvede at forklare ham, at nogen kunne have stjålet den, men han skreg og hylede bare om, at han ikke ville høre noget fra en ”butikspige.”

Den slags dage, var der alt for mange af, da jeg over fire år arbejdede i detailhandlen. Jeg solgte tøj, men der er ikke den store forskel på, om man sælger kluns, kaffe, kondomer, broccoli eller støvsugere – det er det samme cirkus. Jeg hadede det som pesten og sagde op til sidst.

For nylig mødtes jeg med to tidligere kolleger, der nu hader menneskeheden lige så meget, som jeg gør, og vi besluttede os for at dele historier fra detailhandlens skyttegrave. Anna og Miriam er stadig butiksassistenter, så jeg har ændret deres navne, så de ikke bliver fyret. Og jeg hedder i øvrigt heller ikke Juli – jeg skulle skrive under på en tavshedserklæring, da jeg i sin tid tog arbejdet i de frygtelige lorteforretninger, jeg arbejdede i.

Eine Jeans mit einem blutigen Tampon in einer Tasche hängt neben einem Mantel den Fliegen umschwirren

Den beskidte

Juli: Engang var der en kvinde, som skubbede alt ned fra hylder og stande med sin barnevogn. Jeg fulgte efter hende ind til prøverummene. Jeg sorterede tøj, mens jeg ventede på, at hun skulle komme ud. Pludselig rev hun forhænget i prøverummet til side og stod bare og så til, mens hendes unge brækkede sig udover det hele. Så tog hun en af trøjerne, hun havde prøvet, tørrede barnets ansigt og rakte den til mig.

Miriam: Prøverummet er det mest frastødende sted på jorden, fordi folk ved, at ingen ser dem. Der var engang en kvinde, som havde efterladt en stak tøj på gulvet derinde. Mens jeg stod og foldede det, kunne jeg mærke noget blødt i lommen på et par jeans. Det var så en blodig tampon.

Anna: Jeg fandt engang et ispapbæger, der var så klistret, at jeg ikke ville røre ved det. Senere kom jeg forbi prøverummet, hvor bægeret stod igen, og så var det fuld af pis. Det var et meget lille bæger, og da jeg så mig omkring, indså jeg, at der var pis over hele gulvet. Så fandt jeg en klump lort i en jakkelomme.

illustration

Den respektløse

Juli: Jeg havde stået bag kassen i flere timer, og jeg kunne ikke tage en pause, fordi vi manglede folk den dag. Da min afløser endelig dukkede op, lukkede jeg kassen. En ældre kvinde, som stod bagerst i køen, begyndte at råbe af mig, fordi jeg havde lukket ned. Jeg prøvede at forklare, at vi bliver nødt til at overholde vagtplanen og tage pauser, men hun svarede bare ”Du ser ud, som om hele dit liv er en lang pause.”

Anna: Det var tæt på lukketid, og jeg var ved at gøre klar til at lukke. Jeg havde ondt i ryggen og glædede mig til at komme hjem. Der var kun én kunde tilbage i min afdeling – en mor med sit barn. Hun hev så hårdt i en trøje, at hele stakken røg på gulvet. Da barnet gjorde hende opmærksom på det, sagde hun bare, ”Det gør ikke noget. Damen skal alligevel gøre rent.”

Miriam: En kunde ville betale et meget lille beløb med en stor seddel. Jeg spurgte, om hun havde mønter på sig, men hun svarede ikke. Jeg spurgte hende igen, og så skreg hun, ”Nej!", så jeg lagde pengene i kassen. Efter jeg havde fundet hendes byttepenge frem, fiskede hun nogle mønter op af tasken og smed dem på disken foran mig. Jeg ignorerede det bare – min reaktion er altid den samme i sådan nogle situationer: ”Beklager, jeg har allerede lukket kassen.” Så skreg hun igen, ”Lærer de jer ikke matematik i første klasse længere?”


WATCH: I Sent Fakes of Myself to Be on TV Around the World


Den skamløse

Juli: Brandalarmen gik af, så vi skulle rømme forretningen. Nogle af kunderne gik i panik, men ikke to piger, jeg fandt i skotøjsafdelingen. ”Vi skal evakuere bygningen, I skal finde den nærmeste nødudgang,” sagde jeg.

”Lige et øjeblik, vi er snart færdige.”
”Det er ikke en øvelse. I skal ud med det samme!”
”Kan vi ikke lige betale for de her sko?”
”Hvad er det ved ’ud med det samme’, I ikke forstår?”
”Sorry, men du mumler.”

Miriam: En kvinde ville bytte en jakke, som hun havde brændt et hul i. Hun blev vred, da jeg meget høfligt påpegede, at jakken ikke sælges med et hul i. Hun råbte, at jeg bare skulle give hende pengene igen. Jeg holdt på mit, men hun ville ikke gå, så jeg tilkaldte min overordnede i håb om, at han kunne sætte hende på plads. Han kom op til kassen, kiggede på jakken og besluttede, at hun skulle have pengene igen. Han tvang mig også til at undskylde, fordi jeg havde været ”uhøflig.” Kvinden så på mig med et stort smil i hele masken og sagde, ”Kom så med den undskyldning.”

Anna: En højgravid kvinde prøvede noget i et hjørne af forretningen. Jeg holdt øje med hende for at finde ud af, om hun bare havde tænkt sig at lade tingene ligge der. Så så jeg, at hun havde noget under trøjen. Det var så hendes mand, der stod og ragede på hende. De stod i børneafdelingen.

Ein Kind weint, eine Hand holt zur Backpfeife aus

Den aggressive

Juli: Jeg hadede, at jeg skulle spørge kunderne, om de ville købe en pose, men det skulle jeg. Mange sagde bare helt automatisk nej, men andre sendte mig et forarget blik, når jeg skubbede varerne henover disken til dem uden en pose. En fyr blev supervred og spurgte, hvor jeg havde tænkt mig, han skulle opbevare sine varer? Jeg gentog prisen for en pose, hvilket virkelig pissede ham af. Så kastede han nogle mønter efter mig og skreg, ”Giv mig så en forpulet pose!” Han gik for vidt, så jeg blev nødt til at smide ham ud.

Anna: Et lille barn gik bare rundt og hylede i forretningen. Hans mor havde efterladt ham der. Efter en ti minutters tid kom hun tilbage og gav ham en lussing. Jeg ringede til kontoret og spurgte, om jeg skulle tilkalde politiet. Hun havde desværre hørt mig, så hun stak af.

Miriam: En kunde efterlod et prøverum i totalt kaos. Jeg må have følt mig meget modig den dag, for jeg besluttede mig for at bede hende om at hænge tingene på plads igen. Hun blev pissesur og sagde, at jeg kun bad hende om det, fordi hun var sort. Jeg svarede, at hendes hudfarve var irrelevant, men der havde hun allerede smidt en sweater i hovedet på mig. Inden jeg kunne nå at gøre noget, havde hun kastet alt i prøverummet efter mig og var stukket af.