Ny Musik

"Kom væk, khoya": Verdens mest ægte telefon-interview med den 18-årige rap-mastodont ZK

Ishøj-rapperen har lige udgivet et track, der hedder "Desert Eagle". Og nu er han gået med til at tale i telefon med os.
PR-foto

Kender du ZK? Han er en 18-årig Ishøj-rapper. Vi lavede et interview med ham for nogle måneder siden, fordi vi havde været til en koncert med ham, hvor han virkede helt fascinerende selvsikker, efter han havde udgivet fire singler, der alle sammen var blevet sindssygt populære online.

Dengang kunne vi kun få lov til at interviewe ham over mail, og siden da er ZKs stjerne fortsat med at vokse, både gennem en lang række klubkoncerter landet over og hans seneste single, ”Drama”, der har Sivas med som feature.

Annoncering

Og i dag udgiver rapkometen så sin nye single, den håndvåben-poetisk betitlede ”Desert Eagle”. Hans vanlige staccato-agtige rap og sang ligger over et beat, der er drevet frem af et nærmest 90’er-eurodance-Haddaway-agtigt klaver.

Som bangeren "Zum Zum" og det nye track understreger, har ZK et usædvanligt godt øre for sange, der sætter sig fast i dit hoved, selv om du ikke nødvendigvis forstår, hvad han siger. Vi ville gerne høre, hvordan det er at være et af Danmarks mest populære raptalenter, og fordi han gav os lov den her gang, ringede vi ZK op til en kort snak.

Tjek "Desert Eagle" ud herunder, og scroll videre for at læse, hvad en glad ZK – flankeret af sin manager, Erkan – havde at sige, da vi ringede dem op.

Noisey: Hej ZK, tak fordi vi måtte ringe.
ZK: Selvfølgelig!

Jeg kan forstå, at "Desert Eagle" blev lavet på en tur til Spanien. Kan du fortælle lidt om, hvordan den blev lavet?
Sad bare ude ved poolen, og vi havde taget udstyr med til at optage, så vi kunne lave fire-fem sange klar. Og der kom jeg bare til at tænke, tænke, tænke. Den handler om at komme væk, og det er også derfor, der bliver sagt ”kom væk, Khoya” i omkvædet. Khoya betyder bror. Desert Eaglen skal forestille at være gaden. Vi vil gerne ud, men det er svært at komme væk derfra.

Hvad vil du gerne have, at folk tænker over, når de hører den?
Det er lidt sørgeligt, men bare at komme væk, for det har vi alle sammen brug for. Jeg har ikke set meget af verden, men da jeg kom til Spanien, tænkte jeg, at der er meget mere at se end gaden. Vi vil aldrig glemme, hvor vi kommer fra, men man skal stadig lidt væk en gang imellem.

Annoncering

Klart. Hvordan er dit liv ellers for tiden?
Jeg er glad for mit liv. Jeg har det godt og håber, det fortsætter sådan her. Men når jeg har gode tider, kommer jeg altid i tanke om de tider, hvor vi ikke havde noget.

PR-foto

Siden vi skrev sammen sidst, er det gået rigtig godt for din musik. Hvornår fandt du ud af, at du var blevet så stor?
Da jeg fik opmærksomheden ude fra gaden, fra de små, de ældre, deres damer. Dem alle sammen.

Hvordan har det været at være ude og spille koncerter over hele landet?
De er helt oppe at køre, når jeg kommer forbi dem. De synger med på alle sangene, det virker som om de godt kan lide mig, og jeg kan også godt lide dem.

Lyden på ”Desert Eagle” har noget af det velkendte ZK i sig, men der sker også nogle nye ting – hvordan ville du selv beskrive den?
Lyden er takket være mit hold. De hjælper mig hele vejen. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige.

Klaveret har nærmest en eurodancet vibe.
Det er et fedt klaver, hva’ Lasse?! Helt crazy, hva’! Jeg nynnede faktisk bare beatet til PakiNextDoor (ZKs producer, red.), og så lavede vi det.

Optur. Hvordan er jeres arbejdsgang normalt i studiet? Og er det en fest eller rent arbejde?
Når vi er i studiet, kommer der bare noget lige meget hvad. Fuld arbejde, der er ikke noget fest, ikke noget druk, måske en joint, men det skal være koncentration. Efter ”Solskin” holdt jeg op med at skrive tekster, men begyndte bare at freestyle. Når jeg går i studiet er det meget let for mig: der skal bare beat til, så prøver vi, indtil der kommer gode bars. Når der kommer fire til otte gode bars, bruger vi dem til så til et vers eller hooket og bygger sangen op omkring det.

Sindssygt. Sidste spørgsmål: Hvis du kunne vælge en hvilken som helst kunstner at arbejde sammen med, hvem ville det så være?
Hvis de var stadig var der: 2Pac og Biggie.

Forståeligt. Tak for snakken, ZK.