Annoncering
Restaurant Confessionals

Sådan overlever man et barslagsmål

"De brugte alt, hvad de kunne få fingrene i. Jeg så en fyr blive ramt af et bord, og han fløj bare op igen og slog ham den anden ned."

af Anonym; som fortalt til Kamila Rymajdo
20 juli 2017, 10:42am

Billede via Flickr-brugeren Simon Webster.

Denne artikel er oprindeligt publiceret af MUNCHIES UK

Velkommen tilbage til Restaurant Confessionals, hvor vi hører fra en del af restaurationsbranchen, som sjældent bliver hørt. Den her gang har vi talt med en bartender fra Manchester, der måtte flygte i sikkerhed under en vagt nytårsaften.

Der er visse fordele ved at arbejde på en fancy bar – især de gode drikkepenge. Men ligesom alle andre jobs, der ser nemme ud på overfladen og giver godt, er der skjulte risici, som ingen på forhånd sætter dig ind i. Da jeg stod og lavede cocktails nytårsaften, gik det op for mig, hvor farligt jobbet kan være, da jeg pludselig var fanget i et kæmpe barslagsmål.

Vagterne den aften havde kun været der i en uge, og de vidste ikke noget om, hvilken slags gæster vi havde. Der var selvfølgelig altid narkohandlere og bandemedlemmer, men i dagens anledning var der også andre, som vi ikke vidste, hvem var. Hvad end grunden var, så udbrød der slagsmål, og dørmændene var slet ikke forberedt på det.

LÆS MERE: Sådan afslutter man en slåskamp i et restaurantkøkken

Baren er delt op i to, fordelt på to etager, og oven på sælger vi flasker, så det er dér, de rigeste kunder går op og forsøger at overgå hinanden i, hvem der kan bruge flest penge. Det burde have været en festlig aften, men sådan blev det ikke – man kunne mærke den anspændte stemning. Allerede før klokken slog midnat, havde der været to slagsmål.

Det burde have været en festlig aften, men sådan blev det ikke – man kunne mærke den anspændte stemning.

Dem, der var oppe at slås, blev skilt ad af dørmændene flere gange, men de fik lov til at blive i baren. Jeg sagde til ejeren, at det ikke gav mening, at de fik lov at blive, når de allerede havde startet to slagsmål, men det er et meget afslappet sted, så han var ligeglad. For ham handlede det bare om at skovle så mange penge ind som muligt.

Den helt store slåskamp startede omkring klokken to om natten. Jeg havde lige været ude og holde pause, og da jeg trådte ind, genkendte jeg de to, som havde tæsket hinanden tidligere. Jeg stod sammen med to nye bartendere, som ikke rigtig kunne fornemme den ondsindede stemning i lokalet, så jeg skubbede dem væk derfra, fordi jeg kunne mærke, at det skulle til at gå ned. Det gjorde det også. Mens kampen eskalerede, ventede jeg på, at dørmændene kom, men det gjorde de ikke.

Flere mennesker blandede sig, og smadrede flasker mod væggene, så de kunne stikke hinanden ned. Folk blev hevet ind i båsene og tæsket, og flere kom løbende op ad trapperne. Pigerne løb væk, men de blev også blandet ind i det og fik slag. Til sidst var omkring 40 mennesker involveret i ét stort slagsmål, og os, der var på arbejde, kunne ikke gøre andet end at gemme os. Det spredte sig ud til hele klubben – der var endda folk, der blev hevet ud i køkkenerne. De brugte alt, hvad de kunne få fingrene i. Jeg så en fyr blive ramt af et bord, og han fløj bare op igen og slog ham den anden ned.

LÆS MERE: Danny Trejo fortalte os om tofu-tacos og hvad Machete ville proppe i en tortilla

Det er svært at tro på, men vagterne forlod klubben – de skred bare. Til sidst var der åbenbart nogen, der fik fat i politiet, og ejeren låste alle dørene, så folk hverken kunne komme ind eller ud. Det var en heksekedel i omkring 20 minutter til en halv time – alle mod alle. Jeg havde ikke lyst til blande mig eller hjælpe nogen. Jeg ville ikke sætte mit liv på spil for nogen, jeg ikke kender.

Det var et mirakel, at ingen kom rigtigt til skade. Et par af ejerne blev slået med flasker, men værre var det ikke, og det er for sindssygt, når man tænker på, at stole og borde blev kastet rundt. Til sidst kom politiet og fyrede tåregas af udenfor, men det så jeg ikke. Bagefter var hele klubben et blodbad.

Folk blev hevet ind i båsene og tæsket, og flere kom løbende op ad trapperne. Pigerne løb væk, men de blev også blandet ind i det og fik slag.

Politiet fortalte bagefter, at de ikke havde fået en eneste anmeldelse. Jeg var ikke overrasket, for hvis det er banderelateret, er folk bange for at stå frem. Men det overraskede mig alligevel, at mennesker, som ikke havde noget at gøre med bander, også blev involveret. Det var hele klubben, der sloges. Måske ville de bare hjælpe, men de fik lige så mange tæsk.

Politiet bad os komme med en anmeldelse, men det gad vi ikke. Økonomisk var det et hårdt slag mod klubben. De næste måneder gik vi fra at lave 500.000 kroner pr. aften til at være heldige, hvis det blev til 100.000. Den eneste grund til, at klubben stadig kører, er at de har andre forretninger, hvorfra de kan kanalisere penge. Hvis det var en hvilken som helst anden bar i byen, ville den være lukket for længst.

Dagen efter slagsmålet vågnede jeg og kunne mærke, at jeg bare skulle væk derfra. Jeg tændte min computer, bookede det første fly til Amsterdam og var på svampe de næste to dage. Jeg tror, at jeg havde behov for at fordøje, hvad der var sket. Men da jeg kom tilbage, tog jeg direkte på arbejde. Der var heller ingen andre, der sagde op. Vi bliver der, fordi vi kan tjene 4000 kroner på en aften, så vi behøver kun arbejde to dage om ugen. Den frihed, som sådan et job giver, er risikoen værd.