Broadly

Julie Mendel ved, det er noget lort at være ensom, men det er okay at være det alligevel

Forfatteren Julie Mendel tegner med sin debut, "Relikvie", et billede af en ensomhed, som i disse år rammer især ungdommen. Hun var selv ensom, og bogen var et forsøg på at gå imod på den følelse, der lammede hende.

af Andreas Thorsen; billeder af Michella Bredahl
27 december 2017, 9:26am

Der er et sted i Julie Mendels bog, hvor hun virker mere opgivende end ellers. Det er det sted, der kommer her:

“Ingen fortæller mig, at jeg ikke kommer til at gå rundt og være så smadret for altid,” skriver hun. “Ingen siger, hallo Julie, ik noget at være så bange for.”

Julie Mendel er bange, i hvert fald nogle gange, men ikke for alt, kun for noget. Bange for at miste, bange for at dø. Bange for at være ensom, men alligevel meget opmærksom på, at hun er det. Har været det. Hendes debut, Relikvie, er hendes forsøg på at være noget andet, hun kalder den et værn mod ensomheden, et forsøg på at se sproget som en frelse. “Så langt som sproget nu kan være det,” siger hun om det. Et andet sted i bogen står der sådan her:

“Jeg tør stadig ikke tænke på, hvad jeg skal foretage mig, når det bliver weekend. Jeg tør ikke læse nogen bøger, jeg tør ikke se nogen film, når jeg er alene på værelset om aftenen, jeg er bange for, at det vil få mig til at tænke på døden, at jeg vil mærke suset ved et øjeblik at begribe, hvad intet er.”

Og:

“Ja, ja! Jeg ved godt, at der er en fremtid. Men hvad nytter det. Hvad skal jeg med det? Når det er nu, jeg ligger i sengen og næsten har ligget der en hel dag. Der er stadig dagen, og jeg hader dagen!”

Dette jeg er et ensomt jeg. Fremtiden er andet end lys.

Julie Mendel er 27 år og har mørkt hår og mørke øjne. Hun sidder ved et træbord med benene oppe under sig, det virker, som om hun har det bedst sådan. Hun er ret spinkel. Når hun taler, kigger hun mere til siden end på den, hun taler med, hendes hoved drejer sådan fra side til side og så tilbage. Den, hun taler med, er mig. Sådan er det jo. Udenfor er det vinter.

“Jeg har aldrig tænkt bogen som noget, der skulle skrive mig ud af ensomheden,” siger hun så.

“At skrive den handlede om at gribe ud efter skriften. At skrive blev en handling, som kunne igangsætte et håb.”

Håbet, forstår jeg, lå i det at skrive om sig selv og det, der er noget lort, altså i at sætte ord på problemet, ansigt på monstret. For Julie Mendel var ensomheden det monster, at skrive Relikvie var, selv om hun i processen måske ikke selv var klar over det, at fortælle sig selv og andre, at hun var ensom. At hun var forrykt, som hun kalder det.

“Min bog handler om at omfavne ensomheden. Den forrykthed, der følger med. Den logik, det smadrede menneske lever med,” siger hun.

“Der var et indre behov for at skrive om det svære. Og måske omfavne det at være deprimeret, ensom, nogle gange desperat, nogle gange angst. At omfavne det at vælte alt ned fra et bord. At omfavne de følelser, nogle måske synes er skamfulde.”

Der var en periode i Julie Mendels liv, hvor hun følte sig alene. Flere år, ganske mange år. År, hvor hun ikke havde mange venner, uanset om hun boede i London, hvorfra en del af bogen er skrevet, eller hjemme. Dage, hvor hun, når hun vågnede, ikke vidste, hvad hun skulle stille op med de timer, der lå foran hende.

Det er svært at placere, hvornår det præcist begyndte. Måske allerede da hun flyttede fra sine forældre som nittenårig.

“Jeg tog på højskole, men det blev forbundet med en stor ensomhed, for fællesskabet der er et, som bliver etableret meget hurtigt,” siger hun.

“Jeg husker en pige, som var sindssygt dejlig, og som besluttede sig for at blive venner med mig. Det var så overvældende for mig, det der højskoleliv, hvor man allerede dagen efter står og masserer hinanden. Jeg kunne ikke tage det ind, til stor fortrydelse for mig selv, og det endte med, at vi næsten ikke talte sammen. Der var i mig en tendens til at isolere mig, som jeg også med bogen har forsøgt at kæmpe imod.”

Hvorfor har du den tendens?

“Jeg ved det faktisk ikke. Der er den fare i nogle menneskers liv, at man kan finde en tryghed i at være pessimistisk og tilbagetrukket. Den findes i hvert fald i mit liv. Det er trygt, det kan være nemt at forfalde til. Pessimismen og isolationen blev en hule, jeg kunne kravle ind i. En seng og en sofa kan være en hule. Med bogen prøvede jeg at kæmpe imod det. At stille mig op og skrive noget som værn mod pessimismen og isolationen.”

Men er det ikke en smule paradoksalt, at du havde en hule, hvori du altså følte dig tryg, men at du så forsøgte at skrive dig ud af den?

“Jo, men det var ikke nogen god hule.”

Julie Mendel holder en kort pause. Det gør hun fra tid til anden, de kommer midt i hendes sætninger.

“Jeg ved ikke, om hule er et godt ord. Måske var det mere en fælde.” Så griner hun. “Jeg troede, det var et godt sted, men det var det ikke.”

“Og der er ingen, der gider være veninder med en.” Endnu en pause. “Altså, jeg har inviteret piger på venindedates og sådan noget.”

Er det rigtigt?

“Ja … ja.”

Hvordan gik det?

“Ikke så godt. Altså, ikke så godt. Nej.”

Okay.

“Men. Ja. Jeg tror ikke, der var en specifik grund til, at netop jeg skulle være ensom. Det er jo noget, mange oplever i perioder af deres liv. Noget, de kan opleve, selvom de er omgivet af mange mennesker. Nogle mangler det fællesskab, som er nødvendigt for at kunne bryde det her med at have nogle dage, som er svære at sætte igang,” siger hun så.

Endnu en kort pause.

“Det jo ikke kun mig.”

Relikvie har været et lille skvulp i dansk litteratur, som, bogens størrelse, forknyttede eftertænksomhed og mangel på store armbevægelser taget i betragtning, virker ret passende. Det er en god bog. En fin, enkelt lysende bog. Politikens anmelder gav den fem hjerter og skrev, at debutanten Julie Mendel gerne må skrive mange flere bøger, og i Information stod, at Relikvie er “et slags stille kampskrift, hvor man både får ekstasen i sætninger som “fra nu af vil jeg vælge livet” og den melankolske afmætning “jeg vil bare være på værelset og tro på de mindste ting”.” Når jeg læser Relikvie, læser jeg først og fremmest en tindrende personlig skildring af ensomheden som begreb, følelse og udfordring, men jeg læser den også som en opfordring til, at den ensomme ikke skal føle sig skamfuld. Det kunne den ensomme ellers godt komme til.

For det er skamfuldt ikke at være lykkelig og velfungerende, og det er skamfuldt ikke at have mange, mange venner, med hvilke man kan være lykkelig og velfungerende. Det kan være skamfuldt, at man, fordi man er “menneskeligt smadret”, som Julie Mendel kalder det, ikke kan overskue dagen, et arbejde, en fremdrift, og derigennem bidrage til det omkringliggende samfund, og det kan også være skamfuldt at se, hvordan resten af verden har det langt værre, end man selv har, fordi man så ikke selv kan være bekendt at være ulykkelig. De har det som bekendt altid værre i Bangladesh. Også ulykkelighed kan relativiseres.

Julie Mendel skammer sig ikke.

“Bare fordi man bor i en velfærdsstat, er det jo ikke, fordi følelser som kærlighed og frygt for døden ikke findes. Selvfølgelig gør de det. Jeg tror, det er vigtigt, at man kræver retten til at være ked af det. Nogle gange. At man kræver sin ret til det,” siger hun.

Men kræver man den for at have mulighed for at komme væk fra den, eller kræver man den bare for at have den?

“Jeg tror ikke, man nødvendigvis kun kræver den for at komme væk fra den. Måske skal man ikke altid kæmpe for at blive et bedre, mindre ulykkeligt menneske, måske behøver man ikke altid kæmpe for at blive bedre til at leve i samfundet og være mindre syg, mere produktiv. Der er en tendens til hele tiden at ændre mennesker til det produktive. Hvis de ikke kan ændres, skal man finde ud af, hvor man kan gøre af dem. Hvor skal vi gøre af de gale?”

“Måske skal vi også bare som samfund forsøge at give plads til de følelser, som er uproduktive, eller som er svære at tage med ud i det offentlige rum. For det er mærkeligt og farligt at være ulykkelig i offentligheden.”

“Der har i nogen tid i vores samfund været meget fokus på det personlige, på det, der er ens eget projekt og identitet.”

Således bliver Relikvie virkelig et kampskrift, selv om det, spørger man Julie Mendel, egentlig ikke var meningen.

“Når man skriver sådan en bog, er man ikke, tror jeg, klar over, hvordan den vil virke, eller hvilket politisk potentiale den kan have. Det er, når den bliver læst, den bliver til noget mere,” siger hun.

“Men litteraturen kan jo for eksempel tale fra en udsat position, og det gør den måske. Det glæder mig i så fald.”

Efter Relikvie udkom i august, har Julie Mendel modtaget beskeder fra flere mennesker, blandt andet mænd i halvtredserne og omegn (altså er vi her et stykke fra det, man normaltvist ville anse som Julie Mendels målgruppe), hvilket hun synes har været dejligt. De skriver, at de har kunnet se sig selv i det, hun har skrevet.

“Det tager jeg meget alvorligt,” siger hun.

Gift ved første blik eller Landmand søger kærlighed, det er noget af det mest hjerteskærende fjernsyn, jeg kan se. Mænd i deres livs efterår, som bor alene, og som er ulykkelige over det. Jeg tænker, at nogle af dem, som har skrevet til mig, går med noget af det samme, som jeg har gået med. De har skrevet, at de også føler sig ensomme. Nogle af dem har måske følt sig forstået.”

Dette er netop pointen. Forståelse. Når vi hører, som vi gør, om stigende ensomhed, både blandt unge og ældre, er der meget at gøre, klart, men først og forrest i listen må stå forståelse. Julie Mendel skrev en bog, som satte ord på hendes egen ensomhed, som gjorde, at hun kunne se den, tage bestik af den. Der er en accept i Relikvie, som lyder, at det er i orden at være ude at skide, men først og fremmest er der et forsøg på at forstå, at man er det.

“I de dage, hvor jeg har været ulykkelig over at føle mig alene, har det især været, fordi jeg ikke har kunnet få kontakt med de mennesker, der rent faktisk var omkring mig," siger Julie Mendel.

“Så ville jeg stå i køen på tankstationen og have lyst til at omfavne ekspedienten eller være til yoga og håbe på, at instruktøren kom hen og rettede på mig, fordi så ville hun røre ved mig. Eller støde ind i nogen i en bus. Hvorfor har jeg sådan lyst til at røre ved folk, som jeg ikke kender?” Hun griner. “Jeg ved det ikke. Men det kan være vigtigt at prøve at forstå hvorfor.”

Hvorfor er vi ensomme, tror du?

Først er hun stille.

“Måske kan man glemme, hvor sociale vi mennesker egentlig er og har brug for at være,” siger hun så.

“På en måde har min bog også været tænkt som et modsvar til eksistentialismens fejlslutning om, at vi er alene, og at det er et grundvilkår.”

I Relikvie skriver Julie Mendel: “Jeg læste, at romerne brugte det samme udtryk for “at leve” som for “at være iblandt mennesker”, ligesom deres betegnelse for “at dø” og “at ophøre med at være iblandt mennesker” var den samme. Det er den forbindelse, som jeg tror, det er vigtigt at give videre.”

Nu siger hun: “I virkeligheden er vi sociale individer, som går til uden menneskelig kontakt.”