studerende

Skrækhistorier fra danske kollegiekøkkener

Stedet hvor bakterier, bajere og bacon lever side om side.

af Kristian Ejlebæk Nielsen; illustrationer af Anton Nielsen
11 januar 2018, 9:29am

Illustrationer af Anton Nielsen

Jeg boede på kollegie i fire år, og i den tid delte jeg køkken med tolv skiftende personligheder. Det var en tid med beskidte tallerkentårne, klistret gulv og mugne grøntsager i køleskabet. Og døde dyr.

Det mærkeligste, jeg oplevede, var en dag, hvor jeg stod og ventede på elevatoren. Da metaldøren gik op, kom en fyr til syne og gav mig et chok. Han var smurt ind i hvide fjer og blod. Hans fingre var forfrosne og røde af vinterkulden. Hans øjne vidtåbne. ”Der er en svane, der er blevet kørt over,” fortalte han manisk. ”Jeg er ved at plukke den, men jeg skal lige tænde ovnen. Kom og smag! Det her er en chance, der aldrig kommer igen.”

Jeg fik aldrig smagt svanen, og jeg ærger mig stadig den dag i dag, men jeg er åbenbart ikke den eneste, der har fået unikke kulinariske oplevelser på kollegiet. Her er fire fortællinger fra venner og familie om køkkener, som kun er marginalt mere hygiejniske end toiletterne på KB18.

ROSA, 28, GRØNJORDSKOLLEGIET
Man møder nogle meget interessante mennesker i et kollegiekøkken. Vi havde et par rumænske piger, som lavede sammenkogte retter, der lugtede af alt mulig andet end mad. Vi havde en fyr, som tilberedte pølser i elkogeren, og han spiste ikke engang dem alle sammen, så når man skulle lave te, lå der tit en pølse eller to tilbage. Nogle måneder senere begyndte en lugt af forrådnelse at sprede sig i køkkenet. Den blev gradvist værre til, det nåede et utåleligt niveau, og vi i fællesskab måtte skille alting ad for at finde synderen. Bag et køleskab opdagede vi en pose fersk kylling, som i et halvt år havde ligget og rådnet op ad den varme motor. Jeg aner simpelthen ikke, hvordan den er kommet derom. Men den største oplevelse i kollegiekøkkenet var alligevel dengang, hvor hele gangen samledes omkring et af de enorme vinduer, der umuliggør privatliv. På den anden side af gården sad en helt nøgen fyr på sit værelse og onanerede lige så langsomt.

CHRISTINA, 31, ØRESUNDSKOLLEGIET
Jeg var lige flyttet på fælleskøkken og blev taget godt imod af de andre beboere. Særligt af "spøgelset" som boede i den anden ende af gangen og som tilsyneladende kun kom ud om natten for at spise andres mad. Han lod til at have en forkærlighed for min kogekunst, og min køleskabsplads blev hurtigt hans foretrukne gerningssted.

Min frustration voksede sig større for hver dag, men peakede den aften, hvor jeg for første gang havde inviteret middagsgæster i mit nye kollegiehjem. Da jeg til dessert skulle imponere med en hel liter hjemmelavet is, lå der kun én sølle skefuld tilbage i bøtten. Jeg var rasende og ringede til mine forældre for at klage min nød. Min far overraskede ved, alt for nonchalant, at foreslå, at jeg lavede en ny is, men med min egen afføring som ekstra ingrediens. Løsningen blev dog i stedet et lille køle/fryseskab på mit eget værelse, som i årene efter mest fungerede som fælleskøkkenets minibar, da spøgelset flyttede kort tid efter. Jeg aner stadig ikke, hvordan han så ud.

MORTEN, 30, GRØNJORDSKOLLEGIET
Vores køkken var klamt på den der standard kollegie-agtige måde. Så vi havde selvfølgelig også en madtyv. For det meste var det lidt smør og lidt mælk - ting man kunne undvære - men da jeg fik stjålet min tømmermændscola, blev situationen meget alvorlig. Der var mord i luften. Ved hjælp af udelukkelsesmetoden fandt vi frem til, at det sandsynligvis var vores lyssky nabo, der stjal maden, men vi havde ingen beviser. I løbet af flere år, dør om dør, så vi ham kun en enkelt gang, og ellers var det kun lyden af hardstyle og snøften, der kom ud af hans værelse. Efter den tragiske colahistorie fik jeg nok. Jeg købte flydende afføringsmiddel og en kanyle på apoteket, og injicerede en tunsalat og en Fanta med stoffet. I en uge holdt vi øje, og vi var lige ved at give op, men til sidst forsvandt begge dele fra køkkenet. Eftersom vi aldrig talte med fyren, ved vi ikke, hvilken katatonisk oplevelse den følgende nat har været, men madtyverierne holdt i hvert fald op.

VIBEKE, 58, GADEKOLLEGIET I HERLUF TROLLESGADE
Da jeg gik på musikkonservatoriet i 70'erne, boede jeg på kollegium lige bag Det Kgl. Teater. Her kunne musikere få lov at leje værelser i en gammel herskabslejlighed for 600 kroner om måneden. Vi havde ingen penge og spiste ofte fællesrisengrød, det vil sige, at én rørte i gryden, mens de andre øvede på deres instrumenter, til maden var færdig. Så sad vi sammen på gulvet og spiste. Ellers spiste man mest ostemadder eller ris og bønner og håbede på noget substantielt, når man tog hjem i weekenden.

Når der kun er seks kollegianere om et køkken, betyder sammensætningen af folk en hel del. De fleste af dem, jeg boede sammen med, var rimeligt gode til at holde en vis standard, men der har over årene været enkelte meget verdensfjerne individer. Jeg havde i nogen tid undret mig over, at der på væggen lige bag vores komfur hang nogle tørre pastatråde. Ingen fjernede dem, tværtimod blev der flere og flere, efterhånden som ugerne gik. En dag spurgte jeg en af fyrene, om han vidste, hvad det var. Det gjorde han: "Det er for at se om spaghettien er kogt. En nem metode: Man kaster en orm op på væggen, og bliver den hængende, er spaghettien færdig. Smart, ikke?"

Hvis jeg kunne rejse tilbage i tiden og ændre noget fra dengang, ville jeg helt sikkert ikke tage så mange opvaske, som jeg har gjort gennem tiden. Naivt troede jeg, at jeg kunne gå forrest som et godt eksempel, der inspirerede andre til også at rydde op. Jeg viste det rene køkkenbord til en af drengene og spurgte, om han ikke syntes, det var meget rart, når der var rent. Jeg har aldrig glemt, hvad han svarede: "Jo. Og jeg tror, du bliver en rigtig god husmor!" Jeg skulle have råbt, at jeg fandme ikke skulle være husmor, men musiker."

Tagged:
Munchies
Food
danmark
København
rengøring
kollegie
su-mad