Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey Canada
Der er blevet sagt og skrevet meget om Ja Rule i løbet af den seneste uge i forbindelse med hans rolle i den nu berygtede Fyre Festival. Han er blevet beskyldt for at være medskyldig i bedrageri og generelt bare kaldt en letsindig ”idiot.” Pludselig glemmer vi helt, at det her altså er manden, der velsignede os med klassikere som ”Always On Time,” “Between Me and You,” “Holla Holla” og, åbenbart også en sang med Metallica. Takket være Twitters nåde er en video nu kommet op til overfladen igen, hvor Ja, Metallica og Swizz Beatz beviser, at man kan træffe forfærdelige beslutninger, selv på sin karrieres højdepunkt.
Videos by VICE
Gaven er sendt fra året 2002, hvor ingen var i tvivl om, at fremtidens musik ville bestå af grove rap-rock hybridgenrer, og Swizz og Metallica var overbeviste om, at de havde fundet de vises sten. Det her var også perioden, hvor Metallica i et desperat forsøg på at appellere til de unge stemte deres guitarer ned og droppede at spille soloer, mens de kæmpede med den problemfyldte produktion af deres stadig-kontroversielle St. Anger album. På en eller anden måde blev Swizz involveret i projektet og udvalgte to forskellige riffs fra to forskellige kasserede Metallica-sange til at skabe, hvad han mente ville blive ”den største sang” i Jas karriere. Og du troede, det her årti var en katastrofe for popmusik. Resultatet blev, som den her cirka 10 minutter lange video dokumenterer, en single på Swizz’ 2002-album Swizz Beatz Presents: G.H.E.T.T.O. Stories med titlen ”We Did It Again.” (Set i bakspejlet lyder det lidt som en indrømmelse af skyld).
Ifølge Swizz i fuld And 1-uniform ville sangen blive en universel hymne som han ”kan høre som slagsang til en fodboldkamp, nogen der er ved at vinde og ja!” En uidentificeret mand erklærer sig passioneret enig og tilføjer, ”Ja, ligesom når Lakers spiller. Som i, ja vi gjorde det igen!” Bob Rock nikker stilfærdigt, men der mangler noget til at akkompagnere de højlydte riffs. De har brug for en rapper til helt at forrette dette ægteskab mellem rap og rock, og hvem bedre end DMX til at udfylde den rolle. ”DMX har en større tilstedeværelse i rockverdenen,” siger Metallicas trommeslager Lars Ulrich, men i et skæbnesvangert øjeblik indskyder guitaristen Kirk Hammett, at han godt kan lide lyden af Jas stemme. Det kunne være gået begge veje. Swizz tilbyder endda at prøve begge rappere af. Men ak, skæbnen traf sin beslutning, en beslutning som – i bund og grund – indkapsler produktionen af al stor kunst: ”Men Ja er populær lige nu, mand.”
Man må trods alt give Swizz, at idéen ikke var totalt hjernedød. Hovedriffet minder lidt om ”California Love”, og i studieoptagelserne siger han, at det kunne ”spilles til en fest.” Men det er i udførelsen, det hele fejler. Det endelige produkt eksemplificerer på morsomste vis Metallicas værste tendenser i den periode: Lars Ulrichs ultraforsigtige anslag på trommerne, James Hetfields barsk fyr-agtige brølen, hvormed han leverer latterlige linjer som ”NEVAH MOAH YOUR WHIPPING BOY”(… seriøst?), og Kirk Hammetts overdrevne brug af wah-pedaler. Takket være wah-wah-effekterne lyder hver eneste guitar på nummeret, inklusiv rytmesekvenserne, som Anders And. Selv stakkels Bob Rock ligner en, der undrer sig over, hvad det er, han har rodet sig ud i, og at alle de penge, Metallica tjener, umuligt kan godtgøre at skulle lægge ører til Ja, der uden skyggen af melodi skriger ” YEEEAAAAHHHHHH WE DIIIIID IT” i timevis.
Prøv lige at se, hvor mange mennesker der er i det studie. Og alligevel er der ikke en eneste af dem, der er åndsnærværende nok til at påpege, at det her måske ikke er så godt, som alle går og tror, at strukturen måske er for disharmonisk, at det hverken er groove-orienteret nok til raplytterne eller skarpt og iørefaldende nok til rockpublikummet. Måske er den ufattelige støj, der kommer fra Jas slæng, mens de sidder og spiller kort og terninger i baggrunden, faktisk er en indirekte protest. Ikke desto mindre er den, der kommer tættest på at sige ”stop det her, stop det lige nu” selve lydstudiet, da det på et tidspunkt i løbet af indspilningen udløser en syndflod af støj på grund af en teknisk fejl. Studiet forsøgte sandsynligvis at skåne os, men mens Ja Rule skriger, ”Ja Rule, Swizz, Metallica! It’s history in the making,” er det desværre for sent. Over et årti senere skulle han komme med et lignende udbrud under en meget omtalt festivalkatastrofe, hvor adskillige bahamanske arbejdere blev udnyttet som gratis arbejdskraft.
Heller ikke Metallica tog ved lære af fiaskoen og fortsatte med at indgå umage partnerskaber, da de slog pjalterne sammen med Lou Reed på albummet Lulu i 2011, som skulle vise sig at blive hans sidste. Alle fik et billigt grin, men det var et noget besynderligt afsluttende værk fra den legendariske sangskriver. Vi bliver ved med at gentage de her fejl, fordi vi glemmer vores fortid. Måske kan historien om ”We Did It Again”, en fortælling om farerne ved fælles rygklapperi, hybris og (måske?) stofmisbrug, fungere som skrækeksempel for fremtidige generationer, og hjælpe dem med at råde bod på fortidens synder. Eller ikke.
