Jeg behandler folk, der mener, de har været bortført af rumvæsener

Artiklen er oprindeligt udgivet af VICE Frankrig

Nicolas Dumont kunne ikke være mere afslappet om emnet, mens vi sidder og snakker om rumvæsner. ”Det er hverken en hallucinatorisk eller en spirituel oplevelse,” siger den kliniske psykolog. ”Oplevelsen efterlader offeret med fysiske aftryk og utrolige kræfter, som evnen til at hele eller clairvoyance.”

Dumonts patienter mener, de er blevet bortført af rumvæsner – visse påstår endda at have været udsat for det adskillige gange. Deres forklaringer er så detaljerede, fortæller Dumont, at han er temmelig overbevist om, at noget er sket.

Dumont er ikke den første psykolog, der har specialiseret sig inden for feltet. John Edward Mack, som er tidligere psykiater og professor ved Harvard University, tilegnede en stor del af sin karriere fænomenet og fulgte næsten 200 personer, som påstod, at de var blevet bortført af rumvæsener. I 2003 forklarede han nærmere i et interview: ”Når man taler med en psykotisk person, som fortæller dig noget, der lyder som et psykotisk anfald, tror man ikke på, at det er sket. Men i de her tilfælde er det noget helt andet. De stiller spørgsmålstegn ved deres egne oplevelser. De beskriver en hændelse, der er virkelig og intens – noget, som deres kroppe udsættes for.”

For nylig talte jeg med nogle af Dumonts patienter om deres oplevelser. Men nu har jeg rakt ud til psykologen, og spurgt ham om, hvordan han vurderer, om en person er blevet bortført eller ej, og hvorfor han mener, at flere behandlere skal være åbne over for det paranormale.

VICE: Hej, Nicholas. Hvor mange patienter har du behandlet, som har været bortført af rumvæsener?
Nicolas Dumont: For det første, så er det jo ikke, fordi de alle sammen tropper op og siger: “Jeg er blevet bortført af rumvæsener,” men mange af dem mener, at det er det, der er sket. På fire år har jeg set 100 patienter – alle franskmænd – der udviser tegn på at have været bortført. Jeg ser fortsat fem af dem regelmæssigt, flere år efter de oprindeligt opsøgte mig. En af dem, Sonia, har haft de her oplevelser, siden hun var helt lille.

Hvad gør du, når en patient dukker op og fortæller, at vedkommende er blevet bortført?
Jeg starter med to ting. Det første er diagnosen. Jeg bliver nødt til at forstå, hvem det er, jeg taler med. En person er et destillat af en specifik personlighed og en specifik kultur. Deres kulturelle kontekst og verdensanskuelse er helt grundlæggende ting, som jeg skal forstå. Så begynder udforskningsfasen med patienten. Målet er at finde ud af, hvad patientens mål er. Nogle vil bare vide, hvad der er sket, andre vil have det til at holde op, og så er der selvfølgelig mange, som vil have bekræftelse på, at de er blevet bortført. Mange vil gerne prøve hypnose, men det virker ikke altid.

Hvilke tegn søger du efter, hvis du skal overbevise dig selv om, at en patient har været bortført?
Patienter beskriver ofte oplevelser med at vågne op midt om natten i en tilstand af lammelse. De er omgivet af væsner, som ikke er mennesker – de kan både være derhjemme eller et fremmed sted, som for eksempel et rumskib. Sommetider er det begge dele. Andre oplever, at de vågner op derhjemme og finder ud af, at de har sovet i 48 timer. Det kalder vi ’manglende tid’ – det er meget udbredt. Det mest berømte tilfælde er sagen med Betty og Barney Hill fra 1966.

Derfra plejer tilfældene at ligne hinanden. De samme elementer er der altid. De er nærmest universelle. Mine patienter fortæller, at der er et bord, nogle særlige væsner og telepatisk kontakt forekommer. Når patienterne nævner de her ting for mig med det samme, giver det mig et godt praj om, hvorvidt de har oplevet en bortførelse eller ej. Patienter påstår også tit, at de har fået nye kræfter. Nogle har haft oplevelser med at forlade deres kroppe, mens andre får helende egenskaber. De fleste er fysisk mærkede af oplevelsen.

Du taler om ”væsner”. Er der flere forskellige typer rumvæsner, som prøver at kontakte os?
Efter flere års research og interviews, så er jeg overbevist om det. Der lader til at være reptilagtige rumvæsner, som til tider terroriserer folk og til tider er kærlige. Så er der de lyse, menneskelignende væsner, som er meget høje og venlige; dem har patienterne det oftest fint med. Der er også de små, grå mænd, som er meget nærgående og helt uden sans for empati. De er den værste slags, fordi deres kyniske behandling kan være traumatiserende. Andre patienter fortæller om oplevelser med insektagtige væsner, som de ser som overlegne – det er dem, der bestemmer.

Hvilke karaktertræk kendertegner den typiske patient?
I størstedelen af tilfældene møder jeg mennesker, som har været udsat for overgreb i barndommen og har lidt omsorgssvigt. Det vil skeptikerne selvfølgelig mene ligger til grund for de oplevelser, de påstår, de har haft. Men i virkeligheden har de to ting ikke noget med hinanden at gøre.

Hvorfor ikke?
Jeg er fast overbevist om, at folk, der er blevet misbrugt, allerede har haft kontakt med en vis ”andethed”. Deres tidligere oplevelser har givet dem et chok af ontologisk karakter. Det kan sammenlignes med at træde ud i dagslyset, hvis man har siddet længe i et mørkt rum. Når man har været udsat for misbrug som barn, er man desværre mere åben overfor den her form for frygtindgydende kontakt.

Hvordan påvirker det dem efterfølgende?
Det interessante er det bånd, der skabes mellem den bortførte og bortførerne. De kan mærke det, inden det kommer. Det er en slags indvielse. Man føler sig grundlæggende forandret efter sådan en oplevelse. Man tager ikke længere udgangspunkt i selvet, men en mystisk kraft inde i sig selv, noget der er større end en selv. Man bryder så at sige med sin individualitet og opnår en bredere form for bevidsthed. Det er en hjertets opvågnen.

Jeg forestiller mig, at det er et ret ualmindeligt felt at specialisere sig i.
Der er mennesker, som overlever utrolige hændelser, som ud-af-kroppen-oplevelser. Sådan er det bare. Det samme gælder folk, som er blevet bortført. Jeg er ikke bange for mit omdømme. Jeg vil bare forstå og hjælpe mennesker. Andre psykologer er bange for at tale om det med deres kolleger, men det er jeg ikke, fordi min tilgang er videnskabelig. Jeg møder selvfølgelig en del skepsis – men jeg møder også en masse åbensindede mennesker. Jeg vil bare starte en samtale. Dem, der ikke vil høre tale om det, har bare aldrig set bevismaterialet.

Hvad med dig selv? Har du nogensinde haft en oplevelse med rumvæsener?
Jeg så en UFO, da jeg var yngre. Men jeg fortrængte det. Det gik først op for mig for tre år siden. Mine søskende praktiserede spiritisme, da vi var yngre – glas, der bevæger sig henover bordpladen og den slags. Det er en helt utrolig fornemmelse at være i kontakt med et usynligt fænomen.

Er det dér din interesse for bortførelser kommer fra?
Jeg læste klassisk psykologi på universitetet. Men selv dengang var jeg meget interesseret i alt, hvad der ligger udenfor den normale referenceramme. Da jeg læste om folk, som havde haft nærdødsoplevelser, og jeg indså, hvordan det havde ændret deres liv helt grundlæggende, spurgte jeg mig selv, ”Hvad er pointen med at være terapi i årevis, hvis en enkelt oplevelse kan ændre det hele?” Siden da har jeg aldrig afvist folks oplevelser. Jeg opsøgte INRES (Institute for Research on Extraordinary Experiences), hvor jeg mødte forfatteren Stéphane Alix [som har skrevet Aliens: An Investigation]. Det er takket være ham, at jeg begyndte at arbejde intensivt med bortførelser. Jeg tror, man skal igennem alle de her skridt for at nå til et sted, hvor man forstår, hvad folk har oplevet.

Hvad gør du, hvis du er sikker på, at en patient ikke er blevet bortført?
Det afhænger af tilfældet. Hvis vi har med en lystløgner at gøre, så er vedkommende ikke åben overfor at analysere eller stille spørgsmålstegn ved hændelsen. Jeg så engang en patient, som allerede havde overbevist UFOloger – han nød den opmærksomhed, han fik ud af det. Det er meget kendetegnende for lystløgneren. Der er også andre, som efter vores session indser, at der ikke er tale om en bortførelse. Men jeg siger aldrig lige ud, at en patient ikke har været udsat for det. Jeg kalder aldrig nogen for løgner. Det er en diskussion, og det er mit job at guide patienten på rette vej.

Tror du på, at rumvæsener har besøgt vores planet?
Det er mit arbejde at berolige mine patienter, når de har været igennem oplevelser, som kan ødelægge deres liv.