Jeg besøgte New Orleans' berømte og hedonistiske homobar

Det er tidligt tirsdag formiddag, og jeg sidder på en høj, småvaklende barstol, mens jeg betragter et mystisk spiritus shot, bartenderen har placeret foran mig. “Hvad er det?” spørger jeg.

Herren, der sidder til venstre for mig, var allerede i baren, da jeg ankom klokken 10.30. Han henvender sig til mig og siger gravalvorligt: “Det er jacuzzivand og rom.” Han griner højlydt og løfter skålende sit eget tequila shot i vejret.

Videos by VICE

Manden joker selvfølgelig. Jeg er på The Country Club – New Orleans’ berømte homobar med egen restaurant og pool – og jeg forsøger at hamle op med folk, der tydeligvis er bedre til at drikke i dagslys end jeg.

Det vil sige, det var en homobar. Nu om dage er det et “sted for alle” – en vending jeg hører mere end en gang i løbet af mit besøg.

Stedet har til huse i et gammelt italiensk-inspireret palæ, der ligger i det stille område Bywater, som gennemgår en større byfornyelsesproces. The Country Club blev grundlagt i 1977, og det henvendte sig udelukkende til New Orleans’ livlige homoscene. Stedet har skiftet hænder flere gange siden da, og hen over årene voksede det, så det nu breder sig over to naboejendomme.

The Country Club var altid kendt for pool-områdets meget liberale beklædningspolitik, hvor de badende gæster selv måtte bestemme, om de vil bade med eller uden tøj på. Selv i en frisindet by som New Orleans var dette lidt af en udsøgt eksklusivitet, og nøgenbadning var så populært, at stedets klientel udviklede sig til også at omfatte heteroer. I sommeren 2014 nåede stedets hype astronomiske højder, da Beyoncé og Jay-Z tog et smut forbi for at dyppe sig i poolen – dog uden at smide tøjet.

Men det var begyndelsen til enden for The Country Clubs gyldne nøgenæra. Samme sommer anmeldte en ung kvinde ved navn Maria Treme, at hun var blevet bedøvet og voldtaget under et besøg på The Country Club. Efter politiets knap så grundige efterforskning, og en bizar og langtrukken smædekampagne rettet mod Treme, valgte stedet at sætte en endegyldig stopper for nøgenbadningen i november 2014.

Mere end et år efter at de sidste stykker tøj blev smidt ved kanten af poolen, besluttede jeg mig for at besøge The Country Club for at finde ud af, om stedets hedonistiske karakter var forsvundet.

Det, der mødte mig, var i hvert fald ikke en mørklagt fetish fangekælder med sexgynger i loftet og automater fyldt med glidecreme i hvert et hjørne. I dag kan man ikke engang opstøve en flaske poppers på The Country Club, men stedet er fuld af venlige bartendere, der er fast besluttede på at drikke mig stiv før frokost.

Da jeg ankommer, serverer barchefen James Weeser en cocktail, som han kalder en “mini-Pimm’s” – den adskiller sig fra en traditionel Pimm’s Cup ved, at man erstatter agurkeskiver med et skvæt vodka. “Jeg tror ikke på svage drinks,” siger han med et glimt i øjet. “Der findes en del af dem derude, og jeg er ikke fan.” James er personligt mest til en Rose Kennedy.

Som så mange andre faldt James for stedet, første gang han besøgte det. “I slutningen af 90’erne arbejdede jeg som massør, og en af mine bedste venner plejede at komme her. Og han sagde: ‘Du er nødt til at besøge det her sted’. Det gjorde jeg, og jeg var forelsket fra det øjeblik, jeg trådte ind ad døren første gang.”

Da jeg har fået et par drinks, opfordrer Weeser mig til at gå ud til poolen og hoppe i. Vejret er perfekt – skyfrit og 24°C – men jeg har ikke taget badetøj med. “Dine underbukser er helt fine!” siger han, inden han peger på en anden af stedets besøgende, der befinder sig udenfor. “Ham dér har kun underbukser på, og han er super cool.”

Da jeg forsøger at dreje vores samtale over på stedets tidligere badetøjspolitik, bliver jeg mødt af Weesers effektfulde tøven. “Det var lidt af et slag,” siger han. “Det var helt unikt, det vi havde her. Jeg ved dog ikke, om det tiltrak flere mennesker, end det vi tilbyder nu. Vores frisindede tilgang til badetøj kunne ikke bære vores enorme popularitet. Vi blev simpelthen for mainstream, og jeg hader at bruge ordet ‘mainstream’, da vi uden tvivl holder fast i en sjovere attitude og atmosfære. Men vores klientel blev for bredt, og det kan de fleste mennesker ikke håndtere. Sådan er virkeligheden bare.”

Mens han mikser drinks med barens imponerende udvalg af krydret vodka, tilføjer han: “Da jeg startede med at arbejde her, kunne jeg ikke lade være med at tænke: ‘Hvor længe kan dette forsætte? Helt seriøst, hvor længe kan vi slippe af sted med det her?’”

Mens The Country Club havde ry for at være byens eneste bar, hvor beklædning ikke var strengt påbudt, fortæller Weeser, at der før i tiden var et par andre steder i byen, hvor nøgne mennesker var velkomne: The Club Bathhouse, der nu er lukket, og et bed-and-breakfast, der hedder The Dive Inn – et sted der droppede sin egen nøgenpolitik, da det skiftede ejer. “Men leder man længe nok,” siger Weeser, “så kan man stadig finde et par steder her i byen, hvor mænd kan være mænd, hvis du forstår”.

Kristen Bradley, der har arbejdet på The Country Club siden 2010, er enig. “For ti år siden havde dette ry for at være et sted, hvor homoseksulle mænd kunne mødes. Og nu er det meget åbenlyst, at vi bliver besøgt af alt og alle.”

Jeg spørger Bradley, om The Country Club oplevede et fald i omsætningen, efter man ændrede sin badetøjspolitik. “Der var lige et kort øjeblik, hvor vi oplevede et fald i omsætningen. [Vores badetøjspolitik] var karakteristisk for New Orleans,” siger hun. “Men det var ikke fordi, vores hovedindtægt kom fra poolen. Nu, selvom det er tidligt på sæsonen, kan jeg allerede med sikkerhed sige, at denne sommer bliver en af de bedre, vi har haft.”

Og kunderne strømmer da også ind. Men jeg lægger mærke til, at mange af dem synes at være heteroseksuelle par. Jeg tænker på, om ikke der går noget helt særligt tabt, når disse barer – der førhen var de eneste steder homoseksuelle kunne mødes for at drikke uden at skulle frygte at blive udsat for diskrimination eller vold – bliver “allemandseje”.

“Tidligere var vi nødt til at have vores egne tilflugtssteder, og på den måde mener jeg, at verden har ændret sig til det bedre,” lyder det optimistisk fra Bradley. “Det er ikke ligeså nødvendigt at have steder, hvor man kan gå hen uden at blive dømt af fremmede. Og det, tror jeg, er blevet mere almindeligt de fleste steder.”

Hun bemærker dog, at der var en periode i New Orleans – og også da hun boede i Baton Rouge – hvor hun følte sig utryg på grund af sin seksualitet.

“Jeg er helt sikker på, at der er nogen, der har det sådan,” siger Bradley. “Det her sted er mit, og jeg synes bedst om, at jeg er en del af majoriteten her.” Hun tilføjer, at selvom hun ikke føler en særlig trang til homobarer på den måde, så sørger byens homomiljø for, at sådanne steder stadig eksisterer. Et af de steder er GrrlSpot, den månedlige pop-up bar for lesbiske. “Hvorimod de homoseksuelle mænd her i byen stadig har deres barer, så har de lesbiske ikke nogen. Vi har arrangementer. Det er for eksempel månedlige fester eller sådan noget. Og for mig er det nok.”

Bradley viser mig rundt i omklædningsrummet, saunaen, og ved poolområdet, hvor der ligger endnu en bar og et saltvands boblebad. På denne smukke og varme hverdag anslår hun, at der vil komme mellem 40 og 60 gæster for at benytte sig af poolen. I sommerweekender er tallet endnu højere. “Man er nødt til at huske på, at mange af byens indbyggere arbejder i servicebranchen. De har derfor et mere overbærende skema.”

Det forklarer det betragtelige antal gæster, der allerede er begyndt at drikke.

“Jeg kom her, da jeg var 17 år gammel,” fortæller Paul Gruer, en lokal lysdesigner, der nu er i starten af 50’erne.

Weeser afbryder: “Og når han siger, at han …”

“Nej, nej, nej! Min mor plejede at sige: ‘Du skal aldrig træde i noget, der ligner en petriskål.’ Så det var helt udelukket, at jeg skulle en tur i jacuzzien,” griner Gruer. “Jeg kom her sammen med mine venner, og en af dem kunne for eksempel være i fuld gang med at blive taget bagfra henover en af barstolene, når jeg spurgte, ‘Bliver vi her? For hvis vi gør, så skal jeg have mig endnu en drink.’”

Men det var en anden tid, fortæller Gruer en smule rørstrømsk. “Dengang havde steder en laissez-faire indstilling til sex. Det var før AIDS. Det eneste folk bekymrede sig om var gonorré. Jeg kan huske en, der sagde: ‘Hvis jeg nogensinde får herpes, begår jeg selvmord.’”

Han spiser et stykke grillet kyllingebryst. Selvom han er kommet på The Country Club i årevis, så har han aldrig været til offentlig sex. “Da man selv kunne bestemme, om man ville have tøj på eller ej, kunne man også selv bestemme, om man ville have tøj på eller ej. Det var ikke ensbetydende med, at man var ude efter sex. Man kunne sagtens være nøgen i poolen uden at være på udkig efter et hurtigt knald.”

“Jeg kan godt lide ekstreme mennesker,” tilføjer han. “Man behøver ikke være involveret seksuelt med folk for at nyde deres selskab. Bare fordi en eller anden drag har taget sin pik frem, er det ikke ensbetydende med, at jeg er nødt til at gøre et eller andet med den.”

Selvom Gruer hævder, at han ikke tog del i udskejelserne, så var der mange andre, der gjorde. Senere på dagen taler jeg med Bob Hannaford, det står bag byens årlige swingermesse: Naughty in N’awlins. Hannaford, der har boet i byen i 20 år, fortæller, at han og hans kone har besøgt The Country Club hundredevis af gange, men at de stoppede med at komme der, da stedets nøgenpolitik ændrede sig.

“Jeg synes, det er sørgeligt, at ledelsen ikke tog kampen op for at bevare folks ret til at bade nøgne – det havde ikke noget som helst at gøre med det, kvinden blev udsat for hér,” siger Hannaford. “Pigen fik rohypnoler og blev efterfølgende voldtaget. Det er noget, der sker på barer over hele verden.” Han skyder skylden på byens beværtninger, som han ikke mener, gør nok for at beskytte deres kunder. Flere af hans venner, bemærker Hannaford, er blevet bedøvet andre steder i byen.

Men muligheden for at hænge ud – og for at lave andre ting – med andre nøgne mennesker, var det, der fik Hannaford til at vende tilbage til The Country Club. “Før i tiden var vi medlemmer. Vi elskede det her sted. Vi har været her to gange siden stedets nøgenpolitik ændrede sig, og siden har vi ikke været her. Det var simpelthen hovedårsagen til, at vi kom her.”

Hannaford fortæller mig, at de mest dedikerede nøgensvømmere i stedet har kastet sig over gør-det-selv metoden. “Vi kender mindst tre andre pool-ejere i bydelen Marigny, og nu tager folk bare derhen. Der er masser af mennesker, der kontakter os: ‘Kan vi komme forbi poolen?’ De private swimmingpools bliver kaldt for ‘mini Country Clubs’.”

For at kompensere for manglen på nøgenhed og offentlig sex afholder The Country Club tilbagevendende arrangementer. Der er brunch med drag queens, og weekenderne byder på “Lav din egen Bloody Mary”-bar. (Selv Hannaford hævder, at The Country Club har byens bedste Bloody Mary). Menuen er eklektisk og ambitiøs. Den byder på traditionelle retter fra New Orleans, der har fået et twist: Ande-gumbo med alligator andouille (pølse) og hjemmelavede boudin. Til brunch bliver tingene endnu mere raffinerede, når der serveres hussarde æg, en variation af eggs benedict der har fået tilført en sjat rødvin (og som sandsynligvis er blevet nuppet fra menuen på det franske kvarters spiseinstitution Brennan’s).

Da jeg er på besøg, serverer dessertkokken Catt Rolland en stor portion bread pudding med hvid chokolade og bær i praline sauce. Det er en glorværdig blanding af fylde og varm sukker. Jeg er knap nok i stand til at spise op, mellem cocktails og det mystiske shots, der viser sig at indholde bourbon, fersken og ananas – men hverken jacuzzivand eller rom.

Og det er tydeligvis det, der stadig trækker mange folk til The Country Club: en brandert ved højlys dag, en hurtig samtale og potente mad og drikkevarer.

Og hvis du stadig har lyst til at finde en pool, hvor du kan blive taget bagfra i den lave ende, så skal New Orleans nok også kunne opfylde det ønske på den ene eller den anden måde. Som Hannaford siger: “Folk tager bare andre steder hen, når de vil nøgenbade.”