Jeg blev angrebet af verdens største bjørn, og den var sur

Kristian Jersing er 37 år, tidligere udsendt soldat og arbejder som friluftsvejleder og ekspeditionsleder, der arrangerer vanvittige overlevelsesture til verdens udkanter.

Jeg har stået ansigt til ansigt med verdens største bjørne i vildmarken, været tæt på at dø i de mexicanske bjerge og haft ansvar for folk, der var faldet ned i høje vandfald.

Hvert eneste år kan du komme med mig på rejse til vildmarken. En rejse der måske mere kan beskrives som en vild og vanvittig overlevelsestur til steder, andre ville flygte fra. Jeg drages i stedet af det, og de sidste 5 år har jeg været væk fra Danmark, min kæreste, mine venner eller familie i 40 måneder. Det er mere end 3 år i alt.

Videos by VICE

Rejserne til verdens udkanter koster omkring 20.000 kroner, men tro ikke, det er noget, jeg bliver rig af. Tværtimod. Til gengæld er mit arbejdsliv ét langt eventyr.

Meget paradoksalt lider jeg af hardcore hjemve. Det er helt forfærdeligt. Hver gang, der er en besværlig situation, ville jeg ønske, jeg kunne tage en envejs-billet. Hvorfor tager jeg så afsted til vildmarken, hvor det ikke er muligt? På en underlig måde er det, når planen skrider, når alt bliver uforudsigeligt, når det går lidt galt, at magien opstår.

Jeg er uddannet soldat og har været udsendt i Kosovo to gange. Og når man én gang har oplevet følelsen af at stå mellem himmel og helvede, bliver man afhængig af det.

Man må tilbage. Igen og igen. For at føle sig i live.

Jeg risikerer alt, og når det hele brænder på, blomstrer eventyret. Med risiko for at miste liv og lemmer i Bjørneland.

Det var tæt på sidste år, da vi blev angrebet af en kæmpe bjørnemor. Det skete i Alaska på øen Kodiak, som opdagelsesrejsende valfarter til for at møde den allerstørste brunbjørn i verden, Kodiakbjørnen. De største hanner vejer typisk 650 kilo og er 3 meter stående.

Der lever 3500 bjørne på øen, der er noget større end Sjælland. Jeg havde brugt otte måneder på at arrangere en rejse som ekspeditionsleder med ansvar for tre andre. Vores mål var at komme tæt på bjørnene og betræde stier, ingen andre mennesker havde været på.

På den første af vores ni dages lange rejse blev vi smidt ned i ingenmandsland med fly. Kodiak er barsk terræn. Ufremkommelig, menneskeforladt og vild. Med skrå, grønne bjerge, kæmpe vandfald, stenede plateauer og uendelige kilometer af skov, buske og krat.

Livet i vildmarken kan være det rene zen, hvor man føler sig et med naturen. Men det er også her, jeg presser mig selv. Når der er noget på spil, gror jeg som menneske. Jeg lærer mig selv at kende og lærer dermed at håndtere svære situationer. Derfor elsker jeg det, selvom det kan være dybt frustrerende. Frustrerende, fordi man nogle dage kun kommer to kilometer frem på 15 timer.

Så på dag 5 valgte vi den lette og dumme løsning. Den værste beslutning.

Vi var stressede og bagud på tid. Så vi valgte en rute på flere kilometer op ad en nem bjergskråning og langs en flod. Her undgik vi krat og kom hurtigt frem.

Det var særligt farligt, fordi bjørnene ikke kunne høre os i vandkanten. Bjørne angriber ikke mennesker uden at føle sig truet. Derfor er det af største vigtighed, at man gør sig synlig, samler sig stor i flok, taler højt, slår med klokken og råber op. Så kigger de nysgerrigt, men lader en være.

Men vi var stille som mus og kom endda til at gå spredt, så jeg samlede folk i et buskads af bregner og sagde:

“Drenge, vi har taget nogle dårlige beslutninger.”

I det samme sagde Michael:

“Der går et dyr oppe på den anden skråning.”

Ovre på den anden side så vi en kæmpe bjørn i fuld galop ned ad skråningen og mod det plateau, vi stod på. Den rasende bjørn løb vel 60 kilometer i timen, poterne stampede og den brølede lige mod os gennem buske og krat og kom i fuld fart helt tæt på.

En sortbjørn vejer maksimalt 300 kilo, så den stikker af, hvis man kæmper tilbage med en kæp. En Kodiakbjørn derimod kan med dens enorme vægt let pande en i jorden.

Det var ikke første gang, jeg var blevet angrebet af en bjørn, så jeg måtte tage teten.

“Bjørnespray,” råbte jeg i vildmarken mellem bregnerne. Vi kunne ikke stikke af, så ville vi for alvor vise svaghed. Vi stillede os tæt sammen og tog vores bjørnespray frem, vi havde med hjemmefra i tilfælde af netop det her. Bjørnespray er lidt ala peberspray.

Vi stod og følte en spænding som en gladiator i Colosseum, der venter på, at portene åbner. Bjørnen havde ild i øjnene, da vi så den på 50 meters afstand. Og der sprayede vi som ind i helvede.

Bjørnen løb videre, men få meter fra os må den have mistet både syn- og lugtesansen. Og det må have kløet i hele dens krop. Bjørnen faldt sammen i buskadset, rejste sig hurtigt, men desorienteret og brølede. Forsøgte at trænge sig frem.

I samme øjeblik så vi ungerne. Vi havde afskåret dem. Bjørnemor var fandme rasende, og jeg var sikker på, at den ville tage en af os om lidt.

Vores håb var at vise, at vi var større og stærkere end den. Så vi sprøjtede, piftede med fløjten og råbte med dybe stemmer. Alt imens den gik rundt om os i buskene og overvejede sit næste træk.

Vores træk var nu at gå væk i et rimeligt tempo.

Heldigvis blev bjørnen tilbage. Havde den angrebet os tre minutter før, var en af os blevet taget. Fordi vi ikke stod samlet. Vi dummede os ved ikke at larme. Så var vi aldrig kommet mellem mor og unger.

Beboere på øen spørger, hvorfor vi ikke går med gevær. Vi kunne aldrig finde på at tage våben med. Vi har stor respekt for bjørnen og er på besøg i dens hjem. Tænk, hvis vi havde skudt moren, det havde været helt forfærdeligt, også for ungerne.

Det er kun menneskefejl, som resulterer i bjørneangreb, og derfor skal man tage sine forholdsregler. Det havde vi ikke gjort. Og der er det, jeg tænker på, hvor dum jeg er. At jeg bare gerne vil hjem til min kæreste og vores hus i Gilleleje.

Jeg har tit tænkt på, om det er smart at tage afsted. Jeg har tit tænkt på, at jeg er ved at have opbrugt mit held. Første gang jeg blev angrebet af en bjørn var i 2011. Jeg blev vækket midt om natten i mit telt, da klokkerne på den 30 meter lange snor ud til maden ringede. Jeg lyste ud og så en bjørn, der satte i galop lige mod lygten og dermed mig. Heldigvis drejede den af tre meter fra mig. Så stod den der med poterne og brølede og stamlede med sten. Jeg lærte, at det er en måde for bjørne at markere sig på.

Jeg tænker af og til på Grizzly Man, der endte som tosset og blev slået ihjel af bjørnene. Jeg siger ikke, at jeg er ved at blive tosset, for jeg vil ikke leve blandt bjørnene som ham, og jeg opsøger dem heller ikke direkte.

Men jeg har samme trang til at opleve kongen af naturen.

Selvfølgelig er min mor og far hamrende nervøse, men de stoler på det, jeg laver, og at det er planlagt og gennemtænkt. Min kæreste Karla-Marie var ekstra nervøs på sidste bjørnetur, fordi jeg havde taget hendes bror med. Af og til tager hun med mig.
Engang i Mexico var vi af sted sammen. Hun tog et kunstkursus, mens jeg tog op i Sierra Juárez-bjergene i Oaxaca. Man skal aldrig gøre sådan noget alene, og man skal huske nok vand. Men på den to-dages lange tur hjem, løb jeg tør for vand de sidste tyve minutter. Det lyder ikke slemt, men det var tæt på at blive fatalt. Jeg var totalt dehydreret og kæmpede med ikke at falde i søvn. Så hallucinationer overalt. Jeg satte mig på hug. Havde jeg lavet søvnen vinde, var jeg død. Men jeg gik videre som en zombie, fandt en flod fuld af gift, fugtede mine læber og klarede den, til jeg kom til et hus med en vandhane. Og endelig hen til min kæreste.

Jeg lærer af hver en oplevelse og får mere erfaring. Ofte siger jeg til mig selv, at jeg vil tilbage til Vildmarken. Men ærlig talt er det bjørnen, jeg vil tilbage til.

Ifølge Alaskas myndigheder har Kodiakbjørnen kun dræbt et menneske de sidste 75 år. Men man skal selvfølgelig stadig passe på. Hvert andet år bliver et menneske såret som følge af et bjørneangreb på øen.

Næste år arrangerer Kristian Jersing atter en rejse ud til Kodiaks floder, hvor de største laks svømmer. For der er de største bjørne.