Jeg borede hul i mit eget kranie for at være høj for evigt

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE US

“Dette er historien om hvordan jeg endte med at bore et hul i mit hoved for at være permanent høj.”

Når det kommer til åbningslinjer i en erindringsbog, er der få så dragende som den første sætning i Joe Mellens bog fra 1970, Bore Hole. Den fortæller historien om, hvordan han droppede ud af det forstokkede, gammeldags liv i 1963 for at blive beatnik – hvordan han tog syre i Spanien i de psykedeliske 60’ere, før han tog på jagt efter en mere eftertænksom måde at ændre sit sind varigt på faldt over auto-trepanation – kunsten at bore et hul i sit eget kranie.

Selvom dét i sig selv var nok til at sikre Bore Hole kultstatus, var Mellen også i stand til at fange noget af ånden i 60’ernes oprigtige modkultur, blandt andet i kraft af sin utroligt læseværdige og lette skrivestil. Det forklarer, hvorfor de 500 kopier, han oprindeligt selv trykte, for længst er blevet eftertragtede relikvier fra en svunden tid. Bore Hole er nu blevet genudgivet i en flot udgave af forlaget Strange Attractor, og den er blandt andet blevet dobbelt så lang og bruger tid på at give historien om trepanation et moderne touch samt forklarer, hvorfor det er relevant i det 21. århundrede. Bogen er desuden et overbevisende forsøg på at besvare et fundamentalt spørgsmål om menneskelig natur: Hvorfor er vi så glade for at være berusede?

Joe Mellen er en 76-årig mand, der har holdt sig godt, og hvis du skulle være i tvivl, er han noget skarpere og mere intelligent end størstedelen af de mennesker, jeg møder på daglig basis, lige meget hvor gamle de er, eller hvor meget LSD de har taget. Jeg leder ikke aktivt efter det, men jeg lægger alligevel mærke til en fordybning på størrelse med en fingerspids i panden på ham, efter vi har talt sammen en halv times tid. Han forklarer senere, at det var stedet, hvor han tidligere, og kun med moderat succes, forsøgte at trepanere sig selv med et håndbor. Hans succesfulde trepanation blev udført med et elektrisk bor i 1970, få uger før han skrev sin bog, og sidder i stedet højere oppe på panden, hvor “det tredje øje” og vores chakra har hjemme. Det kan man til gengæld overhovedet ikke se, og han er nødt til at trykke på det med sin finger for, at det bliver synligt for mig.

Forskellen mellem autobiografi og erindringer er, at førstnævnte er historien om nogens liv, hvorimod sidstnævnte udelukkende beskæftiger sig med et bestemt aspekt af hans eller hendes historie. Overordnet set har erindringer tendens til at beskrive en rejse. Og Joes rejse begyndte ikke med hans første joint eller hans første frimærke, men derimod med at han droppede det mondæne liv, hans konforme forældre havde forberedt for ham.

Han har en tydelig, traditionel britisk accent, hvilket ikke overrasker, når man tænker på hans opvækst og uddannelse (han har både gået på Eton og Oxford). Han havde en strålende fremtid i sin fars vekselerfirma ventende på sig. Faktisk var han kun nogle få uger fra sine afsluttende eksamener, da han besluttede sig for at smide det hele ud af vinduet. (Det hjalp uden tvivl, at han lige havde læst Aldous Huxley for første gang og In Search of the Miraculous af PD Ouspensky.)

Men lige så snart han var droppet ud og begyndte at ryge fed, faldt det hele meget hurtigt på plads.

VICE: Var du en del af beatnik-generationen?
Joe Mellen: Ja, det var før syren kom ind i billedet. Men så i midten af 60’erne var der én, der havde hørt om syre. I 1964 hang jeg ud i Torremolinos i Spanien. Der var en lille klike af potrygere, som hørte jazz. Jeg mødte en fyr ved navn Allan Cisco, som var blevet optaget af meskalin gennem Timothy Leary i Acapulco. Han fortalte mig om at trippe på stranden og brydes med en blæksprutte i bølgerne. Han havde to trip tilbage – og det var store portioner, 850 mg hver. Jeg tog en og havde det mest fantastiske trip. Jeg syntes, det var vidunderligt, som himlen på jord.

Joe, Amanda Feilding og Bart Huges

Kan du fortælle mig om da du mødte Bart Huges, hollænderen, der introducerede dig til både LSD og trepanation?
Jeg var på Ibiza i 1965, og alle dernede talte om syre, men der var kun få, der havde taget det. Jeg overhørte et par fyre tale om “fremtiden for syre”. Det viste sig, at en af dem var Bart. Jeg havde hørt om en fyr, som havde boret et hul i sit eget hoved, og jeg tænkte, “nåh, han må være tosset!” Han var på vej tilbage til Amsterdam, hvor han havde lavet noget syre. Han og hans ven var begyndt at syntetisere meskalin, og nu var de gået videre til LSD… og det var virkelig god syre.
Han spurgte, om jeg ville prøve noget, og da jeg tog med hjem i hans lejlighed, havde han en stor, brun papirspose med sukkerknalder og en anden med citroner. Han sagde, jeg skulle dyppe sukkerknalden i citron og tage det sammen. Trippet var helt vidunderligt.

Var det hele pakken? Forvridning af tid og hallucinationer…
Altså, det er det smukke ved det. Hvis man ikke tager sukkeret, vil man helt sikkert hallucinere, så du kan give slip og komme lige så langt ud, du har lyst til, og så tage sukkeret og komme tilbage. Det sjove var, at jeg troede, at jeg hallucinerede, da jeg kom hjem til min lejlighed. Det så ud, som om vandrørene var sprunget, og mit soveværelse var oversvømmet, men jeg troede, jeg trippede. Da jeg vågnede næste dag, var der vand til knæene i værelset, og det var meget virkeligt, så jeg havde slet ikke trippet.
Næste dag tog jeg tilbage for at besøge Bart, og han gav mig en maskinskrevet side, som var et åbent brev til en professor i psykiatri i Amsterdam. Denne forsker havde bedt Bart om at være sin assistent, før han begyndte at tage syre og tale om det offentligt. I det åbne brev beskrev han en proces, han havde opdaget. Grundlæggende fortalte brevet, at syre forsnævrer blodkar. Forskeren havde udført eksperimenter om, hvordan syre kunne bruges til at bremse blødning under fødsler, samt til behandling af vejrtrækningsvanskeligheder og problemer med blodcirkulation, men han havde ikke forstået forbindelsen til LSD og udvidet bevidsthed. Videnskabsmanden var ikke et geni. Han var en god kemiker. Bart var til gengæld et geni. Han havde en meget god hukommelse og huskede alt, han havde lært.

Hvor kommer sukkerknalderne ind i billedet?
Bevidsthed er et produkt af hjernens stofskifte, som er oxideringen af glukose. Glukose er den eneste energikilde i hjernen. Det er den eneste måde, hjernen virker på: Ved at brænde glukose. Efterhånden som oxideringen af glukose tager til, når flere og flere celler til et bevidsthedsstadie. Derved udvides din bevidsthed.
I min lille bog, Bore Hole, er det hovedtanken, at vi mennesker har et problem. Problemet er, at kraniet er forseglet, hvilket sker, når vi er udvokset [mellem vi er 18 og 21]. Inden det er kraniet opdelt i separate plader, og der er en vis fleksibilitet. Tænk på hjernen som en budding: Den kan udvide sig og pulsere, men når først kraniet er helt forseglet omkring den, kan den ikke længere gøre det. Pulseringen undertrykkes, og blodet passerer igennem uden at pulsere. Det er derfor, vi alle sammen gerne vil være berusede. Vi vil tilbage til den ungdommelige tilstand, hvor vi er mere spontane, mere kreative og mere livlige. Det er det, vi mangler. Det er vores fortabte utopia.

Forsiden af ‘Bore Hole’

Det leder os videre til trepanation. Der er historisk og forhistorisk præcedens for at bore hul i hovedet, er der ikke?
Jo. Det er den ældste operation i verden, og det er blevet udført på alle kontinenter. De har fundet trepanerede kranier i Inka-grave i Peru: Fjorten kranier på række, alle med trepanationshuller. Det var sandsynligvis et led i optagelsesceremonien for præsterne. Jeg vil mene, at den mest oplagte grund til at gøre det, er for at behandle mennesker med sår i hovedet. I krig kunne en kriger være ramt af en økse og have et hul i hovedet, som kunne føre til, at knoglesplinter pressede mod hjernen. Derfor var man nødt til at fjerne knoglestykket. Men i dag bliver trepanation stadig brugt i Kenya. Gusii- og Kuria-stammerne gør det med meget primitive instrumenter. Det er en meget simpel procedure. I kirurgien blev det udført af en sygeplejerske og ikke en kirurg.

Jeg er ikke synderlig sart, men jeg synes visse dele af bogen er svære at læse. Forstår du den væmmelse eller ubehag, emnet kan vække i folk?
Ja, selvfølgelig forstår jeg det. Det er meget forståeligt. Da jeg hørte om det første gang, tænkte jeg, det her er latterligt! Og tanken om, at nogen ville gøre det mod sig selv, var absurd. Men man vænner sig til alle tanker med tiden, ik’?

Fortæl mig om dit første forsøg.
Jeg boede i London, og det var 1967. På det tidspunkt var jeg helt flad, og jeg kunne slet ikke skaffe et elektrisk bor, så jeg købte et håndbor fra en butik, der solgte værktøj til operationer. Det er lidt som en proptrækker, men med en række tænder i bunden. Det har et punkt midt på, der laver et mærke i kraniet, og så drejer man, indtil tænderne skærer gennem knoglen. Det er lidt smallere i bunden end i toppen, så det trækker det runde stykke kranie med ud når, man er nået igennem og trækker boret ud igen. Det var svært. Det var ligesom at forsøge at trække en vin op fra indersiden. Værktøjet var sløvt, og jeg kunne ikke få fat i mit eget kranie. Jeg trippede på syre. Jeg tænkte, at det var den eneste måde, jeg kunne nå igennem det på, men det virkede ikke…

Jeg må sige, at den del af bogen er svær at læse… og det faktum, at du havde yderligere to forsøg. Trepanation er ikke for hvem som helst, er det vel?
Det synes jeg, det burde være. Den mest basale grund er, at mennesker har brug for mere blod til hjernen. Og det er ikke et godt trip, det handler bare om at genoprette ungdommens livskraft. Den livskraft, man mister, når man bliver voksen. Men det kunne klares med en indsprøjtning ved fødslen. Man kunne give en indsprøjtning i cellerne omkring det bløde punkt i hovedbunden, så det aldrig lukker sig. Det ville være ganske simpelt.

Hvornår forsøgte du for anden gang?
Måske et år senere, og jeg brugte samme metode med et håndbor. Jeg fik fjernet lidt af kraniet, men jeg var usikker på, om det var gået helt igennem, fordi jeg havde gjort det lidt skævt. Først troede jeg, at boret var nået helt igennem, fordi der var en slubrende lyd, da jeg tog det ud, og noget, der lød som bobler. Jeg tror, jeg kom lidt igennem, men jeg tror ikke, det var nok.

Kan du fortælle om dit tredje forsøg, som var succesfuldt?
Ja. Det var i 1970. Jeg gav mig selv lokalbedøvelse i huden, musklen og membranen over kraniet. Jeg endte med at have noget, der lignede et dueæg, en lille svulst. Jeg skar hul i den med en skalpel. Lokalbedøvelsen indeholder en del adrenalin, som indsnævrer blodkar og dermed minimerer blødning. Jeg var ikke høj denne gang. Med håndboret skulle man bruge en del kræfter, men den sidste gang brugte jeg et elektrisk bor med en 6 mm bit, og det var mere ligetil. Desværre gik kablet til boret i stykker, så jeg blev nødt til at stoppe, binde et håndklæde rundt om hovedet og tage boret med ned til Hr. Lea, en mand, som boede i en kælderlejlighed i bygningen. Han var genial – han kunne reparere hvad som helst. Han spurgte mig ikke, hvad jeg havde gang i. Han reparerede boret, så jeg kunne fortsætte. Det er meget tydeligt, når man når hele vejen igennem kraniet. Der kommer temmelig meget blod ud, og boret når 2-3 centimeter ind. Jeg lagde forbinding på. Det tog to til tre dage, før huden var helet henover hullet. Jeg havde ikke behov for noget smertestillende, og der var ingen komplikationer. Jeg var meget, meget omhyggelig med at sterilisere alting. Den væsentligste fare er betændelse. Jeg fik ikke engang hovedpine. Det tog en halv time i det hele, inklusiv oprydning bagefter.
Jeg havde det fedt, fordi jeg havde gjort det, og efter omkring en time begyndte jeg at føle en lethed, som om en byrde var blevet løftet. Og så voksede det mere og mere, til det var mere end jeg havde regnet med. Jeg gjorde det om aftenen og gik i seng omkring klokken 11 og havde det godt, og da jeg stod op næste morgen kunne jeg stadig mærke det. Der gik det op for mig, at det var dét. Det var gjort.

Jeg har en ven, som gerne vil have det gjort – hvad skal han gøre?
Jeg ville ønske, jeg vidste det. Jeg har hørt, at der er en fyr i Mexico, der gør det for 12.000 kroner, og man kan også få det gjort i Equador og Egypten. Der er læger, som nok skal tage imod dine penge. Men vi snakker om mange penge. Bart sagde altid, at der burde være en automat, en lille bås, hvor man gik ind og smed en mønt i.

Hvis folk selv vil gøre det, hvad anbefaler du så?
Jeg anbefaler ikke, at man selv gør det. Det gør jeg virkelig ikke. Jeg var blevet undervist af Bart, og jeg har ikke tænkt mig at sige til folk, at de selv skal gøre det på sig selv. Der er i stedet behov for, at der kommer juridiske og sociale ændringer her i landet, før det kan komme til at ske. Jeg ville ønske, at der var nogen, der forskede mere i, hvordan stoffer gør os høje og deres evner til at formindske blodkar.

Hvad er fordelene ved at være høj?
Egoet er en mekanisme, der leder blod derhen i hjernen, hvor der er brug for det. Det snører arterier sammen i visse dele af hjernen, for at blodet kan flyde friere i andre dele. Men den del af hjernen, der er mest dominerende er talecentrene. Vi er afhængige af talecentrene for at overleve, og det er den altdominerende aktivitet i hjernen. Det fungerer sådan, at centeret monopoliserer adgangen til blod. Talecentrene – som styrer vores evne til at tale, skrive, læse og lytte – var den sidste del af hjernen, der blev udviklet under vores evolutionære proces, og de befinder sig i hjernebarken, langt fra hjertet. For at sikre konstant forsyning af blod til talecentrene undertrykker egoet funktioner i resten af hjernen.
Folk bliver helt besatte af de ordforbindelser, de bruger til at beskrive deres identitet, og disse ordforbindelser identificerer folk som kristne, muslimer, jøder, eller hvad det nu kan være. Så det er klart, at de ordforbindelser, du bruger, kommer til at betyde meget for dig. Og du kan modstå eller endda angribe andre mennesker for at tænke anderledes, på trods af at der er masser af plads til, at vi alle sammen kan have masser af ideer. Det er det smukke ved beruselse. Når du bliver høj, transcenderer du dit ego, du kommer op på et højere stadie end egoet. Når du er høj, kan du se andre mennesker operere på det stadie, og du kan se, at du selv har opereret på det niveau. Du opnår et objektivt syn på verden, i modsætning til et subjektivt. Og det er det smukke og det værdifulde ved at være høj. Jeg synes, at alle skal trippe, og jeg synes, Vladimir Putin burde tage lidt syre.

Joe Mellens bog Bore Hole er udkommet på Strange Attractor.

Læs mere fra VICE om stoffer:

Jeg borede hul i mit kranie for at udvide min bevidsthed

Vi har talt med en forsøgsperson fra et af de første LSD-eksperimenter

Stoffer ser ud som de føles på filmnegativer