Jeg drak fadøl til en Fremad Amager-kamp på min første date med Goss

Termoundertøj er måske ikke den mest charmerende beklædningsgenstand på en date. Ikke desto mindre er det sådan et sort sæt, jeg har på en søndag sent i november, hvor solen står lavt på himlen, og Kim Larsen brager ud over over Sundby Idrætspark på Amager. Her skal jeg se opgøret mellem Fremad Amager og HB Køge sammen med Mads Damsgaard, der laver musik under navnet Goss og lige har udgivet sin anden ep. Det er en vigtig kamp, for det er sæsonens sidste, og det er vigtigt at gå til vinterpause med en sejr, forklarer Mads. For ligesom en koncert, der ikke gik helt, som man havde håbet, så kan en dårlig fodboldkamp sidde i kroppen, indtil man får spillet en god en.

Mads har ligesom mig pakket sig ind i mange lag for at ruste sig til to timer på lægterne. Det er 16 år siden, han stod på Sundby Idrætspark som 18-årig med knopper under sålerne og var kommet hele vejen fra Svendborg for at starte inde for første gang i en seniorkamp. ”Vi kom ud derovre”, fortæller han og peger på spillertunellen, mens vi køber to fadøl og finder en god plads midt på tribunen. Uden for tunellen stod Fremad Amagers hjemmefans og kastede popcorn og øl efter Mads og hans holdkammerater fra SFB (Svendborgs Forenede Boldklubber). Og råbte, at de skulle skride hjem til Svendborg. ”Det var et meget voldsomt møde med Amager,” griner Mads. Mødet var faktisk så voldsomt, at han endte med at blive taget ud i pausen, efter Fremad Amager var kommet foran 3-0.

Der bliver hverken kastet med popcorn eller øl, da HB Køges spillere løber ind på banen i dag, men hjemmeholdet bliver til gengæld sendt ind til Kim Larsens ”Vi er dem” og en masse blå og hvid konfetti, mens publikum hujer og hamrer løs på banderne. ”Det er altså en smuk sang at løbe ind til,” konstaterer Mads.

Det er ikke, fordi stadion-dates er noget, han har den store erfaring med, men han har flere gode grunde til, at en tur på stadion slår alle mulige andre dumme dates med længder. ”For det første er her er plads til alle. Hvis du tager til koncert med The XX eller et eller andet indieband, er der en meget stram kulturel kode, men den findes ikke her. Det, synes jeg, er befriende. For det andet er her tit god stemning, og for det tredje man kan drikke øl, og det er tit en god ting, når man er på date.” Jeg har aldrig været mere enig i et udsagn.

Derudover mener Mads også, at det er vigtigt, at man på en date laver noget, der får en selv til at lyse op, og at vi faktisk burde arrangere endnu en date, så vi også kunne lave noget, jeg brænder for. (Hvis du en dag får lyst til at se alle Harry Potter-filmene i træk, så siger du bare til, Mads). ”Fodbold er en kæmpe del af den, jeg er. Derfor er der også noget ærligt over at tage på stadion, og hvis man gerne vil lære hinanden at kende, som man jo gerne vil på en date, er det vigtigt at give lidt af sig selv,” siger Mads og tager en tår af sin øl. ”Og hvis en pige gerne vil med ud og se fodbold, så er det jo bare for fedt.”

De mest dedikerede fans på tribunen over for os har efterhånden fået gang i kamptrommen og en form for ekko-øvelse, hvor tilskuerne på hver side af banen råber ”A-MAR’” frem og tilbage mellem tribunerne.

I mange år troede Mads, at han skulle være professionel fodboldspiller, men som han stod der på linjen på Sundby Idrætspark og kunne høre de skaldede amagerkanske tilskuere, der råbte ting som, ”har du overhovedet fået hår på pikken?!” og “vi slår dig ihjel efter kampen, din lille lort,” gik det op for ham, at han måske alligevel ikke hørte til. ”Jeg var altid midt imellem fodbolden og musikken. Mine fodboldvenner forstod ikke, hvorfor jeg hang ud med hippiedrengene, og mine musikvenner forstod ikke, hvorfor jeg hang ud med de der tools,” siger han. Musikken endte med at fylde mest, for Mads kunne ikke lade være med at feste, og det er et problem, hvis man gerne vil være fodboldspiller på fuldtid. Men omvendt slet ikke et problem, hvis man gerne vil være musiker. “

Selv om musikken fik overtaget, er der stadig ikke noget, der kan slå følelsen af at score et vigtigt mål. ”Det er super forløsende at spille en god koncert, og det er befriende at få sunget sine følelser og tanker ud, men at score et afgørende mål slår det bare. Lige i det øjeblik, bolden går over stregen, er der ingenting tilbage i verden. At gå ind på scenen på Roskilde Festival og spille en sang er også et kæmpe adrenalinrush, men jeg skal stadig være i kontrol hele tiden og være i kontakt med mine følelser. I de 30 sekunders ren jubel, lige efter man har scoret, er man bare helt fri.”

Mads Damsgaard er måske stadig mest kendt som forsangeren i Reptile Youth, der crowdsurfede og drak publikums øl samtidig. Helt så vild var hans spillestil som angriber i SFB ikke. ”Men jeg har taget meget af den fysiske kamp fra fodbolden med mig på scenen og i musikken,” siger han. Det er næsten fire år siden, Reptile Youth stoppede, og i dag laver Mads inderlig elektronisk pop under navnet Goss. I starten af november udkom Goss’ anden ep, Homeland Security, og ligesom på den første ep, Healthcare, kredser sangene om inspirationskilden over dem alle, kærlighed. Hvor den første ep var mere naiv og mere let tilgængelig, kræver den nye et par gennemlytninger mere. ”Men jeg tror også, den kan holde til flere,” siger Mads og holder vejret et par sekunder, mens han koncentreret følger bolden med øjnene.

https://open.spotify.com/embed/album/7EzKCMau0nDNbeXj2Xia8N

Så fortæller han videre om pladen, der også i høj grad handler om savnet, der hører med kærlighed. ”Jeg har en kæreste, der er mere væk en de fleste kærester, og savn fylder meget, når man er vild med en, som man så ofte ikke kan være fysisk sammen med,” siger Mads. Det er ikke, fordi Mads’ kæreste har mange nattevagter eller bor i den anden ende af landet, men fordi hun hedder Karen Marie Ørsted og tit turnerer hele verden rundt under kunstnernavnet MØ.

”Ushhh!” lyder det lettet fra mændene i blå Kansas-dragter bag os, da HB Køge får en lidt for stor chance, men heldigvis brænder.

”Det er også et savn i forhold til en mere simpel verden,” fortsætter Mads og forklarer, at ep’en er en fortolkning af hans egne følelser. ”Simple følelser er også noget, jeg leder efter, fordi kompleksitet er en af de følelser, der overstrømmer min verden mest,” siger han og fortæller, hvordan sangskrivningen fungerer som en form for selvmedicinering, på samme måde som det kan hjælpe at tale med en god ven, når følelserne bliver for altomsluttende.

”Øjj!” Den her gang var det Fremad Amagers angribere, der ikke var helt hurtige nok til at få bolden over stregen. Hverken Fremad Amager eller HB Køge har scoret, da der bliver fløjtet til pause, og på få sekunder er køen til stadionplatterne og flæskestegssandwichene uoverskuelig lang. Det gør nu heller ikke noget, for Mads er blevet vegetar. Det er en klimating og en sundhedsting, siger han. Jeg springer også over, men det er nu mest en kø-ting.

Spillerne løber på banen igen, og vi rejser os op for bedre at kunne vise vores støtte til de blå trøjer. For ligesom det er vigtigt at være et godt koncertpublikum og holde mund under sangene og danse, når der skal danses, så er det virkelig vigtigt at give noget af sig selv, når man ser fodbold. Mads holder med den engelske klub Arsenal, og har brugt utallige weekender på at sidde køkkenet med sine venner og råbe af Premier League på hans computerskærm. ”Arsenal kan jo ikke mærke, at jeg råber ad computeren, men det er stadig super vigtigt at være der for dem, også selv om det går dårligt. Det tror jeg også, Fremad Amagers fans er gode til.” Karen går ikke så meget op i fodbold, men hun synes, det er hyggeligt, når han og vennerne råber. ”Jeg tror, det giver hende en følelse af normalitet, og at vi er et kærestepar ligesom alle andre,” siger Mads.

Faktisk spiller Arsenal også en vigtig kamp lige nu, og ”det er jo en kæmpe katastrofe”. Derfor har Mads sat sin telefon på flytilstand og har tænkt sig at låse sig inde, når han kommer hjem, og se kampen, som om den blev sendt live. Engang kom han til at tjekke stillingen i en anden vigtig kamp (alle Arsenal-kampe er selvfølgelig vigtige) inden en koncert. Han så, at Arsenal var bagud med to mål, hvilket betød, at der i den første del af koncerten godt nok kom romantiske tekster over hans læber, men hans hoved var fyldt med potentielle indskiftninger, der kunne redde kampen.

På trods af sit passionerede forhold til London-klubben har Mads til sin store fortrydelse aldrig set Arsenal spille andre steder end på skærmen. Men engang da han og Karen var til hofbal hos Dronningen på Christiansborg, stødte han ind i landsholdspilleren Christian Eriksen, der spiller for Arsenals ærkefjender Tottenham. “Der var rigtig mange gæster til den fest, som er virkelig dygtige til det, de laver, men jeg ville bare allerhelst tale med Christian Eriksen,” fortæller Mads.

Det viste sig, at Christian Eriksen, og hans kæreste forgæves havde forsøgt at få billetter til en MØ-koncert. “Jeg sagde, at næste gang skulle han bare skrive til mig, så skulle jeg nok sørge for et par billetter.” Som tak tilbød Christian Eriksen at skaffe Mads billetter til en Tottenham-kamp. “Men sagen er jo den, at han spiller for Tottenham, og jeg hader Tottenham. Men der er én klub, jeg hader mere, og det er Chelsea.” Mads fik derfor lov til at få billetter til en kamp, hvor Eriksen skulle spille mod Chelsea, og så den med sin far og bror, der også hader Chelsea. “Det var sjovt at se en kamp i England, men det føltes jo stadig lidt forkert.”

”Det er en rigtig god date, det her,” udbryder Mads pludselig begejstret, da der er et øjebliks spilstop. ”Er du ironisk?” spørger jeg og griner forvirret. Jeg syntes lige, det gik så godt. ”Nej nej, for satan, jeg mener det,” svarer Mads. Det værste, man kan gøre på en date – ud over selvfølgelig at forberede en række spørgsmål om dating – er ifølge Mads at være uærlig og tale sin date efter munden. ”Hvis man ikke siger, at det, den anden taler om, er noget lort, selv om man synes det, så kan det være lige meget.”

Stillingen er stadig 0-0, men Mads mener alligevel, at Fremad Amager spiller bedst, og at de har haft de farligste forsøg.

Eftersom den 34-årige sanger har en kæreste, dater han ikke længere, men han laver en del musik med folk, han ikke har lavet musik med før, og det at arbejde sammen minder på mange måder om at date. Mads har på det seneste arbejdet sammen med den britiske musiker Sohn og det danske band Barselona. Han inviterer også tit nye mennesker til at bidrage til Goss-projektet for at udforske lyden gennem andres ører.

”Man møder et nyt menneske, som man ikke ved, hvordan man fungerer med. Nogle gange har man en forudindtaget indstilling, men den holder tit ikke stik. Både med kærlighed og musik er det en følsom situation,” siger han. Nogle gange skal man på rigtig mange dates, før man finder en, man har kemi med. På samme måde skal man nogle gange møde rigtig mange musikere, før man finder nogen man fungerer sammen med, forklarer Mads. Det kan føles akavet, og måske blive direkte ubehageligt. ”Men den dag man bliver bange og bare gør det, der føles trygt og nemt, har man på en eller anden måde tabt.”

Vi bliver afbrudt af en insisterende sang. ”Super Fremad A / på banen og tribunen / vi står i samlet flok / for jeg kan ikke få nok,” lyder det lålå’ende på melodien til ”Just Can’t Get Enough”, der i øvrigt er en undervurderet lålå-sang.

Selv om fodboldsange og grillpølser ikke ligefrem er det stof, de fleste digte er lavet af, synes Mads selv, at han er ret romantisk. ”Jeg er nok ikke den rette at spørge,” siger han og smiler, mens han kigger ned i de møre træplanker under os. ”Det er romantisk at sætte sine egne behov til side en gang imellem og gøre plads til, at den anden har friheden til at være lige den, de har brug for at være,” siger han.

Der er gået 85 minutter af kampen, og jeg er efterhånden ved at blive en anelse utålmodig. Men så sker det. Fremad Amager scorer og vinder kampen. “Vi ses igen til marts,” råber en bolddreng til en anden, mens spillerne løber jublende ud mod publikum til tonerne af den officielle Fremad Amager-kampsang, der er så overproduceret en pop-banger, at den kunne gøre enhver kunstner på The Voice misundelig.

Det er alligevel for meget søndag til at tage på værtshus, så Mads og jeg nøjes med at smile til dem, der tager tredje halvleg mere alvorligt end os, mens vi cykler ned ad Englandsvej.

”Tak for i dag – vi ses,” råber Mads, da han drejer ned ad Amagerbrogade på sin sorte damecykel.

”Vi ses,” råber jeg efter ham og håber, at Arsenal også har vundet.