Jeg drak fem dage i træk for at se hvilke tømmermændskure, der virker

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA.

Jeg bunder panisk det ene glas vand efter det andet på mit hotelværelse i New Orleans. Det er anekdoter fra de mere erfarne deltagere på Tales of the Cocktail, der har grundlagt min frygt for at dehydrere. Tales of the Cocktail bliver markedsført som verdens førende cocktailfestival, og de fem dages alkoholrelaterede aktiviteter – seminarer, prøvesmagninger og fester – er eftersigende en mulighed for at styrke sin position i branchen. Men festivalen er også blevet enten berømt eller berygtet (alt efter hvem man spørger) for det ekstreme druk, der går ned i den tunge sommervarme i Louisiana.

Jeg er på Tales i fire dage for at finde ud af, om nogle af de største spirituseksperter i verden ved hvad hemmeligheden til den bedste tømmemændskur er. Hvis de gør, skal de nok få brug for den i løbet af ugen.

Dag 1

Det er en latterlig varm og lummer dag med 30 grader og høj luftfugtighed. Hvem fanden har valgt at holde det her arrangement midt om sommeren? Satan? Jeg scroller gennem de sociale medier og ser et par opslag fra Tales, der taler om drikken Pedialyte.

“Pedialyte® er ikke en tømmermændskur, men det kan hjælpe dig til at undgå dehydrering efter et par cocktails,” står der på elektrolytvæskens hjemmeside. “Hvis du er træt, har hovedpine eller oplever andre tegn på dehydrering efter par drinks, så kan Pedialyte hjælpe dig til hurtigt at få det bedre.”

Sprutnørder som Marshall Seyler sværger til Pedialyte i kampen mod tømmermændene. Seyler er bartender på Civil Liberties i Toronto, og det første han gør, når han kommer til Tales, er at købe ind. Hvad er på indkøbslisten? “En kasse vand, en indkøbsvogn fyldt med Pedialyte, to kasser Miller-øl og en karton cigaretter,” fortæller han.

Seyler blander Pedialyte med alkohol. Han laver isterninger med jordbær, kiwi og Pedialyte, som han smider i pinot grigio. “Jordbær, kiwi og pinot grigio smager fucking godt,” siger han. “Dine tømmermænd er væk. En anden mulighed er at tage den Pedialyte uden smag og hælde den i en Bloody Mary, som det salte element. Så kan man hydrere med elektrolytter, mens man bliver fuld igen.”

Journalisten Camper English, der kommer fra San Francisco og har været på Tales 12 gange, bruger også elektrolytter. “Jeg bruger Nuun, som er en elektrolyt-brusetablet. De er virkelig gode,” siger han. “Dem bruger jeg, hvis jeg føler mig lidt tung om morgenen. Det er mere eller mindre Gatorade som pille.”

Da det bliver aften, tager en af mine venner og jeg ned på Bourbon Street og får en po’ boy-sandwich. Bagefter vælter vi fra bar til bar til klokken 6 om morgenen. Det var meningen, jeg skulle spare på kræfterne for at klare mig gennem Tales of the Cocktail …

Dag 2

Jeg kan selvfølgelig knap nok komme ud af sengen næste morgen klokken 9. Jeg har det af helvede til, og lige meget hvor mange elektrolytter, jeg hælder i kroppen, kan det ikke redde mig. Jeg tager en kop kaffe og laver en sandwich med røræg, som jeg spiser, mens jeg skynder mig ned til dagens første seminar.

Jeg er gennemblødt af sved, da jeg når hen til et foredrag om skotsk whisky. Normalt ville jeg være meget imod tanken om at drikke whisky klokken 10 om morgenen, men i dag føler jeg mig klar til at rejse mig ved det træ, hvor jeg er faldet. Jeg lærer, at gammel whisky ikke nødvendigvis er bedre, og at professionelle alkoholnørder er sindssyge.

“Hvis jeg har det lidt skidt om morgenen efter at have fået lidt for meget whisky aftenen før, så tager jeg altid ned og træner,” siger en repræsentant fra et af selskaberne. “I min verden er der ikke plads til selvmedlidenhed.”

Tanken om at træne nu lyder fuldkommen vanvittig. Jeg svælger videre i min egen selvmedlidenhed og finder et sted, hvor man kan smage agavespiritus, og jeg støvsuger et fad med oste. Til det næste seminar fortæller PR-chef for William Grant & Sons, Charlotte Voisey, alt der er værd at vide om kirsebær. (Tænk bare, at der findes 120 forskellige slags kirsebær).

Voisey har været på Tales elleve gange. Hun sværger til kokosvand, kombucha, mad med masser af næring, og en tur i træningscenteret for at bekæmpe spruttens hævn. “At træne om morgenen er en vigtig del af min rutine,” siger hun. “Hvis der er noget, der skal svedes ud, er det bedst at få gjort det med det samme.”

Jeg vælter tilbage på mit hotelværelse og falder i en dyb, dyb søvn. Da jeg vågner nogle timer senere, er det mørkt. Efter aftensmad er det tid til William Grant & Sons “Love Supreme”-fest. Til de fester har de store alkoholfirmaer mulighed for at vise deres produkt frem for de rigtige mennesker. Sailor Jerry-rom laver gratis tatoveringer på folk. Hendrick’s Gin har en kæmpestor steampunk-agtig dingenot, der laver pynt til drinks, og som er drevet af en fyr på en cykel ovenpå.

Mænd og kvinder i deres bedste alder flyder rundt mellem hinanden i det enorme lokale ved Missippiflodens bred. Det er slet ikke så vanvittigt, som jeg havde forventet. Jeg ser kun et par stykker som er zombie-stive – de fleste andre bærer deres brandert med en vis elegance, alt taget i betragtning.

“Jeg tror, Tales er ved at forandre sig. Det lyder skørt, men jeg synes, folk opfører sig lidt mere ordentligt i år,” siger Martinis globale ambassadør Roberta Mariani. Det er hendes tredje år på Tales, og hun prøver altid at være lidt tilbageholdende, når hun er her. “Jeg tror, mit bedste råd er at passe på sig selv. Det er ingen grund til at blive spritstiv på Tales of the Cocktail.”

Efter festen er der efterfest. Og mere druk bagefter. Jeg ender på den irske pub Erin Rose, der er kendt for sine frosne irish coffee, og her finder jeg medejeren af baren The Silver Dollar, Shawn Cantley, for at få nogle gode råd.

“Jeg forsøger altid at drikke rigeligt vand, og ikke drikke shots – selvom jeg fucking lige har drukket et shot – og så holde mig til øl, som man kan drikke mange af,” siger Cantlet. “Hvis jeg bare drikker øl som Modelo og vand, kan jeg blive ved med at bælle hele fucking dagen.”

Når han skal have noget at spise dagen efter, går han altid efter den mexicanske suppe menudo. “Jeg synes den bedste tømmermændskur i verden er menudo, men det kan man ikke få i New Orleans,” siger Cantley. “Jeg tror det tætteste, man kommer på det, er pho.”

Jeg slutter aftenen med en Miller High Life og går i seng, mens solen går op. Jeg er min egen værste fjende.

Dag 3

Gudsketakoglov får jeg lov til at sove længe på tredjedagen. Jeg drikker noget Pedialyte blandet op med vand og kæmper mig vej til hotellets træningscenter, iført sponsortøj fra de forskellige alkoholfabrikanter, som jeg har valgt at bruge som træningsdragt i dagens anledning. Hvis bartendere og talsmænd for mærkevarer kan kæmpe sig gennem smerten, så kan jeg også – eller det prøver jeg i hvert fald at fortælle mig selv.

Træningen går dårligt.

Det føles som om nogen hamrer mod min tinding, da jeg tager et par squats. Jeg begynder at løfte vægte og venter på, at hovedpinen lader være med at terrorisere mig så voldsomt, men det stopper ikke. Jeg finder en smule ro og fred på ellipsemaskinen og knokler mig gennem en 20 minutters halvhjertet indsats.

Jeg har det lidt bedre efter at have svedt. Jeg får det lidt dårligere, da jeg har været forbi nogle forskellige mærkers stande og har spist noget tung sydstatsmad.

Om aftenen er det tid til Bacardis kæmpemæssige Neon Tide-fest. Det er vildt overdådigt. Jeg spørger folk, hvor meget festen koster at afholde, og de forskellige bud ligger mellem 3 og 12 millioner kroner. Der er performere, som går rundt på stylter i den tætpakkede fabriksbygning, der er udsmykket som en jungle. Vi drikker slushice-cocktails med rom og ren Cazadores-tequila, indtil festen er slut.

Vi finder andre ting at drikke indtil kl. 5 om morgenen. Jeg er åbenbart ude af stand til at lære af mine fejl.

Dag 4

I dag er der mere Pedialyte, mere kaffe og mere sprut fra morgenstunden. Jeg skal være til et whisky-foredrag klokken 10, men det viser sig at være ret useriøst og består mest af gæster, der drikker whisky, og talspersoner, der driller hinanden med deres grimme tænder, YouTube-videoer med for få views og de forskellige tilgange til whiskyproduktion.

Efter whiskyen ender jeg med at stå og drikke mezacal til El Silencio-festen lidt længere nede ad gaden. I et muntert lokale med BDSM-tema ovenpå bliver der serveret mezcal-negroni, og man kan få gratis kondomer og tatoveringer.

Jeg slår mig ned i en lædersofa med Natalia Garcia Bourke, El Silencios PR-chef, som har overlevet Tales fem gange. Hun siger, at hendes mentorer har lært hende, hvordan man skal klare sig gennem festivalen.

“De var meget insisterende omkring deres råd og vidste alle sammen, hvordan man gjorde det til den bedste fest nogensinde uden at smadre sig selv fuldstændig,” siger Bourke.

I kampen mod tømmermændene sværger Bourke til mere af det samme. “Min mor sagde altid, at man skal rejse sig ved det træ, man er faldet. Så man drikker en lille smule af det, man fik aftenen før, og for mig er det som oftest mezcal,” siger hun. “En michelada kan virkelig redde den næste dag.”

Et par mezcals senere er det bartenderen fra Birds & Bees, Cole Rapkin, der fortæller, hvad han gør mod tømmermænd. “En kop kaffe, et glas vand og et glas appelsinjuice virker altid. Det hjælper også at ryge en joint,” siger han. “Ikke for at være sjofel, men lidt hård sex virker også altid.”

Han er ikke den eneste, der er forfalden til de kødelige lyster som kur. “Der er to ting, der altid virker for mig. Den ene er at have sex igen med den person, som jeg endte sammen med aftenen før,” siger Kyle Reutner fra Manulele Distller’s. “Den anden er at blive klippet. Det virker seriøst at tage til frisøren. Det virker at blive klippet. Man kommer ind, og de masserer ens hovedbund lidt, klipper håret, og så er tømmermændene væk. Alt det andet er løgn.”

Jeg går tilbage til hotellet og forsøger mig igen med en tur til træning. En whisky-talsmand, som jeg mødte aftenen før, er i gang med det samme. Vi veksler nogle få venlige og svedige ord, og jeg begynder at tage mavebøjninger. Nu sker der noget – jeg får det bedre, for hvert støn.

Da det er ved at blive aften, smutter jeg forbi Fernets fest i et gammelt operahus, hvor de heldigvis serverer muffaletta-sandwich. Der er brug for noget mad, der virkelig kan suge. Jeg spørger Nicola Olianas, Fratelli Brancas globale ambassadør, hvordan han mener, man skal drikke på Tales.

“Først og fremmest prøver jeg kun at drikke gode ting. Kvalitet,” siger han. Morgenen efter en vild aften i byen begynder italieneren altid dagen med sine egne forsyninger.

“Lige meget hvor jeg er i verden, begynder jeg altid dagen med en lille tår Fernet-Branca,” siger han. “Bitterheden og urterne stimulerer kroppen til at bekæmpe alt det dårlige, så man kan holde sig kørende og komme i gang med dagen.”

Oliana fremhæver en tår Fernet, fordi det har et lavt sukkerindhold, men når det kommer til den foretrukne tømmermændsmad, kan han godt lide sukker.

“Jeg er italiener, så for mig starter dagen med en cappuccino og en croissant. På Sicilien om sommeren får vi en croissant med vaniljeis indeni, og det er helt fantastisk. Jeg vil anbefale alle at prøve det,” siger han. “Her i New Orleans får jeg mig nogle gode kanelsnegle eller kage.”

I dag bliver den helt store fest holdt af Diageo, der som firma formåede at omsætte for 100 milliarder kroner sidste år. I 2016 lavede Snoop Dogg en aftale med Diageos Tanqueray gin, så han er kommet for at optræde på The Dogg House.

Udenfor spilletstedet møder jeg restauratøren Med Abrous fra Los Angeles, hvis bar i Hollywwod, The Spare Room, er nomineret til adskillige Tales Spirited Awards®. Han siger, at han endnu ikke har fundet den perfekte tømmermændskur, men at han har det bedre, hvis han har drukket noget kokosvand, lige inden han gik i seng. Men han har alligevel lært et godt trick fra vinindustrien.

“Alle sommelierer eller vinproducenter drikker vin hele dagen, og derfor ved de, at så længe man drikker lige så meget vand, som man drikker vin, kan man drikke lige så meget, som man har fucking lyst til,” siger Abrous. “Hvis mængden af vand og vin er cirka den samme, skal det nok gå. Er det en regel, jeg selv følger ofte? Overhovedet ikke.”

Efter Snoops koncert skrider vi fra The Dogg House og drikker videre et andet sted. Det er fredag aften, og der er fuldstændig kaos nede på Bourbon Street. New Orleans’ mest berømte gade med barer og restauranter er oversvømmet med festaber. Jeg kan ikke engang tælle, hvor mange polterabender, jeg ser.

Jeg er helt udkørt efter det maratondruk, jeg har deltaget i de sidste par dage, og jeg kan ikke engang lade som om, jeg er begejstret, da en fyr giver mig Mardi Gras-halskæder på. Jeg forlader vanviddet på Absinthe House, men ender alligevel med at være længere oppe end normale mennesker bør. Jeg vælger ikke at kigge på uret, da jeg vælter i seng.

Dag 5

Efter et hurtigt bad kører jeg til lufthavnen klokken 8 om morgenen. Ved gaten er der mange andre, som også hænger med hovedet. Jeg falder sammen på en stol. Ja, jeg har overlevet, men det kommer til at tage lidt tid, før jeg er kommet mig over al den hedonisme. Jeg har brug for mere Pedialyte. Eller måske har jeg bare brug for at være ædru.