Jeg drak kenyanske kaffebønder koffein-høje i deres egen høst

Cirka tre timers kørsel nordpå fra Nairobi – på fine veje som kineserne har bygget de seneste år – ligger byen Nyeri. Kører man en lille halv time østpå, finder man byen Karatina. Og så er man midt i et af verdens bedste kaffedistrikter.

Jeg er taget til Kenya for at mødes med kaffebønderne i kooperativet Kieni og deres formand Charles Mwai Ihatu. På mikroristeriet The Coffee Collective i København, som jeg er medstifter af, besøger vi kaffeproducenterne minimum én gang om året. Jeg mødte første gang Charles i 2011, det andet år vi købte kaffe fra Kieni. Han rager godt to meter op i luften og har en markant tilstedeværelse. Halv landmand og halv politiker og hele tiden opsat på at skabe bedre vilkår for de cirka 900 medlemmer i kooperativet.

Medlemmerne er små familielandbrug, hvor hver enkelt bonde passer og plejer sine træer året rundt og høster kaffebærene to gange årligt. Den store høst – og den kvalitetsmæssigt bedste – ligger i november og december, mens den lidt ringere og meget mindre Fly Crop er i maj. Fra blomstring til kaffebærene er modne, går der cirka 10 måneder, hvor de små grønne bær hænger på træerne. Det er lang tid, hvor meget kan gå galt.

Der er god plads mellem kaffetræerne. Alle billeder tilhører Klaus Thomsen og Coffee Collective.
Kaffebær

Charles tager mig med i marken hos en af kaffebønderne. Når høsten starter, hænger der modne og umodne kaffebær lige ved siden af hinanden på den samme gren. Det besværliggør høsten, og for at få den bedste kvalitet skal kun de modne plukkes. Det betyder, at en kaffebonde skal plukke det samme træ mange gange fra november til januar. Ofte op til 10 gange i løbet af høsten. For ligesom alle andre frugter du kender, er det kun de fuldmodne bær, der har udviklet sødmen og aromaerne. Og kaffe er jo en frugt.

Du kender måske kun kaffe som brunt pulver eller kaffebønner, men det, du drikker, er rent faktisk baseret på kernen fra et bær. Bærret bringer et klart smagsudtryk med sig fra naturens side. De samme ting, som sætter sit aftryk i smagen af for eksempel vin, skaber også smagen af kaffen. Jord, vind, sol, regn, kaffesort, beskæring, gødning og bondens arbejde med fermentering, vask og tørring af kaffen betyder alt for smagen.

Og hvad er det så, der har gjort kaffe fra Nyeri til en favorit blandt mange af os indkøbere? Smagsmæssigt er det den livlige syrlighed og de vilde aromaer af bær, der gør udslaget. Kaffen her har en intensitet, som man ikke finder mange andre steder. Solbær og brombær dominerer nogle af de bedste partier, og en lang frugtig syrlighed sætter gang i mundvandet. Det giver lyst til at drikke mere.

Når man går rundt blandt kaffetræerne, slår det en, hvor besværligt kaffe faktisk er. Det skal helst dyrkes højt, gerne mellem 1.200 og 2.000 meter højde. Her i Kenya er vi omkring 1.800 meter oppe, og bare højdeforskellen mellem den nederste og øverste mark på bondens farm er større end Himmelbjerget. Det ler de lidt af hernede.

Kaffefarmene breder sig ned ad bjergsiden
Over- og undermodne bær frasorteres med håndkraft en sidste gang.

Jeg ler til gengæld ikke, da det begynder at regne, og den røde jord bliver til tung ler, der klæber sig til mine sko, så jeg næsten ikke kan gå. Det sætter tingene lidt i perspektiv, at bønderne under høsten skal bære kæmpe sække med kaffebær flere kilometer i det kuperede terræn fra deres farm til kooperativets mølle. Heldigvis har Kieni-medlemmerne fået gode priser for deres kaffe de sidste år. Faktisk er de et af de højest betalte kooperativer i hele Kenya. Det betyder, at farmerne blandt andet kan investere i motorcykler og lastbiler til transporten.

Charles understreger, at deres mulighed for at kunne sælge direkte til risterier har været altafgørende for den bedre betaling. Normalt sælges kaffen i Kenya på en central auktion i Nairobi. Den har egentlig et godt ry i kaffebrancen, fordi den kan skaffe bønderne en fair pris for kaffen, da eksportørerne skal byde mod hinanden for at sikre sig partier af kaffe. Men Charles opfattelse er noget anderledes. Han mener, at eksportørerne, der køber kaffen på auktionen, har rottet sig sammen og konsekvent underbyder prisen. Han har en pointe i, at flere af eksportørfirmaerne er ejet af de samme multinationale konglomerater, som både sælger og køber på auktionen. Derfor har de en stor interesse i at holde prisen nede. Ved at handle direkte med risterier får kooperativerne flere penge i hånden.

Det betyder også meget for farmerne at se, hvem der modtager deres kaffe. De fleste af bønderne drikker ikke kaffe. Briterne har i kolonitiden, som endte for kun 53 år siden i Kenya, lært dem at drikke te i stedet. Derfor har mange af bønderne ikke rigtig noget forhold til at drikke den kaffe, de dyrker. De afleverer kaffebær, og dér ender det. Så når vi kommer og viser dem deres egen kaffe, og at der står deres navn på posen, betyder det meget for dem. Det giver dem en stolthed over deres eget produkt.

Sidst jeg var på besøg hos Kieni, besluttede jeg, at de skal smage deres egen kaffe, som vi brygger den. Så denne gang har jeg taget alt mit bryggegrej med: En lille håndkværn, en Kalita Wave-kaffetragt og papirfiltre, en digitalvægt til at veje bønner og vand, en kande til at servere. En hurtig tur til supermarkedet i Karatina og så har vi også en el-keddel og 20 liter vand.

Når bønnerne tørrer, er det vigtigt, at de ikke udsættes for regn og direkte sollys.
Kaffebønderne smager for første gang på det endelige produkt.

Den første reaktion fra kaffefarmerne, da jeg giver dem en friskbrygget kop af deres egen kaffe, er forbløffelse over, at jeg ikke har taget sukker med. Men jeg forklarer, at vi normalt drikker det uden sukker, da deres kaffe faktisk har en meget høj naturlig sødme. De ser skeptiske ud men smager, og straks lyser øjnene op. Jeg tror sgu ikke, de nogensinde har smagt kaffe på den måde. Hvis de endelig drikker kaffe selv, er det den allerlaveste kvalitet – det der ikke giver nogen penge at sælge. Og så er den ristet så mørk som muligt for at skjule alle smagsfejl.

Det her er den højeste kvalitet, og den er nænsomt ristet i Danmark; jeg har brygget den præcis som på vores kaffebarer. De er vilde med det. Jeg ender med at brygge i to timer, og der er omkring 30 bønder, der er dukket op. Til sidst kan man godt mærke, stemningen bliver mere og mere festlig. Koffeinen har sin effekt.

Senere på ugen smager jeg på årets høst. Et af partierne er det vildeste, vi nogensinde har smagt fra Kenya, og vi køber det på stedet. Som afslutning på turen mødes jeg med bestyrelsen fra Kieni og underskriver kontrakten på det parti, samt to mindre partier.

Det gør indtryk på mig at se deres glæde over handlen, og især glæden over at vi har taget os tid til at besøge dem to gange årligt de sidste år. Nu går der et par måneder, inden kaffen er sorteret og fragtet hjem til Danmark.

Så må næste skridt være, at de kommer på besøg hos os.

Klaus Thomsen er barista og medejer af The Coffee Collective i København, som startede i 2007 og består af et risteri, tre kaffebarer og en kaffeskole. Et af deres mål er at fremme levevilkårene for de kaffebønder, de arbejder sammen med rundt omkring i verden.